Mere af samme skuffe?

Debatindlæg i Socialrådgiveren nr. 11/ 2008

13. maj var der åbent samråd i Folketingets socialudvalg, hvor socialordfører Özlem Cekic (SF) spurgte velfærdsminister Karen Jespersen (V) om nedskæringer og besparelser på børne-unge området i landets kommuner, som medfører, at omsorgssvigtede børn og unge ikke får den hjælp, støtte og beskyttelse, som de har krav på.

Karen Jespersen svarede blandt andet, at socialrådgiverne ikke var godt nok uddannet i børne-ungesagerne, og at hun ville se på, hvordan man eventuelt kan revidere socialrådgiveruddannelsen.

Jeg har haft min gang og fulgt aktivt med i det studenterpolitiske og organisatoriske arbejde de seneste ti år samt været praktiker på området og mener derfor at vide noget om socialrådgiveruddannelsens indhold og problemerne i praksis.

Den udvikling, der er sket gennem enkelt-sagslovgivningen inden for faget siden servicereformen i 1998, har sat så stor fokus området, at centrale områder som integration, sygedagpenge og kontanthjælp mangler fokus på socialrådgiveruddannelsen. På de i alt syv semestre er næsten samtlige temaforløb og moduler netop om børne-ungearbejdet, som også fylder størstedelen af vores juraundervisning.

Velfærdsministeren ved altså øjensynligt ikke, hvad hun taler om. Eksemplet her viser, at myten om den manglende fokus på børne-ungearbejdet i uddannelsen sættes i direkte sammenhæng med de kritisable enkeltsager, vi har hørt om fra medierne. Noget usandsynligt vrøvl!

Velfærdsministeren skulle hellere kigge på, at for lidt på uddannelsen drejer sig om integration, sygedagpenge og kontanthjælp og ikke mindst tilføre de sociale højskoler de ressourcer, der er brug for, så det faglige og professionelle indhold på uddannelsen tager direkte afsæt i en aktuel samfundskontekst – og ikke i en mediedækket, kritisabel enkeltsags politik.

Hun må se at komme ind i kampen, vores velfærdsminister. Der må reelle løsninger med afsæt i virkeligheden på banen. Det vil de sociale højskoler, de studerende, socialrådgiverne, forvaltningsenhederne og ikke mindst de særligt udsatte børn og unge og deres familier takke hende for.

Mette Valentin
Prof.soc.bach-studerende og medlem af Regionsbestyrelsen for SF Syddanmark.
(forkortet af red.)

Skriv en kommentar

Din kommentar: