Velfærdsministeren gør det igen

Debatindlæg i Kristeligt Dagblad, 31. juli 2008

31. jul 00:00 Den snævre indsatsvifte, som kommunerne er begrænset til at kunne benytte sig af, i børn og unge-sager, skyldes, at kommunerne har alt for få ressourcer til at kunne løse opgaven optimalt

 

Velfærdsministeren, Karen Jespersen, har gjort det igen. Hun har med oprejst pande endnu engang sagt noget fuldstændigt usandsynligt vrøvl, om årsagssammenhængene bag de kommunale forvaltningers vanskeligheder med at løse deres opgaver på Børn og Unge området.

Denne gang handlede det om at hun ønskede ensartet lovgivning i hele landet og en strømlining af afgørelser i Børn og Unge sager.

Hvad lovgivningen angår er der jo kun det at sige at hun jo selv har indført den og så vel må vide at JA – loven er ens i hele landet. Men det er ressourcer, muligheder osv. derimod ikke.

Hvad strømliningen angår, så pointerede hun, at hun ville have det sådan, at en sag i Hirtshals der ligner en sag i København, får samme resultat, uanset hvilken kommune man bor i.

Nu er der jo så bare det, som hendes egen partifælle, Erik Fabrin (Formand for KL) tørt bemærkede i samme nyhedsudsendelse, at det ikke er blindtarme vi taler om, men mennesker.

Der findes nemlig ingen færdige kasser og resultater som levende og dynamiske mennesker kan passes fuldstændigt og irreversibelt  ned i, det er derimod altafgørende at se individuelt og helhedsorienteret på hvert barn og hver familie. Men det er der mange barrierer der står i vejen for, som tingene er skruet sammen i dag.

Der er primært tale om nogle strukturelle og organisatoriske barrierer som i praksis består af en alt for snæver indsatsvifte, et alt for højt sagstal pr. socialrådgiver, for ufleksible sagsbehandlingsfrister og ikke mindst af en multistrenget forvaltning af familiens problematikker, som tilsammen forhindrer selv den bedste socialrådgiver i, at kunne danne sig et helhedssyn i sagen.

Det største problem jeg ser på Børn og Unge området, er den meget snævre indsatsvifte socialrådgiverne reelt har at sætte ind med. Den snævre indsatsvifte skyldes igen at kommunerne har ALT FOR FÅ ressourcer til at kunne løse opgaven optimalt. Der er ganske enkelt ikke råd til at gøre det bare nogenlunde ordenligt, det er det, der er problemet – og det er jo et problem der skal på  finansloven, for det kan i sagens natur jo ganske enkelt ikke løses ude i de økonomisk knæsatte kommuner !