Debat – Kommentarer og Holdninger til aktuel politik, fra Mette Valentin – Hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Socialrådgiverforening, Socialpolitisk konsulent og debattør, Socialrdg. & Tidligere Regionsrådsmedlem i Region Syddanmark – Her er der særligt fokus på Psykiatri, Socialpolitik, Børn & Unge & Uddannelse. Nye vinkler og tanker, gode links, historier fra virkelighedens verden og meget meget mere. Velkommen til.
Kan det virkeligt passe, at vores politikere mener, at offentligt ansatte og kommuner, ikke skal kunne stilles strafferetligt til ansvar for:
Bevisligt, og åbenlyst forsætligt, at ødelægge familier og skabe dybe skader og ar i børn – unge – forældre og familier – på baggrund af
– Udokumenterede formodninger, vurderinger og forudsigelser og/
eller
– Indgreb og foranstaltninger (eller mangel på samme) som øger
familiens problemkompleks og/ eller
– Decideret omsorgssvigt/ overgreb og vanrøgt i anbringelser???
4 Real???
Et spørgsmål:
Hvilken straf ville privatpersoner mon få for samme forteelse???
De offentlige udgifter er eksploderet og krisen i statskassen, ser desværre ud til fortsat at påvirke den førte politik og – efter folketingsflertallets dekret – kræve stadige forringelser med salamimetoden, på både service, velfærds – og sundhedsområdet.
At spare ved at skære væk i mere eller mindre blinde år for år, er sagt med pæne ord, bestemt ikke godt for den service og velfærd borgerne møder. Det ser vi med al tydelighed gentaget igen i budgetforligene i kommunerne i disse år. Den faktiske – oplevede – velfærd og service forringes helt reelt for den enkelte, men det bliver de samlede offentlige udgifter ikke mindre af!
Men, en slankning af de offentlige udgifter, er klart en forudsætning, for at vi som samfund kan følge med, internationalt. Det er det, både fordi vi ganske enkelt ikke har råd til så dyr og ineffektiv en offentlig sektor, men også fordi den offentlige sektor i den grad har brug for morgenluft og en væsentligt mindre bureaukratisk, tung og rigid forvaltning.
Der er f.eks. i den offentlige arbejdsmarkedsforvaltning, alt for mange skrankepaver, alt for mange konger og dronninger, alt for meget administration, alt for mange sanktioner, alt for meget kontrol og magt OG ikke mindst ALT FOR LIDT socialt arbejde, som rent faktisk hjælper borgeren videre! Det er dumt, det er spild af ressourcer på SÅ mange planer, og det er klart, at det også er dyrt.
Samtidigt er væksten i det private langt fra optimal, og der er desværre lange udsigter før det kan ske, at det for alvor vender for dansk erhvervsliv igen. Vi sakker tilmed også bagud på uddannelse og viden internationalt, og nationalt. Noget må gøres. Det er indlysende!
Der skal skrues ned for de offentlige udgifter, og op for indtægterne i stedet. Der skal også skrues op for væksten i det private erhvervsliv, og sikres uddannelse og viden til vores befolkning! Det kan jo alt sammen f.eks. ske, ved at sikre et velfungerende, tæt privat – offentligt samarbejde, hvor man profiterer af hinandens styrker og forskelligheder med henblik på at skabe den synergi, som kan få os op i gear og ind i fremtiden! Helt fra vugge til grav, burde vi jo arbejde sammen – ikke imod hinanden, i det private og det offentlige – Sammen er vi langt stærkere end sammenlagt hver for sig!
Så når nogle vil slanke den offentlige sektor, så skal man ikke automatisk frygte at det betyder forringelser, som vi kender dem fra de seneste års salamimetoder. Vi skal jo forandre den offentlige sektor så den bliver effektiv og sætter borgeren i centrum, ikke alt muligt andet – Det betyder ikke at vi skal passivere borgerne – tværtimod – vi skal hjælpe borgerne til EMPOWERMENT (egen kraft/ styrke) til at rejse sig med og – om muligt – blive stående helt eller delvist, af sig selv!
En befrielse af velfærden – sundheden – servicen – af personalet – og af fagligheden – forudsætter en væsentlig reduktion af administration, kontrol og sanktioner, og det vil klart mindske de offentlige udgifter markant! Samtidigt vil den faktisk oplevede service, omsorg og pleje blive en del bedre. Alt i alt vil man vel med rette kunne tale om en win – win situation.
Det er vi desværre meget langt fra, med den virkelighed som møder os lige nu, men det ER muligt at nå dertil, hvis der virkeligt er det man vil. Altså styrke den offentlige sektor ved at slanke den –og sikre en tidlig, helhedsorienteret effektiv indsats, som både sætter mennesket og fagligheden i centrum.
En tidlig tværsektoriel og helhedsorienteret tilgang til den enkeltes personlige ansvar – fællesskaberne og det at yde velfærd, service og sundhed/ behandling, ud fra en præmis om at der er fri og lige adgang for alle, uanset hvem, hvor eller hvad man er – eller har været. Det er nemlig sund fornuft!
Læs mere om hvad det er jeg mener vi bør gøre her:
Heksejagt er ikke kun noget der foregik i den mørke middelalder. Det foregår HVER dag – lige her – i vores demokratiske og højmoderne lille Danmark
Moderne heksejagt foregår som stigmatisering og mobning af grupper (f.eks ledige, nydanskere, fattige, syge mm) og enkeltpersoner, som enten truer konsensus eller magtbalancen – et desværre udbredt fænomen på både arbejdspladser og i foreningslivet
Der er en uhyggelig lighed mellem middelalderens heksejagt og moderne heksejagt – hvor især bevisførelsen endnu i den moderne heksejagt, er fatal for offeret, som kun kan blive renset, af “flertallet” ved helt fysisk at dø/ forsvinde (Holde op med at være ledig, fattig, syg mm) som følge, af de oftest vævende, fordømmende, løgnagtige og meget ukonkrete anklager som hun udsættes for – oftest uden at få anklageskriftet læst højt eller få beskikket en forsvarer. Hun må affinde sig med at eneste bevisførelse der godkendes er, hvad “Gode borgere/ eksperterne ” har sagt at…. og mener at…. ” Og derfor er det sandt! Men hvad denne “sandhed” nærmere går ud på, forbliver i det uvisse
Hun/ de må altså dermed “Erklære sig skyldige” og legitimere selve heksejagten, hvis den skal stoppe. Men så er det så også hendes/ deres helt egen skyld at hun/ de resten af livet, vil være kendt som en, som engang var heks/ ledig, syg, fattig mm)
Faklerne og høtyvene er erstattet af sladder, degraderende omtale og decideret bagvaskelse – bålet er blevet offentligheden via sociale medier, netværk mm – og langt de fleste bødler ved end ikke, at det de gør, er at tage del i en heksejagt. De fleste er styret af angst for ikke selv at få succes – angst for selv at blive udstødt/ frosset ude og angst for de repressalier man selv er med til at opreholde overfor disse grupperinger og enkeltpersoner.
Det er en ulige og ondskabsfuld kamp, på mange niveauer
Men offeret KAN ikke vinde. Enten må hun/ de, dø/ forsvinde ellers er selve det at hun/ de forsvarer sig, kæmper og overlever “bevis” på at hun/ de ER en heks/ ER dovne, hypokondere, mm.
Lyder det bekendt?
Er du enig i at der bedrives moderne heksejagt?
Hvad kan vi gøre ved det?
Der er et historisk efterslæb i psykiatrien. I såvel ressourcer, som prioritering og udvikling. Et efterslæb, som desværre OGSÅ er dybt kulturelt forankret.
Psykiatrien er blevet et decideret politisk smertensbarn.
Ingen partier tør sige, at de ikke vil prioritere og styrke psykiatrien. For de fleste VED godt at det er nødvendigt. Men det halter noget med handling.
Der er nemlig, desværre flere stemmer i og mere interesse i, skattelettelser, dagpenge, folkeskoler og tørklædeforbud, end der er i psykiatri.
Det er desværre de hårde facts, som står tilbage når man ser på, hvor lidt handling der reelt lægges bag løfterne til psykiatrien.
Valgkampshæfteplaster til 2,2 mia
De “nye” 2.2 mia er absolut tiltrængte – men det er altså blot et valgkampshæfteplaster på et åbent benbrud.
De 2,2 mia skal fordeles til 5 regioner og 98 kommuner. Ca ½ til regionerne og til kommunerne. Dvs ca 1,1 mia til de 5 sygehuspsykiatrier – altså i runde tal ca. 230 mio pr region – Det er naturligvis en del – men det er der også brug eftersom de fleste regioner kæmper med efterslæb og problemer, samt med at få renoveret og udviklet i psykiatrien som det sker i somatikken med akutsygehusplanen. I kommunerne er det lige så galt og der skal begge steder bruges ressourcer på at få skabt bedre og mere sammenhæng – alt imens man ser at der i forvejen slet ikke er prioriteret ressourcer nok til denne vigtige indsats. Hverken i kommuner, regioner eller stat. Men kommuner – regioner og staten prøver i det mindste – det er folketingets modvilje mod at give psykiatrien både de her og nu, nødvendige ressourcer – og ressorcerne til til en metode og -kulturforandring gennem en decentralisering og nytænkning af psykiatrien, det halter med.
Men det er op ad bakke. Der bruges samlet ca ca 7 mia på psykiatrien om året – i hele landet – i modsætning hertil bruges der ca 140 mia om året på somatikken.(2011 tal – Økonomi og Indenrigsministeriet).
Selvom psykiske sygdomme udgør 20 % af den samlede sygdomsbelastning iflg. WHO (Region Syddanmark, 2007) er psykiatriens andel af de samlede sundhedsudgifter altså kun 5 %.
Som patienter og pårørende, behandles endda selve psykiatrien fortsat, som et råddent æg – fordi man ved at der i virkeligheden er brug for en reel større indsats og omstrukturering af psykiatrien – akkurat som det sker i disse år med vores somatiske sygehuse. Danmarkshistoriens største omstrukturering og modernisering af sundhedsvæsenet. Men psykiatrien er der ikke givet penge til!
Private løsninger og LEAN er en glidebane
Her har må man i regionerne, måtte ty til private og halvprivate løsninger, samarbejder, innovation mm (OPP/OPS /OPI) – for ikke at få hægtet psykiatrien helt af!!! Dermed er psykiatrien mange steder på vej til, at blive mere eller mindre privatiseret og altså gjort til genstand for markedskræfterne.
(Læs: Genstand for LEANtænkning og besparelser).
Det er kortsigtet, og ender i værste fald, med, at blive et både meneskeligt og økonomisk dyrt eksperiment! .
Og baggrunden er, sørgeligt nok, at folketinget også HER svigtede psykiatrien og undlod at inddrage den i akutsygehusplanen. Det var meget få reaktioner der kom om det. Men alle snakkede bare videre og snakker endnu, om alt det gode de vil for psykiatrien og kommer med velanrettede valgkampsdryp på den glohede jord under psykiatrien.
Men hvad er løsningen så?
Først må årsagssammenhængen erkendes. Det handler for mig at se, dybest set om man skal erkende, at psykiatrien slet ikke burde finansieres og organiseres, som den bliver. Og er blevet ALTID. Selvom vi jo har RET så meget viden og erfaring at trække på fra bl.a Lapland og Trieste, erfaring og viden som SAMTLIGE partier klapper af, så sker der tilsyneladende ligesom ikke noget., der batter!
Psykiatrien forsømmes og protesterne holdes nede
Men psykiatrien ER stærkt forsømt, på mange måder – og den kan slet ikke komme til at fungere anstændigt, medmindre der tilføres VÆSENTLIGT flere ressourcer. Det der foregår mange steder er groft sagt, mere brandslukning af katastrofer – og så SATSpulje-projektmageri – som har til formål at tilfredsstille alle os med visioner for psykiatrien – og at fremstille psykiatrien som fremsynet og i udvikling.
Der mangler reel politisk vilje!
Det handler jo om politisk vilje til at få sat HELE psykiatrien på finansloven og afsætte tilstrækkelige ressourcer til at den kan fungere anstændig OG blive udviklet. Men den er der i virkeligheden ikke, denne politiske vilje, ser det ud til. For det gør jo ondt i prioriteringerne – for det kræver jo at man finder de her ressourcer et andet sted. Så det bliver ved med at være små dryp op til valgkampe og så ellers bare ord og laden stå til. Det er ret skuffende!
Et handlingslammet folketing og en politisk døsende befolkning
Men vores folketing er tilsyneladende politisk handlingslammet i en stor grå substans af konsensus og nødvendighed. Når valget er ovre, fortsætter alt sandsynligvis i sin vante gænge med lidt blafren til højre og venstre i ny og næ. Sådan for at vi ikke skal falde helt i søvn.
Hvor er protesterne?
Det er muligt at holde protesterne over hvordan man behandler psykiatrien nede, fordi psykiatriens udfordringer også er kulturelt forankret – I vores tilgang til psykisk sårbarhed, psykisk sygdom – og i det hele taget de mindre attraktive dele af vores og andres adfærd og/ eller personlighed. Vi er desværre knapt så rummelige og tolerante, som vi går og tror og bilder os selv og hinanden ind….Det er vi i virkeligheden, de fleste af os, mest kun overfor dem vi beundrer eller som ligner os selv. Hvilket mange undersøgelser desværre vidner entydigt om. Vi har ondt i rummeligheden og tolerancen i det virkelige liv, når det kommer til stykket. Men bilder os selv og hinanden ind, at SÅDAN er vi i hvertfald ikke.
Behov for MANGE forskellige ressourcer.
Det er der, der er behov for de allestørste ressourcer – i form af indsigt og viden fra de politikere som skal beslutte, at vi ligesom med de somatiske sygehusvæsen, skal lave en historisk satsning på en ændring af vores psykiatri – men – den skal i modsætning til somatikken, ikke centraliseres, men decentraliseres og inkorporeres i mange led, i samfundet – med inspiration fra bl.a Lapland og Trieste.
For at det kan ske, må alle med den fælles vision om en dansk lapland/ Trieste tilgang, alle dem med begejstring for og indsigt i den gode – fremtidens psykiatri, finde ud af, at stå sammen. Og kæmpe for det.
Jeg tænker at nogle flere stærke kræfter burde bruge kræfter og tid på, samle alle psykiatriens interessenter i en stor forening med det formål at udøve politisk pres – det tænker jeg fordi, som det er nu, ser det ud til at diverse organisationer, patientgrupper, faggrupper mm – er splittede og har svært ved at finde det nødvendige fodslaw der skal til, for at skabe mere reel politisk indflydelse!
Behov for øget politisk pres!
Men det ser desværre ud til at vores politikere skal presses til, at gøre alt det gode for psykiatrien som de siger, de vil. Det vidner både historien, frem til nu, og den aktuelle modstand mod indrulering af handicapkonvention og Børnekonvention, i Dansk lovklart og tydeligt om.
Det er meget bekymrende, at de overhovedet behøver OVERVEJE om de vil indkorporporere disse konventioner! Det er en skandale at det arbejde ikke er sat i gang for længst og bragt til ende – i modsat fald er vores konventioner og flotte ord ikke det papir værd, de er skrevet på.
Der er brug for en dansk udgave at Trieste/ Lapland/ Åben Dialog modellen
Det vil, tror jeg, i sig selv skabe den kulturændring som der skal til, at indføre en dansk model af den nære, lokalt forankrede og terapeutiske psykiatri, hvor patienten er medspiller, og hvor psykiatri ikke er noget der gemmes væk og ses ned på. Hvor kun svært syge psykiatriske patienter opholder sig på psykiatriske sygehuse i længere perioder, hvor der er lokale akutpladser og indsatser som integrerer og afstigmatiserer – og ikke mindst får bugt med den sygelige overmediciniering og overdiagnosticering, som HELE vores sundhedsvæsen er blevet politisk befængt af!
Det vil ikke alene være langt bedre for patienterne, de pårørende og de ansatte. Det vil også være rigtigt godt for samfundsøkonomien på sigt, og sidst men ikke mindst, vores kultur og for vores udvikling af reel tolerance og rummelighed, i den mangfoldige verden, vi alle er en del af ❤
Forebyggelse, og en tidlig, decentral/ lokal individuel helhedsorienteret indsats.
Forebyggelse, og en tidlig, decentral/ lokal individuel helhedsorienteret indsats er, akkurat som ifht til det sociale område og beskæftigelsesområdet, også ifht psykiatrien, vejen frem.
Lad os nu se at få draget ordenlig omsorg for og få helbredt vores smertensbarn.
Det er på høje tid! Både menneskeligt, kulturelt, samfundsmæssigt og økonomisk set. Det handler sådan set kun om at prioritere og beslutte det. Der er , i min optik, INGEN argumenter for, ikke at gøre det.
Man kunne jo gøre det med inspiration fra og i samarbejde med, bl.a Lapland og Trieste 🙂
Velfærdssamfundets deroute startede allerede i 70érrne og blev cementeret med fastkurspolitiken som følge af gældsafviklingsaftalen med Tyskland i starten af 80érne.
Men – men socialreformen i i 1999 gik det helt galt. Beskæftigelses og socialpolitik blev blandet sammen i en pærevælling og NPM blev sammen med et absurd bureaukrati – kontrol og regeldiktatur det nye sort i det offentlige – Det lykkedes Fogh at fyre så mange varme hænder og ansætte så mange kolde samtidigt – at han bevarede antallet af offentlige ansatte og dermed kunne “bevise” sin påstand om det offentliges ineffektivitet og inkompetence – i stedet for at styrke, udvikle og forbedre, valgte man HELT bevidst at GØRE det offentlige bureaukratisk, rigidt og ALT for dyrt ifht hvad borgerne får for deres penge. Det var genialt – set fra deres synspunkt.
Da krisen ramte, i 2008 gik det endnu mere galt. Synet på ledige, fattige og udsatte var i næsten et årti blevet stille og roligt forandret radikalt og det var ikke svært for magthaverne at overtage Thatchers “indre fjende strategi” – som genstand for frustrationerne i befolkningen – en strategi hvor nydanskere, ledige og fattige kunne gøres til selve årsagen til “alt ondt” – forråelsen VAR plantet og vi så stadigt flere uigennemtænkte kortsigtede reformer og tiltag, udspil, tiltag og lovforslag som fodrerede denne forråelse – som naturligvis voksede som følge heraf – Del og Hersk strategien fungerede fint men var stækket i sin effekt af en venstrefløj – frisindede mennesker og en fagbevægelse som stemte imod og protesterede.
Det førte igen til at SRSF kunne tage regeringsmagten i 2011 – men de svigtede fælt og har i deres tid gjort det endnu værre – ikke mindst med indførelsen af GF (nu også) for samlevende, FØP og FLEX reform, SDP reform – Kontanthjælpsreform – cementering af DP reform og Foghs/ Løkkes kortsigtede økonomiske politik .
Pressens og mediernes manglende objektivitet og public service raison détre voksede også i perioden og vi er i dag et sted, hvor man ikke seriøst kan postulere at pressen agerer uafhængigt og som oplysende organ. Informationsstrømmen er grotesk i størrelse samtidigt med at den er stærkt farvet og RIGTIGT mange formår ikke selv at tage begrundet stilling til det samfund de lever i og den politik der føres – Embedsværket styrer reelt landet – eller forsøger – så godt de nu kan – og alle organisationer med indflydelse og magt er så dybt indviklet i partierne, at de er bovlamme og intetsigende når det kommer til stykket!
Ledige, udsatte, fattige, nydanskere, rygere, syge og andre hetzes åbenlyst og på et ganske usagligt grundlag – der skabes historier og spin som fodrer denne udvikling kontinuerligt og efterhånden er Dansk politik blevet ganske absurd i praksis.
Demokratiet er i knæ. Folketinget er (næsten) fyldt op af levebrødspolitikere og Wanna-Bees uden indsigt og erfaringer – og venner får venner ind på magtpositioner og i gode job mens ALLE står sammen om at holde de som ser og fortæller om virkeligheden, som den faktisk er – så langt udenfor indflydelse som muligt – for at ikke de eller deres organisation skal miste magt.
Ledige som har mistet deres DP ret – og andre kontanthjælpsmodtagere sendes – uden optjening af DP ret, eller andre faglige rettigheder, ud som gratis arbejdskraft og med tilskud, til de virksomheder og afdelinger i kommunen, hvor den ledige kunne opnå et ordinært job, faglige rettigheder og optjene DP ret , hvis altså ikke det var fordi de i stedet kunne få den ledige gratis eller med tilskud. Når de ledige beklager sig, skydes de i skoene, at eftersom de har været uden ordinært job så længe, så må de have brug for mere træning- og derfor sendes ud i virksomhedspraktik og løntilskudsjob. Hvis de er gift eller bor sammen med nogen kan de dog kun få noget som helst udbetalt, hvis deres kæreste/ ægtefælles indtægt overstiger 2 x kontanthjælp – de må ikke eje noget (pånær op til 10.000 i banken) og bliver i bedste fald, slået tilbage til start.
Hertil kommer at de steder de sendes ud i praktik eller med tilskud i det offentlige, der har der været ansættelsstop og fyringer – og de ordinært ansatte vil ikke sætte deres eget eller deres faste kollegaers job på spil, ved at tillade den ledige vise sin dygtighed, blive anerkendt og “opdaget” af arbejdsgiveren. I det private er tilskudsjob og praktikker oftest i servicefagsvirksomheder, som kroer, hoteller mm hvor der ligeledes er rigelig kamp om jobbene i forvejen hvis overhovedet der ER mere end 1- 2 ansatte som er gift med og datter af arbejdsgiveren .
De få som har en ægtefælle/ samlever som uden problemer kan og vil forsørge dem begge, de figurerer ikke i systemet – de er så heldige at kunne melde sig ud. Det er LANGT de fleste ledige ikke.
Man pisser på de ledige som har mistet deres DP ret og andre kontanthjælpsmodtagere og siger så, at de lugter! Fagforeningerne kæmper kun for de som har råd til at være medlem. De ledige som har mistet deres DP ret og andre kontanthjælpsmodtagere har ikke et talerør – nogen der kæmper for dem – sådan kontinuerligt – Det vil sige, altså på nær når det trækker op til valg og fordeling af taburetter – så står de i kø med løfter som kun venter på at blive brudt, så snart de overtager magten!
Det er ganske Kafkask og komplet absurd, at det er blevet sådan vi behandler ledige i vores land. Men desværre skinbarlig virkelighed!
Hvis man i forvejen HAR en uddannelse OG et job, kan man som offentligt ansat, ofte få tilbudt diverse ARBEJDSGIVERBETALTE efter – og videreuddannelser, som koster op mod 80-90.000 – mens ledige selv skal betale OG finde forsørgelse imens, hvis altså overhovedet de kan komme ind. Pladserne fyldes ofte op, af arbejdsgiverbetalte deltagere – og der er – naturligvis – visse adgangskrav (som jeg IKKE …er uenig i, skal være der).Det er rigtigt, vigtigt og godt, at sikre at de offentligt ansatte er så kompetente og så vidende som muligt – og det er godt der gøres plads til at ledige så kan komme ind i vikariat eller jobrotation, mens den fastansatte er på videre/ efteruddannelse.
Men…. der er også nogle problemer i det.
For det første, så er der jo opstået en underskov af diverse mere eller mindre relevante og solide diplomuddannelser og kurser, som der skovles rigtigt mange penge ind på – på erhversskoler mm i hele landet.
Det er af og til fornuftige, gode videre/ efteruddannelser, som giver nye kompetencer og ny viden, men det er også efter/ videreuddannelse, som de fleste ledige reelt ikke har adgang til – samtidigt kræves der stadigt oftere i nyopslåede job, at man har taget eller er i færd med at tage en af disse efter/ videreuddannelser.
Det gør det endnu sværere for de ledige at få en fod indenfor. Men for de som ER i job, er det nødvendigt, for at de kan forblive sikre på ikke selv at blive arbejdsløse.
Jobrotation er godt, men den ledige optjener ikke timer, i den midlertidige ansættelse – og hvis den ledige gør, fordi det er et vikariat, er 1 år meget at skulle optjene – Genoptjeningsretten bør afgjort sættes ned til ½ år – og alt arbejde bør tælle som timer, man tjener op af. Det bør fagbevægelsen i langt højere grad, kæmpe for.
Ligesom der altså skal gøres noget for at sikre ledige en reel plads på det ordinære arbejdsmarked. Enten ved at vi deler det arbejde der er – og altså indfører et dynamisk, konjunkturbestemt arbejdsmarkedssystem – eller ved at vi skaber flere job.
Men der ER allerede masser af “Lad som om job” bureaukrater, konsulenter og andre diffuse jobbetegnelser som i praksis dækker over verdens største og dyreste beskæftigelsesterapeutiske DJØF cirkus i det offentlige og i store offentlige organisationer mm- de er rigtigt dygtige til at løse problemet med bureaukrati, med mere bureaukrati, uden politikerne og frontfigurerne opdager det – Enhver dygtig bureaukrat ved jo godt at afbureaukratisering er lig med færre job til bureaukrater. Det svarer til at sætte ræven til at vogte gæs – når man beder DJØFérne om, at komme med bud på og en plan for, hvordan vi kan afbureaukratisere.
Og resultatet kender vi – Flere DJØFére/ Ledere – færre varme hænder – og så er det at det slår mig – at de dygtigste og mest varme hænder nu bliver gjort til DJØFére/ ledere via de efter og videreuddannelser de får…. og dermed ophører deres protester støt og roligt…..smart.
Samtidigt ansættes der mange steder ufaglærte i de stillinger som de faglærte varme hænder burde varetage – de er billigere i løn, og nemmere at få til, at se bort fra faglighed, retssikkerhed og viden – men bare styre efter en yderst kortsigtet lokalpolitisk logik.
Det er helt barokt. Og det værste er, at dette blot er et lillebitte udsnit, af hvordan vores samfunds tilstand er – det er galt på rigtigt mange parametre og på rigtigt mange måder, efterhånden.
Velfærden krakelerer omkring borgerne, mens lederne og alle politikerne og de andre magtmennesker, rejser rundt i verden, holder åndfulde taler, bor på lækre hoteller og tjener masser af penge. De netværker, mødes og spiser lækre frokoster og aftaler hvordan de sammen kan sikre at de hver især beholder de goder og den magt de har, uden at gøre medlemmer, befolkningen, vælgerne alt for sure.
Det har de allesammen en masse bureaukrater og konsulenter ansat til at ordne.
Bureaukrater skaber flere bureaukrater – og det er det der skabes politiske incitamenter til, Bureaukraternes paradis er nær…hvor AL velfærden er væk og der kun er bureaukrater og deres villige marionetter – og bureaukrati tilbage………….Suk!!
TilLØKKE – med vækstpakken, til erhvervslivet – og til det borgerlige Danmarks statsministerkandidat, som med denne giftblå rammeaftale, får den røde løber til statsministeriet rullet ud, af SR regeringen – og får nøglerne serveret på et sølvfad, når han har tørret fødderne i det miljø som er vækstplanens gulvmåtte!!!
Jeg har ikke ord for min skuffelse!!!
Der er forståeligt nok heller ikke mange jublende socialdemokrater at spotte rundt om på de sociale medier.
Rammeaftalen med Venstre ligger fast – de andre partier kan flytte kommaer eller få lidt profilering på en mindre enkeltsag hist og her – men prisen er høj – de skal nemlig stemme for HELE vækstpakken, og dermed stå bag den – for at få lidt kommaer og lidt medietid….og for at have minimal (teoretisk) medindflydelse, hvis det skal ændres igen…..Jeg håber at SF og EL holder sig helt ude af denne PSO-stinkende vækstpakke!
En rigtig CentrumVenstre regering, ville have lavet en rød – grøn aftale med SF og EL – Hvor de 13,2 mia bruges til at rette op på uligheden og de seneste reformers absurde og sørgelige konsekvenser – Man ville vælge at sikre købekraft i bunden, efterspørgsel, og dermed mere omsætning, flere job og flere skattekroner til målrettet velfærd. Og PRIORITERE en anstændig velfærd. Prioritere miljøet!
Den her vækstpakke er mørkeblå og giftig – og den er mest af alt en ny og styrket platform til Lars Løkke Rasmussen og Venstre. Øv, øv øv!!!!
Det hjælper IKKE at give erhvervslivet flere skattelettelser – det der er brug for er efterspørgsel og omsætning – og politisk prioritering af en anstændig velfærd, og miljøet. De rige køber ikke 300 liter mælk eller 300 nye sofaer bare fordi de har 300 gange mere – Der er brug for større omfordeling. Ellers går hjulene i stå. Det har mange rige, f.eks i USA også indset.
Men vores regering og Venstre har øjensynligt ikke.
Den grønne omstilling bremses op, der mistes job og der mistet mulighed for at forblive førende på området – miljøet og samfundets mest udsatte og svage, betaler endnu engang.
Fagbevægelsens ønske om at flytte beskæftigelseindsatsen til akasserne er fejet af bordet. Beskæftigelsesindsatsen skal gøres bedre, ved at der spares 1,3 mia til skattelettelser…..men der er ingen visioner. Og det bugnende erhvervsliv som sidder og venter på MERE omsætning, får 13,2 mia til at fordrive mere ventetid med…..
Så tæt på målet og så står der en veritabel Berlinmur af bureaukrati og rigide styringsregimer og rammer som direkte modarbejder målet om at der udføres godt, fagligt funderet socialt arbejde, i dialog og samarbejde med borgeren! Det gør ondt helt ned i tæerne!
Hvorfor kommer regeringen ikke i mål, med dens visioner, gennem den førte politik? Hvad er det der er galt? Det tænker mange over, og det analyseres og debatteres dagligt på sociale medier, i aviser, blade og over cafeborde, køkkenborde, klasseborde og sofaborde.
Men det lader ikke til at nogen har fundet et brugbart svar – et svar som kunne anvise vejen til, at regeringen kommer i mål med deres visioner igennem deres førte politik. Problemet er nemlig ikke bare kommunikation og strategi.
Problemet er derimod, at der er for langt imellem visionerne og den førte politik, i et større perspektiv. Det er de rigtige ord der siges og de rigtige mål der sættes, men man bruger konsekvent kun værktøj fra den blå værktøjskasse – Man fastholder i det offentlige rigide styringsregimer, strukturer og rammer -og man understøtter f.eks indenfor mit fagområde, med en kontraproduktiv socialpolitik, hvor den enkelte er reduceret…
Hvorfor kommer regeringen ikke i mål, med dens visioner, gennem den førte politik? Hvad er det der er galt? Det tænker mange over, og det analyseres og debatteres dagligt på sociale medier, i aviser, blade og over cafeborde, køkkenborde, klasseborde og sofaborde.
Men det lader ikke til at nogen har fundet et brugbart svar – et svar som kunne anvise vejen til, at regeringen kommer i mål med deres visioner igennem deres førte politik. Problemet er nemlig ikke bare kommunikation og strategi.
Problemet er derimod, at der er for langt imellem visionerne og den førte politik, i et større perspektiv. Det er de rigtige ord der siges og de rigtige mål der sættes, men man bruger konsekvent kun værktøj fra den blå værktøjskasse – Man fastholder i det offentlige rigide styringsregimer, strukturer og rammer -og man understøtter f.eks indenfor mit fagområde, med en kontraproduktiv socialpolitik, hvor den enkelte er reduceret til potentiel arbejdsmarkedsværdi, en fortsat forråelse i vores samfund.
Man giver f.eks. os – socialrådgiverne lov til at arbejde mere fagligt – Dvs tværfagligt, forebyggende, individuelt og helhedsorienteret – men det vanvittige bureaukrati fortsættes, og der nedbrydes ikke siloer og der fjernes ikke kontraproduktive paragraffer og retningslinjer som er en barriere for det helhedsorienterede arbejde. Sagsmængden reduceres ikke, men der tilføres meget mere meget besværligt administrativt og tværsektorielt arbejde. Der tilføres heller ikke ressourcer. Der står tværtimod adskillige socialrådgivere for tur, når kommunerne mange steder, atter skærer ned, på antallet af ordinært ansatte, og øger mængden af ansatte i tilskudsjob/ jobtræning/ jobrotationsordninger.
Dermed ser det mere end sort ud for kampen om at komme i mål med den gode og fagligt funderede socialpolitik – vi får ganske enkelt ikke de strukturer, vilkår, rammer og ressourcer som der skal til, for at omlægge indsatsen til at være i tråd med god faglig viden og erfaringer.
Men det er jo ikke kun for vores og borgernes skyld, at vi kæmper for den gode og faglige socialpolitik. Det er jo for hele samfundets skyld. Fordi det både er menneskeligt, samfundsmæssigt og økonomisk MEGET dyrt, ikke at gøre det ordenligt og helhedsorienteret fra starten af – Det vil sige, Forebyggelse, tidlig indsats, individuelle vurderinger og løsninger – mere inddragelse af borgeren – og frihed til – så vidt muligt, samarbejde med borgeren – at vurdere hvad den rette indsats/ støtte er.
Det kræver at der etableres fora med både borgere, ansatte og politikere i kommunen – at siloerne mellem de kommunale forvaltninger nedbrydes, og at man dels fjerner det unødvendige bureaukrati og reformerer de kommunale refusions og takstregler så det som kommunerne belønnes for er det gode sociale/ pædagogiske/ omsorgsrettede arbejde de udfører.
Den enkelte socialrådgiver skal i samarbejde og dialog med borgeren og evt kollegaer fra andre afdelinger i kommunen, kunne vurdere hvad der er behov for og sætte en konkret handleplan i gang, som borgeren har haft højst mulig indflydelse på. Der skal udpeges en tovholder til alle som har andre problemer end ledighed, eller som har en sag i mere end 1 afdeling i kommunen.
Alle ledige bør efter 3 måneders kontanthjælp, udredes tværsektorielt, med henblik på at identificere evt. Barrierer for tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Tværsektorielle løsninger er målet – tidlig, individuel målrettet indsats lønner sig!
Det der i hvertfald er en del af regeringens problem med at komme i mål på det sociale og beskæftigelsesrettede område, er tydeligvis at de ikke agter – ser det desværre ud til – at indføre de tre nødvendige reformer på social og beskæftigelsesområdet:
1) Styringsreform – Fra New Public Mangement til New Public Governance
2) Tillidsreform – tillid til de ansattes faglighed og dømmekraft – individuelle løsninger. Mere frihed til at arbejde på tværs af sektorer og afdelinger, med øget inddragelse af borgeren.
3) Afbureaukratisering – væk med overdreven dokumentation og processuelle registreringer – forenklet lovgivning.
Sålænge disse reformer ikke i en eller anden form, føres ud i livet, sålænge vil det ikke lykkes med den gode faglige socialpolitik. Desværre.
Vi kan godt få den, siger regeringen – men de kontraproduktive rammer og strukturer, gør sammen med de manglende ressourcer til omstillingen, den fortsatte overdrevne kontrol og dokumentation – og det fortsatte vanvittigt store bureaukrati – det ganske umuligt at føre ud i livet.
Det er næsten værre end under VKO – for det gør ondt helt ned i tæerne at være SÅ tæt på – og så alligevel ikke….fordi regeringen ikke samtidigt skaber de rammer, strukturer og indledende ressourcer til omstillingen, som der er brug for følger med.
Jeg kan godt frygte at man fra denne eller den kommende regering, om nogle år, vil pege på os – frontpersonalet – og give os skylden for at det ikke lykkedes – at det var vores udlægning af det gode sociale arbejde, der var forkert – og at der er brug for endsigt fokus på pisk, nedbrydelse, mistro og sanktioner overfor ALLE som nærmer sig det offentlige for at få hjælp og måske omsorg.
Men vi KAN ikke implementere den gode faglige socialpolitik i praksis, sålænge vi ikke får de rette rammer, strukturer og indledende ressourcer til omstillingen. Uanset hvor utroligt gerne vi VIRKELIGT vil, den gode fagligt funderede socialpolitik i praksis.
Det burde regeringen også virkeligt gerne ville – og svaret ligger lige for:
Skab de rette rammer og strukturer – og prioriter at bruge de indledende ressourcer på omstillingen – det tjener sig både menneskeligt, økonomisk og samfundsmæssigt, rigtigt mange gange ind igen!
Regeringen har netop sammen med hovedparten af de offentligt ansattes fagforeninger, aftalt 7 pejlemærker for øget tillid i den offentlige sektor – pejlemærker som har til formål at sætte rammerne for den varslede modernisering af den service, hjælp og behandling som det offentlige leverer til borgerne. Og som samtidigt kædes sammen med en besparelse på 12 mia. i de offentlige budgetter.
Jeg er både begejstret over de gode ord, og ret bekymret for om det bare er gode ord som i praksis bliver til en demontering af den danske aftalemodel – og af den kritik som de offentligt ansattes fagforeninger bedre ville kunne have rejst, hvis ikke de havde underskrevet aftalen om de 7 pejlemærker.
Jeg håber det første men frygter det sidste. Det gode spørgsmål er dog, hvad der var sket, hvis ikke store dele af de offentligt ansattes fagforeninger, havde skrevet under. Ville det så have medført at de 12 mia var blevet fundet fuldstændigt uden inddragelse af de offentligt ansattes fagforeninger? Og omvendt – vil regeringen bruge det faktum at der ER en fælles aftale til at tromle deres dagsorden igennem og samtidigt miskreditere fagforeningerne hvis de tillader sig at protestere?
Jeg er enig med de som har valgt at gå med i aftalen – men med den understregning at det hverken er en tillidsreform eller en bindende aftale – det er en liste over 7 hensigtserklæringer som vi er enige om – og vi må ikke lade regeringen (uanset hvilken regering det bliver) bruge denne aftale som et middel til at fjerne berettigede og velbegrundede protester.
Jeg tror vi står stærkest ved at være med i denne aftale – men er både skeptisk og bekymret – en bekymring som jeg håber vil blive gjort til skamme, når disse hensigter skal omsættes til virkelighed.
De 7 pejlemærker er her:
1. Styring i den offentlige sektor skal fokusere på mål og resultater
Styringen i den offentlige sektor skal baseres på mål og resultater, frem for på regler og procedurer. Der skal i stat, regioner og kommuner skabes mest muligt rum til at løse opgaverne med udgangspunkt i lokale og regionale forhold og behov. Det kræver gennemsigtighed i opgaveløsningen samt vilje til at stå på mål for resultaterne.
2. Dialog, åbenhed og klare mål skal være udgangspunkt for opgaveløsningen
Der skal være åbenhed om prioriteringer og klare mål for opgaveløsningen på alle niveauer i den offentlige sektor. Dialog om formål, resultater og dokumentation skal gøre arbejdet meningsfuldt og understøtte de ønskede mål.
3. Ledelse og styring skal tage afsæt i tillid og ansvar
Ledelse og styring skal baseres på tillid til medarbejderne, så der skabes plads og rum til, at medarbejderne kan udfolde deres faglighed og engagement. Tilliden og det faglige handlerum følges af pligt til at holde fagligheden ved lige samt af et fælles ansvar for at målene nås, at politiske prioriteringer følges og at opgaveløsningen udvikles. I sidste ende er det et politisk og ledelsesmæssigt ansvar at sikre, at dette sker.
4. Udvikling og fagligt handlerum skal bygge på velbegrundet dokumentation
Frihed til at tilrettelægge arbejdet forudsætter, at der kan redegøres for indsatsen, og at opgaveløsningen dokumenteres. Samtidigt er dokumentation et redskab til kvalitetsudvikling og effektiv anvendelse af ressourcerne. Meningsfuld dokumentation er velbegrundet, enkel og integreret i arbejdsprocesserne. Der skal være ledelsesfokus på opfølgningen i samarbejde med medarbejderne.
5. Opgaveløsningen skal baseres på viden om, hvad der virker
Udvikling, kvalitet og god ressourceudnyttelse opnås ved at anvende viden om, hvad der virker og ved at lære af dem, som opnår bedre resultater. Metodefrihed skal anvendes til at vælge mellem de bedst mulige metoder i den givne situation, og til aktive fravalg af metoder, som ikke skaber resultater.
6. Ledelse og engagement skal fremme innovation
Nytænkning, innovation og teknologianvendelse forudsætter, at offentlige ledere tager ansvar for at udvikle organisationerne og skabe engagement blandt medarbejderne, så man sammen kan finde bedre løsninger. Det kræver, at der aktivt læres af både egne og andres fejl og succeser.
7. Offentlig service skal inddrage borgernes ressourcer
Borgernes, de pårørendes og lokalsamfundets viden, ressourcer og engagement skal inddrages i
opgaveløsningen, så det fremmer kvalitet og effektivitet. De offentlige ydelser skal fokusere på at understøtte borgeren i at tage ansvar for sit eget liv med afsæt i den enkeltes individuelle ressourcer og potentialer.
Jeg finder det fuldstændigt forfærdeligt at mange børn fra familier med voldsomt misbrug, tilsyneladende svigtes af systemet – og efterlades i hjemmet uden at få den rette hjælp fra det offentlige – men jeg er også bekymret over at disse enkeltsager igen fører til stramninger og skærpelser som ikke alene reelt drukner forvaltningerne i almindeligheder som burde løses i primærsektoren – men som også rammer rigtigt mange børn og familier som bliver gjort til et problem, uden reelt at være det. Kortsigtet enkeltsagspolitik ER og bliver både menneskeligt og økonomisk dyrt! Der er brug for faglig frihed til at kommunerne kan tage sig tidligt, helt og individuelt af disse misbrugsfamilier – og for at de almindeligheder som kan og bør løses i samarbejde med institutioner og skoler, rent faktisk bliver det! Kommunerne er udsat for voldsomme besparelser og nedskæringer – og der følger tilsyneladende ikke ressourcer med til flere og mere indsats. Det er ret bekymrende. Det er noget rigtigt skidt!
Det kan i nogle tilfælde GODT være barnets tarv at blive flyttet ud af hjemmet – særligt når det drejer sig om overgreb, misbrug og omsorgssvigt (manglende forælderevner). Men man må aldrig underkende barnets behov for at have sin familie og hvordan det påvirker barnet at blive fjernet fra hjemmet – Jeg kan godt lide tanken om at fjerne alkoholen fra moderen i stedet for at fjerne barnet fra den alkoholiserede mor – når og hvis altså det er forsvarligt ifht barnets tarv og trivsel – og muligt. Der findes desværre mindst lige så mange tilfælde, hvor det er anbringelsen som smadrer familien og barnet – som tilfælde hvor det er en ustabil anbringelse fordi barnet hjemtages og flyttes i et væk under forløbet – som ødelægger det for barnet. Det mangler vi altså bliver sat til diskussion også.
Det kræver stor faglighed og et godt, tæt samarbejde mellem kommune, institutioner og skoler at gøre det der reelt er bedst for det enkelte barn – ikke kortsigtet enkeltsagspolitik som drukner kommunerne i almindeligheder og som risikerer at ende med at de her familier med omfattende problemer forsvinder i bunkerne eller at man ikke får øje på deres reelle problemer fordi man ikke har tid, ressourcer, tilbud og faglighed nok i kommunerne til at tage tidligt og helt vare på de reelt svigtede børns tarv! Når vi nu ved at langt de fleste medarbejdere i primærsektoren er vant til – og i stand til, at bruge deres sunde fornuft, hvorfor så køre hele den bureaukratiske maskine ud over alle. Det risikerer jo at ende i at endnu flere svigtes og ødelægges i processen – Det er der ikke meget mening i!
Kortsigtet enkeltsagspolitik ER og bliver altså både menneskeligt og økonomisk dyrt! Det har vi IKKE brug for mere af – tværtimod! Vis nu medarbejderne tillid i stedet for kontrol og sæt så fagligheden fri til at hjælpe med det, som der er brug for hjælp med – så tidligt og så helt som muligt.
Der blev i de festlige 90’ere skabt en stadigt stigende mistro til, hvorvidt borgere som henvendte sig til det offentlige, i virkeligheden fik den rette hjælp eller blot blev passiviseret og underholdt på samfundets regning – og der blev samtidigt sået tvivl om, hvorvidt de ansatte brugte deres tid og ressourcer effektivt nok. Det betød at Nyrupregeringen i 1998 reformerede hele det sociale lovgrundlag, som indtil da havde været benævt bistandsloven –I stedet fik vi grundlaget for vores stadigt gældende lovkompleks, på det sociale område. hvor ordet Aktiv blev kendetegn.
Dette lovkompleks er opdelt i 3 hovedlove – og en del smålove – Hovedlovene er Aktivloven – Beskæftigelsesindsatsloven og Serviceloven. Der refereres dog tæt imellem disse love på flere punkter, særligt mellem Aktivloven og Beskæftigelsesindsatsloven. Ud over at opsplitte indsatsen i 2 hovedspor – Beskæftigelse og Service, skaber man her samtidigt grobunden for et absurd bureaukrati, som Fogh senere ikke var sen til, at implementere fuldt ud, i et grotesk omfang.
Foghs genistreg
Fogh var ikke sen til, efter valget i 2001, hvor de 10 år i tusmørke begyndte, for dansk socialpolitik, at indføre et stadigt voksende bureaukrati bestående af hhv. kontrol, administration og konkrete barrierer imellem sektorer og forvaltningsenheder, omfattende, sindrige sanktioner og udbetalingsregler – Der blev fyret varme hænder og ansat masser af kolde – og det socialtfaglige helhedsorienterede arbejde kom under hele 10 året under VKO, under stadigt større pres. De ansatte brugte i slutningen af Venstre regeringstid, og desværre stadigvæk nu, i 2013 – 80% af deres tid og ressourcer på bureaukrati. Det er jo fuldstændigt absurd!
Samtidigt er der fyret flere varme hænder i det offentlige – hele 30.000 alene de sidste 3 år.
Det var dygtigt set af Fogh. Hermed fik højrefløjen endeligt hul på den allerstørste barriere af dem alle overfor venstrefløjen – nemlig en stor del af folkets forkærlighed for den universelle velfærdsmodel.
De offentlige udgifter steg, de varme hænder blev fyret eller druknet i bureaukrati og han kunne nu, påvise sin påstand om, at det offentlige er omkostningstungt og ineffektivt. Samtidigt voksede der også, i befolkningen, en stadigt mere udbredt opfattelse af, at det var de fattige, ledige og udsattes, egen skyld. Der var blevet skabt et os og dem. Og han banede dermed vejen for næste store skridt i højrefløjens kamp for at Danmark bliver en rendyrket konkurrencestat.
Ny regering – Nyt håb? Ved valget i 2011 vandt SRSF regeringsmagten, støttet af EL. Vi var mange som havde håbet på, var blevet forvisset om, og havde regnet med, at NU skulle det stoppe. Nu skulle mennesket og det menneskelige, anstændigheden og den sociale balance tilbage i fokus i dansk politik. Men sådan blev det som bekendt ikke.
Vi gik fra tusmørke til mere tusmørke og ser nu SRSF støttet af V – LA – DF og K – føre en stadigt mindre sagligt og fagligt sammenhængende socialpolitik. Dog krydret med anerkendelse af faglige argumenter – disse følges desværre dog ikke op men gøres rigtigt svære at udfolde. Der bliver ikke afbureaukratiseret – der er ingen styrings eller tillidsreform på vej – det er stadigvæk mest kun løfter – og med den politik, som de i øvrigt fører, kan jeg frygte, at de – sammen med højrefløjen – vil bruge de mange sparede mia. fra en reel afbureaukratisering, på erhvervsskattelettelser, bankpakker og anden millionærbistand. Det vil selvsagt være katastofalt.
Men SRSF VED i modsætning til VKO bedre – og det vælger jeg at sætte min lid til at de vil ihukomme. Med VKO på broen, VED vi jo, at man vil vælge erhvervsskattelettelser, bankpakker og anden millionærbistand – og altså svække vores velfærdsmodel yderligere. Derfor skal afbureaukratiseringen og tillidsreformen komme nu, hvor man i det mindste kan håbe at der både reelt afbureaukratiseres og investeres i varme hænder, forebyggelse og hele indsatser. Fordi det er rigtigt og nødvendigt!
Der ER stadigvæk stigende brug for at vi får afbureaukratiseret det offentlige. Og der er brug for at vi bruger ressourcer på de flere varme hænder og sidst men ikke mindst, en socialt anstændig og balanceret socialpolitik med afsæt i faglighed og viden, frem for ”Jeg har hørt, jeg synes, jeg tror og jeg håber” – Det er ikke godt nok! Hverken på det socialpolitiske eller andre områder.
Politik skal udvikles og implementeres med de som ved mest og kender det konkrete område – I samarbejde og dialog. Akkurat som regeringen og KL bør indlede dialog og samarbejde med lærerne, så de I FÆLLESSKAB og i dialog med, andre interessenter som feks. lokale fritidsklubber, pædagoger, børn og forældre, kan udforme reformen af Folkets skole.
Foghs bureaukrati har forvitret og splittet den offentlige forvaltning til ukendelighed. Med strukturreformen i 2007 øgede man tilmed indsatsen, og gennemtrumfede en reform som cementerede bureaukratiet og New Public Management tankegangen i det offentlige. Det var store og voldsomme forringelser der reelt fulgte -men det kunne stadigvæk ikke ses, at man var ved at slå patienten langsomt men sikkert, ihjel – Det var en genistreg af Fogh og resten af VKO.
Afbureaukratiseringen lader vente på sig, desværre! Desværre varsler vores siddende regering nu flere nedskæringer og effektiviseringer i det offentlige – men som et lille plaster på såret, lyttes der nu til at vi socialfagligt set, har brug for at få lov til at arbejde individuelt og helhedsorienteret med borgere som har funktionstruende problemkomplekser med sig. Til forskel fra VKO, så VED de her politikere nemlig godt, at socialt arbejde ER kompliceret og at der ER brug for den individuelle tilgang – Derfor er det også ekstra nedslående at se, at man samtidigt skærper sanktioner og krav, nedsætter ydelserne markant og dermed gør det MEGET svært at arbejde individuelt og helhedsorienteret – og så længe der hverken afbureaukratiseres eller tilføres ressourcer – så forbliver den offentlige forvaltning mildest talt, noget mindre effektiv og meget mere dyr – end den behøver at være – Det er både menneskeligt, samfundsmæssigt og økonomisk dyrt. Men det er klart at når man deformerer og forvitrer velfærdssamfundets frontlinje med bureaukrati og samtidigt sår en voldsom mistro og mistillid til det offentlige i befolkningen – så bliver den offentlige forvaltning, alt for tung og ineffektiv. Men i virkeligheden er der jo ikke ligefremt brug for at skære yderligere ned på varme hænder og ressourcer til de anstændige og hele indsatser – tværtimod, så tappes velfærdsmodellens hjerteblod sikkert og støt af det kvælende bureaukrati, de stramme krav og sanktioner overfor borgere som søger hjælp, og de stadigt stigende krav om effektiviseringer og besparelser. Det er helt galt!
Velfærdsmodellen er ikke problemet! Vores velfærdsmodel er IKKE problemet i vores samfund – men derimod den rygrad som holder det oppe – og som bl.a. sikrer at vi har et fhv. fredeligt samfund med lav ledighed og en myreflittig befolkning. Vi har reelt en sund økonomi i Danmark – men vi har en efterspørgselskrise. Det er den, som regeringen skal løse – og så skal de se at få afbureaukratiseret og frisat det offentlige, til at gøre det som det er meningen den gør – nemlig at yde hjælp, støtte og behandling til de borgere som har brug for det, på en anstændig og socialt balanceret måde!
Der er brug for et opgør med det bureaukratiske monster som Fogh fik deformeret store dele af vores offentlige forvaltning til –og der er brug for et humanistisk funderet menneskesyn og nogle solidariske værdier i den politik der føres. En politik som bør tage afsæt i den viden og de fakta der er i rigeligt mål af. Vi skal sgu behandle hinanden ordenligt og lade være med at sparke ned ad – Ikke kun fordi det medmenneskeligt,etisk og moralsk set er rigtigt – men fordi det er det, som vi både samfundsmæssigt, økonomisk og menneskeligt set, kommer allerlængst med!
Der er varslet nulvækst i de offentlige i årene som kommer – Det betyder på godt dansk at mængden af afskedigelser fortsat vil stige (Der er sparet 30.000 job væk i det offentlige siden 2009) – Samtidigt melder 7 ud af 8 brancher at de vil afskedige yderligere i 2013 – kun IT branchen som har som opgave og mål at hjælpe med yderligere effektiviseringer og besparelser – varsler at de vil ansætte i 2013 – godt 170.000 er registreret som ledige – heraf er op mod 40.000 udfaldstruede dagpengemodtagere og en del er kontanthjælpsmodtagere, folk på orlovsydelser, fleksjobbere, syge og handicappede.
Arbejdsmarkedets krav matcher ikke de lediges kvalifikationer eller muligheder for f.eks at flytte – mange job er tidsbegrænsede og mange har ægtefælle og børn med job, lokal forankring, institutioner og skoler der hvor de bor – Hertil kommer at diverse virksomhedspraktikker, jobrotationer mm IKKE give genoptjening af DP retten – og ikke skaber jobs!
Mange som kommer ud i vikariater, jobtræning, virksomhedspraktik mm oplever benspænd og en kold skulder fra de kollegaer som de kommer ud til – for alle er bange for at de selv eller deres mangeårige kollega er den der ryger i næste afskedigelsesrunde – Akutjobpakken er i bedste fald et hæfteplaster på en pulsåreblødning – helt til grin – og de første udfaldstruede er allerede på vej i faldet – familier vil gå i opløsning, der vil opstå økonomiske og sociale problemer som lynhurtigt forvitrer og bliver meget svære at få bugt med igen – og der opstår et andenrangsarbejdsmarked med lavere løn, færre rettigheder og mindre gunstige vilkår!
Og nej – Der kommer ikke en god løsning i morgen – tværtimod skal de ledige nu piskes og presses yderligere gennem stadigt skarpere krav, vilkår og sanktioner – der er SU reform, kontanthjælpsreform og sygedagpengereform på vej oveni de nylige vedtagelser af f.eks førtidspensions – og fleksjobreform – Det er fandme uhyggeligt!
Men jeg vil ikke stiltiende sidde og vente på at katastofen rammer mange af mine medmennesker! Har oprettet en Hemmelig gruppe for FB venner som er i akutjobmålgruppen/ er udfaldstruede. I gruppen kan medlemmer udveksle forslag, erfaringer og tanker og jeg vil gøre mit bedste for at råde og vejlede gruppens medlemmer omkring de socialjuridiske elementer samt coache hvis der er brug for det. Hver enkelt der reddes fra at falde ud over kanten er HELE indsatsen værd – og vi må gøre hvad vi kan for at hjælpe hinanden – Det er en veritabel katastrofe som regeringen ligger op til – men i stedet for blot passivt at “tage imod” katastrofen synes jeg altså at vi må kridte skoene og kaste os ind i kampen for at hjælpe dem vi kan!
Hvis du vil være med i gruppen, så send mig en PB – så tilmelder jeg dig – Hjerteligt velkommen!
Sneen er faldet i tunge byger hele dagen. Rundt om på villavejen lyses sneen op af det væld af farvede ledlys som i anledning af julen er blevet sat op i haver, på buske, træer, tage og vinduer så gadelamperne næsten ikke anes i skæret.
Men et hus stod indtil for få timer siden, mørkt i halvskyggen fra gadelampen. Herfra kom der, til lyset altså blev slukket for snart et par timer siden, kun en smule lys ud af få af vinduerne, som for andet år i træk slet ikke er pyntet, selvom familien derinde har 2 børn.
Det lyder måske mærkeligt. Det er det slet ikke. Nu skal du høre om familien Jensen:
”For 5-6 år siden havde deres hus også altid lyst op i alle verdens farver ved denne tid – og børnenes glade leg og latter havde lydt i haven, året rundt. Moderen havde haft fast job som pædagogisk konsulent i et ministerum, og arbejdede både hjemmefra i perioder og som rejende konsulent og rådgiver. Faderen var indenfor IT.
Men så var moderen blevet syg – hun var blevet undersøgt og de havde fundet ud af at hun har en sjælden aggressiv gensygdom, som er terminal. Det betyder at det er en sygdom, som man desværre dør af før eller siden. For nogle går der mange år, for andre går det hurtigt. Det er svært at sige, men lige nu er tilstanden aggressiv, havde de sagt, lægerne – den dag til samtalen, hvor deres verden var sunket i grus – og hvorefter de langsomt men sikkert, var gledet fra hinanden – lidt efter lidt…
De har ikke fortalt naboerne og andre i deres bekendskabskreds om det. Kun den nærmeste familie ved det. Det værste er folks melidenhed, havde hun sagt, da hun havde bønfaldt ham om ikke at sige noget til nogen om hendes sygdom, før hun var væk. Hun skulle nok selv fortælle det til den nærmeste familie. Og det havde hun gjort. Næsten. Børnene vidste det ikke. De troede hun stadigvæk tog på forretningsrejser når hun var væk af og til og de var vant til at hun i perioder arbejdede hjemme. Han dækkede for hende og resten af familien – de som vidste det, hjalp med at skærme børnene mod moderens sygdom. Men børnene var ikke glade. De var ængstelige, utrygge og på vagt. Og de spurgte tit deres mor om hun var OK – men hun affærdigede dem og sagde hun bare var lidt stresset for tiden, men at hun havde det godt. De troede ikke på hende – eller på faderen som bare slet ikke sagde noget når de spurgte om han troede deres mor var syg og sagde at de var bekymrede. De var tit vrede og konfliktsøgende, og opholdt sig begge to i stigende grad hos venner og familier.
De var også vrede nu. Over at hun var rejst væk fra dem i julen – uden at sige farvel – og over at hun havde glemt at de havde fødselsdag i overmorgen. Hun kom først hjem fra Schweiz efter nytår havde faderen sagt da de havde spurgt i går, og så var han sunket tilbage i lænestolen, med et tomt blik. Han var træt af at lyve overfor børnene, men havde ikke kræfter til at tage sig af deres vrede og frygt, hvis han fortalte dem sandheden nu. Det havde været en hård tid, i lang tid.
Hun var blevet langtidssygemeldt, efter de fik beskeden – men kun i et år – og da hun efter tilbagevenden på ½ tid, blev mere og mere syg i perioder, mistede hun til sidst helt retten til sygedagpenge, og kom på kontanthjælp. Hun er nu i aktivering på det kommunale jobcenter, hvor hun skriver journaler og laver forefaldende arbejde, når hun har kræfter til det. Økonomien var meget stram, i starten men det kunne lige akkurat hænge sammen. Men så var han pludseligt blevet fyret, i en sparerunde i virksomheden, for 2½ år siden. Han havde gået ledig siden. De var blevet gældsplagede og fattige og alt imens hendes sygdom blev værre, mistede han også snart det sidste strå af håb. Efter nytår ville han miste sine dagpenge og overgå til kontanthjælp. Det ville blive familiens endelige ruin!
Han havde i starten ledt med lys og lygte efter et nyt arbejde – Han tog rundt til alle it-firmaer, sendte uopfordrede ansøgninger, opsøgte dem pr mail og ringede til dem – men han fik ikke stillingerne – efter et halvt års ledighed fulgt af et 3 ugers kursus i fagforeningen om nyorientering, omskoling og mindfullness, fik han en depression. Han sagde det ikke til nogen, og der var ikke nogen der bemærkede det. I første omgang. Senere hen turde folk ikke sige noget. Han blev så hurtigt hidsig nu og ingen havde lyst til at hidse ham op med den slags spekulationer.
Det skulle nok gå, han skulle nok blive god igen – Det var familien omkring dem enige om, og de fokuserede alle på konens sygdom og børnene. Han sagde ikke noget.
Han blev mere og mere tavs og indesluttet, og hun blev mere syg. Regningerne hobede sig op og børnene måtte stoppe med deres privatskole og deres fritidsaktiviteter. Der var ikke råd til meget mere. Huset var belånt til op over skorstenen og der var hverken råd til forbedringer, tøj eller møbler længere.
Bilen var blevet solgt sammen med cykler, haveudstyr mm da den sidste termin, den i juni – skulle falde. De var blevet hjemme hele sommeren. Og nu truede den næste store sky over familien: Faderen ville falde ud af dagpengesystemet i januar og dermed komme på kontanthjælp som konen. Deres fælles forsørgelsegrundlag ville blive 16.500 før skat og de ville blive tvunget til at sætte huset til salg og finde en billig – men handicapvenlig lejebolig i stedet. Pensionsopsparingen var forlængst brugt op og alt af værdi er forlængst afhændet. Forsikringen var ikke betalt og han var holdt op med at åbne rudekuverterne – de fleste af dem. Han havde ingen penge. Alt hvad de overhovedet havde gik til lån, termin, kost, medicin og transport. Der var ikke længere til el og varmen blev også snart lukket, det havde de skrevet i det sidste rudekuvertbrev han havde åbnet, fra dem.
2 dage før jul blev konens sygdom pludseligt værre og hun måtte indlægges akut. På hospitalet blev konens tilstand forværret men han tog ikke telefonen, manden, når hospitalet ringede til ham. Han havde slået den fra, indtil det var blevet ordnet – det med børnene. Det var det nu. Børnene var hos deres elskede mormor som havde hentet dem i eftermiddag, for at tage dem alle med hjem til jul sammen med resten af familien.
Men han ville ikke selv med og holde jul med familien. Svigermor havde grædt men ikke sagt et ord. Hun nikkede bare og tog så børnene med. Konen nævnte hun ikke.
Han tændte for telefonsvareren ved siden af sig så snart han hørte bilen køre væk i sneen udenfor – der var besked fra sygehuset – 2 beskeder. En fra sent i går aftes og 1 fra meget tidligt i morges. Han lyttede… den første besked var fra en sygeplejerske på intensiv afdeling på hospitalet, som præsenterede sig som Karen. Hun sagde at hans kone var blevet overført til intensiv afdeling og at hun var i en kritisk tilstand, så de ville gerne have at han ringede tilbage, eller kom hurtigst muligt. Han trykkede hen til næste besked, den fra meget tidligt samme morgen. Det var Karen igen, fra intensiv afdeling. Denne gang præsenterede hun sig med sit fulde navn. Karen Glum sagde hun, hun hed. Hun sagde at han skulle ringe hurtigst muligt til et telefonnummer som hun monotont gentog langsomt og drævende 2 gange, og sluttede så forjaget i stemmen, af med at fortælle ham, at han blot skulle nævne sit navn, så ville han blive stillet om til rette vedkommende med det samme. Og at de nærmeste pårørende alle ville blive ringet op. Så ringede hun af.
Han sad der alene i sin lænestol med en halvpyntet stue omkring sig og et endnu bart juletræ som stor ovre i hjørnet af stuen og grinede af ham. Telefonen ringede. Han tog den ikke. Det var fra hospitalet de ringede, kunne han se. Men han ville ikke snakke med dem. Han ville ikke snakke med nogen.
Ved siden af lå rykkeren fra banken – der var også et brev. De skrev at han ikke kunne optage flere lån i huset og at de ville sætte huset på tvangsauktion, hvis ikke terminbetalingen faldt senest 27.12 da brevet var kommet i tirsdags var der 8 dage til at betale, men nu var det allerede om 3 dage, og han havde brugt de sidste penge på at give ungerne julegaver med og på at købe ind til konen kom hjem igen.
Men hun kom ikke hjem. Det forstod han på beskeden fra Karen, sygeplejersken. Hun var død, konen. Det var han sikker på. Børnene havde han taget sig af. De var ved deres bedstemor og sammen med resten af familien, de havde det godt.
Han sank en klump, rankede ryggen og fik et sjældent stålsat udtryk i sit blik. Han rejste sig for at gå ned i kælderen og finde den gamle låste blikkasse frem, som han havde haft liggende bag ved høvlebænken, siden sin militærtid. Han kom ikke op igen.
15 minutter senere havde genboen ringet opskræmt til politiet og havde fortalt at han og konen havde hørt skud – 2 skud – fra huset derhenne under gadelampen – i skyggen. Hele vejen havde været fuld af politibiler og andre udrykningskøretøjer som ryddede sne og skabte fri bane så ambulancerne kunne køre straks de var klar. Der var gået lang tid før de var kommet ud med en – måske 2 bårer mente nogen, som havde set det. Der lå plastik henover. Båren (der var kun en) blev stillet bagi en af ambulancerne som derefter kørte stille og roligt væk. Naboerne stod rundt omkring på vejen, men det var svært at se noget gennem den tætte sne og i skæret fra alle de blinkende køretøjer. Men de fleste mente nok at have set noget. Det var noget kriminelt der var sket. Her på deres vej. Inde hos ”dem” – Familien Jensen. Mange nikkede sigende til hinanden og hviskede over hækken om, at det snart var for galt med den familie. Falckfolkene og politiet lod som ingenting. …
Epilog
Lyset i husets vinduer blev slukket et efter et, i god tid inden villavejens familier for kort tid siden, satte sig til deres lillejuleaftensmiddag og nu sidder og snakker om hvad der mon var sket derovre – i huset – om nogen og i såfald hvem der var død og hvem der havde skudt. Tidligere i dag var hele familien kørt af sted med mormoderen. En af naboerne har selv set det. Alle har hørt det nu. Så de ved at det ikke er nogen i familien derovre, der er blevet skudt. De var ikke hjemme. Ellers ved man ikke meget om familien længere, rundt om i husene på vejen. De havde ændret sig de sidste år – sagde man – gider ikke fællesskabet på vejen mere – trak sig fra de fester og udvalg i grundejerforeningen, børnene var for lidt over et år siden, skiftet fra den private skole lige i nærheden, hvor vejens andre børn går, til folkeskolen 4 km væk og de var ikke længere venner med resten af vejens børn. De smiler og hilser heller ikke længere, hverken børn eller voksne derovre. De er blevet mærkelige, det er man enige om, på vejen.
Nogle snakker om at pigen i huset derovre, hende på 15 år, vistnok er blevet gravid og at ham drengen på 11 år blev taget på fersk gerning i at stjæle slik, i Brugsen i forgårs. Om at hvis det var nogle af de her tyveknægte fra Polen eller Rusland, som var brudt ind i huset og havde skudt på hinanden – her i eftermiddag (det var der nogle der mente, at det var) – så var de kommet forgæves, for familien ejede jo ikke noget af værdi mere. Alt havde de solgt – selv Man Au Pis fontænen i forhaven. De snakker også om at der var et hul – efter den Man Au Pis fontæne som familien havde solgt sidste forår – der i forhaven, – et dybt hul som ikke kunne ses for sneen, men som en af politifolkene, som havde været der, var gledet i og så havde han fået forbinding på og var blevet kørt væk – og så havde man bagefter lagt brædder hen over hullet. Det var på tide at få lagt noget hen over det hul, det er på man enige om, mange steder. Totalt uansvarligt ikke at dække sådan et hul til, siger de fleste. Stakkels den politimand som nu måtte gå med foden bundet ind i julen. Mage til ansvarsløshed – det er de alle enige om, allesammen. De snakker også om hvor uansvarlige forældrene er, og om hvor dejligt det er at have sådan et trygt og godt naboskab med nabohjælp og vagtordning – som de har med hinanden.
Og nu – prøv at se – Nu åbner de allesammen vinduerne og skåler opstemte alle sammen, i ledlysenes funklende farverige skær, med hinanden og med DIG:
Rigtig glædelig Jul -Hr og Fru Danmark – Her går det godt!
N.B: Denne fortælling er ren fiktion. Enhver mulig sammenligning med virkelige personer, tilstande og hændelser er ikke tilsigtet og beror på tilfældigheder. Forfatteren fralægger sig et ethvert ansvar for evt spekulationer eller fortolkninger, som følger af denne tekst.
Det er kommet frem at flere unge sårbare gravide har oplevet, at de blev tvunget eller presset meget massivt til at få en abort, af deres socialrådgivere. Desværre er sagen fremstillet noget unuanceret og ensidigt og det har efterladt mange med et indtryk af, at det er sådan praksis generelt er – det er det ikke! Jeg tager personligt og fagligt skarpt afstand fra, at nogle socialrådgivere presser endsige tvinger nogen til abort. Det er både i strid med lovens intention, socialrådgivernes beføjelser og med den etik som vi som socialrådgivere, har med os som faggruppe, jf. socialrådgivernes etikvejledning.
Vi socialrådgivere KAN og SKAL jo ikke presse – eller tvinge nogen til at få foretaget abort men vi skal sørme danseme rådgive og vejlede om de udfordringer og muligheder som vi ser – og være ærlige – også når det vi ved og ser, er at en sårbar ung kvinde ikke selvstændigt med hjælp og støtte, vil kunne tage vare på sit ufødte barns tarv. Det er faktisk socialrådgiveres pligt at vejlede og fortælle om muligheder og udfordringer. Men det er kvinden selv som skal træffe sine beslutninger på baggrund af et så veloplyst og velfunderet grundlag som muligt.
Vi – socialrådgivere – skal samtidigt med vores vejledning, sikre at have undersøgt og afprøvet forælderevnen og muligheden for at støtte og hjælpe den vordende mor og hendes ufødte barn – ligesom det – såfremt en anbringelse vurderes som eneste mulighed – skal gøres klart for moderen, at barnet vil kunne opnå trygge rammer i en familie som vil varetage dets omsorg og tarv. At langt de fleste forældre har kontakt og samvær med deres barn, selvom det er anbragt udenfor hjemmet – i særdeleshed hvis anbringelsen er sket frivilligt. Endeligt skal der jo også pågå et stadigt familiearbejde for at styrke og støtte barnet og dets forældre under anbringelsen – i bedste fald med henblik på hjemtagelse eller så optimale samværs – og relationsmuligheder som muligt!
Jeg tror ikke at de unge kvinder som er trådt frem lyver – men jeg tror at nogle SELV vælger aborten frem for udsigten til en anbringelse – fordi de ikke kan overskue eller rumme, at deres barn vil skulle anbringes. Det er jo sådan set forståeligt nok. Men det ER et personligt valg!
Der er dog flere ting som der er brug for at få kastet lys på, i kølvandet på denne sag, for optimalt er det desværre ikke på børn og unge området.
Der mangler i langt de fleste kommuner ressourcer, redskaber og tid til at sikre det helhedsorienterede og tidlige arbejde med de udsatte og sårbare familier – socialrådgiverne har de fleste steder, alt for mange sager og har brug for løbende efteruddannelse, supervision og opkvalificering. Der er brug for tvær – og flerfaglige indsatser og for kompetent og dygtig ledelse som sikrer sammenhæng og høj faglighed i arbejdet. Anbringelsesstederne og forløbene er langt fra optimale – der er desværre ofte tale om brudte forløb og der mangler ofte et løbende familiearbejde og et målrettet fokus på om mulig, at få hjulpet familien til at blive samlet igen – og det skader desværre ofte mere end det hjælper barnet, i det lange løb. Det er selvfølgeligt ikke i orden. Det er derimod et ret så stort problem! Et problem som kan føres direkte tilbage på de manglende ressourcer og redskaber i indsatserne.
Vi socialrådgivere gør det bedste vi kan under de rammer og vilkår vi har og der foregår da også en del familiearbejde som bærer frugt og hjælper familierne. Men ikke altid og ikke nok. Fordi der ikke er tid og ressourcer til det. Og for at få det ændret – skal politikerne på Christiansborg åbne øjne og ører op og lytte til hvad det er der er brug for og vælge at opprioritere og styrke indsatsen med afsæt i den faglighed, viden og virkelighed som vi har på allertætteste hold!
Jeg skrev tilbage i sommeren 2008 nedenstående debatindlæg – som bl.a blev bragt i Fyns Stiftstidende – Det er desværre stadigvæk højaktuelt – Kortsigtet enkeltsagspolitik vinder stadigt mere frem og er efterhånden en decideret tikkende bombe under vores demokrati!Det er MEGET bekymrende!
“Kortsigtet enkeltsagspolitik”
Når jeg åbner for avisen, Nyhederne eller på anden vis informeres om, hvad der er på den politiske dagsorden, hvad det er, der tegner den lovgivning og dermed det samfund, vi har, så slår det mig ofte med en vis gran af vemod, at den politiske dagsorden er præget af mediedækkede enkeltsager, som i løbet af kort tid bliver generaliserede til at omhandle en hel befolkningsgruppe.
Herefter stemmer et politisk flertal i Folketinget for en lovgivning, hvis afsæt reelt er en enkeltsag, som ikke er repræsentativ for den befolkningsgruppe, der lovgives for. Ikke fordi de ikke ved bedre, men fordi de ikke vil vide bedre, fordi det for visse vælgerhungrende partier er vigtigere at følge befolkningens mediepåvirkede stemninger end det er at udbyde en politik og et samfundssyn, som vælgerne kan forholde sig seriøst til.
Ved at føre kortsigtet enkeltsagspolitik risikerer man efter min bedste overbevisning, at samfundets sammenhængskraft bringes i fare, fordi de overordnede værdier, samfundets byggestene og det solidariske fællesskab udlejres og forsvinder lidt efter lidt i den kortsigtede enkeltsagspolitik.
Man skal heller ikke være blind for, at visse sager bringes frem af politiske kræfter, som ønsker at sætte noget på den politiske dagsorden – noget de mangler belæg for i befolkningen, hvorfor der af og til hjælpes til med at få grelle og følelsesladede sager sat på den politiske dagsorden og dermed gjort til en generel og uigendrivelig påstand om hele den befolkningsgruppe, som den pågældende sag handler om.
Således kan en kortsigtet enkeltsagspolitik også føres med det formål at høste vælgere på handling i forhold til det, der aktuelt er blevet samtaleemne – fordi der er, hvad der fanger mediernes, den i flertallet iboende skandaletrangs interesse. Det er en del af den menneskelige natur, og det udnyttes som så meget anden viden om psykologi udnyttes i politik, langt mere end der anvendes viden om økonomiske, samfundsmæssige sammenhænge, barrierer og udfordringer.
Dybest set er kortsigtet enkeltsagspolitik latent udemokratisk – af flere årsager. For det første risikerer vi alle at blive ramt af, at samfundet mister sin sammenhængskraft. Konsekvenserne heraf er ret uoverskuelige. For det andet rammes svage grupper generelt hårdt, da det ofte er disse befolkningsgrupper, der lever et liv og har en skæbne, som i yderste tilfælde kan føre til de enkeltsager, der dukker op.
Den kortsigtede enkeltsagslovgivning fører desværre ofte til, at det bliver endnu sværere for den pågældende befolkningsgruppe at klare sig ud over og at få løst de udfordringer, de står med.
Hermed bliver enkeltsagslovgivningens oprindelige årsag det grelle eksempel, til en selvopfyldende profeti over en hel befolkningsgruppe.
I en tilsyneladende tilforladelig enkeltsagspolitik nemt kan skjule sig en underliggende dagsorden om at liste noget essentielt ind ad bagdøren, mens opmærksomheden drejes hen på noget andet.
Befolkningen bedøves til en vis grad af denne type politik, og regeringen kan dermed komme uden om at lægge det værdi, menneske og samfundssyn, som de repræsenterer, frem for vælgerne, så vælgerne reelt kan nå frem til hver deres helt egen bedømmelse – helt i demokratiets oprindelige ånd.
Vi – socialrådgiverne – er uddannet og har kompetencerne til, at løse sociale problemer med afsæt i den gældende lovgivning og med forståelse for og indsigt i samfundets aktuelle tilstand og vilkår – Vi ved rigtigt meget om mennesker, om sammenhænge, udfordringer og muligheder – og om hvordan man forebygger og afhjælper sociale problemer – og hvorfor det er så vigtigt at gøre det – Vi ved, hvad konsekvensen er hvis ikke vi griber så tidligt og helt ind som muligt, for at hjælpe, når der er brug for det!
Vores viden og kompetencer udgør en helt essentiel grundstamme i velfærdssamfundet – og bør naturligvis bruges optimalt til gavn for både den enkelte borger, familier, lokalsamfund, samfundets udvikling og vores samfundsøkonomi. Det er ganske enkelt sund fornuft!
Men der har de seneste år været en stærkt bekymrende stigende tendens til at underkende og tilsidesætte den faglighed og viden vi har når der udformes og implementeres ny lovgivning og nye retningsretningslinjer. Vi er under stadigt stigende pres fra bureaukrati, krav om kontrol og administration og sagstal som langt overstiger det der er fagligt forsvarligt. Der ansættes samtidigt i stadigt flere i socialrådgiverstillinger, som ikke har den basale uddannelse og viden med sig – og vi oplever og ser aktuelt en samlet arbejdsgiverside som ønsker at minimere vores indflydelse og påvirkning på det som vi gør og skal, som socialrådgivere og som faggruppe.
Det er stærkt bekymrende!
I KL´s oplæg til de kommende overenskomster vil man fjerne en del af den tryghed i ansættelsen som TR og AMIR har – minimere antallet af disse beskyttede medarbejdere og skabe større afstand mellem ledelse og medarbejdere. Det er helt galt og det er slet ikke fornuftigt!
Reallønnen er knæsat og de lokale lønforhandlinger er mange steder decideret aflyst. Vi står på disse helt grundlæggende områder, milevidt fra hinanden forud for de forhandlinger som indledes i december og kan se frem til forhandlinger som ikke bare kræver erfaring og kompetencer, men også viljestyrke og evne til at opnå resultater under disse særdeles vanskelige vilkår.
På uddannelses – og opkvalificeringskravet ser der på forhånd ud til at være vilje til at finde løsninger, ligesom kravet om anstændige pensions – og tilbagetrækningsvilkår synes farbare. Ligeledes er der tilsyneladende vilje til at se på at forbedre vores arbejdsvilkår og vores sundhed men det står jo desværre i skærende kontrast til de centrale områder, hvor vi står så milevidt fra hinanden – at det eneste vi på forhånd kan sige er, at det bliver svært – meget svært – at opnå endsige minimale indrømmelser. Men selvfølgeligt skal vi gøre alt hvad vi kan, for at komme igennem med vores krav. Vi må blot ikke være urealistiske og så stædige at det ender med at vi slet intet får ud af det hele. Det er HELT SIKKERT ikke vejen frem! Vi må være skarpe, klare i mælet, pragmatiske og kompromissøgende med vores medlemmers og vores fag interesser som fyrtårn gennem det stormvejr der er lagt op til.
Vores udfordringer og vanskeligheder forsvinder – uanset hvor godt det går – ikke med de forestående overenskomstforhandlinger. De er mange og store og kræver både en styrings – og en tillidsrefom for at vi for alvor får rykket i den rigtige retning – Det er alt sammen noget vi både organisatorisk og politisk skal kæmpe vedvarende og stålsat for at sikre – ikke hver for sig – men sammen – skulder ved skulder – både som socialrådgivere og sammen med resten af velfærdssamfundets frontmedarbejderes faglige organisationer. Hvis ikke vi gør det og hvis ikke det lykkes, så frygter jeg desværre, at tæppet trækkes væk under både os og vores eksistentberettigelse som faggrupper, velfærdssamfundets sammenhængskraft og den danske model. Det må vi for alt i verden ikke lade ske!
Vi skal stå sammen og stå stærkt gennem stormen – og vi må sikre at vi har både fagligt kompetente, erfarne og handlekraftige ledere til at styre os helskindet gennem stormen. Ikke bare for vores egen– men for fremtidens skyld!
Velfærdssamfundets frontpersonale er under massivt pres fra stadigt strammere økonomi i kommuner og regioner, besparelser og et absurd krav om kontrol som sammen med et uforholdsmæssigt stort bureaukrati, efterhånden tager luften ud af både gejsten, handlekraften og muligheden for at gøre det som det i virkeligheden er meningen at vi skal gøre og er uddannet til, så optimalt som muligt! Det skaber dårligt arbejdsmiljø, uhensigtsmæssige kulturer mange steder, utilstrækkelige resultater i alt for mange tilfælde – og mistillid som vokser på kryds og tværs og forgrener sig til både samarbejdspartnere, borgere og andre – Det er helt galt!
Vi har brug for en tillidsreform!
En reform som medfører at vi – velfærdssamfundets frontpersonale – får rum til og mulighed for at handle, samarbejde og arbejde med primært afsæt i vores faglighed og kompetencer, og som samtidigt styrker borgernes retssikkerhed, skaber større gennemsigtighed og sætter fokus på kvalitet frem for kvantitet.
Det kræver mod – og det kræver handlekraft – dels fra de lovgivende politikere, fra vores fagforeninger og interesseorganisationer – og dels fra de kommunale og regionale politikere som udmønter de lokale og regionale budgetter, personalepolitikker og arbejdsgange. Det er ikke en let opgave – men det er en nødvendig opgave at få taget fat på SAMMEN og ikke hver for sig – uden at miste hverken fodfæste eller kontinuitet i det som vi gør – Rettidig omhu og omtanke er afgørende for at tillidsreformen kan lykkes og ikke ender som endnu et fejlslagent omstruktureringsprojekt, hvor resultatet blot er endnu mindre gennemsigtighed og mere bureaukrati – Det er set før – og der er såmænd også aktuelt fortalere for sådanne omstruktureringer – f.eks de som ønsker at gøre den offentlige forvaltning til en såkaldt netværksorganisation hvor der arbejdes på kryds og tværs af alt og alle i et virvar af kompetencer og roller, som alt andet lige i den offentlige forvaltnings retlige rammer – må efterlade både borgere og personale desillusionerede og fremmedgjorte – det må vi ikke lade ske!
Der skal derimod et noget mere langstrakt og kompliceret forarbejde i gang, hvor der arbejdes på tværs af de relevante faglige organisationer, interesseorganisationer og med inddragelse af de politiske niveauer for at skabe en tillidsreform som både holder i længden og reelt leverer den vare der efterspørges – nemlig bedre resultater, mere gennemsigtighed, mere værdig og medmenneskelig behandling af borgerne, mere forebyggelse og færre borgere som ender på varig offentlig forsørgelse.
Hvordan den endelige reform kommer til at se ud, vil blive afdækket og beskrevet undervejs i dette tætte samarbejde og bør ikke forud for etableringen af dette samarbejde, foregribes i detaljen – men viljen til at der skabes og implementeres en tillidsreform – f.eks med udgangspunkt i Open Public Management tankegangen – den kan og skal vi kæmpe for at fremme – samtidigt med at vi tager initiativ til at få sat det store FÆLLES forarbejde i gang så vi kan nå derhen. I dialog og samarbejde – med afsæt i den viden, de erfaringer og de vilkår og rammer som vi formelt arbejder indenfor – herunder bl.a. grundloven, retssikkerhedsloven, persondataloven osv.
En sådan tillidsreform vil kunne sikre bedre sammenhæng, mere samarbejde, bedre vilkår og rammer for det konkrete arbejde og indsatsernes effekt – og så vil den ikke mindst bane vejen for at komme tilbage til udgangspunktet om at sætte borgeren i centrum i fokus for det som velfærdssamfundets frontpersonale gør og skal gøre – med høj faglighed, anerkendelse og god dømmekraft som pejlemærke.
Det kunne være så godt at nå dertil og det vil jeg, hvis jeg bliver valgt som næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, eller hvis jeg vælges til hovedbestyrelsen, kæmpe for at vi i DS baner vejen for, at vi gør!
Fagforeningernes fremtid er til debat – og lad det være sagt med det samme:
Sikringen af diverse rettigheder, løn og arbejdsvilkår er IKKE kommet af sig selv, og mister fagforeningerne fodfæstet, så er det ganske givet at alt det som vi har tilkæmpet os og sikret vil falde bort og blive erstattet af et langt mere ulige og velfærdsunderminerende system. Lønningerne vil falde drastisk, rettighederne vil blive indskrænket og lønmodtagerne vil stå alene i kampen for at kræve ordentlige vilkår og rammer for arbejdet!
De ”Gule” fagforeninger (som i virkeligheden oftest bare er discount fagforeninger med private bestyrelser uden medlemsindflydelse, uden varetagelses af medlemmernes interesser og uden nogen form for egentligt fagligt arbejde) vinder desværre frem, og truer de etablerede og mere dyre fagforeninger, særligt på prissiden – Mange lønarbejdere og ledige har fået ondt i økonomien og må desværre prioritere deres fagforening fra i de stramme månedsbudgetter – og andre igen prioriterer deres fagforening fra, fordi de ikke oplever at have gavn af at være i en fagforening. Det er skidt! På lønområdet er mange lokale lønaftaler reelt aflyst i dønningerne efter krisen og fejlprioriteringerne i de lokale og nationale budgetter – og arbejdsgivere bruger i høj grad den stigende ledighed og krisen til at presse medarbejderne maksimalt. Det er ret bekymrende!
Truslen om ledighed hænger latent i luften og mange melder ud, at de har fået svært ved at finde tid og lyst til at engagere sig lige så meget som tidligere, i deres faglige organisationer. De fleste ved godt hvor vigtigt det faglige arbejde og den danske fleksicurity model er – men bombarderes også både direkte og indirekte, dagligt med krav om at sikre sig og gøre alt hvad de kan for ikke selv at ende i ledighed og fattigdom. A-kassen vælges derfor til og samtidigt desværre den faglige demokratiske forening fra – når kontingentet bliver for højt og udbyttet heraf er svært at se.
Det er en fatal udvikling, som fagforeningerne må stå sammen om at få vendt – det kan vi ikke gøre alene og hver for sig – Det er noget vi skal gøre i fællesskab! En kontingentnedsættelse vil reelt fjerne fagforeningers mulighed for at påvirke og sikre medlemmernes vilkår og rettigheder i længden – det er ikke vejen frem. Men det er klart at vi er nødt til at se på, hvordan fagforeningerne i højere grad kan finde alternativ finansiering ved siden af medlemskontingenterne. Egne vikarbureauer, udbud af foredrag, kurser og efteruddannelser og andre tiltag kan være en del af løsningen – men vi må og skal altså kigge på andet end kontingentets størrelse.
Det skal kort sagt, kunne betale sig at betale et forholdsvist højt kontingent (indenfor rimelighedens grænser) og det skal være helt indlysende, at det at være medlem af en fagforening er en rigtig god ide! Både for ens egen skyld og – for at beholde det fodfæste og den styrkeposition som lønmodtagerne har opbygget netop gennem fagforeningernes kamp, op gennem det forrige århundrede. Fagforeningerne skal være nærværende, vedkommende og nytænkende – den skal være troværdig, synlig, insisterende og tryg og i en stadig udvikling i takt med at samfundets og medlemmernes behov og ønsker udvikler sig! Det kræver lydhørhed, samarbejde på tværs af faggrupper og ikke mindst et udbredt og udfoldet demokrati i foreningen – et medlemsdemokrati som vokser og spirer nedefra i tæt samarbejde med organisationens lokale og centrale led – Fagforeningers fremtid afhænger altså i høj grad af deres evne til at udvikle sig uden det medfører afvikling – og tilbyde noget unik som deres medlemmer efterspørger og har brug for!
Her er det lederernes ypperste opgave at kunne sætte rammerne for at få udviklet og italesat de visioner og forandringer som skal vokse nedefra og som der skal være et reelt behov for – men det må ikke blive den enkelte leders hypoteser og forestillinger som bliver omdrejningspunkt for de nødvendige forandringer – De skal derimod være i stand til fordomsfrit med afsæt i organisationen som den højeste kontekst, at lytte og skabe rum for at medarbejdernes visioner og behov konkretiseres og organiseres på en sådan måde, at medarbejderne oplever at de opnår både medejerskab og reel indflydelse på de nødvendige forandringer og ikke hverken forføres eller får trukket noget ned over hovedet, af ledere som har travlt med at bevise at de “gør” noget.
En forandringsproces som ikke må blive et navlebeskuende og indadvendt selvophøjet populistisk projekt, om at forandre og ændre på alt det som gør organisationen til det som den er – det har den type forandringer det desværre med at blive – og det en fejl.
Vi skal arbejde og samarbejde med afsæt i de faktiske behov og muligheder der opstår – i en naturlig, tryg og glidende dynamisk proces, med vores samarbejdspartnere og hvor medlemmerne høres og ses og har indflydelse som gør at det slet ikke er et spørgsmål om de vil være med! Her er gennemførelsen af en tillidsreform i det offentlige et stort og vigtigt skridt at sikre bliver taget – og det skal de centrale ledere i høj grad gøre sig til talsmænd og kæmpe for. Det er deres opgave at sikre de rammer som der skal til, for at forandringerne bliver frugtbare og ikke bare ender som så mange andre forandringer, med kaos, ineffektivitet og desillusion fordi de ikke er indarbejdet og forankret i HELE den kontekst som organisationen er en del af.
Vi skal IKKE bare lave en masse omorganiseringer og tro at det så gør alt meget bedre. Vi skal derimod tage fat i den meget sværere proces det er, at gøre det som vi har rigtigt godt og udvikle det skridt for skridt i en dynamisk samklang med de forandringer og den udvikling som vi til enhver tid er en del af – og har del i.
Som den gode Cajus Patronus (Romersk embedsmand under Kejser Nero) sagde det – allerede tilbage i det første århundrede:
”Vi arbejdede hårdt, men hver gang vi begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde enhver situation med omorganisering. Og jeg lærte også hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, medens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivisering og demoralisering”
Valgkampen om posterne som formand, næstformand, hovedbestyrelsesmedlemmer og regionsformand i øst gløder både på Dansk Socialrådgiverforenings hjemmeside, Facebooksiden, i fagbladet og til de valgmøder som Dansk Socialrådgiverforenings 3 regionale organisationer, har arrangeret. Der er blevet skrevet opstillinger, lavet interviews og optaget video med kandidaterne.
Jeg stiller op til posten som næstformand og til hovedbestyrelsen. Fordi jeg har en vision om og tro på, at vi kan gøre en RIGTIG stor forskel, ved fortsat at være synlige og skarpe i vores svar på de social og arbejdsmarkedspolitiske udmeldinger som der kommer fra regeringen, sikre at vi bliver hørt og inddraget i politikudviklingen og blive ved med at kæmpe for at der opnåes forståelse for og viden om hvad det er der skal til, for at vi som faggruppe i langt højere grad kan løse de sociale problemer som vi møder til gavn for de enkelte borgere og for samfundet – både menneskeligt og økonomisk set!
Vi skal samtidigt og i forlængelse af ovenstående sikre socialrådgiverne arbejdsvillkår og rammer for vores arbejde som gør at vi i langt højere grad KAN gøre det, som vi er bedst til – nemlig at være tovholdere og løse sociale problemer. DS er i de seneste år blevet en stærk socialpolitisk aktør – og jeg mener bestemt at denne position skal fastholdes – Men vi skal bruge vores styrke til at få samme vægt på “Det andet ben” – Nemlig at være en fagforening hvor medlemmerne oplever og ser i deres hverdag at vi er der og kæmper for dem – For bedre arbejdsvilkår, mere tryghed i ansættelsen, større indflydelse på de rammer og vilkår vi arbejder under – og bedre muligheder for at opnå efteruddannelse, opkvalificering og indflydelse – både lokalt og centralt!
Vi skal hverken tage parti for den ene eller anden fløj men for vores fag, vores medlemmer, organisation og borgerne som reelt har brug for vores tidlige og helhedsorienterede, individuelle hjælp.
Der skal efter min opfattelse, kort sagt være sammenhæng! Sammenhæng i vores indsatser, i vores arbejde, mellem forskellige faggruppers indsatser, erfaringer og viden. Sammenhæng mellem uddannelse og praksis, mellem stat, primær og sekundær sektor og mellem organisationens mål og interesser, vilkårene for vores virke, vores faglighed og de politiske mål og midler.Det betyder at medlemmerne fortsat i høj grad skal inddrages og høres i foreningens arbejde, både udadtil og indadtil – for at foreningen fortsat kan gå på 2 ben for at sikre at der er balance mellem arbejdet for at sikre medlemmernes løn og arbejdsvilkår OG at foreningen er en synlig og uomgængelig aktør på den socialpolitiske scene, med afsæt i vores proffesionsmission.
Med andre ord vil jeg kæmpe for både at sikre så optimale vilkår og rammer for vores arbejde, som muligt både for udfoldelsen af vores faglighed og for vores medlemmers løn og arbejdsvilkår. De 2 dimensioner kan ikke skilles ad men er meget tæt forbundne fordi, fungerer den ene del ikke – så gør den anden del heller ikke!
Og så vil jeg kæmpe for at vi får sat behovet for afbureaukratisering på dagsorden og beskrevet så det ikke kan misforståes!
Bureaukratiet har, mener jeg, taget overhånd og spænder langt de fleste steder, desværre ben for at vi kan bruge vores ressourcer og kompetencer til det som vi er bedst til. Der er brug for at vi påtager os rollen som dem der påpeger og påviser hvorfor det er nødvendigt med en gennemgribende afbureaukratisering og øget tillid til den faglighed og de kompetencer som vi har som socialrådgivere!
For at det kan lykkes, skal DS gennemslagskraft og synlighed både bevares og revitaliseres i forhold til medlemmernes interesser, indflydelse og medejerskab!
Jeg vil gerne, som næstformand og i HB, bruge mine kompetencer, mit netværk, mine erfaringer og min viden, til i samarbejde med vores medlemmer at stille skarpt på det, som jeg mener, er vores ypperste mission, nemlig at være MEDLEMMERNES fagforening samtidigt med, at vi til stadighed synliggør at vi som socialrådgivere har en utroligt vigtig funktion i både det frivillige, offentlige og private Danmark – Vi har en helt unik viden og faglig ballast med os som gør at vi ved hvordan vi løser og forebygger sociale problemer i en proces med mennesket i centrum. Det skal vi naturligvis gøre med afsæt i princippet om ret og pligt, men vi må samtidigt ikke miste fokus på nødvendigheden af, at vi har rammer og vilkår for vores arbejde som gør at vi KAN gøre det som vi ved, er socialrådgiverfagligt rigtigt og bedst at gøre.
Det er en balancegang, som jeg mener vi skal kunne mestre!
Christiansborgs politikere falder sædvanen tro over hinanden for at komme til med tiltag og love som gør noget effektivt ved misbrug, vold og misrøgt af børn, senest med overgrebspakken hvor socialministeren med 300 mio kr fra satspuljen vil kræve at kommunerne reagerer hurtigere og griber tidligere ind overfor underretninger om vold, misbrug og misrøgt – bl.a ved at gøre det muligt at inddrage politiet tidligere, og ved at kræve at der højst går 24 timer, før der reageres på en underretning.Det er vældigt godt at man vil gøre noget – men jeg synes der er nogle elementer som der til stadighed ikke tages højde for, og problemer som man vedvarende lukker øjnene for.For det første så er satspuljemidler tidsbegrænsede og i virkeligheden til for at sikre projekter og tiltag ifht udsatte – pengene tages nemlig fra overførselsindkomsterne ved at man ikke lader dem stige i takt med den øvrige lønudvikling, men i stedet bruger dem på satspuljen. En pulje som selvsagt er lavere end nogensinde da der er reallønsnedgang på de fleste områder. Ved at bruge satspuljemidler på B&U området i stedet for at opprioritere området på finansloven, bliver indsatserne tidsbegrænsede og samtidgt vil der altså være en hel masse udsattearbejde som der ikke er råd til!
Satspuljemidlerne burde iøvrigt også være finanslovsfinansierede men det er en anden debat.
For det andet er der brug for mere tid og bedre muligheder – flere redskaber til at lave et individuelt tilrettelagt, forebyggende og helhedsorienteret socialt arbejde overfor de sårbare familier – mindre bureaukrati og større tillid til socialrådgivernes dømmekraft og faglighed UDEN generaliserende og tidsrøvende krav om at feks at skulle oprette sager og iværksætte netværksmøder mm i alle de tilfælde hvor der underrettes uanset karakteren heraf – og omvendt også mulighed for at gribe bedre og mere helt ind i de sager hvor det er evident, at barnet hurtigst muligt, skal beskyttes mod forældrenes fysiske og psykiske overgreb, vold osv.
Faglig og organisatorisk frihed til at handle fagligt helhedsorienteret og kompetent med ufravigeligt fokus på hvad der er i barnets interesse at der sker – er hvad der er brug for! Vi skal jo ikke fjerne børn fra alle familier hvor der er midlertidige kriser f.eks arbejdsløshed men i stedet sætte ind med støtte til at understøtte barnet og få familien på benene igen – og vi skal selvfølgeligt heller ikke lade børn blive i hjem hvor de udsættes for overgreb og vold – Jeg synes det ville være RIGTIGT rart hvis politikerne på Christiansborg lyttede mere til de eksperter og det frontpersonale som står med denne opgave og ved hvor skoen trykker i stedet for blot at udstede et skonummer mindre eller et indlæg som de tror vil få den til at trykke mindre!
Jeg har som socialrådgiver og jobkonsulent – og som frivillig socialarbejder – mødt en del af de mennesker som langt fra er – eller bliver – arbejdsmarkeds- eller uddannelsesparate – men derimod ofte havner på kanten af samfundet, i samfundsfjendtlige sub – og modkulturelle grupper eller i ensomhed – og når de når 40-50 års alderen er de ofte blevet så skadede på krop og sjæl at en førtidspensionssag bliver relevant at indlede.
Det er IKKE et midsundelsesværdigt eller godt liv, som disse mennesker har eller har haft på kanten – og det er IKKE noget de reelt har valgt. Det er som oftest noget de er blevet drevet ud i – allerede fra starten af! Den triste virkelighed er nemlig at de ofte er blevet tabt allerede i folkeskolen, hvor de grundet store sociale problemer og manglende rettidig hjælp, ikke har fået de helt basale færdigheder med sig.
Mange har været igennem et forløb af anbringelser og hjemtagelser mellem børnehjem, plejefamilier, insitutioner og familie, som alle svigtede på hver deres måde – en kriminel løbebane, misbrug og et netværk bestående af unge som stod i samme situation. Modviljen og mistroen mod systemets repræsentanter er ofte ved indledningen af voksenårerne voldsom stor, og trygheden og identiteten er forankret i de sub – og modkulturelle grupperinger og eller i et misbrug med ensomhed og store psykologiske/ psykiatriske problemstillinger til følge.
Kompetencer og reelle muligheder for at opkvalificere og uddanne sig er forsvindende
lille og hjælpen som man tilbyder i jobcenteret ses ikke som hjælp, men som mere overgreb og svigt – og således er der en ond spiral sat i gang allerede før de overhovedet har fået fodfæste i voksenlivet. Det er det, som vi, som samfund skal gøre noget ved – ikke først EFTER skaden er sket og er vokset eksponentielt men FØR den sker!
Det KAN vi, med forebyggende, tidlige og helhedsorienterede indsatser i udsatte familier og i daginstitutioner og skoler. Når først problemerne er vokset helt ud af proportioner i 40 – 50 års alderen, er det som tsunamier man forsøger at standse med et stykke bølgepap. Det kan man ikke. Man må redde stumperne og gøre det bedste for, at disse mennesker i det mindste får noget stabilitet og en værdig afslutning på det barske liv de har haft. Men det burde jo slet ikke være sådan fra starten af!
Vores nye socialminister Karen Hækkerup har taget fat på finansieringsproblemerne på B&U området i kommunerne. Desværre tager hun som sine forgængere alene afsæt i anbringelserne og inddrager ikke det forebyggende arbejde, familiearbejdet og hele den flerspektrede og mindre indgribende forvaltningstrappes muligheder og mangel på samme – på grund af ressourcemangel, i kommunerne.
Fra DKNyt – 11/1/12:
“Jeg lægger op til, at vi skal have ændret på finansieringen for at sikre, at der ikke er nogen børn, som ikke får den rigtige hjælp, fordi kommunen skal spare, siger Karen Hækkerup.
Helt konkret vil jeg rulle den centrale refusionsordning et par år tilbage, så en kommune altså fremover, vil kunne få en større del af sine omkostninger refunderet, for de dyre anbringelser.”
Jeg er mildest talt skuffet over den visionsløshed der præger udspillet. For det første tilbagerulles der kun – besparelserne fortsætter altså under alle omstændigheder på refusionsområdet – det tegner ikke godt for B&U indsatserne ude i kommunerne. Antallet af forkerte anbringelser vil vokse – og dermed antallet af familieskæbner som både kunne og skulle have været undgået!
Det er da ikke det vi vil! Venstrefløjen vil da meget andet – og mere end det! Og vi vil da gøre det meget bedre! Vi vil da sikre at ALLE børn får en god og tryg opvækst – og sætte så tidligt og forebyggende ind vi kan – for alle parters skyld!
Vi ved, at anbringelser i netværket er det langt bedste – at institutionsanbringelser bør forbeholdes handicappede/ skadede/ kriminelle børn/ unge – og at det helt afgørende for at den negative sociale arv ikke skal fortsætte – er et positivt forhold til de biologiske forældre – og at man prioriterer det sociale miljøarbejde med både børn og forældre, som i bedste fald har det som mål, at barnet atter kan hjemtages – evt med fortsat støtte i skole/ hjem.
Ved udelukkende at fokusere på anbringelser i et udspil som skal modgå den utilstrækkelige ressourcetildeling til området, skaber man et økonomisk incitament til flere anbringelser – og mindre forebyggende arbejde, familiearbejde og forebyggende arbejde! Altsammen noget der desværre generelt ER for lidt af i kommunerne, efter flere års blodbade på de kommunale budgetter under VKO. Her er brandslukning blevet hverdag i kommunerne, hvor man de fleste steder må se langt efter de forebyggende, mindre indgribende foranstaltninger, og hvor de få ressourcer bruges på de allerværste – eller mest synlige sager – mens stadigt flere kommer til, netop i fraværet af de tidlige, forebyggende indsatser.
Det der skal til er jo en generel opprioritering af området, både ressourcemæssigt – og hvad implementering af viden og erfaringer angår. Der skal sættes anderledes – mere helt og langt tidligere ind – og så skal vi ikke mindst sikre at DE børn som vi af GODE saglige og faglige grunde, vælger at anbringe udenfor hjemmet – at de har og FÅR et godt liv – At de IKKE mister deres forældre, søskende og andet familie, og at der er en håndfast plan for hvad der skal ske med såvel barn som forældre EFTER selve anbringelsen – En plan hvis sigte i bedste fald er hjemgivelse, hvor den røde tråd – målene er kendte og noget der arbejdes aktivt henimod, af alle parter.
Det véd vi godt alt det her – Det er det som viden, erfaringer og forskning fortæller os – og noget som vi naturligvis skal sikre bliver gjort til vores virkelighed med en rød regering ved magten, hvor anbringelser ALDRIG bliver gjort til en økonomisk gulerod for kommunerne, fordi vi ved bedre!
Valentins Hjerterum 