Debatindlæg i Kristeligt Dagblad, 26. maj
2008 :
Danmark anno 2008 – ikke for børn
26. maj 00:00 De udsatte børn opdages ikke i tide, og når de opdages, har kommunerne ikke penge til at vælge den bedste løsning for dem
| Debat (1) |
| Udskriv |
| Tip en ven |
Virkelighedens eksperter inddrages og høres sjældent i de kritisable enkeltsager, der dukker op, hvor udsatte børn svigtes. Og der er store udfordringer og barrierer på området, fordi de økonomisk knæsatte kommuner ikke har råd til hverken at forvalte rigtigt, adækvat, helhedsorienteret – eller i tråd med lovgivningens grundlæggende værdier.
Socialrådgivere er underlagt et absurd stort sagspres, der er øget bureaukratisering, kontrol og detaillovgivning, som ændres og opdateres næsten dagligt, og det betyder også, at kompleksiteten i de hjælpsøgende familiers problemer øges.
De udsatte børn opdages ikke i tide, og når de opdages, har kommunerne ikke penge til at vælge den bedste løsning for dem.
RESULTATET BLIVER overordnet set, at vi som samfund omsorgssvigter børn og fratager dem muligheden for at få en barndom, hvor leg, læring og udvikling i trygge rammer er en selvfølgelighed. Det kan vi ikke være bekendt. Vi kan gøre det meget bedre end det.
Det er helt afgørende, at vi på et politisk plan varetager de udsatte børns vilkår og trivsel på en ansvarlig, helhedsorienteret og gennemtænkt måde. Der skal gøres noget ved problemerne, og eftersom mange kommuner i dag ikke har det økonomiske råderum til at hjælpe de udsatte børn, må et ansvarligt folketingsflertal sørge for, at der findes en anden finansiering af en sikring af de børns rettigheder og trivsel.
Danmark skal også være for børn, nu og i fremtiden. Det kæmper vi for.
Mette Valentin er socialrådgiver og bachelorstuderende
Valentins Hjerterum 
16. marts 2009 kl. 17:29
Børn er ikke postpakker
Som kan henlægges til senere afhentning!
Og barndommen genudsendes ikke!
Når børn IKKE vokser op og regelmæssigt samt ofte MØDER deres biologiske nære families varme kærlighed, sker der noget ganske uopretteligt!
Det går desværre for ofte sådan, at en kommune måske ser sig vrantne på HELE det anbragte barns familie, således at både barn og familie kommer til at lide i årevis derunder!
Barnet føler måske – uden ord, at deres familie IKKE er velkommne, eller de opfattes som besværlige! Skyldes dette mon, at de forskellige sagsbehandlere, pædagoger og afløsere, der i mange tilfælde defilerer ind over det anbragte barns liv, IKKE selv forstår hvor VIGTIGT det er for barnet, at de bibeholder deres kontakt til familien?
(Så vidt vides havde Skodsborg børnesanatorium med daværende Charlotte Guldberg som forstander en af de bedste måder at håndtere både det anbragte barns længsel og dets undertiden “svigtende” forældre på. Med STOR kærlighed og utrolig tålmodighed! Var det derfra, at bogen: “Den nænsomme anbringelse” kom?
Bare tænk på hvordan ældre mennesker ofte henfalder til at fortælle i en uendelighed om DERES barndoms- og ungdomsminder, hvor stemninger, fotos og minderige steder har STOR betydning!
Hvordan tro, at anbragte børn, der f. eks. vokser op på forskellige døgninstitutioner og muligvis ydermere i flere forskellige plejeforhold, alt efter diverse kommuners forgodtbefindende og pengepung, nogensinde får deres BEHOV for slige varme minderige stunder at se tilbage på?
Mormor Kirsten