Valentins Hjerterum

Debat – Kommentarer og Holdninger til aktuel politik, fra Mette Valentin – Hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Socialrådgiverforening, Socialpolitisk konsulent og debattør, Socialrdg. & Tidligere Regionsrådsmedlem i Region Syddanmark – Her er der særligt fokus på Psykiatri, Socialpolitik, Børn & Unge & Uddannelse. Nye vinkler og tanker, gode links, historier fra virkelighedens verden og meget meget mere. Velkommen til.

Hvad pokker er det lige der sker i Skårup?

Synspunkt af: Mette Valentin, medlem af Regionsrådet for SF – Lervadvej 20, 5540 Ullerslev &

Karsten Hønge, medlem af folketinget valgt for SF – Villestoftehegnet 230, 5210 Odense NV 

Bragt i Fyens Stifttidende 28. december 2009

 Bestyrelsen for UC Lillebælt har besluttet, at det 206 år gamle Skårup Seminarium på Sydfyn skal lukkes i 2011. Med det samme var gravtalerne klar i medierne, og fra Odense var der tilmed glæde over udsigten til at få de 400 studerende fra Skårup til Odense.

De studerende protesterede naturligvis, men fik at vide, at der ikke var noget at gøre, for der var røde tal på bundlinien. Punktum. Undervisningsministeren udtalte, at bestyrelsen på UC Lillebælt havde helt og aldeles ret til at træffe denne beslutning. Der var intet han kunne gøre, sagde han, med et skuldertræk.

I oppositionen gik vi straks i kamp for at bevare Skårup Seminarium. I stedet for lukning skal der findes løsninger, der sikrer at man kan uddanne sig, også i yderområder. Det er der nemlig rigtigt mange gode grunde til. Udvikling af yderområder sker ved at fastholde institutioner, uddannelsesmuligheder og arbejdspladser. Vi skal forhindre affolkning, og styrke de mindre og mellemstore byer. Det er i sådanne sammenhænge man skal se hver enkelt institutions regnskab, for i det store samfundsmæssige regnskab kan det give god mening, at fastholde en spredning af uddannelsesmuligheder.

Udover disse gode grunde, er der faktisk også en Professionshøjskolelov, som fastlægger, at regionsrådet skal høres forud for sådan en beslutning, at der skal samarbejdes med regionsrådet og andre uddannelsesinstitutioner m.m.. Der står også at ministeren kan forhindre en lukning hvis han vil.

Der er altså meget der kan og skal gøres endnu, før beslutningen om lukningen reelt kan være endelig. Men bestyrelsen på UC Lillebælt har alligevel meddelt, at de træffer den endelige beslutning om lukning i nærmeste fremtid. Det er til trods for, at regionsrådet først høres i starten af det nye år om sagen. Vi tror ikke på at alle muligheder for et samarbejde om udbud af linier og studerende, med andre skoler er udtømt. Et sådant samarbejde kunne både sikre kvaliteten i uddannelsen og forbedre økonomien.

Det virker faktisk som urent spil, at man med hastværk forsøger at få lukningen igennem uden alt for meget opmærksomhed. Men kan det være rigtigt at man bare opgiver, at have et varieret uddannelsesudbud udenfor de store byer? Skal Odense virkeligt være det eneste sted på Fyn hvor man skal kunne uddanne sig? Hvad med mangfoldighed, udvikling og opretholdelse af lokalsamfund? Hvad med liv, vækst og udvikling også i yderområderne? SF ønsker at fastholde uddannelsestilbud og arbejdspladser i yderområderne. Vi ønsker at bevare Skårup Seminarium– og Nej – det er ikke for sent, endnu!

Skriv en kommentar