hver 5. af landets kommuner har i følge dagens nyhedsoverskrifter planer om at skære i insititutionernes åbningstid fra næste år. Den kollektive trafik er økonomisk set langt ude i tovene, og samtidigt med dette skal vi alle arbejde mere og længere……det hænger jo overhovedet ikke sammen !
Det kan helt konkret ikke lade sig gøre at arbejde mere eller for den sags skyld så meget som man gør nu, hvis institutionerne lukker tidligt, og da endnu mindre endnu, hvis vi samtidigt skal indrette vores hverdag efter en, i bedste fald inadækvat, kollektiv trafik. Det er meget bekymrende at vores samfunds sammenhængskraft på denne måde sættes ud af spil, og dybt forkasteligt at regeringen som dukkefører på dette pantomimespil, åbenlyst og uden blusel sender aben videre til kommuner og regioner som qua deres knæsatte situation, kun kan tage imod befolkningens frustrationer og vantro !
Til trods for at jeg er i besiddelse af et forholdsvist stort og veltrænet ordforråd er jeg snart sluppet op for ord der kan dække over det vanvid der foregår lige for øjnene af os – det slår enhver beskrivelse, det er absurd, beskæmmende, og også temmeligt trist.




