Der har i stadigt stigende grad sneget sig en ny diskurs ind i den danske aktivpolitik, en diskurs som går ud på at straffe og sanktionere de borgere der ikke passer ind i de snævre forestillinger og kasser som regeringens menneskesyn udspringer af.

Tankegangen synes at være, at hvis ikke man passer ind i disse forestillinger og kasser, så er man ikke interesseret i at deltage i samfundet og påtage sig sit ansvar som borger, og derfor skal man så  straffes og sanktioneres på plads. Perspektiver som manglende ressourcer og forvitrede personlige og sociale problemkomplekser i den enkelte borgers liv afvises som pladderhumanisme, idet regeringen synes at have set sig blind på den sandhed, at det ofte er gennem arbejde, og det at deltage i samfundet lykken findes.

Og regeringen har jo fuldstændigt ret i, at det er gennem aktiv deltagelse i samfundet og på arbejdsmarkedet inklusion og fællesskab opnåes, det har de jo forstået. De har øjensynligt bare ikke helt forstået at helt så enkelt som aktivering, straf og sanktioner er det ikke.

Det handler nemlig ikke om modvilje eller dovenskab når borgere ikke formår at være inkluderede og aktivt bidragende til samfundet og arbejdsmarkedet. Det koster millioner og atter millioner at forsøge at løse sociale problemer med straf og sanktioner. For i virkelighedens verden løser straf og sanktioner ikke manglende ressourcer og forvitrede personlige og sociale problemkomplekser, det gør dem i virkeligheden værre og gør det endnu sværere for disse borgere at opnå inklusion og beskæftigelse på sigt.

Disse borgere har nemlig brug for hjælp og støtte til at få løst deres forvitrede problemkomplekser og for at få en reel mulighed for at styrke deres ressourcer, både personligt, socialt og materielt, før de bliver i stand til at opnå og bevare varig beskæftigelse og inklusion i samfundet.

Men borgere med manglende ressourcer og forvitrede personlige og sociale problemkomplekser skal i følge regeringen bare have et arbejde, så løser deres problemer sig. Det er den forestilling der ligger til grund for stadig mere straf og stadigt flere sanktioner overfor de borgere som ikke makker ret. Det er dyrt for samfundet at føre denne type politik, for de borgere som reelt ikke evner eller magter at opnå eller fastholde varig beskæftigelse bliver udstødte og ekskluderede og de manglende ressourcer og forvitrede personlige og sociale problemkomplekser, spreder sig som ringe i vandet til familie, nærmiljø og hele samfundet. Det kommer til at koste millioner og atter millioner at spare på en socialfaglig og helhedsorienteret indsats – det bliver både menneskeligt og økonomisk langt dyrere på sigt at benytte straf og sanktioner som middel til beskæftigelse og inklusion.

Målet for den førte politik er, at bringe så mange som muligt i beskæftigelse, så de offentlige udgifter til forsørgelse kan reduceres, samtidigt med at de borgere der har fået beskæftigelse bidrager positivt til statskassen via skatter osv. Det er jo meget forståeligt, at man har dette mål, for de offentlige udgifter er mildest talt eksploderet de seneste år, og med den aktuelle finanskrise, stigende arbejdsløshed og en markant stigende andel af ældre i befolkningen, er der reelt behov for at se på hvordan vi kan styre de offentlige udgifter meget bedre.

Men brugen af straf og sanktioner løser ikke dette problem, tværtimod.

Det der derimod vil løse problemet med at styre de offentlige udgifter bedre, på sigt er en helhedsorienteret, fagligt funderet og individuel tilrettelagt indsats overfor disse borgere, så de reelt opnår at få et sundt og holdbart fundament, får styrket deres ressourcer og bliver et varigt aktiv for både samfundet, fællesskabet og dem selv.