Kritikken hagler ned over venstre fra dets eget bagland, og vælgertilslutningen er den laveste i mands minde. Statsministeren kalder ministerne til opsang, de har ikke gjort det godt nok. Vi er nu ellers en del, der synes de har gjort så rigeligt. De facto afmonteringen af velfærdsdanmark kører i højest gear, og nu mærkes konsekvenserne. Kommunernes og regionernes selvstyre er væk – og det er busserne iøvrigt også. Strategien er, at lade den offentlige sektor forfalde, så der reelt kun er private alternativer tilbage.
Valgfrihed kaldes det. Pengene skal følge borgerne, så de selv kan vælge mellem offentligt og privat udbud. Men hvor er pengene? Kommunerne og regionerne holdes i så stram snor, at der ikke er penge at sende borgerne til private udbud for. Det skal så få folk til at tegne egne eller arbejdsgiver betalte forsikringer.
Indførelsen af minimalstaten har aldrig være glemt, kun gemt, væk for den som ikke har øren at hører med. For den som tror på ordene om, at det hele kun handler om at skabe større valgfrihed for den enkelte.
Valgfrihed kalde de det, når jeg skal bruger min fritid på at finde det bedste udbud af vand, varme og el i stedet for at sikre mine børn får en god og kærlig opvækst, så de ikke ender i dårlige fællesskaber, men bliver til produktive medborgere i det store fællesskab.
Valgfrihed kalder de det, når jeg tager af den tid, der er til mine børn, fordi jeg skal cykle som alternativ til den kollektive trafik, som ikke findes længere.
Valgfrihed kalder de det, når mine børn må kigge langt efter deres far og mor fra institutionen, fordi vi skal knokle 2 timer mere på arbejdet for at betale for bilen, fordi den kollektive trafik er reduceret til nul.
Slavementalitet kalder de det, når jeg trygt sætter mig ind i bussen og transporteres hjem fra en lang dag på arbejde, af den friske og rare chauffør, som har overskud til at vække mig ved mit stop, hvis jeg skulle falde i søvn.
Valgfrihed kalder de det, når den mindre bemidlede må vælge mellem mad eller sundhedsforsikring, fordi man er blevet ledig pga. en finanskrise, skabt af oppustede boligpriser, fremdrevet af en pyramidespils lignende fanatisme, efter en hurtig gevinst. En vækst uden reel produktion bag.
Slavementalitet kalde de det, når jeg ved, at skulle min familie blive syg, så findes der et gratis og dygtigt udbud i det offentlige sundhedsvæsen og som jeg ikke mister retten til, fordi jeg bliver arbejdsløs. Et udbud hvor det er patienten, der er i fokus, ikke profitten.
Slavementalitet kalder de det, når jeg ved at skulle jeg blive offer for arbejdsløshed, får min børn stadig tøj på kroppen, mad i munden og tag over hovedet.
Solidarisk Fremtid kalder vi det, når vi giver ordet samfund mening, og løser de store opgaver i fællesskab, uden at det går ud over vores individuelle forskelligheder og behov.
Sand Frihed kalder vi det, når alle uanset etnicitet, handicap, alder og opvækst betingelser kan få lige tilgang til at skabe sig en meningsfuld og værdig tilværelse i det samfund vi snart igen stolte skal kalde Danmark.
Lighed er ikke at uniformere, uniformering er ensretning. Sand lighed er det, når enhver har ret til at få del i den klode vi bor på. Man can no more lay claim on the earth that he walks on, than the air that he breath. (Sitting Bull)
Ansvarlighed kalder de det, når man kun har blik for sit eget liv, vi kalder det egoisme. Ansvarlighed kalder vi det, når vi tager hånd om miljøet og de svageste.
I kalder det slavementalitet, vi kalder det Sand Frihed i fællesskab.
