Visionsløst udspil om tilbagerulning af refusionsordning

Vores nye socialminister Karen Hækkerup har taget fat på finansieringsproblemerne på B&U området i kommunerne. Desværre tager hun som sine forgængere alene afsæt i anbringelserne og inddrager ikke det forebyggende arbejde, familiearbejdet og hele den flerspektrede og mindre indgribende forvaltningstrappes muligheder og mangel på samme – på grund af ressourcemangel, i kommunerne.

Fra DKNyt – 11/1/12:

“Jeg lægger op til, at vi skal have ændret på finansieringen for at sikre, at der ikke er nogen børn, som ikke får den rigtige hjælp, fordi kommunen skal spare, siger Karen Hækkerup.

Helt konkret vil jeg rulle den centrale refusionsordning et par år tilbage, så en kommune altså fremover, vil kunne få en større del af sine omkostninger refunderet,  for de dyre anbringelser.”

Jeg er mildest talt skuffet over den visionsløshed der præger udspillet. For det første tilbagerulles der kun – besparelserne fortsætter altså under alle omstændigheder på refusionsområdet – det tegner ikke godt for B&U indsatserne ude i kommunerne. Antallet af forkerte anbringelser vil vokse – og dermed antallet af familieskæbner som både kunne og skulle have været undgået!

Det er da ikke det vi vil! Venstrefløjen vil da meget andet – og mere end det! Og vi vil da gøre det meget bedre! Vi vil da sikre at ALLE børn får en god og tryg opvækst – og sætte så tidligt og forebyggende ind vi kan – for alle parters skyld!

Vi ved, at anbringelser i netværket er det langt bedste – at institutionsanbringelser bør forbeholdes handicappede/ skadede/ kriminelle børn/ unge – og at det helt afgørende for at den negative sociale arv ikke skal fortsætte – er et positivt forhold til de biologiske forældre – og at man prioriterer det sociale miljøarbejde med både børn og forældre, som i bedste fald har det som mål, at barnet atter kan hjemtages – evt med fortsat støtte i skole/ hjem.

Ved udelukkende at fokusere på anbringelser i et udspil som skal modgå den utilstrækkelige ressourcetildeling til området, skaber man et økonomisk incitament til flere anbringelser – og mindre forebyggende arbejde, familiearbejde og forebyggende arbejde! Altsammen noget der desværre generelt ER for lidt af i kommunerne, efter flere års blodbade på de kommunale budgetter under VKO. Her er brandslukning blevet hverdag  i kommunerne, hvor man de fleste steder må se langt efter de forebyggende, mindre indgribende foranstaltninger, og hvor de få ressourcer bruges på de allerværste – eller mest synlige sager – mens stadigt flere kommer til, netop i fraværet af de tidlige, forebyggende indsatser.

Det der skal til er jo en generel opprioritering af området, både ressourcemæssigt – og hvad implementering af viden og erfaringer angår. Der skal sættes anderledes – mere helt og langt tidligere ind – og så skal vi ikke mindst sikre at DE børn som vi af GODE saglige og faglige grunde, vælger at anbringe udenfor hjemmet – at de har og FÅR et godt liv – At de IKKE mister deres forældre, søskende og andet familie, og at der er en håndfast plan for hvad der skal ske med såvel barn som forældre EFTER selve anbringelsen – En plan hvis sigte i bedste fald er hjemgivelse, hvor den røde tråd – målene er kendte og noget der arbejdes aktivt henimod, af alle parter.

Det véd vi godt alt det her – Det er det som viden, erfaringer og forskning fortæller os –  og noget som vi naturligvis skal sikre bliver gjort til vores virkelighed med en rød regering ved magten, hvor anbringelser ALDRIG bliver gjort til en økonomisk gulerod for kommunerne, fordi vi ved bedre!