Dødsspiralen

Debatindlæg i Fyns Stiftidende, Torsdag 30 oktober 2008

Af Mette Valentin

kollektiv trafik

At den kollektive trafik er inde i en dødsspiral er efterhånden noget, som langt de fleste er blevet bekymrede over og bevidste om. Dog hører man endnu ikke ret meget om hvilke sociale konsekvenser, denne dødsspiral har og ikke mindst vil få på flere planer og i mange dimensioner for de borgere, der er dybt afhængige af en velfungerende kollektiv trafik.

Det er særligt børn, unge, ældre, syge, arbejdsløse og økonomisk ressourcesvage borgere, der rammes og rives med i dødsspiralen, for de kommer til at stå uden mulighed for at komme til lægen, på sygehuset, til fritidsinteresser, i skole/på uddannelsesinstitutioner, på kommunen, arbejde og så videre.

Der er blevet stadigt færre og længere imellem læger og sygehuse, og i fremtiden ser det desværre ud til kun at blive endnu værre, hvilket betyder, at det bliver et meget stort problem for de syge og deres pårørende at komme frem til der, hvor hjælpen er, hvis de ikke selv har eller er i stand til at føre en bil.

Børn og unge, der skal i skole og på uddannelsesinstitutioner, rammes også hårdt eftersom der kommer stadigt færre og mere centraliserede skoler og uddannelsesinstitutioner i vores land.

Borgere, der står uden arbejde og uddannelse, men gerne vil det, rammes af ikke at kunne nå frem, og sådan bliver det ved.

Helt basalt bliver denne dødsspiral altså i løbet af meget kort tid til en meget kraftig dynamo i den stigende ulighed og manglende sammenhængskraft i samfundet, en dynamo som uden tvivl vil ødelægge utroligt mange håb og drømme om et værdigt, varmt og solidarisk samfund med plads til alle, der gerne vil. For hvad nytter det at ville, hvis ikke man kan?

Borgere, der er underlagt den sociale lovgivnings pligter og krav, rammes særligt hårdt, idet de risikerer at miste såvel ret til uddannelse som forsørgelse og anden hjælp og støtte, hvis de ikke har mulighed for at nå frem.

Disse borgere har ofte også børn, der skal afleveres og hentes, indkøb og pligter, og helt gennemgående er de oftest så økonomisk ressourcesvage, at det ikke er muligt for dem at anskaffe sig en bil.

De må heller ikke spare op til en, for så mister de retten til deres forsørgelse, men lever de ikke op til de mange krav om fremmøde og dermed mobilitet, så er der ingen ende på hvilke konsekvenser, det kan få. Dødsspiralen rammer også dem ubarmhjertigt og hårdt.