Valentins Hjerterum

Debat – Kommentarer og Holdninger til aktuel politik, fra Mette Valentin – Hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Socialrådgiverforening, Socialpolitisk konsulent og debattør, Socialrdg. & Tidligere Regionsrådsmedlem i Region Syddanmark – Her er der særligt fokus på Psykiatri, Socialpolitik, Børn & Unge & Uddannelse. Nye vinkler og tanker, gode links, historier fra virkelighedens verden og meget meget mere. Velkommen til.

Når vi vågner….

Debatindlæg i Fyens Stiftidende

At Venstre går markant tilbage, mens SF går frem, er der mange gode grunde til.

Personligt tror jeg at befolkningsflertallet efterhånden har set og mærket hvordan kommunerne og regioner er blevet sat i en umulig situation, hvor et stadigt stigende antal inhumane detailregler og direktiver rammer samfundets svageste, massivt og ubønhørligt i et komatøst beskæftigelsesfokus. Socialministeriet er nedlagt og erstattet af et velfærdsministerium og det mærkes meget tydeligt at det stille sporskifte i dansk socialpolitik nu er blevet til en bred 8 sporet wellnessmotorvej, en motorvej som helt bevidst er belagt med samfundets svagestes hjerteblod og utallige sønderskudte skæbner. Det er så sandeligt på tide at vågne op !

Men når vi vågner op, og får standset de facto afmonteringen af alt hvad vi har kært, vågner vi desværre ikke bare op til det unikke og smukke velfærdssamfund som vi engang var så berømmede for – vi vågner op til et kæmpe stort og meget svært politisk stykke håndværk, hvor der først og fremmest skal ryddes op og ryddes ud i VKO blokkens meget omfattende ødelæggelse af vores samfunds bærende søjler, idealer og værdier.

Når vi vågner op  kan vi dog glæde os over at vejen er skabt for en hurtig implementering af de store og varige reformer som vores samfund skriger på, i alle dimensioner. 

Personligt glæder jeg mig meget over at de her reformer, de fødes og skabes i det parti jeg selv kæmper for og med, nemlig SF – det eneste parti, der for mig at se, reelt ønsker reformer, og ikke kun lappeløsninger, det parti som i sandhed har hjertet på rette sted og ikke mindst en meget stor flok usædvanligt indsigtsfulde og dygtige mennesker i spidsen, som vil kæmpe til sidste hjerteblodsdråbe for at skabe et varmt, medmenneskeligt og bæredygtigt samfund, med ægte frihed for alle. 

Så lad os få vækket de sidste bedøvede vælgere- det kan kun gå for langsomt, så lad os nu løfte i fælles flok og komme helt over målstregen.

SF er VILLY til VELFÆRD – og hvor er det bare godt at se at flere og flere vælgere har fået øje på netop det. Nu skal vi bare have det valg !!!

Skriv en kommentar