Brug for Helhedssyn

Synspunkt i Fyns Stiftende, 20 oktober 2008

Der er trængsel ved håndvasken i øjeblikket, hvor en del politikere på det socialpolitiske område har fået travlt med at komme med bud på løsninger af de massive problemer, der er på børn og unge området i det ganske land. Dog er terminologien børn og unge erstattet af ordet anbringelse.

Fokus i debatten er nemlig desværre udelukkende lagt på selve anbringelsen.

Det er jo for så vidt forståeligt nok, at befolkningen og medierne får dette fokus i denne tid, hvor gruopvækkende enkeltsager om børn og unge, som burde have været anbragt i trygge, understøttende og adækvate rammer for længst, fylder medierne dagligt.

Men politikerne burde altså grave lidt dybere og sætte sig mere ind i tingene, før de kommer med konkrete forslag og dermed komplicerer områdets indsats yderligere på baggrund af disse enkeltsager. 

De udviser nemlig generelt i øjeblikket stor mangel på forståelse for de faktiske problemer på området, når snakken konsekvent ene og alene drejer sig om selve anbringelsen. Der mangler i himmelråbende grad fokus på både det, der burde gå forud for en så indgribende foranstaltning, og ikke mindst på det, der i så fald anbringes til, samt hvilke konsekvenser og virkninger, disse anbringelser har i praksis, for såvel børn som familier.

Her er Markusholm på Fyn et eksempel på, at anbringelserne ikke altid lever op til deres formål, men Markusholm er desværre kun et ud af mange steder, hvor man med rette bør og kan spørge sig selv, om det virkelig er denne type hjælp der gavner barnet/den unge.

SFI har netop udgivet en større rapport af Tine Egelund, om anbragte børns trivsel og udvikling. Den vil jeg på det varmeste anbefale, at man læser, hvis man har interesse for dette område. Den giver et godt indblik i en del af de anbragte børns videre livsforløb, til de når 11 års alderen, en forløbsundersøgelse som på sigt vil vise livsførløbet frem til de anbragte børn selv er blevet voksne.

Jeg vil herudover endnu en gang understrege, at der ofte desværre er rigtigt meget, der går galt i disse sager allerede fra starten af. Der er tale om:

• En meget snæver og ikke sammenhængende, ineffektiv foranstaltningsvifte i mange af de økonomisk knæsatte kommuner.
• Et nærmest tragikomisk højt sagsantal pr. medarbejder.
• En multistrenget forvaltning af familiernes problemkompleks, der hindrer helhedssyn og overblik for den enkelte sagsbehandler, da hele familiens problemkompleks helt enkelt ikke er kendt for den enkelte sagbehandler, og derfor ikke kan komme til at indgå i den samlede vurdering. 
• Manglende supervision og efteruddannelse af de professionelle på området.

Alt sammen konkrete delproblemer, som tilsammen udgør en meget stor del af hovedproblemet, idet sager, der ofte med stor sandsynlighed kunne have været løst via mindre indgribende men understøttende foranstaltninger, udvikler sig til at blive sager, hvor anbringelse bliver den eneste rigtige løsning. Det sker f.eks, når børn og familier til sidst er bukket under og for alvor har fået et forvitret problemkompleks, fordi de i stedet for den rette hjælp har været udsat for inadækvat sagsbehandling, kontroltyranni og stigmatisering i årevis.

Herudover er der i mange tilfælde nogle fag og organisationskulturelle barrierer i spil, som i praksis betyder, at familierne behandles på en meget uensartet måde og langt fra altid i overensstemmelse med lovens bogstav og intensioner. 

Det er på tide, at problemerne på børn- og ungeområdet er kommet i fokus, men det er altså nødvendigt at bringe hele børn- og ungearbejdet, dets rammer, vilkår og indhold ind i dette fokus, hvis vi reelt ønsker at skabe effektive, langsigtede og holdbare løsninger. Løsninger som sikrer, at indsatsen bliver rettet mod det, der utvivlsomt (Jf. Servicelovens bestemmelser), skal være centrum for alt arbejde inden for dette felt, nemlig barnets tarv, udvikling og trivsel både aktuelt og på sigt.

Der er brug for helhedssyn – ikke tunnelsyn i dette arbejde !!!

Af Mette Valentin,

(Medlem af socialpolitisk udvalg i SF)