I dagene 1 – 24 december vil der hver dag blive åbnet en låge i blogjulekalenderen, en låge som indeholder et nyt indlæg fra en gæsteforfatter som har noget på hjertet – indlæggene bliver bragt hver dag kl. 06:30 og vil stå øverst på bloggen hele dagen, hvorefter de vil være at finde på denne side i kronologisk rækkefølge.
Rigtig god fornøjelse – og glædelig jul !!!
Låge nr. 1 :
Bag den første låge gemmer der sig et indlæg fra Jette Pors (tidligere MF’er for CD) :
“Kun få tør”
Så kom julemåneden endelig. Ikke mindst børnebørnene tænker, taler og fantaserer om julen med alt, hvad det indebærer. Ikke kun gaver, men også glædeligt samvær og tryghed sammen med familie og venner, som de instinktivt ved, kun vil deres bedste.
Hvorfor er jeg så selv tynget netop i denne tid?
Det er jeg, fordi jeg, som alle andre, bliver bombarderet med fanatiske, ekstremt højredrejede holdningerfra højrefløjen i dansk politik. En efterhånden årelang manipulation, hvor kun de færreste og stærkeste tør yde verbal modstand. Selv journalisterne er tit og ofte tilbageholdende med nærgående spørgsmål til VKO, og ikke mindst Socialdemokratiets tavshed bringer uro i befolkningen. Kun få tør, mens de fleste tier!
Danmark er blevet et splittet land, hvor DF med regeringens hjælp prøver at kue os til tavshed.
Mit juleønske skal være, at vi fremover samler os på tværs af politiske tilhørsforhold og siger fra i samlet flok, så vi få genetableret vores demokrati og igen være stolte over at være et humanistisk, tolerant folk.
Jeg håber det!
Rigtig glædelig jul og godt nytår!
Fra Jette Pors
Låge nr. 2 :
Under låge nr. 2 gemmer der sig et indlæg fra en af mine gamle veninder fra skoletiden, hun hedder Hanne Jensen.
Tænken og væren
Der er så mange vælgere på venstre side af dansk politik som gerne – siger de – vil have et mere varmt og næstekærligt samfund men selv er de ikke spor mindre egoistiske og selvforherligede end dem på højre side. De taler om alt det gode de vil men de har ikke overenstemmelse mellem det de siger og det de gør. Det synes jeg de skulle tage at tænke lidt over, her i dag den 2 december.
Jeg tror faktisk på at Jesus ville lære os at være tolerante og rummelige overfor hinanden og vise os at vi skal finde overenstemmelse mellem tænken og væren – turde at være gode mennesker og tro på at kærligheden vinder hvis bare vi vil.
Dét at finde venligheden frem og åbne mit hjerte lidt mere, det er hvad juletiden står for, for mig – at bruge mere tid på at være venlig og kærlig også overfor dem jeg måske allerførst ikke så godt kan lide – de har også brug for venlighed og jeg lærer tit noget af det – altså både om dem og om mig selv.
Jeg håber at I alle vil tænke over om I har overenstemmelse mellem tænken og væren – om I, i virkeligheden er så gode nogle mennesker som I selv går og tror. Det er kun få der er det, jeg er for eksempel nok ikke – det vil jeg godt være den første til at indrømme her.
Men, hvis nu man sætter sig det som et mål – en slags julegave, at man vil være mere venlig, og tænke mere på andre, så vil det sikkert sprede sig i blandt os – Så er der håb om at vi alligevel allesammen får en rigtig glædelig jul !!!
Med et glimt i øjet fra Hanne
Kommentarer :
Allan Hansen skrev :
“Det er nemlig fuldstændig rigtigt Hanne. Som Luther skrev, “det er ikke de gode gerninger, der gør en god mand, men en god mand gør gode gerninger.”
Låge nr. 3 :
Under låge nr. 3 gemmer der sig et Kierkegaard inspireret indlæg om hemmeligheden bag al hjælpekunst, fra dejlige Zaza Juel Viuf :
HEMMELIGHEDEN I AL HJÆLPEKUNST.
Her er mit julebud, at bruge både hjerte og hjerne i denne skønne tid, med traditioner og politisk/filosofisk at hjælpe de svage.
Hertil vil jeg benytte en kær gammel knark´s visdomsord, som godt i disse tider kunne bruges, til en rennæsance 
i nutidens sundhedsvæsen.
Der er et gammelt citat af Søren Kierkegaard som hedder “Hemmeligheden i al Hjælpekunst” det lyder sådan her :
At man, når det i sandhed skal lykkedes en´ at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der.
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst.
Enhver, der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han – dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det så hjælper min mer-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det fordi, jeg er forfængelig og stolt, så jeg i grunden, i stedet for at gavne ham, egentlig vil beundres af ham.
Men al sand hjælpen starter med en ydmygelse ; Hjælperen må først ydmyge sig under den han vil hjælpe og herved forstå, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigeste, at det at hjælpe er villighed til, indtil videre, at finde sig i at have uret og i ikke at forstå, hvad den anden forstår.
Tag et menneske i lidenskab, lad det så´være, at han virkelig har uret – dersom du ikke kan begynde således med ham,at det ser ud som om det var ham, der skulle belære dig, og dersom du ikke kan gøre det således med ham, der utålmodigt ikke vil høre et ord fra dig,- med tilfredsstillelse finder i dig en velvillig og opmærksom tilhører ; kan du ikke det, så kan du heller ikke hjælpe ham.
De kærligste julehjælpehilsener fra Zaza
Låge nr. 4 :
Under låge nr. 4 gemmer der sig et indlæg om målet med livet.
Målet med livet
Der er altid mål i det store og i det små, mål som vi bevidst og ikke mindst ubevidst, altid stræber efter og bruger vores energi, på at nå.
Nogle mål er overfladiske tidsrøvere og andre igen har dybe rødder som er en del – eller et sammensurium – af hele vores liv.
Vi er nemlig alle dybest set, altid rejsende igennem livet, på vej mod nye små og store mål. Mål som fødes af vores håb, drømme, frygt og viden, af vaner, tryghed, skæbne og liv. Vi bruger en stor del af vores liv, på at nå frem til de næste af disse næste mål, om det så er weekenden hvor man endeligt har fri, den næste løncheck, det nye job, anerkendelse, uddannelse, en kæreste, et barn, selvudvikling, et politisk valg, en ny regering, eller andre ting.
Men af og til glemmer vi at nyde rejsen, at standse op og mærke os selv – det at være i nuet og have både sjælen og hjertet med. Vi glemmer at lade rejsen med alt hvad den indeholder, være et mål med værdi i sig selv. Vi glemmer også af og til, at tænke over meningen med målet, at se og forstå hvad målet i virkeligheden er. Og når vi så når frem til målet, så kan det af og til føles langt mere tomt end vi troede det ville, fordi vi i virkeligheden glemte at have os selv, vores rødder og vores hjerte med, på rejsen derhen.
Men hvis nu vi i stedet sætter os det mål at være mere i nuet på rejsen mod målene i livet, hvis vi beslutter os for, at huske at have hjertet og os selv med, og gøre dét til et mål , hver dag, hver minut og hver time, så kan selve livet, og ikke kun julen, i sandhed blive hjerternes fest !!
Så gør det at leve livet, til målet i sig selv !
Rigtig glædelig jul !!!
Fra Mette Valentin
Låge nr. 5 :
Under låge nr. 5 gemmer der sig dette eftertænksomme indlæg til julekalenderen – et indlæg som er skrevet af min livskloge onkel, John Valentin Jespersen.
Julen er hjerternes tid
I år tænker jeg nok mere over livet end tidligere.
Efter en rundrejse i Indien og specielt Mumbai, som jeg forlod for 12 dage siden (før terrorangrebet) tænker jeg på de 8 millioner hjemløse. 1 million børneprostituerede, og en fattigdom som jeg aldrig i min vildeste fantasi troede eksisterede men som jeg oplevede.
I New Delhi, Mumbai,ja overalt hvor man bevægede sig lå folk i gaderne , børn der tiggede .
En kontrast at komme hjem til , en velfærd som man næsten kun kan skamme sig over at være utilfreds med. Og i vor verden er det største problem måske (mangel på) næstekærlighed og misundelse.
Så derfor elsk hele året og ikke kun i December.
Med ønsker om eftertænksomhed til jer alle og en rigtig glædelig jul
fra John Valentin Jespersen
Låge nr. 6 :
Under låge nr. 6 gemmer der sig en sjov historie fra min gode ven, Niels Erik Ramhøj, om hans jul i det Vestafrikanske land, Mali i 1977 :
Jul i Mali
24. december 1977.
Min barndomsven, Jean-Pierre, og jeg havde været strandet i et stykke tid i det officielt muslimske land, Mali, i Vestafrika. Officielt, jo, og der er da også en del moskéer. En af dem lå desværre forholdsvis tæt på vores domicil, og herfra vækkede en højttaler i toppen af minareten punktligt undertegnede hver morgen kl. 5.
I praksis holder langt de fleste Malisere sig dog til deres traditionelle overtro.
Vores gode ven Dramane, hvis lille restaurant vi boede på, havde hørt om det-der-jul, vi fejrer i Europa. Derfor havde han to dage forinden indkøbt 1 stk. gris (!), som stadig lå bagbundet på ladet af vores gamle pickup Landrover. Dyrevelfærd er ikke et tema på de kanter. Skik følge eller land fly. Grisen ladede livet, og vi fik – sammen med alle restaurantens gæster, da der er kun éen ret på menuen ad gangen – flæskesteg juleaften.
Den gode Dramane havde åbenbart også hørt noget om, at man i Europa giver hinanden gaver til Jul. Så efter julemiddagen kom han og overrakte Jean-Pierre og jeg hver en flaske whisky samt en smuk ung dame til os hver. Jeg kløede mig noget i nakken. Det er særdeles uhøfligt, nærmende sig majestætsfornærmelse, at afslå et måltid endsige en gave. De to sodavandsdrikkende piger blev derfor inviteret med i vores festlige lag med vennerne og whiskyen – og ikke mere !
Juledag vågnede jeg op til følgerne af en flaske whisky. I 35 graders varme….. Dér havde jeg nok foretrukket julesneen hvid.
Her anno 2008 er jeg en lille smule misundelig på min gode ven Jean-Pierre. Den 2. december forlod han nemlig Danmark sammen med sin kæreste, og efter en tur gennem Sahara og via Timbuktu regner han med at holde jul sammen med vores dejlige ven gennem mere end 30 år, Dramane, i Bamako, Mali. Den 24. vil jeg ringe til dem og ønske dem en Bonne Nöel.
Dramane er nemlig for nylig rykket op i den eksklusive kreds af 60.000 Malisere ud af 12 millioner, der har telefon. Denne gang er det os, der giver gaver. Sammen med Jean-Pierres søster har vi skillinget sammen til 10 primitive ventilatorer, så overnattende værelsesgæster kan få reduceret tømmermændene !
Glædelig Jul til jer alle
fra Niels Erik Ramhøj
Låge nr. 7 :
Under låge nr. 7 gemmer der sig et skønt indlæg fra Lars Jakobsen, det hedder :
Tilraning kontra hjertevarme
Ingen, ingen vil han dele med.
Sådan lyder omkvædet i julesangen “på loftet siden nissen..
Når der bliver holdt julefrokost hos VOK partierne, må det været en sang som bliver sunget igen og igen og med ekstra styrke på omkvædet, det blot er ændret til: ingen, ingen vil VI dele med..
Uligheden er blevet større i Danmark de sidste 8 år. En gruppe af befolkningen har fået en meget højre levestandart, i mens en anden del af befolkning har fået en tilsvarende lavere. På den måde har det som har været styrken, sammenhængskraften og ikke mindst omsorgen for hinanden uanset status gennem generationer lidt et alvorligt knæk..
Når vi nærmere os jul bliver uligheden udstillet år efter år. Hvert eneste år stiger antallet af mennesker som søger hjælp for blot at forsøde den for deres børn og dem selv, bare en lille smule. Tidligere har det været forbundet med en skam, at søge om hjælp, men sådan er det heldigvis ikke mere..
Det er stor grund til at sende tanker, bønner, eller sige direkte Tak til de mennesker som bruger deres arbejde, fritid eller hvad det nu er, på at hjælpe mennesker som er udsat for denne uligheden og står for indsamlinger, uddelinger, hjertevarme og omsorg. Det er om det er under Frelsens hær, mødrehjælpen, Dansk folkehjælp, kirkens korshær, sogne under folkekirken, Børnenes kontor osv..
Det er ikke kun i julen organisationerne hjælper, det gør de også i dagligdag. Den folkekirkelige diakoni har samtaler, væresteder, besøgstjenester, sjælesorg og meget mere..
Kirkens korshær har varmestuer, herberger, nattjenester – det samme har Frelsens hær også, begge for nogle af de mest udstødte..
For ikke at glemme alle andre..
Når vi fejrer Jesus fødselsdag, må vi huske på at oprindeligt er det en dødssynd i kristendommen, at rage til sig på bekostning af de små i samfundet…
Tro, håb og kærlighed forsvinder aldrig, og af de tre er kærligheden vigtigst…
Med ønsker om en glædelig jul til jer alle fra Lars Jakobsen
Låge nr. 8 :
Under låge nr 8 gemmer der sig et indlæg som er skrevet af min forlovede Allan Vingaard Hansen, han skriver med inspiration af humanisten Thomas Moore om Utopia:
Utopia
I 1516 udgav humanisten Thomas Moore bogen Utopia.
Utopia kan oversættes med ”ingen sted”. Om det så refererer til et sted som ikke findes, eller til et sted som ikke endnu er realiseret, er op til den enkelte læser.
Siden Platons tid er der gjort flere forsøg på at beskrive et ideal samfund, dog må man jo erkende, at ingen af dem er realiseret endnu. Flere forsøg er dog gjort med større eller mindre held. Et eksempel er de kommunistiske samfund, Sovjet, Kina og Cuba. Alle må de dog siges at være endt med diktaturlignende forhold, som ikke har været til indbyggernes bedst, men snarere til magthavernes fordel.
Det er jo egentlig trist, for de gode tanker som ligger nedfældet i socialismen bliver i den grad bragt til skamme i disse samfund. Og naturligvis er det tragisk for de mennesker som rent faktisk skal leve i de samfund.
Hvorfor er det egentlig så svært at realisere et samfund, som bygger på frihed og lighed til alles bedste? Hvorfor ender friheden med at den enkelte udvikler en selvtilstrækkelig egoisme ud over alle grænser, som vi ser det i de vestlige samfund i dag, og hvorfor ender de lighedsprægede samfund med undertrykkelse og ensretning ?
Personligt tror jeg ikke på at nogen samfundskonstruktion eller ideologi vil give svaret eller vil kunne skabe utopia. Men jeg har en stærk tro på, at vi mennesker kan realisere ”Guds rige iblandt os”, hvis vi vil opgive den konstruktion som mest af alt står i vejen, nemlig det menneskelige EGO.
Det menneskelige ego har en indbygget trang til selvhævdelse, til at markere sine grænse i en frygt for at flyde ud og miste sin identitet, hvis ikke det markerer sig. Er det muligt, at vi kan udvikle en anden og højere bevidsthed om os selv? En bevidsthed som bygger på et åbent sind, på tolerance. Et sind som ikke ser sorte eller hvide, men som bare ser mennesker? En bevidsthed som ser sig rig på det, den har og ikke fordi den kan sammenligne med naboen og dermed se, at han har mere? En identitet som ikke skabes i et socialt felt, hvor det føler sig som mere, fordi den har en anden uddannelse, men som ser skraldemanden som lige med direktøren, efter som de jo begge er mennesker, som bare udfører et arbejde, en funktion?
Jeg tror at vi kan, spørgsmålet er bare om vi vil?
Med ønsker om en glædelig jul fra Allan Hansen
Låge nr. 9:
Under låge nr. 10 gemmer der sig et smukt og kærligt digt fra min dejlige veninde Dorthe Bisgaard :
Lykkens gudinde
Hvis nu en dag…
Lykkens gudinde
vandrede forbi min dør
ville jeg spænde ben og
tage hende i hånden
og spille min verden et puds
Jeg ville trække hende
med mig rundt omkring
til alle jeg kender og har kært
så vi sammen kan dele
det fortryllende lykke
hun om sig strør
Så hvis du nu en dag
mærker glæden boble
og lykken du pludseligt fandt
så skænk det ikke dybe tanker
Men fortsæt din dag
velvidende at lykkens gudinde
bare kom gående forbi
blot fordi en der holder af dig
ønskede dig en herlig dag.
Husk:Et smil koster intet, men sætter meget i gang. Det beroliger den der modtager det, uden at gøre giveren fattigere. Det varer kun et øjeblik men huskes undertiden for evigt. Ingen er så rige, at de kan undvære det. Et smil gir hvile til den trætte, og mod til den modløse. Det kan ikke købes, ikke lånes og ikke stjæles, for det er noget der ikke har nogen værdi før i det øjeblik det skænkes, og hvis du nogensinde møder en person som ikke længere ejer et smil, så vær ædelmodig, og giv ham/hende dit..
Ønsker alle en glædelig jul.
Knus fra Dorthe
Låge nr. 11 :
Under låge nr. 11 gemmer der sig et indsigtsfuldt indlæg fra Martin Vitved Schäfer, en meget dygtig SFU’er. Martin skriver :
Jul, forandringer og folkesocialisme
”Its christmas time, there is no need to be afraid”. Det sang Band Aid, da en bred håndfuld af 80’ernes største musikalske stjerne, i julen 1984 skrev en støttesang til fordel for de fattige og borgerkrigsramte i Afrika.
At det er jul kan man jo ikke være uenig i, men at der ikke er grund til at være bange, kan man faktisk kun være uenig i, her i julen 2008. For Danmark har ændret sig meget, de sidste 7 år, under den borgerlige regering.
En lang række ting er blevet radikalt forværret siden november 2001; ventelisterne på de offentlige sygehuse er længere end nogensinde, lønnen til de offentlige ansatte er ikke steget i samme tempo som priser på dagligvarer, klassekvotienterne på ungdomsuddannelserne er højere end nogensinde, og raceforfulgte folk bliver nægtet adgang til landet, for at rejse hjem til forfølgelse, og med tiden døden.
Normalt kan vi ved juletid være rimelig sikker på, at regeringen ikke trækker endnu flere forringelser ned over hovedet på kommuner og borgere mens vi slapper af med familie og venner. Men ikke denne gang. Ligesom alle landets borgere og politikere troede at vi kunne sove i fred, kom regeringens trafikudspil som et lyn fra en klar himmel.
Billigere og bedre toge, flere motorveje, roadpriceing, letbaner i storbyerne og en yderligere udvidelse af Københavns Metro. Det er jo fint nok, men der er to store mangler i den trafikplan. For det første så er alle de enlig gode tiltag, totalt ufinansieret, og når Socialdemokraterne siger at man burde bruge 300 millioner kroner ekstra på trafikken, og vil finansierer det ved at hæve skatten, så lader regeringen som om at det slet ikke er en mulighed. For det andet, så har regeringen bevidst valgt at afskærer de danskere der bor i yderområderne, eller bare i forstæderne, at komme ind til byerne og uddanne sig.
I 1800-tallet, da Oehenslchläger, Ingemann og Grundtvig skrev mange af de julesange vi synger 24. december, der var det et mindretal af befolkningen der tog en uddannelse. De fleste arbejdede hele livet på gårdene på landet, men fra dengang til i dag har mange ting forandret sig. Er stort flertal af en årgang tager en uddannelse, også dem der bor på landet. Men ligesom vi har set mange forandringer over de sidste 200 år, så vil vi indenfor kort tid se endnu en stor forandring i vores samfund.
Der bliver skåret og atter skåret i busdriften overalt i Danmark, men specielt på Fyn. Hvis regeringens trafikplan gennemføres, formodentlig med hjælp fra den tro væbner Dansk Folkeparti, så vil den almindelige borger udenfor storbyerne ikke længere kunne tage en uddannelse på gymnasierne i byen, fordi busdriften ganske enkelt vil være så dårlig, at kun de får, der er så privilegerede at bo i byerne, vil tage en ungdomsuddannelse. Derfor skader busbesparelserne vores samfunds fælles fremtid.
Som folkesocialister, må vi kæmpe for den beslutning der gavner det store flertal af befolkningen på både kort og langt sigt. Og den beslutning må være, ikke at gennemfører besparelserne, fordi de på kort sigt øger frafaldet på og tilslutningen til ungdomsuddannelserne, men på langt sigt vil skade vores samfund i en sådan grad at man har svært ved at forestille sig det. Hvis vores uddannelsessystem forværres, vil vores arbejdsstyrke på langt sigt blive ringere, og derfor vil vores velfærdssamfund kollapse.
Regeringens besparelser på den offentlige transport er et frontalangreb på velfærdssamfundet, og det må vi som folkesocialister modarbejde.
Af Martin Vitved Schäfer, Formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning på Fyn, og medlem af SF og SF Ungdom.
Låge nr. 12 :
Bag låge nr. 12 gemmer der sig et indlæg af SF’s formand i Århus Vest: Jesper Van der Schaft. Han er meget politisk engageret, særligt i og omkring Handicap & Psykiatripolitikken.
Jesper skriver :
VKO-regeringen har glemt hvad NÆSTEKÆRLIGHED betyder
Julen betyder for mig næstekærlighed. Næstekærligheden drejer sig for mig om at kunne give og modtage gaver.
Der er en gruppe af mennesker, som ikke får, hvad de har brug og behov for, fordi den nuværende regering ikke ved, hvad næstekærlighed er. Gruppen jeg taler om, er de handicappede – både fysisk og psykisk handicappede. Siden år 2001, hvor den nuværende regering trådte til, er deres hjælp blevet beskåret ret kraftigt.
Og det er selvom, at Danmark d. 30. marts 2007 underskrev, at vi her i landet vil overholde FN’s handicapkonvention. Den er dog ikke blevet ratificeret endnu. Men i nogle kommuner, som f.eks Århus har man allerede indskrevet den i handicappolitikken.
Så det undrer mig, at de handicappedes rettigheder ikke overholdes, som f.eks. at få fuld få fuld adgang og effektiv deltagelse i det offentlige liv. For hvis man f.eks skal have hjælp til omklædning af hjemmeplejen, så skal man være hjemme på et bestemt tidspunkt.
Der er også kritisable forhold for mennesker med psykisk handicap. De kan ikke få tilbudt bosteder af kommunerne, og bliver derfor hængende alt for længe på de psykiatriske hospitaler. Derved fratages deres værdighed og ret til selvbestemmelse og uafhængighed.
Der er efterhånden rigtigt mange, som tilkendegiver, at de handicappede bliver for dårligt behandlet bl.a. med alt for strenge regler i lovgivningen.
Det kan jo ikke være rigtigt, at VKO-regeringen ikke skal give gaver ud til de handicappede, mens de rige skal få det hele. Så til slut vil jeg have dig til at huske på ordet: ”NÆSTEKÆRLIGHED”, som regeringen har glemt – bl.a. overfor de handicappede.
Jeg ønsker Jer alle en rigtig god jul og godt nytår
Kærlig hilsen
Jesper van der Schaft
Låge nr. 13 :
Under låge nr. 13 gemmer der sig et indlæg som er skrevet af en af mine rigtig gode venner, Esben Lautrop Rasmussen. Esben skriver om at være blevet far på en ganske særlig måde :
Jeg er blevet FAR!
Her i denne travle tid er det dejligt, at have overskud til at lægge lidt afstand til al den stress og jag der ofte er forbundet med december måned. Der skal købes julegaver, man skal til et utal af forskellige julefrokoster osv. osv..
Det er som om der falder en helt ubeskrivelig ro over én når man sådan er blevet far. Det er som om alle ens bekymringer forsvinder, det er helt ubeskriveligt. Og så i en alder af 24 år! Undfangelsen fandt sted den 2. november kl. 10.46.
Stedet var http://www.bornefonden.dk/. Det tog nøjagtig 4 minutter så have jeg fået mit første barn. Han hedder Komina Koussaou og bor i den lille landsby Bandjéli-Natchamba i Togo.
Jeg synes det er en fantastisk ting at kunne blive sponsor for et barn som i den grad har brug for hjælp. For kun et par hundrede kroner om måneden kan jeg hjælpe et barn i et fattigt land til at blive sund, godt uddannet og en selvstændig voksen. Derudover får barnet og dets forældre støtte til at skabe et varigt eksistensgrundlag og en fortsat udvikling i lokalsamfundet.
Når man som jeg bor i et velfærdssamfund, som er så rigt, at jeg f.eks. kan se børn på 9-10 år gå gennem gågaden iført tøj til flere tusinde kroner, er det mindste man kan gøre, at hjælpe dem som har nogle levebetingelser som gør at skole f.eks. ikke er en mulighed.
Når jeg en dag får mit ”eget barn” vil jeg gerne kunne se det vokse op i en sund og tryg verden. Derfor er det ligeledes vigtigt at have fokus på hele verden og hjælpe hvor der er mest brug for det. Verden er vel ikke bedre end dens svageste punkt.
Alt i alt prøver jeg nok bare at sige, at vi skal passe på den verden vi lever i og hvis vi har lidt overskud og ressourcer, hvorfor så ikke hjælpe dem der intet har ?
Glædelig jul!!!
Fra Esben Lautrop Rasmussen
Låge nr. 14 :
Under låge nr. 14 gemmer der sig et indlæg af min allerkæreste og livslange veninde, Nina S. Olsen. Nina skriver:
Nytårsforsætter:
Sig nærmer tiden … da vi alle unægteligt i et eller andet omfang forholder os til året der gik – ikke mindst vores eget private år.
Det er tiden hvor vi må gøre op, om vi har nået det eller de nytårsforsætter der blev tankemæssigt underskrevet omkring kl. 24.00 d. 31. december 2007.
Her følger et uddrag af de seneste års forsætter:
- Lær dig selv at kende!
- Sig fra overfor folk der ikke vil dig det ubetinget godt!
- Deltag mere aktivt i forandringen af samfundet!
- Tab 15 kg!
- Tab 5 Kg!
- Smid vasketøjet i kurven hver aften…
- Vask op flere gange om ugen…
- Vask op mindst hver 2. dag…
Ja, kravene til den store forandring er væsentligt nedjusteret de seneste år. Og det er der en ganske enkelt og god grund til. Skuffelsen kl. ca. 24.00 året efter er simpelthen uudholdelig. Og, det er ukærlig overfor sig selv at starte et nyt år med det forgangne års skuffelser.
Formuleringen af mit kommende nytårsforsæt er ikke helt på plads endnu, men det lyder indtil videre noget i retningen af: “Husk at være glad for de store og små ting i hverdagen – elsk dig selv og dine nærmeste og vis det!”
Hvorfor egentlig vente med påbegyndelsen af dette forsæt til d. 1. januar 2009??
Med ønsker om et kærligt og lykkebringende nytår til alle!
Nina Særkjær Olsen
Låge nr. 15 :
Under låge nr. 15 gemmer der sig et indlæg som min lillebror Lars Blomqvist Valentin Jespersen har skrevet. Han skriver :
Hvorfor alt det hysteri ?
Overalt hvor man går og står i øjeblikket er der næsten et vanvittigt hysteri i gang som handler om at give og få mest muligt for egen vindings skyld. Årsagen til dette vanvid er i følge de folk jeg spørger at det er jul lige om lidt og derfor skal børn og voksne i alle aldre købe ind og lave gaver som havde der aldrig været noget vigtigere.
Jeg synes faktisk det er en god ide at vi giver hinanden en gave af og til, bare ved at sige : Hej, dig kan jeg godt lide, men det skal altså ikke være for at man kan pudse sin glorie og påstå at man er åh så godt et menneske, for det bliver man altså ikke af at konkurrere om at give, ønske sig og få de største og bedste gaver, heller ikke denne ene dag om året.
Jeg ville da have meget mere respekt for at man gav sig tid til hinanden og til at være sammen her i julemåneden end jeg har for at man pisker stresset rundt for at leve op til et overfladisk ideal som i virkeligheden ikke betyder noget som helst.
Penge er ikke alt, og det er overfladisk glitter altså heller ikke. Det her jul er simpelhen blevet til et hysteri som jeg ikke vil være med til.
Juleaften skal jeg på arbejde og være med til at holde jul på det plejehjem hvor jeg arbejder ved siden af mine studier. Det giver faktisk mere mening for mig at være med til at gøre denne aften mindre trist for de ensomme ældre som ikke har en familie at være sammen med på denne dag der betyder så meget for dem.
Og ja, jeg køber også nogle gaver, til de børn jeg kender– de får en julegave fra mig af, ikke fordi jeg vil være med i den her konkurrence, men fordi at ellers tror de at jeg ikke kan lide dem. Sådan har de nemlig lært det er, af den tid og det julehysteri de er vokset op med.
Og jeg synes jo trods alt det er vigtigt, at de får en rigtig glædelig jul.
fra Lars Blomqvist Valentin Jespersen
Låge nr. 16 :
Under låge nr. 16 gemmer der sig et indlæg af en af de SFére jeg beundrer meget, nemlig Karina Lorentzen, som er MFér og retsordfører for SF : Karina skriver :
Julepakker er nødhjælp til danske børn
Sidste uge før jul og dermed ugen for uddeling af julepakker til de fattigste danskere….! Julehandelen slår formentlig rekorder igen i år og det samme gør sikkert ansøgningerne om julepakker til de mindstbemidlende . Efterspørgslen er nok også igen i år så stor, at ikke alle “berettigede ansøgninger” kan imødekommes.
Ja, der findes danskere, der er så fattige, at de ikke orker julen og det nederlag, at de igen i år ikke har råd til at fejre højtiden og er dybt afhængige af velvillige organisationers bidrag. Modtagerne er primært enlige med børn – både lavtlønnede og kontanthjælpsmodtagere hører i denne kategori samt ikke-etniske danskere.
Det er ulandstilstande, når danskere er så fattige, at de har behov for nødhjælp til at komme gennem julen. Det har været populært at give en ged til Afrika, men måske skal danskerne til at donere en and eller en sæk ris til risengrøden i de fattige familier i Danmark. Regeringens skattelettelser har ikke gavnet de fattigste i Danmark, der lider under kontanthjælpsloft og starthjælp. Når en mor med to børn skal leve for 1500 kr. om måneden til alt er der heller ikke råd til gaver – det er nedværdigende for disse børn, når klassekammeraterne efter jul fortæller om alle de gaver, de har fået. Det er en uværdig marginalisering af en gruppe børn, der ikke selv har valgt deres livsvilkår.
Det er godt, at vi har mange ansvarsbevidste organisationer, der gør en god gerning i julemåneden. Men det er det offentlige, der svigter, når man er nødt til at søge om julepakker.
Den stigende fattigdom er et problem, der må fokus på. Regeringen må indse, at dens politik har en social slagside.
Glædelig Jul til jer alle
Fra Karina Lorentzen
Låge nr. 17 :
Under låge nr. 17 gemmer der sig et indlæg af Sofus Ryge Petersen, en meget dygtig SF’er og byrådskandidat fra SF Odense. Sofus skriver :
Under låge nr. 18 gemmer der sig et berigende, varmt og dejligt indlæg som er skrevet af min fantastiske farmor, Tina Jespersen på 81 år. Hun skriver om jul og om sammenhold, og om hvordan man klarede sig når det kneb med penge i “gamle dage”.
Hun skriver :
Jul i gamle dage
Tilbage i December 1955 var det allerede gået hen og blevet en rigtig kold vinter før julemåneden kom. Jeg selv var hjemmegående med børnene og min mand arbejdede hårdt for at forsørge os. Jeg var dog så heldig at have en lille symaskine som jeg kunne sy tøj på, og af og til tjente jeg en skilling ved at sy tøj for de fine som ikke syede selv.
Det var en knap december så jeg var taknemmelig da der dukkede en fin dame op på mit dørtrin som ville have mig til at sy en af hendes mands habitter om, til deres 10 årige søn som julegave.
Jeg skulle have 12 kr. for at sy habitten om, penge som vores lille familie bestemt godt kunne bruge til at fejre julen, så jeg gik straks i gang med opgaven.
8 dage inden jul dukkede den fine dame op, for at hente habitten, men hun havde ikke betalingen med til mig. Hun forklarede mig at de ikke havde pengene til mig, før januar da den hårde frost havde gjort det umuligt for dem at arbejde penge hjem i deres firma. Jeg gav hende habitten med alligevel, for jeg fik da ondt af hende og synes jo også hendes søn skulle have sin julegave.
Gode råd var dyre, vi skulle selv holde jul og havde inviteret min søster, hendes datter og hendes mand som desværre var arbejdsløs så det var rigtigt småt for dem. De havde en gammel bil, som min mand og min svoger kørte ud i skoven for at samle træ, gran og kogler i. De følgende aftener gav de sig til at save træet ud og samle det til kaner og slæder som min søster og jeg og børnene malede røde. Min søster og jeg lavede også juledekorationer af gran og kogler som vi pyntede så godt vi kunne med det vi nu havde.
Vi kørte afsted i bilen og solgte det hele på gårdene og husmandsstederne, og inde i byen. Det gik som varmt brød og julen var reddet for vores lille familie. Der blev råd til gaver og julemad til alle.
Dengang blev der fyret med koks, men koks var dyre så vi måtte spare på varmen. Vi fandt ud af at der var mange der ikke brugte deres koks helt op, men bare smed de brugte koks på den kommunale fyldeplads, så min mand og vores ældste søn drog afsted med slæden ud på fyldepladsen og fyldte en sæk med brugte koks som jeg vaskede rene, og så var også varmen reddet den vinter. Vi lærte os også i knappe tider at samle brugt tøj ind og gammelt jern som vi så solgte videre til en produkthandler, så også det blev til en lille indtægt.
Vi har altid haft tag over hovedet, mad og kærlighed til vores børn og vores familie, og nu hvor vi gamle nisser sidder her og ser tilbage må vi sige at vi har haft et rigtigt godt liv, både i medgang og i modgang – vi fik på mange måder et rigt liv og det har vi såmænd stadigvæk her på vores gamle dage.
Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul
med hilsen fra Tina Jespersen
Låge nr. 19 :
Under låge nr. 19 gemmer der sig et indlæg jeg har modtaget, om tid og spildtid.
Forfatteren har undtagelsesvist fået lov til at være anonym.
Spildtid
Vi snakker utroligt meget om hvor lidt tid vi har – vi har så travlt, kan ikke nå det nære – så vi har ikke tid – tid til hinanden, selvom det er på høje tid.
Men vi bruger tiden på spildtid – i køer på motorvejen ind mod København om morgenen, ved kassen i Irma & Føtex og hjemme foran et 32 tommers fladskærmstv som vi i virkeligheden måske ikke havde brug for, men det ser jo godt ud, og nu hvor konen fik en overtalt, fordi man ikke ville bruge tid på at gøre hende god igen og det ER blevet bragt hjem, hvilket også tog tid, ja så skal der da også bruges tid på det.
Vi bruger oceaner masser af tid på at høre og læse hvad andre mener og alt for lidt tid på at høre på os selv – vores hjerte og sjæl. Det er ligesom ikke rigtig IN i tiden at høre efter og mærke sig selv. Der er alt for mange der mener det er spildtid, så det må vi også hellere mene. Vi har ikke tid til at stå op for det vi mener, og det TIDEN mener er vigtigere end det er at tage sig tid til at have en mening selv.
Lige nu spilder jeg måske også DIN tid, men det gør jeg gerne hvis det betyder at du, når du er færdig med at læse, vil give dig tid til at overveje hvordan du bruger din tid. Giver du dig tid eller tænker du mere at du ikke har tid at give af til hverken dig selv eller andre ? Går tiden alt for hurtigt eller for langsomt ? Styrer tiden dig eller er det dig der styrer din tid ?
Her i denne juletid skal vi give os tid til at tænke på hinanden og på os selv. Tid til bare at være med dem vi elsker, de nærmeste og nære. For julen er hjerternes tid, ikke spildtid som så meget andet tid har det med at blive eller være. Det er tid til at tage sig tid, så tak fordi du tog dig tid til at læse dette.
Rigtig hjertelig juletid!
Låge nr. 20 :
Under låge nr. 20 gemmer der sig et indlæg som er inspireret af årets Julekalender ” Mikkel og Guldkortet” – Indlægget er skrevet af Allan, han skriver :
En pose grødris til 21 mio. kr.
Mikkel får i årets julekalender et guldkort, så han kan købe lige, hvad han ønsker.
Sikkert en ønskesituation for de fleste, men når alle får et guldkort, så er situationen pludselig en anden. Så bliver der rift om varerne, og markedsøkonomien viser sit grimme ansigt, en pose grødris til 21 mio. kr.
Ingen ønsker længere at deltage i produktionen, alle ønsker kun at forbruge, der bliver derfor knaphed på varerne og priserne stiger. Hvorfor skulle nogle servicere andre på deres ferie, når man nu selv har et guldkort ?
Man må vel sige i lyset af den globale økonomiske situation, at timingen for årets julekalender ikke kunne falde bedre. Der er sandelig en god gang økonomisk læring i den. Skulle man nu prøve at perspektivere tankegangen til den virkelige verden, så har man tit hørt om virksomheder, der vil flytte produktionen til lande, hvor de kan producere til lavere lønudgifter. Det svarer jo til at få et guldkort.
Nu kunne man så prøve at forstille sig, hvad der ville ske, hvis alle virksomheder flyttede produktionen. Det svarer jo til situationen, hvor alle får et guldkort. Nemlig det at den samlede købekraft falder, fordi lønudgifterne er faldet, og er der så i virkeligheden noget tjent ved det?
Jo man kan såmænd godt blive klog af at se julekalender, om ikke andet, så er man der altid klar over, hvor mange dage, der er tilbage til jul.
Rigtig God jul fra Allan
Låge nr. 21 :
Under låge nr. 21 gemmer der sig et indlæg om min barndoms jul, nærmere bestemt julen 1978, hvor jeg lige var fyldt 6 år, og sammen med mine forældre og min bror skulle holde jul hos min mormor & morfar i Randers.
Min Barndoms Jul
Vi kørte afsted fra Århus mod Randers og mine mormor og morfars imponerende store mustensvilla allerede 3 dage før juleaften, altså præcist for 30 år siden i dag.
Vores grønne Lada var fyldt til bristepunktet med gaver og højt humør – vi elskede nemlig at komme på julebesøg i den store murmestervilla som vores morfar selv havde bygget – huset var fyldt af spændende rum – et rigtigt nisseloft med udskårne nisser omkring et støbt fad med risengrød i, og et hyggeligt pudehjørne hvor vi kunne ligge ved lampens skær og læse i en af de billedbøger der stod på hylden ved siden af…..der kunne man ligge og se ud af det lille koøjevindue på sneen og lyset over hele byen, mens duften af kaffe og lyden af de voksnes snak nede i stuen langsomt fortonede sig. Og haven, den var et helt eventyrrige med fantastiske skulpturer og spændende gemmesteder som vi for længst havde erobret og gjort til vores helt eget sted.
Jo vi elskede at komme med på besøg hos vores mors forældre, og selvom det kun var 2 gange om året vi var der på et længere besøg.
Denne jul blev dog anderledes end de forrige, for 2 dage før jul fik vi at vide at vi skulle med vores morfar ud i skoven efter et smukt juletræ han havde set.
Jeg husker endnu hvor glad jeg blev, for jeg synes det var så synd for juletræerne at de skulle fældes, sådan som jeg havde hørt om det igen og igen i min yndlingsjulehistorie “Grantræet” som min mor tålmodigt læste for mig hver aften i hele december. Ude i mormor og morfars have var der jo så mange spændende træer fra hele verden, som var blevet plantet ud i store krukker, så jeg så for mig hvordan vi ville grave et lille grantræ forsigtigt fri af jorden, nænsomt bære det hen til bilen og så plante det i en af de smukke krukker når vi kom hjem med det.
Vi kørte afsted i lang tid, før vi nåede det sted i skoven hvor min morfar havde udset sig et grantræ vi skulle have med hjem. Jeg sprang glad ud af bilen men min glæde blev afløst af forfærdelse da jeg så min morfar tage en stor økse ud af bagagerummet, og bad os blive stående ved bilen mens han lige fældede det smukke træ vi havde parkeret bilen tæt på.
Jeg græd mine modigeste tårer og forsøgte tryglende at få ham til at lade være, men han grinede bare og sagde at nu skulle jeg ikke være fjollet – et grantræ mærker ikke noget sagde han, og så svingede han øksen og gik i gang med sit forehavende.
Hele vejen hjem i bilen sad jeg tavst og stirrede ud af vinduet mens min bror og min morfar forgæves forsøgte at muntere mig op – selv ikke et dejligt varmt slikæble med kokos fra den lille bod ved Rytterstatuen inde i Randers by, kunne muntre mig op. Grantræet blev båret ind i den fine stue og sat på en fod, og så slukkede min morfar lyset derind og låsede døren med en nøgle, mens han smilende sagde at næste gang vi så det, var det juleaften og så ville det være smukt og fuldt af lys – det skulle vi glæde os til. Jeg smilede tappert igen, men jeg var ikke spor glad, grunden til at jeg smilede var, at jeg havde lagt en plan – jeg ville redde grantræet !!
Jeg lod som om jeg ikke var ked af det mere og fulgte med min morfar ud i værkstedet hvor han distræt hængte nøglen op sin plads mens jeg spurgte ham ud om alle de fine ting han var i gang med at lave. Senere, da vi var blevet lagt i seng sneg jeg mig ud efter nøglen, men på vej ind igen opdagede min mormor mig fra køkkenvinduet så jeg måtte sige til hende at jeg bare lige var ude for at se om det var begyndt at sne. Hun rystede på hovedet og kaldte på min mor som fik mig tilbage i sengen igen. Inden hun lukkede døren bag sig så hun bestemt på mig og spurgte om jeg nu var ude på gale streger igen, men det bedyrede jeg uskyldigt at jeg selvfølgeligt ikke var.
Jeg lå og ventede længe på at lydene i huset forsvandt og listede ud på det store badeværelse hvor førstehjælpskassen stod. Den tog jeg med mig, og så låste jeg mig ind i den fine stue hvor træet stod og duftede himmelsk imod mig. Jeg tændte en lille væglampe og gik straks igang med at redde træet. Der blev puttet jod på enden hvor det var blevet skåret over, (og på det ægte ostindiske tæppe det stod på fandt jeg senere ud af) og så blev der ellers viklet gazebind og tape om stammen og op over det af træet som jeg kunne nå – der kom særligt meget på lige der hvor det var blevet skåret over, for jeg havde en ide om, at hvis nu det blev pakket ind og gjort i stand så kunne vi plante det igen efter jul.
Til sidst forsøgte jeg at skjule min lille operation men opgav det hurtigt – det kunne vist ikke undgås at blive opdaget, så jeg besluttede mig for at vække dem allesammen med det samme, så de ikke blev sure (troede jeg….)
Men jo, sure – det blev de allesammen – først over at blive vækket midt om natten af at jeg gik fra rum til rum og råbte at de skulle skynde sig at komme, fordi det var vigtigt – dernæst over rodet i den fine stue, gazebindet og ikke mindst den store plet jod der var kommet på det ægte ostindiske tæppe. Alle var rigtigt godt sure, lige pånær min mor som fastholdt at jeg jo havde gjort det i en god mening – hun var parat til at tage mig og min bror med hjem med det samme hvis ikke de holdt op med at skænde på mig sagde hun, og det hjalp ! Min mormor og morfar gik hovedrystende i seng mens jeg og min mor fik en længere snak om træer og rødder og om at lade være med at hælde jod ud på et ægte ostindisk tæppe – det var faktisk ret hyggeligt som vi sad der i hyggekrogen i køkkenet og snakkede, sådan husker jeg det i hvertfald nu.
Den næste dag fik jeg forment adgang til andre rum end køkkenet, loftet og så det værelse hvor vi sov – jeg tror det var en straf men jeg hyggede mig nu altid så godt på loftet og når jeg var sulten kunne jeg jo bare gå ned i køkkenet, det måte jeg jo godt.
Vi fik os alligevel en dejlig jul, og juletræet det fik såmænd lov til at beholde al gazebindet på, vi fik nogle dejlige julegaver – jeg fik et lille doktorsæt som de alle grinede meget af, men jeg var lykkelig…
At jeg ikke måtte komme med ud og fælde årets juletræ eller se hvor morfar gemte det året efter, det gjorde ikke noget….han havde jo helt ret i at det ikke lige var noget for mig !!!
Her 30 år senere er jeg glad og taknemmelig for mine mange dejlige minder fra min barndom. Min mormor, morfar og mor er ikke længere iblandt os, men alt det vi har haft, det vil vi altid ha’ og det vil jeg have med mig og af og til vil jeg tage minderne frem, som nu og dele dem med andre, i den helt ægte juleånd.
Med ønsker om en rigtig glædelig Jul !!!
Låge nr. 22 :
Under låge nr. 22 gemmer der sig et lille indlæg som en sød ældre dame jeg kender kom og gav mig mundtligt, fordi hendes fingre er så hårdt ramt af gigt at det gør ondt i dem at skrive, så hun bad mig skrive dette ned, og sætte det på bloggen som hun trofast læser hver dag :
Hun skriver :
Rigdom er ikke guld
Jeg ser på verden og tænker på at den har forandret sig alt for hurtigt, så hurtigt at menneskene i den slet ikke kan følge med. Mange har tabt sig selv og andre igen har aldrig fundet deres hjerte og livet sådan på et ægte plan.
På bare de 76 år jeg har levet har verden forandret sig så meget at man bliver helt forpustet af at tænke på det. Traditioner og sikker viden er gået tabt mens egoismen er kommet til at være det alting drejer sig om. Det er trist synes jeg.
Penge, penge, penge – hele verden drejer sig om penge og om at eje døde ting, og det er vores børn også opdraget til – se bare hvor mange gaver de skal have her i julen, men også til hverdag, men ved I hvad derude, der er noget de har meget mere brug for at få, noget vi allesammen skal have for at leve og overleve, indeni, og det er kærlighed.
Kærlighed er ægte rigdom, med den i sit liv kan man klare de mest utrolige ting. Det ved jeg, jeg har erfaret det selv nogle gange, og jeg kan se det overalt hvor jeg kommer hen, at hvis den mangler, og det gør den alt for tit, så mangler der en gnist som ingen penge kan betale for.
Husk det derude her i julen og også resten af jeres år, at elske og lad jer elske igen, så bliver I nemlig rige på en måde som I aldrig vil miste igen.
Hav en god jul allesammen !!
Låge nr. 23 :
Under låge nr. 23 gemmer der sig et kærligt indlæg som min veninde Bettina Nielsen har skrevet, hun skriver :
Jeg elsker dig
Jeg elsker dig – det lyder så hult når man bare går og siger det til hinanden derhjemme nogen gange – men nogen gange VIL jeg altså sige det så det lyder sådan rigtigt som jeg også føler det – sige det til ham jeg elsker helt utroligt højt, sige det til livet, til verden, til mig selv, mine børn, hundene, og til dem der har brug for det og sige det fordi jeg har brug for at sige det til nogen eller noget.
Nu har jeg fundet en måde at sige det på, så det ikke lyder hult. Jeg siger det så jeg ligger tryk på hvert ord ved at sige sætningen “Jeg elsker dig” 3 gange i træk. Sådan her :
JEG elsker dig (Tryk på jeg)
Jeg ELSKER dig (Tryk på elsker)
Jeg elsker DIG (Tryk på dig)
Prøv det selv – det virker faktisk (også foran spejlet hvis man er lidt ked af det og har det skidt med sig selv af en eller anden grund eller bare fordi….)
P.S : Jeg elsker at det snart er jul !!!
Med julekærlighed fra Bettina Nielsen
Låge nr. 24 :
Under låge nr. 24 gemmer der sig indlæg af Karsten Hønge som er medlem af Folketinget (naturligvis) valgt for SF på Fyn.
Karsten Hønge er en utrolig dygtig politiker og et oprigtigt engageret og hjertevarmt menneske som giver sig tid til en snak, med både høj og lav, tid til at tage med lokalforeningen i Odense på sightseeing på Christiansborg og meget meget mere.
Karsten skriver om at tage sig tid….
Der skal være tid til en kop kaffe!
“Det skete i de dage i november engang, at de første kataloger satte hyggen i gang…..” sådan starter en moderne julesang, der allerede er blevet en klassiker. Det er en strålende sang, ikke kun fordi tekst, rytme og tempo flyder så godt. Sangen er noget særligt, fordi den bidende satirisk sætter lup og skarpt lys på hvordan vi gerne vil se og opleve julen, og så den kommercialiserede virkelige jul. Hvor relationer mellem mennesker først og fremmest er reduceret til udveksling af varer. At give gaver til hinanden, er en fin måde at udtrykke ægte følelser på. Men det går galt når det får rituel karakter og bliver en forbrugskonkurrence. De mest sikre tegn på jul er kataloger og andre former for reklamer.
Julen kan minde os om, hvad livet burde have meget mere af i hverdagen. Nemlig nærvær, samvær og tid til hinanden. For det er i relationerne til andre mennesker at vi vokser og lever. Derfor er julen et godt tidspunkt, til at standse op, tænde lys i den mørke tid og bruge mere tid sammen med dem man holder af.
Jeg kom til at tænke på en historie, der kan sætte tankerne i gang. Den handler om syltetøjsglasset og kaffen.
Historien kan bruges når livet virker for presset, når 24 timer per dag ikke er nok. Så husk syltetøjsglasset og kaffen….
En professor stod foran sir filosofihold med nogle ting foran sig.
Da timen begyndte, tog han, uden at sige et ord, et meget stort og tomt syltetøjsglas frem og begyndte at fylde det med golfbolde.
Da han havde gjort det, spurgte han sin klasse om glasset var fyldt – og det var de enige om, at det var det.
Så tog professoren en kasse med småsten frem, og begyndte at hælde dem ned i glasset. Han rystede glasset let, så småstenene fordelte sig imellem golfboldene. Derefter spurgte han holdet om glasset var fyldt, og det mente hans klasse nok at der var.
Herefter tog professoren en kasse med sand frem, og begyndte at hælde det op i glasset. Sandet fyldte naturligvis de resterende hulrum i glasset.
Igen spurgte han om det var fyldt. Klassen svarede enstemmigt “ja”, og derefter lavede professoren to kopper kaffe, og hældte dem begge ned i glasset, hvilket effektivt fyldte de hulrum der var mellem sandkornene.
Studenterne grinede….
“Nuvel” sagde professoren, da latteren var stilnet af. “Hvis I nu forestiller jer, at dette glas repræsenterer jeres liv. Golfboldene er de vigtige ting – jeres familie, kærester, børn, helbred, venner og yndlingspassioner – de ting som selv hvis alle andre ting gik tabt, og kun disse ting var tilbage, stadig ville gøre jeres liv fuldendt.
Småstenene er de andre ting som betyder noget – så som job, hus, bil og så videre.
Sandet er alle de andre småting”.
Professoren fortsatte: “Hvis I putter sandet ned i glasset først, er der ikke plads til hverken småstenene eller golfboldene. Det samme gælder i livet. Hvis I bruger al jeres energi og tid på ubetydelige ting, får I aldrig plads til de ting, der er vigtige for jer. Vær opmærksom på de ting, der er kritiske for jeres lykke. Leg med jeres børn. Pas på jeres helbred.
Inviter jeres partner på middag. Tag endnu en runde på golfbanen. Der vil altid være tid til at gøre huset rent og ordne afløbene. Tag jer af golfboldene først – de ting der virkelig betyder noget. Få styr på prioriteterne – resten er bare sand.
En af de studerende rakte sin hånd i vejret, og spurgte hvad kaffen repræsenterede. Professoren smilede: “Jeg er glad for at du spørger. Det er blot for at vise, at lige meget hvor fyldt dit liv synes at være, så er der altid plads til et par kopper kaffe sammen med en ven”.
I mit eget liv har jeg altid haft fart på, og gang i mange ting. På Christiansborg kan jeg tit have fornemmelsen af at løbe mig forpustet mellem møder, aftaler og deadlines. Og jeg spørger mig selv om jeg prioriterer rigtigt mellem arbejde, familie og venner. Så er det at jeg nogle gange tænker på historien om syltetøjsglasset og kaffen.
Og juletid kan være og god anledning til at tænke lidt dybere over sine prioriteringer. For det er jo i relationerne til andre mennesker at man selv bliver et socialt menneske.
Der er så meget andet i livet end arbejde der skal gøres, og regninger der skal betales.
I julen skal vi standse op, tænde lys og bruge tid med hinanden.
Rigtig glædelig Jul
fra Karsten Hønge
Valentins Hjerterum 