Debatindlæg i Socialrådgiveren, 24. september 2008
Flere politikere melder i øjeblikket ud, at de vil hjælpe kommunerne med at løse de massive problemer, der er på børn- og ungeområdet, ved at indføre refusion, specifikt på anbringelser. Eftersom anbringelser bør være den sidst mulige udvej, efter at ethvert håb om at opnå resultater gennem familiearbejde er opgivet, er det mildest talt en noget uheldig økonomisk gulerod at præsentere kommunerne for – og taberne, det bliver uden tvivl de mange børn og familier, der reelt har brug for hjælp og støtte uden at familien splittes ad via en fejlanbringelse.
Anbringelse vil i løbet af kort tid, blive en alment anvendt foranstaltning i børn- og ungesager, ganske enkelt fordi det koster mindst, og løser et behov for at vise, at man gør noget på området. Men en anbringelse er en stor ting, der har massive konsekvenser for det barn, det drejer sig om, og dets familie.
Hertil kommer det næste problem med at sikre, at det, som barnet anbringes til, ikke resulterer i en yderligere fejludvikling, nederlag og vantrivsel hos barnet. Jeg sigter her på anbringelsesstedernes/plejefamiliernes kvalitet og kompetencer, som desværre ofte langt fra er tilstrækkelige.
Hvis man nu i stedet foreslår, at alt børn og unge arbejde skal have statsrefusion, eller at der skal tilføres reelt adækvate ressourcer til børn og unge området, så vil effekten derimod være langt mere positiv.
Arbejdet ville nemlig dermed kunne forankres i en solid faglig og professionel viden og indsigt på området. Man ville således kunne sikre en tidlig, effektiv og helhedsorienteret faglig indsats, som vil kunne redde mange børn og familier fra det mareridt, en fejlanbringelse er. Endeligt ville det sikre, at de sager, hvor anbringelse er den rigtige løsning, kan behandles langt mere effektivt og helhedsorienteret, tidligt i forløbet.
En økonomisk gulerod – det må anbringelser aldrig blive!
Valentins Hjerterum 
13. marts 2009 kl. 18:16
Indenfor hegnet
Ja, fejlanbringeler koster både barnet og dets familie dyrt – i form af ubearbejdede dybe traumer, stor sorg og megen ulykkelighed, fordi man, (jeg som mormor) kunne have bragt mit barnebarn meget mere sundhed, udvikling og livserfaring, samt meget andet BASALT, som burde eksistere og være OPTIMALT til stede i ethvert barns opvækst!
Men – desværre er der uhyre og en mægtig stor FORSKEL på hvordan netop børn uden- og indenfor hegnet vokser op! Børn indenfor udsættes for særdeles store traumer, hvis det bliver kastet rundt på flere forskellige døgninstitutioner, som mit barnebarn er blevet det!
Et sted, på Chr. d. 9`Børnehjem blev Carl udsat for i over et helt år som 4 årig at gå iblandt en langt yngre børnegruppe, der ikke kunne tale, samt tæt på afdelingen for højt skrigende ulykkelige spædbørn! Ofte sagde han:
“Mormor, jeg kan ikke holde ud at høre på dem, så jeg tager mit hoved ned under dynen (i hans seng på værelset). Eller han sagde: “Her har jeg ingen kammerater”!
Når vi, dvs. Carls mor og jeg skrev flere breve eller forsøgte at kontakte døgninstitutionen på anden måde, om hvorfor de IKKE tillod Carl at komme ud i enten sin egen eller en anden alderssvarende børnehave, SÅ HAN KUNNE FORTSÆTTE MED AT LÆRE DE USKREVNE SOCIALE SPILLEREGLER AT KENDE, svarede man enten aldrig eller, efter vi fortsatte med at spørge, bare at slynge ud, at de PLANLAGDE at sende ham afsted.
Men de gjorde det ALDRIG!
Samtidig LOVEDE samme personale, at de IKKE ville adskille Carl fra hans lillesøster, Rosa, der også var kommet ind i spædbørnsgruppen på samme institution! Dette blev heller aldrig overholdt, hvorimod selveste afdelingsleder Bitten Horwitz fra Familieafdeling Syd i Århus, selvbestaltet ERKLÆREDE, at nu var Carl en særdeles BEHANDLINGSKRÆVENDE dreng, så han skulle nu overflyttes til en helt anden institution. Det blev en BEHANDLINGSINSTITUTION, Åhaven i Århus!!!
Nu kom Carl fra asken til ilden! Hvor han før gik mellem meget yngre børn, der ikke kunne give ham det modspil, som enhver rask og rørig fireårig har enormt brug for, så kom han nu til at befinde sig imellem langt ÆLDRE børn! Og der var flere af dem, der nu påbegyndte en særdeles grov mobning og tørre tæsk til Carl. Det kom der flere sår på både krop og sjæl ud af! Og ingen af sårene blev nogensinde passet ordentligt af personalet, så idag har Carl mange ar!
At Carl var blevet mere og mere ØDELAGT af at gå sådan systemsvigtet rundt og rundt og rundt på de lange kedelige grå gange på Chr. D. 9`Børnehjem, kunne jo sagtens udløse at enhver selvbestaltet udi egen opfattelse kunne “kloge i det”, for INGEN sagde hende øjensynligt imod!!! Det var og BLEV denne afdelingsleders egen hjemmebryggede diagnose!
For senere blev Carl sendt til udredning på psykiatrisk børnepsyk. i Risskov, hvor han efter flere gentagne undersøgelser, blev erklæret som en helt almindelig sund dreng UDEN nogen form for diagnoser!!! Blot var han understimuleret! (Jatak, det kunne VI sandelig skrive under på, som jo havde set, hvordan han i næsten et helt år gik uden diverse udviklende aktiviteter).
Hvis Carlvar blevet testet imens han boede hjemme hos sin mor, hvor min daværende mand og jeg var garanter for hans sundhed og trivsel, hvor vi sammen med hans mor bragte drengen til dejlige legestuer, byggelegepladser med dyr, til museer, til familiesammenkomster, til venner, og hvor hans højt elskede kat bragte nye årlige kridhvide kuld killlinger til verden, ja så kunne en undersøgelse dengang have set helt anderledes ud!
Og det gjorde den netop! For selvom Åhavens psykolog forsøgte at skrive en fed løgn i sine journaler om Carl, (at hans mor og jeg ALDRIG nogensinde havde haft drengen til sundhedstjek), kunne vi dokumentere det stik modsatte!
Vi havde flere journalark fra både sundhedsplejerske, læge, og Carls senere dagplejemor, som ALLE viste, at Carl STOR trivedes på alle fronter!
Dette beviser også alle de skønne fotos, som vi tog af ham, INDEN han endte som en totalt chokeret lille bleg dreng, stående fuldstændig lammet uden blik, efter at have befundet sig en hel måned efter fjernelsen med fire uniformerede politi – på børnehjemmet! UDEN at vide noget som helst om hvor hans mor, mormor, stedbedstefar, kælekatte, venner og mostre pludselig var blevet af.
Mon dette chok, som Århus kommune udsatte Carl så umenneskeligt for, er skyld i, at han spiseværgrede – og vedblev dermed? Som jo er et barns nærmest ENESTE måde at reagere på!
Og er dette voldsomme indgreb, hvor kommunen IKKE informerede os, så VI kunne have fulgt Carl roligt til hans nye sted, i realitetenen også skyldig i, at drengen ikke er vokset som han burde? Hvor han nu, som næsten tiårig bliver antaget som en seksårig, (af kropsvækst, men derimod ikke når folk hører, hvor kvik han er)!
Dette er blot en lille del af hvad vi som Carls familie og han selv har været udsat for under den så altafgørende opvækst! Dette kan måske være et øjebliksbillede til støtte for dit indlæg Mette!
Kærligst Mormor Kirsten
14. marts 2009 kl. 15:25
Beskyttes børneværnet af politiet?
I forbindelse med mine årelange forsøg på at få mit gode navn og rygte renset fra de æreskrænkende og injurerende påstande, som ovennævnte Århus kommune Syd igennem de seneste ti år har forfattet om min person i min datters journalark, ser det sort ud med udsigterne dertil!
Netop derfor studsede jeg over et indlæg af free lance journalist Jan Hansen, som skriver:
“Er moralen sunket så dybt, at vi ikke mere kan stole på juristerne hos vore politi- og andre myndigheder?
Er det måske politiets egne jurister, der bliver politisk beordret til IKKE at røre ved nogle af de sager, som kan have tilknytning til ren KRIMINALITET? Begået af ANSATTE i børneværnet eller andre dele deraf?
Læs nærmere derom på: sfm.no
14. marts 2009 kl. 15:34
Sandhedsværdi
Når det gentager sig i det uendelige, at anbringelsessager forbliver udokumenterede, fordi samtlige klageinstanser, lige fra Bog U til Landsretten IKKE forlanger at kommunerne VEDLÆGGER familiernes EGNE ofte vel dokumenterede vidneudsagn, skal vi ALDRIG nogensinde håbe på at noget som helst sker udfra nogen sandhedsværdi!
Retssikkerheden er og forbliver derved ” en by i Rusland”!
Derfor er tvangsbortadoptioner endnu et UHYGGELIGT dybt forfærdeligt tiltag, fordi de i forvejen verserende fejl jo ALDRIG bliver rettet!
Somom jeg ikke allerede for længst HAR fortalt Karen Jespersen derom, når hun på mine seriøse mange henvendelser har fået sine sekretærer til at ringe mig op og spørge mig ud. Ofte over timer!
Kan eller vil denne velfærdsminister IKKE tage ved lære eller hvad? Måske embedsmændene holder hende i deres faste jerngreb, ligesom alle de andre forskellige nuværende og forrige kransekagefigurer på Danmarks top!!!
14. marts 2009 kl. 23:43
Kære Kirsten
Tusind tak for dine kommentarer – din sag og hele det forløb du og din familie har været igennem vidner med gruopvækkende tydelighed om hvor slemt det står til mange steder ! I SF kæmper vi bravt for at få lavet radikalt om på det – og vi vil fortsætte kampen til det lykkes – for det er ikke sådan det hverken skal eller må være – det er så hjerteskærende – min dybeste medfølelse den har du og du skal vide at det nytter det du gør her for folk bliver klar over hvor slemt det står til – hvor mange skæbner det er der ødelægges og hvor vigtigt det er at få sat en stopper for dette tyranni !
De bedste hilsner fra Mette
17. marts 2009 kl. 16:45
Kære Mette!
Hvor dejligt med dit medfølende svar, tusind tak for det. Du kan tro, at det ellers ofte er en særdeles ensom post at befinde sig på, fordi alt for mange af de andre familier, der også bliver udsat for både det sammme som osl og det der er endnu værre, ikke tør stå frem dermed.
Fordi de bliver jagtet og afstraffet på deres samvær med enten egne børn eller med deres børnebørn. Det er så ulykkeligt at være vidne til. Så slemt, at jeg tit må græde sammen med de familier. Over den umenneskelige TERROR, som både de og deres barn/barnebarn udsættes for.
Tænk bare at skulle høre sit eneste fjernede barn (der ydermere er snuppet på ulovligt og vilkårligt grundlag), dagligt, når hans mor og han ringer sammen, græder utrøsteligt i røret og beder fortvivlet med et seksårigt barns største fortvivlelse:
“Mor, far, bedstefar, kom nu og hent mig hjem, jeg kan ikke lide at være her”!
Nu er denne daglige telefonkontakt blevet fjernet mellem mor og barn. HVor de nu kun sjældent må ringe sammen.
Kan det undre, at denne mor er på randen af mareridtsagtig og dybt traumatisk opgivelse, hvor hun bliver mere og mere syg om hjertet dom dagene går. Hvor hun næsten aldrig får en nats søvn!
Dette sker på et kommunekontor, hvor der sidder en leder, som blev afskediget på et andet kommunekontor, (p.g.a af en meget ALVORLIG sag med dødelig udgang), men blot fortsatte og blev ansat et andet sted i landet med sin hærgen!
Det virker somom vore politikere mener, at “ude af øje, ude af sind”, sker, når man bare fjerner børn og forældre/familie fra hinanden! De skulle selv prøve mosten!
Det gør alle fortræd! Børnene, der ikke kommer til at fungere i deres fremtidige liv, fordi deres opvækst gik med at sørge, undre og savne deres kære og nære, og familien, der ikke længere kan forblive arbejdsduelige. Alle savner og bekymrer sig for hinanden!
Ja, Mette jeg kan bare ikke tie med hvad både vi selv oplever og hvad jeg kender til at andre ligestillede oplever i dette underlige land, der påstår at være et velfærdsland. Håber sandelig at mine indlæg bliver læst af mange andre, end lige dem der besøger din hjemmeside???
Kærligst med tak fra Mormor Kirsten
28. juni 2009 kl. 06:44
Kære Mette
Hvordan er det så lige pt med økonomien for kommunerne hvad angår anbringelse contra anden foranstaltning. Er anbringelse den billigste løsning?
mvh Dorthe
2. juli 2009 kl. 08:40
Kære Dorthe
En anbringelse er både menneskeligt og økonomisk omkostningsfuld både her og nu – og over tid – men af og til ER det nødvendigt at løfte barnet/ børnene ud af hjemmet, fordi deres trivsel, udvikling og tarv er alvorligt truet.
Med den nye barnets reform som et flertal i folketingets partier står bag, vil kommunerne fremover få 50% refusion på deres udgifter i forbindelse med en anbringelsessag. Dette sker på baggrund af de seneste års problemer med at finde økonomi i kommunekasserne til at anbringe børn udenfor hjemmet, i årets sidste måneder.
Den billigeste løsning er den helhedsorienterede, tidlige og effektive forebyggende og direkte indsats i udsatte og ressourcesvækkede familier. Det er også den løsning der giver færrest menneskelige omkostninger – ofte viser der sig faktisk at være deciderede gevinster for både det enkelte barn, familien, nærmiljøet og samfundet som helhed, hvis man sætter ordenligt ind fra starten af.
Foskning viser tydeligt at vi som samfund har en stor udfordring at løfte på hele anbringelsesområdet og indenfor familiearbejdet i kommunerne. Her vil jeg på det varmeste anbefale at man læser SFI´s forløbsundersøgelse af anbragte børns udvikling, trivsel og vilkår -den kan findes på http://www.sfi.dk
En anbringelse er en meget alvorlig, indgribende og voldsom foranstaltning for både barnet, familien og samfundet som helhed. Her er det vigtigt at være OBS på 3 centrale forhold :
1) Forskning og erfaringer viser at børnene har behov for at kende og være en del af deres biologiske familie, selvom de ikke bor hos deres forældre
2) Forskning og erfaringer viser at hvis man vil forhindre at børnene bærer en massiv negativ social arv med sig, må man inddrage og involvere forældre og anden familie i arbejdet, og dermed (som loven iøvrigt også tilsiger) kontinuerligt arbejde for at løse/ bedre familiens problemer – og altså det, der har ført til anbringelsen.
3) Forskning og erfaringer viser at børn der er anbragt i netværkspleje/ i en slægtsanbringelse klarer sig langt bedre, med langt færre skader og langt bedre muligheder for at klare sig godt resten af livet.
Vi skal sidst men ikke mindst, som samfund se på indholdet af anbringelser, på det relationelle personlige aspekt, på de de rammer og det liv vi byder børnene på børnehjem og institutioner og i plejefamilier.
Vi skal se på kontinuiteten og udviklingen i anbringelsen, og huske på, at det ikke kun er forældrene vii tager nogle børn fra, det er også børnene vi tager forældre, søskende og familie fra !!!
De bedste hilsner
fra
Mette Valentin
10. juli 2009 kl. 11:03
Hej Mette
Tak for svar.
Jeg er desværre bange for, at pengene styrer på bekostning af de menneskelige hensyn, også på det her område. Jeg bor i en kommune med stort hul i kommunekassen, og jeg er overbevist om, at den billigste løsning i penge bliver valgt.
Selvfølgelig er det godt, at en nødvendig anbringelse nu er mulig på alle tider af året. Men betyder det så fra nu af, at anbringelse er den billigste løsning i forhold til andre tiltag? I så fald VIL det altså betyde, at kommunerne vælger denne løsning, også i tilfælde, hvor det senere viser sig at være kakastrofalt for barnet, samt hele familien.
Altså – i menneskepenge – er det billigere for en kommune nu og her at anbringe et barn (her 12 år) end at finde ud af, hvad der er galt, specialskole, slægtsanbringelse?
Jeg må desværre sige, at jeg ikke længere tror på det gode i kommunernes hjerte, kun cool cash tæller!
Jeg vil blive glad, hvis du kan svare på det. Det er nærmest umuligt selv at finde ud af.
mvh Dorthe
10. juli 2009 kl. 21:43
Kære Dorthe
Selv tak – 🙂
For det første – så ja – kommunerne styres med så hård en jernhånd og er underlagt så massive økonomiske restriktioner at de ikke har mulighed for andet end at tænke i “cool cash” – frem for i mennesker og skæbner.
Det er netop denne kassetænkning jeg advarer mod i det oprindelige indlæg “Anbringelse må aldrig blive en økonomisk gulerod” – for selvom det hjælper ifht problemet med om der er råd til anbringelser sidst på året i kommunerne – så hjælper det IKKE når det handler om antallet af anbringelser idet denne foranstaltning bliver så billig for kommunen at den utvivlsomt vil bruges oftere og hurtigere end vi ser det i dag. Her er det min frygt at det primært vil føre til flere anbringelser på et tyndt grundlag. Anbringelser hvor den rigtige løsning burde have været mere eller mindre intensiv familiearbejde, men de foranstaltninger har de fleste kommuner ikke råd til, da de netop er underlagt en urealistisk stram økonomisk styring.
Du spørger om det er billigere for kommunen at anbringe end at afsøge andre muligheder, slægtsanbringelse, specialskole og udredning af et 12 årigt barn.
Det vil jeg ikke umiddelbart mene det er – altså billigere at anbringe – men der kan være andre tundtvejende grunde til at man alligevel har valgt at gøre det.
Selvom man har valgt at anbringe er det jo stadigvæk relevant at udrede og evt understøtte barnet via f.eks specialskole, såfremt udredningen peger på, at der er et reelt behov herfor. Den udgift slipper kommunen under ingen omstændigheder for.
Det undrer mig dog meget at man ikke har udredt barnet som led i den § 50 undersøgelse der går forud for en foranstaltning via servicelovens B&U kapitel, det er jo en del af § 50 undersøgelsen at barnet udredes hvis det mistænkes for at have sociale/ psykologiske/ psykiatriske problematikker. Det er kun i tvangssager § 50 undersøgelsen kan udsættes i op til 8 uger.
Så er der lige den med slægtsanbringelse – det er jo en foranstaltningsmulighed som rummer mange etiske udfordringer og dilemmaer, hvilket jeg tror er hovedårsagen til, at det ikke anvendes oftere. Man hører oftest argumentet om, at man ikke vil slægtsanbringe hvis forældrene modsætter sig det eller hvis der er konflikter mellem de biologiske forældre og den del af slægten der ønsker barnet anbragt hos sig.
At undersøge familiens forhold til hinanden og indbyrdes er iøvrigt også en del af en § 50 undersøgelse, som samlet set består af 6 hovedpunkter der skal besvares og vurderes før det efterfølgende er muligt for kommunen at bevillige en foranstaltning via servicelovens B&U kapitel – (altså med mindre der er tale om tvang)
For mig er der et ufravigeligt fokus når sådanne beslutninger skal tages, barnets tarv — Dvs. – Hvad har barnet behov for – Hvad ønsker barnet selv ? & hvilke perspektiver tegner der sig for barnet hvis jeg beslutter at anbringe/ ikke at anbringe/ slægtsanbringe/ andet.
Jeg vil lige til slut nævne at et barn på 12 år har ret til at blive hørt i sin sag og at kun meget tungtvejende argumenter kan føre til at man tvangsmæssigt (udenom barnet) vælger at se bort fra barnets ønsker og tarv.
Jeg håber du kunne bruge mit svar til noget. Du er altid velkommen til at skrive igen -:)
De bedste hilsner
fra
Mette Valentin
8. maj 2010 kl. 18:36
Jeg har været slægtsanbragt, og jeg har taget uddannelse som pædagog sent i livet og skrevet speciale om anbringelser og udviklings projekter på Storstrømsseminariet fra 1996 -2000 som merit studerende. Jeg har arbejdet i børnehave og på opholdsted. Nu arbejder jeg med demente.
Familiens kraft og kærlighed gennem hele livet er ubetaleligt. Når du anbringer børn på opholdsteder med dygtige uddannede personaler stilles der så høje krav til psyken, stress at mange knækker af presset, det gjorde jeg. ( Havde nok for meget i i min egen rygsæk)Men man fortjener sin løn, man møder op efter tiltrængte fridage ind i døgnvagter hvor man skal være de vigtigste personer i børnenes liv. Det skal honoreres, det skal lønnes. Men en moster, en mormor og morfar, farmor og farfar eller andre i det nære netværk, skal være på lige fod med den økonomi en almindelig familie har. De skal bare have psykolog bistand gratis både til den biologiske mor, barnet og netværksfamilien. De skal køres frem til en åben ærlig fremtids vision der bygger på at stå sammen og blive stærke gennem kriserne. De skal støttes til selvværd og selvforvaltning af eget liv på en almindelig økonomi og mulighed for at knække den sociale arv gennem uddannelse, indsigt og selvforståelse. Og så er det vigtigt at det er en special uddannet pædagogisk person der laver de hjemmebesøg og kontrolbesøg som er barnets sikkerhed for at de trives i familien. Hvis jeg som teenager bare havde fornememt et sekund, at mine bedsteforældre gik og ventede på en fed løn for mig, skulle jeg nok have drejet den forkerte vej i svinget i trods. Men det var aldrig nogensinde grunden til min slægsanbringelse, jeg var elsket og det var det vigtigste også nu som 54 årig..
2. november 2010 kl. 00:53
Kære Mette
Som du ved har jeg høje tanker om dig og den politik du står for men, så længe at de familieforanstaltninger i så flot omtaler på ingen måde fungere, kan en anbringelse være et bedre alternativ
Vi har med den borgerlige regering været videne til kommuner som hjemtager børn, til absulut tomme kommune kasser, refusion behøver ikke at være af det onde, dog har du ret derhend, at der ikke skal åbnes for mere kassetænkning.
Du bevæger dig på et to æget sværd i denne diskution, fordi sags mishandlingen ude i kommunerne foregår på bække sider af hegnet, og i min værden kan der være god fornuft i en refutions ordning, hvids det betyder, at kommunerne så holder op med at hjemtage børn med særlige sociale behov, til socialt dårligt stillede familier ramt af regulær fatittigdom, for det er alt andet lige at gøre disse børn en bjørnetjæneste.
Det er af yderste vigtighed, at vi når vi kommer til magten får genoprettet den ubalance den borgerlige regering har indført i lovgivningen på det sociale og administrative område, den ubalance som kommunerne i så svær grad misbruger til regulær kassetænkning.
Med Venlig Hilsen
Allan Tentschert
20. marts 2016 kl. 06:37
Børn er desværre blevet pengemaskiner i det system kommunerne har økonomisk interrese i de sager hvilket forklarer hvorfor samtlige børn pludselig blir beskrevet som behandlingskrævende og andet for så er det ik kommunen der betaler men staten.så derfor er det billigere for kommunerne på den måde og derfor de gør det.ved det hænger sådan sammen desværre