Den vildeste fantasi….

…. “Den vildeste fantasi er at tro, at ting ikke kan være anderledes end de er” … Piet Hein

Hurra for velfærdssamfundet. Danmarkshistoriens og måske socialdemokratiets største bedrift. Faktisk har vi danskerne skabt noget så unikt som et universelt velfærdssamfund, som kun vore nordiske naboer kan sammenligne sig med. Det er faktisk imponerende, at mennesker over mange generationer i Danmark er enedes om at ville bidrage til et fælles samfund byggende på universelle rettigheder og pligter. Man bliver næsten lidt ærbødig ved tanken.

Når jeg, bl.a. her på bloggen, giver udtryk for en bekymring, ja til tider angst, for nedbrydelsen af et system som jeg er stolt af, så handler det ikke om, at velfærdssamfundet ikke kan se anderledes ud end det fx gjorde i ’70’erne, hvor – ja lad mig bare ærligt sige det – bistandsloven muliggjorde, at pengene ind imellem fossede ud af kommunernes og statens kasser. Dette er på ingen måde ønskværdigt, men desværre noget venstrefløjen i dansk politik ofte beskyldes for at ønske sig tilbage til.

Der skal faktisk ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan det overvældende bureaukrati kan se anderledes ud. Et eksempel fra min hverdag er, at alle de økonomiske sagsbehandlere i kommunerne, stat og regioner drukner i beregninger, der dybest set ofte kan dreje sig om decimalregning!! Der findes så uendeligt mange satser i vores system ifbm. forskellige ydelser der skal beregnes og reguleres ud fra alle tænkelige faktorer, at det kan overskygge enhver fantasi. Mit forslag hertil er, at nogle ydelser simpelthen ensrettes, således at de får en fælles sats. Det kan fx dreje sig om su, ledighedsydelse (til folk der venter på fleksjob), kontanthjælp, førtidspension (grundbeløb), starthjælp, integrationsydelse mv. Jo flere ens satser jo nemmere vil det formodes at blive at beregne andre tillægsydelser som boligsikring, enkeltydelser osv.

Der synes at herske en diskurs om, at alle skal måles og vejes således at INGEN får udbetalt en øre mere end de er berettiget til. Dette er muligvis også en nødvendighed for at sikre velfærdsstatens legitimitet – men, i praksis, i virkeligheden, i dagligdagen, så betyder det som nævnt ofte beregninger på små decimaltal, der skaber så meget papirnusseri, så mange frustrationer blandt borgere og så mange unødigt tunge sagsgange på forvaltningerne, at det i et ironisk lys næsten er til at skrige af grin over!

Vi har fået skabt et bureaukratisk system, der i dag er så uigennemskueligt, at det næsten kan være svært at se udveje. Men, den vildeste fantasi er dog at forestille sig, at det ikke kan være anderledes – for det kan det!