Valentins Hjerterum

Debat – Kommentarer og Holdninger til aktuel politik, fra Mette Valentin – Hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Socialrådgiverforening, Socialpolitisk konsulent og debattør, Socialrdg. & Tidligere Regionsrådsmedlem i Region Syddanmark – Her er der særligt fokus på Psykiatri, Socialpolitik, Børn & Unge & Uddannelse. Nye vinkler og tanker, gode links, historier fra virkelighedens verden og meget meget mere. Velkommen til.

Initiativgruppen

Historien
Initiativgruppen ”Lovgiv mod mobning nu” opstod efter at flere af initiativgruppens senere aktive medlemmer, i lang tid havde debatteret og snakket om mobning og dårligt socialt miljø i børnehøjde.
Alle var enige – det er et stigende problem – børnene er mere og mere hårde ved hinanden, samtidigt med at der skabes stadigt større skoler med stadigt færre ressourcer og muligheder for at skabe nogle trygge og udviklende rammer for børnene. Det er en meget uheldig tendens.
På den anden side er der en lang række kampagner, projekter og lokale tiltag der netop sætter ind mod dette problem og helt konkret løfter opgaven på de skoler hvor forældre, skolebestyrelse og lærerkollegier er enige om at sætte fokus her og bruge kræfter på det, også i fritiden.
Desværre er det ikke et billede på alle landets skoler.
Der er nemlig ikke noget krav til skolerne om at de skal tage sig ordentligt og effektivt af denne side af børnenes hverdag og trivsel, og det er til trods for at Danmark faktisk har lovet at lovgive hvor det er nødvendigt, for at sikre børns tarv, vilkår og udvikling, både aktuelt og på sigt. Det gjorde vi da vi ratificerede Børnekonventionen i 1991.

Initiativgruppen opstod således med det formål at gøre opmærksom på problemerne og herunder lægge folkeligt, fagligt og politisk pres på de ansvarlige parlamentarikere, for at få en egentlig lovgivning på området og dermed sikre at alle danske børn trygt kan gå skole, lege, være og lære uden at skulle være underlagt mobning og et dårligt socialt miljø.
Initiativgruppens aktive medlemmer er alle faguddannede socialrådgivere, psykologer, pædagoger og lærere som har erfaring med og/ eller arbejde indenfor B&U området i det offentlige og private erhvervsliv. Herudover er der flere engagerede forældre og bedsteforældre som støtter op om og hjælper til med, initiativgruppens arbejde.

Initiativgruppens arbejde
I maj – august 2008 optager initiativgruppen f. eks. et tv program om sagen, som bliver sendt på TV2 Fyn i sensommeren/ efteråret. Vi interviewer politikere på Christiansborg, fagfolk, børn og forældre, viser og beskriver mobning og argumenterer for en lovgivning på området. Initiativgruppens aktive medlemmer arbejder aktivt på at formidle nødvendigheden af en lovsikring af indsatsen mod mobning. Danmark har faktisk pligt til at lovsikre børns vilkår, jf. ratificeringens af FN’s børnekonvention i 1991. Den internationale børnekommission kritiserer da også Danmark for ikke at gøre det bedre på området. Initiativgruppen bruger gerne kreative og nye veje til vores mål – at indsatsen mod mobning lovsikres så alle danske børn kan sikres mod denne meget skadevirkende, ulighedsskabende og intolerante adfærd og kultur. Det skylder vi børnene og barndommen – at passe på og værne – og det gælder da særligt på de områder hvor børnene er i størst fare for at lide overlast og det der er værre. Et af de områder er uden tvivl mobning, og det er da også evident, at alle finder mobning uacceptabelt og mener det er noget der bør gøres noget ved. Initiativgruppen undrer sig såre over modviljen til at lovgive på dette meget alvorlige område, man har øjensynligt ikke problemer med at lovgive om elevplaner, valgfag eller for den sags skyld det miljø som lærerne sættes til at skulle undervise i. Men børnenes sociale miljø, indlæring, trivsel og udvikling – det er til gengæld, desværre et område der mangler fokus

”Mobning varer livet ud”

Hvis man nogensinde har været vidne til nedbrydelse af et menneske via massiv mobning og dermed eksklusion fra sociale fællesskaber, og man siden hen, flere år senere, møder det menneske, så ved man, at mobning kan medføre åbne sår på sjælen, der viser sig i sociale sammenhænge langt op i livet – ofte med store konsekvenser for det menneske.

Når jeg igennem arbejdet møder voksne der tidligere har været mobbeofre, så er det ikke sjældent min erfaring, at disse mennesker også senere har problemer med at blive socialt inkluderet i livsområder andre tager for givet. Dette viser sig fx ved problemer med at fastholde stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, fordi det er svært at indgå i de sociale relationer, da selvsikkerheden til at deltage i sociale relationer og sammenhænge mangler. Det betyder, at disse mennesker fortsat er i risiko for at blive stemplet som ”afvigende” og ”anderledes”, og så fortsætter den negative spiral, der indebærer risiko for marginalisering og eksklusion fra andre vitale livsområder. Netværket bliver nemt sparsomt, og der vil således ikke være en hjælpende – og støttende omgangskreds.
Ud fra teorier om marginalisering, inklusion og eksklusion ved vi, at når et menneske er marginaliseret fra flere livsområder som fx arbejdsmarked, familie/venner, fritidsinteresser mv., så er der en reel risiko for eksklusion fra samfundet på en række områder, der nemt gør det til et mangeårigt arbejde at hjælpe det menneske tilbage til givtige sociale arenaer.
Mobning er et problem som kan have store menneskelige omkostninger livet igennem. Samtidig kan mobning være medvirkende til en uforholdsmæssig stor samfundsudgift, når først den negative sociale spiral er startet.
Fra talrige undersøgelser og historier fra virkeligheden ved vi alle, at mobning aldrig giver mennesket eller samfundet noget positivt retur. Derfor er det nødvendigt med en lovgivning der pålægger kommunerne og skolerne at planlægge indsatser for forebyggelse af mobning.

Skrevet af Nina Særkjær Olsen, Juli 2008Socialrådgiver & Aktivt initiativgruppemedlem

Derfor mener vi at en lovgivning er nødvendig :

Sigga Gudmundsdottir (Aktivt medlem, Mor til 3 og Privatpraktiserende psykolog i Nyborg) :
”Mobning skader meget og ofte for livet, og det har også store konsekvenser for dem der mobber. Undersøgelser har påvist at der er direkte sammenhæng mellem det at mobbe, og så senere indgå i kriminalitet og have en voldelig adfærd, som voksen. Det er vigtigt at samfundet sikrer alle mod mobning .Derfor må vi have en lov”

Helle Svelmøe Jeppesen (Aktivt medlem, Mor til 3 og socialrådgiverstuderende, Odense) :
”Det er tit og ofte også forældrene der er med til at starte eller fortsætte mobningen, fordi de taler dårligt om hinanden og om hinandens børn. Her er det vigtigt at forældrene også lærer at tale ordentligt – ikke bare til, men også om hinanden. Børnene kopier jo bare forældrenes adfærd, så de der bliver mobbet, deres forældre er tit også nogle forældre der bliver holdt udenfor det sociale fællesskab mellem forældrene. Det er en ond spiral kan man sige – og børnene de er i hvertfald uskyldige ofre i det spil. Vi er nødt til at sørge for at der kommer en lov, så man som voksen er nødt til at gribe ind og tage et ansvar.”

Mette Valentin (Stifter af og forkvinde for initiativgruppen, og mor til 4, Ullerslev) :
”Børn der udsættes for mobning kan tage varig skade på sjælen – At blive udsat for mobning er kort fortalt overvældende og meget nedbrydende, på flere planer. Mobning er vold på andre børn, på hele børnegruppens sociale miljø, og på den/ dem der mobber selv. Mobning skaber negativ social arv, fattigdom og ulighed i samfundet”. De mange innovative, fantastiske og unikke kampagner og projekters indhold skal lovsikres og dermed sikres at gælde for alle danske børn, i alle skoler, både nu og på sigt”

Seneste nyt fra Initiativgruppen inden sommerferien :

Initiativgruppen på Christiansborg :

Jeg var som forkvinde for initiativgruppen “Lovgiv mod mobning nu” tirsdag 10 juni, 2008, på Christiansborg, for at filme og interviewe SF’s Pernille Vigsø Bagge om mobning og en mulighed for at lovgive imod dette. Min 8 årige søn Marcus havde fået lov at komme med for at se demokratiet og folkestyret i funktion, fra 1. parket, og få noget grundlæggende viden om samfundets strukturer.

Marcus lærer en hel masse i dag

Interviewet med Pernille Vigsø Bagge skal anvendes til et TV2 Fyn program som initiativgruppen har fået lov at lave. Programmet bliver sendt som et program der skal køre til sommer under hovedoverskriften “Min sag – Lovgiv mod mobning nu”. Initiativgruppen har de sidste 3 uger filmet, interviewet og arbejdet på at komme til at tale med nogle af de ansvarlige politikere på området. Jeg har som talskvinde for initiativgruppen sendt et officielt brev til uddannelsudvalget, om de ville mødes med initiativgruppen til en snak om, hvad der skal til, for at få en lovgivning mod mobning. Kun SF’s Pernille Vigsø Bagge svarede på min henvendelse, og sagde at hun meget gerne ville medvirke i den TV optagelse som initiativgruppen er i gang med at lave.

Indenfor på Christiansborg

SF fremsatte nemlig, fortalte hun mig, for nyligt et forslag om at indføre en lovgivning mod mobning, og gik senere sammen med Socialdemokratiet i et bredere forslag om en lovgivning, som alle partier i første omgang varr enige om, men som VKO blokken sædvanen tro, når det gælder human og anstændig politik, dog stemte ned i ellevte time.

Pernille Vigsø Bagge inviterede min 8 årige søn og jeg med ind i Snapstinget, hvor Pernille og jeg fik en kop kaffe hver (og Marcus fik en cola ). Vi snakkede om initiativgruppen og det arbejde vi gør, og hun udtrykte stor sympati for vores initiativgruppe. Hun var også mægtig sød ved Marcus, som i slutningen af vores samtale kækt spurgte om han måtte spørge om noget, hvortil hun smilede varmt, og sagde ja og han spurgte så ” “Hvorfor laver I ikke bare en lov imod mobning – jer der bestemmer – det ville være godt ! Hun smilede og forklarede ham, at det synes hun bestemt også at der skulle være, og at hun arbejdede på det.

Smukke gamle København 2

Vi gik udenfor i det gode vejr, ovenfor trappen, hvor der er bænke på begge sider. Her satte vi os ned, og jeg filmede og interviewede Pernille Vigsø Bagge i 8 minutter ialt. Hun fortalte om det nylige lovforslag, og understregede at såsnart vi får regeringen sat af, såsnart får vi en effektiv lov mod mobning – og meget gerne før. Hun sagde at det var vigtigt med fortsat pres og arbejde som det initiativgruppen laver, og hun præciserede ikke mindst hvorfor vi må have en lov mod mobning.

Interview med Pernille Vigsø Bagge

Efter interviewet inviterede hun os med ind igen, hun ville nemlig spørge uddannelsesudvalgets næstformand Martin Henriksen (DF) – som hun vidste var i folketingssalen – om han ville stille op til et interview med initiativgruppen. Jeg var – og er – oprigtigt glad for al den hjælp hun gav mig der, den indsats hun gjorde – det synes jeg var utroligt flot – hun har fået (endnu) en stjerne hos mig i dag !!!

Smukke gamle København 1

Det endte heldigvis med at jeg fik lov til at lave et interview med Martin Henriksen (DF), senere på eftermiddagen, Kl. 16:30, dette interview varede også på 8 minutter. Han forklarede at det forslag som SF og S var kommet med, ikke var anderledes en den allerede foreliggende lovgivning, nemlig undervisningsmiljøbekendtgørelsen. (her havde jeg pokkers meget lyst til at forklare ham et og andet om forskellen på en bekendtgørelse og en lov, men da batteriet var ved at løbe ud, holdt jeg mig til det planlagte.) Han lagde vægt på DCUM’s kampagne “Sammen mod mobning” og gjorde det klart at man forventede at dette ville have effekt nok. Jeg spurgte ind til effektivt at sikre at vi hjælper alle børn der udsættes for mobning, og stillede spørgsmålstegn ved om den nuværende “lovgivning” er effektiv, og han sagde flere gange at blev det nødvendigt, at viste det sig at der var noget der manglede lovgivningsmæssigt for at sikre mod mobning, så var DF parat til at udbedre lovgivningen. Endeligt fik jeg ham til at love at ville se på initiativgruppens betragtninger netop vedrørende mangler i den gældende lovgivning, hvilket vi helt sikkert vil holde ham op på.Interview med Martin Henriksen

Marcus og jeg havde en rigtig dejlig tur sammen bare ham og mig – vi hyggede os og nød det smukke gamle København, inden vi trætte kom hjem ved 20:00 tiden om aftenen, godt trætte og fyldt op, begge to.

Initiativgruppen har umiddelbart efter vores interviews, besluttet at finpudse det lovforslag vi har lavet om en lovgivning mod mobning som føres direkte ind i folkeskoleloven. Dette vil vi sende til uddannelsesudvalget, efter vores jurist i initiativgruppen har endeligt godkendt det. Vi foventer at arbejdet bliver færdigt i løbet af sommeren.

Her i sommer kommer også TV klippet om “Min sag – Lovgiv mod mobning nu”- det er jeg, resten af initiativgruppen og alle de medvirkende ret spændte på.

Det er lige her : http://www.tv2fyn.dk/video/17017

Vores mål er og bliver : Lovgiv mod mobning nu !!! Strejke på slotspladsen

P.S : Husk at støtte vores sag på http://www.lovgivmodmobningnu.skrivunder.dk

1 thoughts on “Initiativgruppen

  1. Jeg vil meget gerne være med i iniativgruppen mod mobning.

    Mine referencer er:

    4. EM.

    Uddannet som blomstermaler og UNIKA maler på Den Kgl. Porcelænsfabrik, København.
    Søgt optagelse på Kunstakademiet som fri kunstner med accepterede tegne/male arbejder fra Glyptotekets malerkursus i København
    Taget voksen pædagogisk grundkursus med henblik på at undervise i kunst i Vejle.

    Voluntør for L,abbè Pierres klunserkollektiv: “Emmaus” i Frankring, samt for Mother Tereses: “Operation Tørmælk til børn i Indien.

    Senere voluntør for oprettelse af: værested for gadebørn i Århus: Trappen.

    Voluntør i ti år for: “danmarksborn.dk”
    Selv oprettet: “Bedsteforældrene Lyset”
    Voluntør for ældre indvandrere i Århus

    Født fire børn.

    10.klasse
    4.HF-fag: Historie, dansk Kunst og engelsk
    Næsten færdiggjort R. Steiner Børnehaveuddannelse med ansættelse i børnehave bagefter.
    Medie- og journalistik på: Århus daghøjskole i Århus
    Filmkursus med egen produktion på: Potemkin filmskole i Århus
    Orientalsk- og zigøjnerdans med optræden i mange lande og på: Århus Musikhus

    m.fl.

    Venligst Kirsten Skovbo

Skriv en kommentar