Fremtidens sygehusvæsen kan blive skræmmende koldt

Kronik i Vejle Amts Folkeblad, Torsdag 27. November 2008

Af Mette Valentin

Der lægges i øjeblikket op til en stadig større forandring af det offentlige sygehusvæsen, både hvad angår sygehusenes tilgængelighed, størrelse og ikke mindst behandling af patienterne. Der er stor risiko for at fremtidens sygehusvæsen kan blive en skræmmende kold størrelse.

Der mangler nemlig i stigende grad personale og ressourcer i det offentlige sygehusvæsen, og man er derfor naturligvis begyndt at se på mulige løsninger der kan være med til at sikre at så stort et antal af patienter som muligt vil kunne få den behandling de har brug for. Fokus er først og fremmest helbredelse af konkrete fysiske og psykiske lidelser og sygdomme, og man er derfor begyndt at se på hvordan man med den nyeste teknologi kan erstatte en del af det ikke direkte behandlende arbejde med højteknologiske løsninger som robotter og lignende.

Jeg så i sidste uge en reportage fra et norsk sygehus som er blandt de førende indenfor denne nye højteknologi, en umiddelbart tiltalende løsning som sparer sygehuset for mange lønudgifter til alm servicearbejde, penge som på sigt i stedet bruges på ansættelse af flere læger og sygeplejersker.

Patienterne var udstyret med en touchscreen hvor de kunne logge sig ind og få diverse informationer samt se tv og andet. På den måde sparer man tid og dermed penge, idet der ikke længere er brug for personlig kontakt til alle de små ting i hverdagen som patient på et hospital.

Men det var også et koldt og upersonligt sygehus der blev vist frem – et sygehus hvor den medicinske sociologi var fjernet fra dagsorden, hvor den ensomme patient stod tilbage på nethinden da reportagen var slut. Jeg blev også efterladt med en tanke på de ældre og på de ikke ressourcestærke patienter for hvem dette touchscreen og fraværet af tid og omsorg fra personalet må kunne opfattes som særdeles skræmmende og være med til at afholde dem fra at gå til lægen i rette tid.

At være syg og ligge på hospitalet er helt enkelt ikke særligt rart. Alt efter hvem man er, hvad man fejler, hvad der skal ske/ er sket og hvor lang tid opholdet kan forventes at vare, påvirker en indlæggelse alle patienter forskelligt, og det er som direkte følge heraf naturligvis forskelligt hvilke behov man har for social kontakt og behandling i indlæggelsesperioden. Det betyder også meget i hvor høj grad pårørende kan og må være der, ligesom det er vigtigt at vide sig sikker på at man hverken mister hus, familie eller forsørgelse i indlæggelsesperioden.

Det kan være ensomt og forbundet med mange tanker at være indlagt på sygehuset, og her er det afgørende at der er en individuel, personlig og stabil kontakt mellem plejepersonalet, patienten og medpatienter.

En del forskning indenfor den medicinske sociologi peger da også på at hurtig restitution og helbredelse i høj grad er afhængig af et fokus på patientens sociale tilstand og behov. Det er således påvist at restitution og helbredelse sker meget hurtigere og med mere varig effekt når der har været draget omsorg for patientens samlede psykosociale tilstand og der har været sat en decideret indsats ind for at sikre elementer som ernæring, muligheden for dialog og personlig kontakt med personalet i indlæggelsesperioden.

Med den store mangel på ressourcer, læger og sygeplejersker samt nedlæggelse af de små sygehuse bliver disse aspekter af behandlingen desværre nødvendigvis nedprioriteret og overset i planlægningen af fremtidens sygehusvæsen. Det er nemlig først og fremmest centralt at behandle de konkrete lidelser og sygdomme patienterne bliver indlagt med. Det kan man ikke være uenig i.

Jeg vil derimod tilade mig at være uenig i, at lade det blive ved det, og således bare acceptere at fremtidens sygehusvæsen bliver en kold og upersonlig størrelse.

Jeg mener det er uhyre vigtigt at tænke videre og arbejde målrettet på at skabe og finde innovative og alternative løsninger, der dækker den socialmedicinske og psykosociale side af behandlingen.

Jeg sigter specifikt på en udbyggelse af det præ – og posthospitale beredskab samt en udvidet rekruttering af omsorgspersonale. Et personale som kan hjælpe, støtte, drage omsorg og tage sig den nødvendige tid til en snak.

Det præ – og posthospitale beredskab skal efter min mening styrkes dels i et udvidet nærmiljø/ hjemmetilbud, og ikke mindst ved etablering af sundhedscentre med et bredt tværfagligt beredskab af læger, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, speciallæger, socialrådgivere og pædagoger. Jeg forestiller mig at nogle af de gamle nedlagte hospitalsbygninger kunne anvendes til etablering af kombinerede ældre – sundhedscentre, hvor der er en bred vifte af tilbud tilknyttet – lige fra egentlige plejehjemspladser til rekonvalens- og restitutionspladser og som nævnt alm sundhedsarbejde, både en direkte sygdomsbekæmpelse og en forebyggende indsats. Jeg kunne i forlængelse heraf forestille mig at man tilbyder studerende boliger i tilknytning til de gamle sygehuse, i de gamle læge – og sygeplejerskeboliger. De studerende kunne dermed opnå bolig samtidigt med at der ville være mulighed for at få studiejob i ældre-sundhedscenteret som så den måde samtidigt vil kunne være med til at bygge bro mellem generationerne, og rekruttere studerende til de sundhedsfaglige uddannelser.

Dette studiearbejde kunne f.eks være det førnævnte nye fagområde i fremtidens sygehusvæsen – nemlig det egentlige direkte omsorgspersonale som yder den uhyre vigtige indsats at sikre patienter og ældres psykosociale behov dækkes individuelt og uden det samtidigt går ud over tiden til den egentlige såkaldt somatiske og psykiatriske behandling for sygdomme og lidelser.

Dette personale skal alene have den opgave at varetage disse sociale behov. Rekruttering kunne f.eks ske delvist gennem et øget brug af frivillige (lidt a´la den amerikanske model hvor mange tager frivilligt arbejde på hospitalerne – et arbejde som alene retter sig mod den sociale side af behandlingen). Rekruttering kan også ske gennem ansættelse af ældre, førtidspensionister, studerende og andre som ønsker at lave et stykke frivilligt arbejde, eller er villige til kun at arbejde nogle timer om ugen.

Det jeg vil frem til er, at det ER muligt aktivt at modarbejde at fremtidens offentlige sygehusvæsen bliver en skræmmende kold størrelse, og det mener jeg faktisk vi har en forpligtigelse til at gøre. Andet kan vi simpelhen ikke være bekendt. Fremtidens offentlige sygehusvæsen skal være effektivt men for at det virkeligt bliver det, er det utroligt vigtigt at sikre at de varme hænder og hjerter også bliver en del af sygehusenes – og ikke mindst patienternes hverdag.