Så galt kan det gå når indsatsen ikke er helhedsorienteret …en fortælling fra virkelighedens verden

14. november 2008 by Mette B. Valentin 1 kommentar

Jeg er netop blevet konsulent og bisidder i en B&U sag om tvangsanbringelse af 4 børn. Familien vil gerne fortælle deres historie så andre kan lære af den (ikke mindst politikerne) så jeg har på baggrund af de samlede sagsakter skrevet og anonymiseret deres historie og bringer den hermed her på bloggen :

Lone og Tom blev forældre for første gang da Lone var 16 år gammel, Tom var netop fyldt 18 år. Det unge par havde mod på at starte en familie sammen, men følte også selv at de havde brug for vejledning og støtte til at lære at være forældre, hvorfor de henvendte sig til kommunen allerede før barnet blev født, med en forespørgsel om, hvorvidt de kunne få denne hjælp og støtte.

Det unge par fik at vide at de godt kunne få hjælp, og blev kort efter datteren fødsel henvist til døgnophold på et familiebehandlingshjem hvor de forventede at få den ønskede hjælp og støtte til at løfte opgaven, men stedet var ikke indstillet på at hjælpe Lone og Tom med at identificere og udvikle deres færdigheder som forældre. De ønskede udelukkende at arbejde med at få parret til at forstå og acceptere at deres datter ikke skulle bo hos dem, men derimod anbringes permanent udenfor hjemmet. Da det unge par ikke ønskede at erklære sig enige i dette mål, endte opholdet på familiebehandlingsstedet efter 6 mrd med en afsluttende skrivelse som i korthed konkluderede at Lone og Tom ikke ville samarbejde, og var ude af stand til at forstå og se datterens behov, eftersom de ikke ønskede hende anbragt udenfor hjemmet. Der var ingen konkrete problemer hos nogen af de to at pege på, bortset fra at de var unge og uerfarne som forældre, og det faktum at Lone selv kom fra en dysfunktionel familie.

Efterfølgende flyttede parret til en anden kommune, hvor de atter henvendte sig for at få hjælp og støtte, da deres 2. barn led vuggedøden, blot 7 måneder gammel. Familien fik ikke denne støtte, men der blev i stedet indledt en undersøgelse og indhente papirer fra den gamle kommune, hvorefter man igen tvang dem i familiebehandling med det formål at overtale parret til at lade deres datter anbringe udenfor hjemmet. Denne gang kunne man slå på at moderen havde haft en depression efter den lille søns død, og på de parforholdsproblemer som var begyndt at spire mellem Lone og Tom efter sønnens pludselige død. Lone og Tom indvilligede i at lade sig indskrive på et familiehjem hvor de var i nogle måneder, inden de atter forlod stedet, fordi alt det arbejde der foregik udelukkende var centreret omkring at overbevise dem om at lade deres nu 4 årige datter og det barn de ventede, anbringe udenfor hjemmet. Det unge par flyttede igen, og denne gang kom de til en familieafdeling i en lille kommune, hvor man så og lyttede til det unge par. De fik psykologhjælp og støtte i hjemmet, og begge kom i gang med hhv uddannelse og arbejde. I papirerne fra den tid kan man læse at de begge evner at se og forstå deres nu 3 børn, og er nogle varme og kærlige forældre som forstår at sætte rammer og skabe en stabil hverdag for børnene. Dog har de nogle parforholdsproblemer, som af og til påvirker familiens stabilitet, hvorfor der også igangsættes en indsats i forhold til dette.

Lone og Tom gik fra hinanden da hun ventede men tabte deres 4. barn, og dette brud betød at hun flyttede tilbage til den kommune hvor hun og Tom boede da de fik deres ældste datter, for at kunne få praktisk hjælp og støtte af hendes familie og netværk, i hendes nye liv som enlig mor.

Kort tid herefter fandt parret dog sammen igen, men familieafdelingen besluttede alligevel på baggrund af de gamle papirer, at familien skulle i familiebehandling igen. Her fortsatte man i det gamle spor om at man ville anbringe børnene udenfor hjemmet. Lone og Tom fik deres 4. levendefødte barn på familiebehandlingsstedet og de kæmpede bravt for at samarbejde og opnå den støtte og hjælp til at få lov til at være en familie, som de havde brug for.

Da Lone blev gravid igen pressede man hende til at få en abort og samtidigt blive steriliseret uden Toms viden om dette, med den direkte ordlyd at ”Ellers mister du både det her barn og dem du allerede har”.

Parret fik herefter lov til at flytte i egen bolig med børnene. Lone gik i gang med uddannelse og Tom fik fast arbejde hvor han hurtigt blev forfremmet. Men parrets problemer var langt fra forbi. De blev efter 3 måneder i hjemmet kontaktet via brev, med en besked om, at der nu skulle følges op på arbejdet, med dagbehandling i det lokale familiehus 3 dage om ugen. Årsagen hertil var at deres ældste datter var begyndt i skole og her viste, at have problemer med at vise tryghed og tillid til fremmede voksne, hvilket man tolkede som et symptom på at familien sikkert havde problemer derhjemme. Lone og Tom tolkede det som en reaktion på det langvarige og omskiftelige forløb de havde været igennem som familie, men deres indvendinger hjalp ingenting, i papirerne stod der jo at de havde fået massiv støtte og hjælp igennem mange år, hvilket måtte betyde at de manglede forældreevner på et helt basalt plan.

De besluttede sig dog for at samarbejde så godt som de kunne, men desværre medførte det, at Lone ikke kunne fortsætte i sin uddannelse, og Tom mistede efter kort tid sit job, da de tre dages fravær om ugen ikke kunne forliges med dette. Herefter blev de ramt af 300 timers reglen, og de stod pludseligt med blot 1 kontanthjælp, en dyr husleje og 4 børn. Dette betød at problemerne imellem dem voksede støt, samtidigt med at den nye fattigdom betød at både skole og børnehave henvendte sig på kommunen med indberetninger om at børnene var dårligt klædt på og fik utilstrækkelig social stimulation da de hverken havde fritidsinteresser eller kom på ferier og udflugter i hjemmet.

Lone og Tom forsøgte forgæves at snakke med familiehuset om det umulige i den situation de stod i, da også kontanthjælpsloftet ramte dem efter 6 mrd, men det blev blot noteret som et forsøg på at slippe ud af samarbejdet, som igen havde fået karakter af et forsøg på at overtale parret til at lade børnene anbringe udenfor hjemmet.

Tom besluttede herefter at standse arbejdet i familiehuset, for atter at kunne tage arbejde og dermed forbedre familiens økonomi, da han og Lone gerne ville give deres børn nogle bedre betingelser og muligheder. Han fik kort tid herefter mundtlig besked fra en af kommunens folk, om, at Lone året forinden havde ladet sig sterilisere, og dette medførte at han forlod hjemmet med alle 4 børn. Han tog ophold hos sin mor som boede et andet sted i landet. Lone henvendte sig til kommunen og for at finde Tom og børnene, men blev kontaktet af Tom der ønskede forsoning med hende inden en eftersøgning nåede at gå i gang. De blev herefter atter ramt af 300 timers reglen og stod igen med kun 1 kontanthjælp som indtægt. Parret blev indkaldt til en alvorlig samtale på kommunen 2 måneder efter, og fik her at vide, at man ønskede at anbringe børnene permanent udenfor hjemmet, da man anså deres forhold i hjemmet for at være ustabile, med stor vægt på familiens fattigdom og manglende stabilitet og tilknytning i forhold til arbejdsmarkedet.

Lone og Tom ville ikke indvillige i dette, og de tog kort tid herefter på ferie i et sommerhus et øde sted, for at finde ud af hvad de dog skulle gøre, for at få lov til at være en familie.

5 dage efter ankomsten til sommerhuset kørte en politibil op i indkørslen og ud stod 4 betjente som bankede på og forlangte at få børnene udleveret. I det samme ankom endnu en bil, hvor familiens socialrådgiver og 2 pædagoger fra det børnehjem hvor børnene skulle tvangsanbringes på, sad i.

Der var blevet foranstaltet en tvangsanbringelse af børnene med den begrundelse at børnenes stabilitet var truet, og Lone og Tom måtte grædende se deres 4 børn blive slæbt skrigende ind i de ialt 4 biler der var ankommet til stedet.

Først 3 uger herefter fik de besked om hvor børnene var, og da der var gået endnu 4 uger, fik de for første gang siden den voldsomme situation i sommerhuset, lov til at se deres børn, under overvågning af 2 pædagoger og deres sagsbehandler. 2 timer om ugen fik de at vide de måtte se deres børn – 100 km fra hjemmet.

Efterfølgende er Lone og Tom flyttet til den by hvor børnehjemmet ligger og de kæmper stadigvæk hårdt for at få lov til at få deres børn hjem igen, men her 1 år efter tvangsanbringelsen er der hverken udarbejdet § 50 undersøgelse eller handleplan i sagen. Ankestyrelse og landsret har på baggrund af den massive sagstyngde valgt at give kommunen medhold i anbringelsen, og familiens indsigelser og kommentarer til sagen vægtes ikke. Der har ikke været partshøring eller inddragelse af Lone, Tom og deres netværk. De 2 ældste børn er begyndt at vantrives markant og er begge 2 nu på venteliste til psykiatrisk udredning. den mindste kan ofte ikke kende sine forældre når hun ser dem, og børnene får ikke lov til at komme hjem eller på besøg hos deres familie og venner udenfor børnehjemmet. Lone og Tom er stadigvæk ramt af 300 timers reglen og af kontanthjælpsloftet da anbringelsen har medført at de begge er gået psykisk ned med flaget og pt står uden reel arbejdsevne. De er endnu ikke kommet på venteliste for nærmere lægefaglig udredning og hjælp, og tidsperspektivet er endnu ukendt. Der er ligeledes ikke indledt familiearbejde i sagen, men der er dog blevet tildelt en støtte – kontaktperson hvis primære opgave iflg afgørelsen fra kommunen, er at hjælpe Lone og Tom til at acceptere at deres børn ikke skal bo i hjemmet, men derimod være anbragte udenfor hjemmet, foreløbigt uden mulighed for hjemgivelse.

Alt dette var baggrunden for at netværket udenom Lone og Tom tog kontakt til mig og spurgte om ikke nok jeg ville være konsulent og bisidder for Lone og Tom, hvilket jeg sagde ja til, efter et par dages nøje overvejelser. Om 3 uger skal sagen i B&U udvalget i den anbringende kommune, da man vil stadfæste anbringelsen til at have en varighed på minimum 1 år. På nuværende tidspunkt er sagen sådan, at det sikkert er det bedste for både børn og forældre, men så galt her burde det aldrig have gået. De skulle have haft en helt anderledes og helhedsorienteret hjælp fra starten af, det er jeg ikke i tvivl om.