Debatindlæg i Fyns Stiftidende, Mandag 14 Juli 2008
Venstre har netop meldt ud, at de vil indføre en tidsbegrænsning på førtidspension, hvilket i praksis betyder, at man vil genvurdere hver tilkendelsessag hvert 4.-5. år og altså efterprøve, om vedkommende stadigvæk er berettiget til at være førtidspensionist.
Det lyder måske for utrænede ører som en god og rimelig idé, men når man, som jeg, ved hvor syge, marginaliserede og handicappede borgere skal være for overhovedet at få tilkendt førtidspension, så vækker det bekymring og oprigtig harme.
Endnu en gang går det ud over samfundets svageste borgere. Jeg synes ærligt talt, de skulle skamme sig – hvor er det direkte uanstændigt og under selv VKO-blokkens laveste fællesnævner på denne måde at blive ved med at skyde med skarpt på dem, der ikke har kræfter, stemme eller mulighed for andet end at tage imod.
Der har efterhånden længe været tiltagende stramninger og en uhørt inhuman og meget skarpt sanktionerende kurs over for de borgere, der bevæger sig ud på den overlevelsestur, det ofte er at søge om at få førtidspension.
Som en del af denne skrappe diskurs har man i de seneste år fundet på diverse krumspring og mere eller mindre fantasifulde idéer om, hvordan man får dem, der allerede er inde i førtidspensionssystemet, ud igen.
Grunden til, at man ønsker at indføre denne lovgivning, tror jeg, desværre er, at man i Venstre har nogle helt urealistiske forestillinger om habitus, ressourcer og faktiske handlemuligheder for samfundets svageste.
Man forestiller sig, tror jeg, at disse borgere blot skal opdrages gennem gestaltpædagogik, så lærer de det nok, men virkeligheden er langt mere kompliceret, trist og uforudsigelig end det.
Der er i virkeligheden kun ganske få borgere, som bevidst har valgt at være afhængige af det offentliges barmhjertighed og hjælp.
Tillad mig at pointere: Man bliver ikke rig af at være borger på overførselsindkomst – på længere sigt kan man faktisk og helt reelt tale om, at man bliver såvel økonomisk som menneskeligt ruineret.
Det er i praksis i de fleste tilfælde en meget lang og opslidende proces at blive prøvet i en sag om førtidspension, men det kræver loven. Man skal lede i enhver tænkelig afkrog af borgerens liv, familie, netværk, ressourcer og lokalmiljø efter noget, der kunne tyde på en restarbejdsevne, der eventuelt kunne bruges et eller andet obskurt sted.
Valentins Hjerterum 