Der er et historisk efterslæb i psykiatrien. I såvel ressourcer, som prioritering og udvikling. Et efterslæb, som desværre OGSÅ er dybt kulturelt forankret.
Psykiatrien er blevet et decideret politisk smertensbarn.
Ingen partier tør sige, at de ikke vil prioritere og styrke psykiatrien. For de fleste VED godt at det er nødvendigt. Men det halter noget med handling.
Der er nemlig, desværre flere stemmer i og mere interesse i, skattelettelser, dagpenge, folkeskoler og tørklædeforbud, end der er i psykiatri.
Det er desværre de hårde facts, som står tilbage når man ser på, hvor lidt handling der reelt lægges bag løfterne til psykiatrien.
Valgkampshæfteplaster til 2,2 mia
De “nye” 2.2 mia er absolut tiltrængte – men det er altså blot et valgkampshæfteplaster på et åbent benbrud.
De 2,2 mia skal fordeles til 5 regioner og 98 kommuner. Ca ½ til regionerne og til kommunerne. Dvs ca 1,1 mia til de 5 sygehuspsykiatrier – altså i runde tal ca. 230 mio pr region – Det er naturligvis en del – men det er der også brug eftersom de fleste regioner kæmper med efterslæb og problemer, samt med at få renoveret og udviklet i psykiatrien som det sker i somatikken med akutsygehusplanen. I kommunerne er det lige så galt og der skal begge steder bruges ressourcer på at få skabt bedre og mere sammenhæng – alt imens man ser at der i forvejen slet ikke er prioriteret ressourcer nok til denne vigtige indsats. Hverken i kommuner, regioner eller stat. Men kommuner – regioner og staten prøver i det mindste – det er folketingets modvilje mod at give psykiatrien både de her og nu, nødvendige ressourcer – og ressorcerne til til en metode og -kulturforandring gennem en decentralisering og nytænkning af psykiatrien, det halter med.
Men det er op ad bakke. Der bruges samlet ca ca 7 mia på psykiatrien om året – i hele landet – i modsætning hertil bruges der ca 140 mia om året på somatikken.(2011 tal – Økonomi og Indenrigsministeriet).
Selvom psykiske sygdomme udgør 20 % af den samlede sygdomsbelastning iflg. WHO (Region Syddanmark, 2007) er psykiatriens andel af de samlede sundhedsudgifter altså kun 5 %.
Som patienter og pårørende, behandles endda selve psykiatrien fortsat, som et råddent æg – fordi man ved at der i virkeligheden er brug for en reel større indsats og omstrukturering af psykiatrien – akkurat som det sker i disse år med vores somatiske sygehuse. Danmarkshistoriens største omstrukturering og modernisering af sundhedsvæsenet. Men psykiatrien er der ikke givet penge til!
Private løsninger og LEAN er en glidebane
Her har må man i regionerne, måtte ty til private og halvprivate løsninger, samarbejder, innovation mm (OPP/OPS /OPI) – for ikke at få hægtet psykiatrien helt af!!! Dermed er psykiatrien mange steder på vej til, at blive mere eller mindre privatiseret og altså gjort til genstand for markedskræfterne.
(Læs: Genstand for LEANtænkning og besparelser).
Det er kortsigtet, og ender i værste fald, med, at blive et både meneskeligt og økonomisk dyrt eksperiment! .
Og baggrunden er, sørgeligt nok, at folketinget også HER svigtede psykiatrien og undlod at inddrage den i akutsygehusplanen. Det var meget få reaktioner der kom om det. Men alle snakkede bare videre og snakker endnu, om alt det gode de vil for psykiatrien og kommer med velanrettede valgkampsdryp på den glohede jord under psykiatrien.
Men hvad er løsningen så?
Først må årsagssammenhængen erkendes. Det handler for mig at se, dybest set om man skal erkende, at psykiatrien slet ikke burde finansieres og organiseres, som den bliver. Og er blevet ALTID. Selvom vi jo har RET så meget viden og erfaring at trække på fra bl.a Lapland og Trieste, erfaring og viden som SAMTLIGE partier klapper af, så sker der tilsyneladende ligesom ikke noget., der batter!
Psykiatrien forsømmes og protesterne holdes nede
Men psykiatrien ER stærkt forsømt, på mange måder – og den kan slet ikke komme til at fungere anstændigt, medmindre der tilføres VÆSENTLIGT flere ressourcer. Det der foregår mange steder er groft sagt, mere brandslukning af katastrofer – og så SATSpulje-projektmageri – som har til formål at tilfredsstille alle os med visioner for psykiatrien – og at fremstille psykiatrien som fremsynet og i udvikling.
Der mangler reel politisk vilje!
Det handler jo om politisk vilje til at få sat HELE psykiatrien på finansloven og afsætte tilstrækkelige ressourcer til at den kan fungere anstændig OG blive udviklet. Men den er der i virkeligheden ikke, denne politiske vilje, ser det ud til. For det gør jo ondt i prioriteringerne – for det kræver jo at man finder de her ressourcer et andet sted. Så det bliver ved med at være små dryp op til valgkampe og så ellers bare ord og laden stå til. Det er ret skuffende!
Et handlingslammet folketing og en politisk døsende befolkning
Men vores folketing er tilsyneladende politisk handlingslammet i en stor grå substans af konsensus og nødvendighed. Når valget er ovre, fortsætter alt sandsynligvis i sin vante gænge med lidt blafren til højre og venstre i ny og næ. Sådan for at vi ikke skal falde helt i søvn.
Hvor er protesterne?
Det er muligt at holde protesterne over hvordan man behandler psykiatrien nede, fordi psykiatriens udfordringer også er kulturelt forankret – I vores tilgang til psykisk sårbarhed, psykisk sygdom – og i det hele taget de mindre attraktive dele af vores og andres adfærd og/ eller personlighed. Vi er desværre knapt så rummelige og tolerante, som vi går og tror og bilder os selv og hinanden ind….Det er vi i virkeligheden, de fleste af os, mest kun overfor dem vi beundrer eller som ligner os selv. Hvilket mange undersøgelser desværre vidner entydigt om. Vi har ondt i rummeligheden og tolerancen i det virkelige liv, når det kommer til stykket. Men bilder os selv og hinanden ind, at SÅDAN er vi i hvertfald ikke.
Behov for MANGE forskellige ressourcer.
Det er der, der er behov for de allestørste ressourcer – i form af indsigt og viden fra de politikere som skal beslutte, at vi ligesom med de somatiske sygehusvæsen, skal lave en historisk satsning på en ændring af vores psykiatri – men – den skal i modsætning til somatikken, ikke centraliseres, men decentraliseres og inkorporeres i mange led, i samfundet – med inspiration fra bl.a Lapland og Trieste.
For at det kan ske, må alle med den fælles vision om en dansk lapland/ Trieste tilgang, alle dem med begejstring for og indsigt i den gode – fremtidens psykiatri, finde ud af, at stå sammen. Og kæmpe for det.
Jeg tænker at nogle flere stærke kræfter burde bruge kræfter og tid på, samle alle psykiatriens interessenter i en stor forening med det formål at udøve politisk pres – det tænker jeg fordi, som det er nu, ser det ud til at diverse organisationer, patientgrupper, faggrupper mm – er splittede og har svært ved at finde det nødvendige fodslaw der skal til, for at skabe mere reel politisk indflydelse!
Behov for øget politisk pres!
Men det ser desværre ud til at vores politikere skal presses til, at gøre alt det gode for psykiatrien som de siger, de vil. Det vidner både historien, frem til nu, og den aktuelle modstand mod indrulering af handicapkonvention og Børnekonvention, i Dansk lovklart og tydeligt om.
Det er meget bekymrende, at de overhovedet behøver OVERVEJE om de vil indkorporporere disse konventioner! Det er en skandale at det arbejde ikke er sat i gang for længst og bragt til ende – i modsat fald er vores konventioner og flotte ord ikke det papir værd, de er skrevet på.
Læs mere her: http://www.altinget.dk/artikel/menneskerettigheder-splitter-regeringsudvalg
Der er brug for en dansk udgave at Trieste/ Lapland/ Åben Dialog modellen
Det vil, tror jeg, i sig selv skabe den kulturændring som der skal til, at indføre en dansk model af den nære, lokalt forankrede og terapeutiske psykiatri, hvor patienten er medspiller, og hvor psykiatri ikke er noget der gemmes væk og ses ned på. Hvor kun svært syge psykiatriske patienter opholder sig på psykiatriske sygehuse i længere perioder, hvor der er lokale akutpladser og indsatser som integrerer og afstigmatiserer – og ikke mindst får bugt med den sygelige overmediciniering og overdiagnosticering, som HELE vores sundhedsvæsen er blevet politisk befængt af!
Det vil ikke alene være langt bedre for patienterne, de pårørende og de ansatte. Det vil også være rigtigt godt for samfundsøkonomien på sigt, og sidst men ikke mindst, vores kultur og for vores udvikling af reel tolerance og rummelighed, i den mangfoldige verden, vi alle er en del af ❤
Forebyggelse, og en tidlig, decentral/ lokal individuel helhedsorienteret indsats.
Forebyggelse, og en tidlig, decentral/ lokal individuel helhedsorienteret indsats er, akkurat som ifht til det sociale område og beskæftigelsesområdet, også ifht psykiatrien, vejen frem.
Lad os nu se at få draget ordenlig omsorg for og få helbredt vores smertensbarn.
Det er på høje tid! Både menneskeligt, kulturelt, samfundsmæssigt og økonomisk set. Det handler sådan set kun om at prioritere og beslutte det. Der er , i min optik, INGEN argumenter for, ikke at gøre det.
Man kunne jo gøre det med inspiration fra og i samarbejde med, bl.a Lapland og Trieste 🙂
Mette Blomqvist Valentin – 27/8-2014
Valentins Hjerterum 