Arbejde udformer Identitet

Af Mette Valentin

Beskæftigelse

Henriette Kjær skriver i sit svar til min kronik (Bragt i F.S, tirsdag 28. okt. 2008 :”Ledige hænder kan ikke altid bruges“. red.)  at lysten og viljen til at arbejde findes i alle sunde mennesker. Det har hun jo ret i, men man må samtidigt forstå hvorfor, det er vigtigt at have et arbejde.

Det er netop det, min kronik handler om, nemlig det faktum at ens arbejde i høj grad er med til at forme og udvikle den identitet og det tilhørsforhold, man har til omverden, ligesom ens personlige arbejdsidentitet (eller mangel på samme) i høj grad udspringer og defineres af de ressourcer og barrierer, man har fået med sig i livet af ens sociale netværk, baggrund, skolegang, kultur, lokalmiljø, samfund osv.

De fleste borgere opbygger gennem uddannelse og erfaringer således en arbejdsidentitet, som de kan bevæge og udvikle sig med og i inden for et dynamisk men dog afgrænset arbejdsområde, som i en vis grad passer til disse parametre. Her bliver de en del af et kulturelt, socialt og fagligt fællesskab.

Det kan f.eks. være inden for det afgrænsede område, der har med administration at gøre, hvor det jo helt naturligt ikke ville være en stor identitetsbarriere senere at lade sig omskole fra sekretær til bankassistent, da der i bund og grund er tale om ensartede kulturer, ressourcer og kvalifikationer inden for disse fag, blot udøvet på forskellig vis.

Det vil heller ikke være et større identitetsproblem at gå fra at være pædagog til at blive lærer, men igen, der findes et fælles fagligt fundament i disse fag, som med stor sandsynlighed i de fleste tilfælde vil gøre en omskoling til en interessant udfordring og mulighed for udvidelse af kompetencer og kvalifikationer.

Henriette Kjær bruger et eksempel om, at en, der har mistet et job i byggebranchen, blot kan finde ansættelse i transportsektoren via en kortvarig omskoling. Det vil jf. ovenstående argumentation næppe være et problem for de fleste – det har hun jo ret i.

Men det er jo heller ikke disse skift inden for et afgrænset område, der er et problem. Problemet er, at vi jo ikke kan omskole alle murere til at være bus- eller lastbilchauffører.

Det ville næppe løse beskæftigelsesproblemerne i sundhedsfagene !!!

Fyns Stiftidende har valgt at afkorte mit indlæg så resten af mit svar ikke er bragt. Det er ofte sådan at der bliver afkortet eller ændret i ens indsendte materiale, men lige netop i dette tilfælde synes jeg at resten burde have været taget med, for helhedsforståelsens skyld.

Jeg bringer derfor herunder resten af mit svar til Henriette Kjærs kommentarer på min kronik :

Det er nemlig en helt anden sag når en murerarbejdsmand f.eks skal lade sig omskole til at blive sygeplejerske (et fag hvor der reelt i dén grad, mangler hænder i disse år) det ville nemlig være et identitetsskifte som kræver en usædvanlig høj grad af psykologisk fleksibilitet og omstillingsevne i flere dimensioner. Både for mureren, hans netværk og familie, og for hans potentielle fremtidige arbejdsgivere. Han vil herudover også blive konfronteret med at miste indtægt i en så høj grad at det vil true hans families økonomiske fundament at han omskoles. Han vil ligeledes med stor sandsynlighed skulle rejse langt, da der kun er 2 sygeplejeskoler i hele landet. Her må han påregne at skulle afholde udgifter til en bil, da den kollektive trafik er blevet sendt til tælling af regeringen og således nu er både uhensigtsmæssig dyr at benytte, og tilmed yderst ustabil.

Henriette Kjær skriver, at mit indlæg bærer præg af opgivelse, og det har hun for så vidt ret i. Det er bare ikke borgerne jeg er opgivende overfor, det er ganske enkelt den holdning hun gør sig til talsmand for, som jeg med hovedrysten har opgivet at finde mening i. Det er nemlig en holdning, hvor borgere bliver gjort til en identitetsløs masse af grå automatpilotarbejdere. Hvor individet i arbejderen bliver overset og tromlet ned af et komatøst beskæftigelsessigte, som ikke levner plads til lydhørhed og forståelse overfor den enkeltes identitet (eller mangel på samme) i og omkring sit arbejde.
Det er fuldstændigt rigtigt at udsatte borgere som Kim (eksemplet i kronikken) rent teoretisk vil kunne hjælpes til et bedre liv og måske tilmed også opbygge en arbejdsidentitet, men som de kommunale strukturer og praksis er skruet sammen i dag, forbliver det dog på et teoretisk plan.

Nu er det nemlig desværre sådan, at regeringen ved de årlige forhandlinger om kommunernes økonomi, tilfører kommunerne så få ressourcer, at der helt enkelt må skæres på KAN udgifterne – de udgifter der ikke er lovhjemlede SKAL opgaver ! Da kommunerne samtidigt med, ikke må øge skatterne, og dermed øge indtægterne, ja så ender aben altså ved de borgere som har allermest brug for hjælp og støtte – de borgere hvis sag ikke er ukompliceret og ligetil at løse med få ressourcer. Dette fænomen ses og bemærkes dagligt af os alle, i avisoverskrifter om skandaløse forhold indenfor Udsatte området, Børn og Unge området, Ældresektoren, Den Kollektive Trafik, Folkeskolerne, Miljøet og så videre.

Borgere som Kim og andre ekstremt udsatte borgere kan f.eks også tilbydes hjælp via de såkaldte SATS puljemidler, såfremt de selv er motiverede for at modtage den hjælp man mener de skal have, på den måde man mener de skal have den, og med det mål som man mener er det rigtige. Dog er der det problem, at borgere der som Kim har været på kollisionskurs med det etablerede samfund og systemet i årevis, de er ikke bare uden en arbejdsidentitet – de har også opbygget en modidentitet.
I mange tilfælde har de nemlig opbygget og cementeret en modidentitet som marginaliseret og de står ofte i et konfliktfyldt modsætningsforhold til det etablerede samfunds normer, værdier og holdning – de opbygger altså en såkaldt subkulturel identitet hvori de har fundet fællesskab og identitet – det eneste fællesskab og den eneste identitet de kan identificere sig med. En identitet som i høj grad hviler på modstand mod det etablerede system som disse borgere mener har svigtet og er skyld i de mange problemer de møder i deres liv. At gøre noget ved dette perspektiv af udsatte problematikken, det er bestemt ikke ligetil.

Endeligt er der et perspektiv, som handler om arbejdsgiverne, der også i høj grad ønsker medarbejdere som er velfungerende, har arbejdserfaring, uddannelse, sunde netværk, godt helbred og som ikke mindst som passer ind i virksomhedens kultur, personalegruppen og virksomhedens profil udadtil.

Så, nej, jeg må fastholde mit synspunkt – beskæftigelse er bestemt ikke bare beskæftigelse for alle borgere, til enhver tid – det er meget mere end det !!!