Herefter stemmer et politisk flertal i Folketinget for en lovgivning, hvis afsæt reelt er en enkeltsag, som ikke er repræsentativ for den befolkningsgruppe, der lovgives for. Ikke fordi de ikke ved bedre, men fordi de ikke vil vide bedre, fordi det for visse vælgerhungrende partier er vigtigere at følge befolkningens mediepåvirkede stemninger end det er at udbyde en politik og et samfundssyn, som vælgerne kan forholde sig seriøst til.
Ved at føre kortsigtet enkeltsagspolitik risikerer man efter min bedste overbevisning, at samfundets sammenhængskraft bringes i fare, fordi de overordnede værdier, samfundets byggestene og det solidariske fællesskab udlejres og forsvinder lidt efter lidt i den kortsigtede enkeltsagspolitik.
Man skal heller ikke være blind for, at visse sager bringes frem af politiske kræfter, som ønsker at sætte noget på den politiske dagsorden – noget de mangler belæg for i befolkningen, hvorfor der af og til hjælpes til med at få grelle og følelsesladede sager sat på den politiske dagsorden og dermed gjort til en generel og uigendrivelig påstand om hele den befolkningsgruppe, som den pågældende sag handler om.
Således kan en kortsigtet enkeltsagspolitik også føres med det formål at høste vælgere på handling i forhold til det, der aktuelt er blevet samtaleemne – fordi der er, hvad der fanger mediernes, den i flertallet iboende skandaletrangs interesse. Det er en del af den menneskelige natur, og det udnyttes som så meget anden viden om psykologi udnyttes i politik, langt mere end der anvendes viden om økonomiske, samfundsmæssige sammenhænge, barrierer og udfordringer.
Dybest set er kortsigtet enkeltsagspolitik latent udemokratisk – af flere årsager. For det første risikerer vi alle at blive ramt af, at samfundet mister sin sammenhængskraft. Konsekvenserne heraf er ret uoverskuelige. For det andet rammes svage grupper generelt hårdt, da det ofte er disse befolkningsgrupper, der lever et liv og har en skæbne, som i yderste tilfælde kan føre til de enkeltsager, der dukker op.
Den kortsigtede enkeltsagslovgivning fører desværre ofte til, at det bliver endnu sværere for den pågældende befolkningsgruppe at klare sig ud over og at få løst de udfordringer, de står med.
Hermed bliver enkeltsagslovgivningens oprindelige årsag det grelle eksempel, til en selvopfyldende profeti over en hel befolkningsgruppe.
Endeligt mener jeg, at der i en tilsyneladende tilforladelig enkeltsagspolitik nemt kan skjule sig en underliggende dagsorden om at liste noget essentielt ind ad bagdøren, mens opmærksomheden drejes hen på noget andet.
Befolkningen bedøves til en vis grad af denne type politik, og regeringen kan dermed komme uden om at lægge det værdi, menneske og samfundssyn, som de repræsenterer, frem for vælgerne, så vælgerne reelt kan nå frem til hver deres helt egen bedømmelse – helt i demokratiets oprindelige ånd.
Valentins Hjerterum 