Glæden blev kort

De danske handicappede var lettede og glade da den danske regering lovede at vi her i Danmark vil underskrive og ratificere den nye FN handicapkonventionen i 2009. Denne konvention sikrer bl.a de handicappedes adgang til offentlige rum, ligeværdig behandling og et anstændigt liv. Men glæden blev kort, for velfærdsminister Karen Jespersen (V) nægter at underskrive og ratificere den tilhørende tillægsprotokol, som sikrer adgang til den internationale klageordning, der kort fortalt går ud på at handicappede kan klage til FN såfremt deres rettigheder trods en ratificering af handicapkonventionen, ikke overholdes.

Det er jo mildest talt uanstændigt, og giver anledning til dyb bekymring for at regeringen ikke har i sinde at overholde konventionen og dermed sikre dens implementering i det danske samfund. I modsat fald ville en underskrivelse og ratificering af tillægsprotokollen jo ikke være noget man tøvede med, endsige nægtede, som Karen Jespersen gør det nu.

En af mine venner som er spastiker og skribent for Handicapportalen  blev da også dybt bekymret da han hørte denne nyhed, og ringede derfor velfærdsministeriet op, men fik her kort og kontant at vide, at det ønskede man ikke at kommentere yderligere.

Jamen nå ! Tænker jeg så. Det kan man da ikke. Det er da at gøre grin med de handicappede. Først love dem en ratificering af FN’s handicapkonvention for derefter at nægte at underskrive og ratificere tillægsprotokollen som sikrer adgang til det internationale klageorgan der har til opgave at kritisere de lande der ikke følger konventionen bestemmelser, og dermed altså stå som en international garant for at konventionen rent faktisk overholdes.

Men mon ikke regeringen har tænkt sig at melde ud at vi selv vil varetage den opgave ? Og mindst lige så godt som vi varetager opgaven at overholde den internationale Børnekonvention som bl.a sikrer børn mod mobning, nedværdigende behandling og mangel på rettigheder i samfundet ???

Børnekonventionen blev ratificeret i 1991 og Danmark er siden blevet kraftigt kritiseret, bl.a for ikke at sikre børn mod mobning, nedværdigende behandling og mangel på rettigheder i samfundet. Men der er stadigvæk ikke indført lovgivning der sikrer at der er en indsats mod mobning i skoler og dagsinstitutioner i hele landet, og der er stadigvæk ikke indført en Børneombudsmand som kan sikre at børn bliver hørt og får mulighed for at deres rettigheder varetages.

Men der er dog nu, 18 år efter ratificeringen et stadigt større pres på politikerne fra borgere og interesseorganisationer som ser ud til især at have vundet gehør på venstrefløjen.

Jeg er alvorligt bange for at det vil gå samme vej med handicapkonventionen, hvis ikke tillægsprotokollen underskrives og ratificeres. De handicappede, solidariske borgere og deres interesseorganisationer vil skulle kæmpe i årevis før der endeligt, måske, handles realpolitisk på problemerne.

Det er jo indlysende at regeringen ikke har tænkt sig at gøre sit bedste for at implementere handicapkonventionen, men hvorfor melder de så ikke bare ærligt ud og siger det som det er – at de ikke mener det er noget de (vi) skal bruge tid og ressourcer på i det danske samfund – det ville da i det mindste være ærligt, men så risikerer de jo også at deres vælgere indser hvor inhumane og kyniske de er i deres politik overfor samfundets mest udsatte og svage grupper !!!