Jeg bliver med jævne mellemrum bedt om at bisidde borgere i sager, der verserer omkring, med eller imod dem, i den kommune hvor de bor. Til trods for at jeg i 2008 hidtil har bisiddet i sager i 5 forskellige kommuner spredt ud over Danmark, er der et gennemgående fællestræk, som jeg mildest talt er dybt forarget over, at kunne konstatere, nærmere er en regel end en undtagelse i praksis. Det fællestræk jeg taler om er himmelråbende mangel på borgerens retssikkerhed, i form af manglende borgerinddragelse, inadækvat journalføring og ikke mindst fravigelse af det mest basale retssikkerhedsmæssige princip i den sociale lovgivning, nemlig parthøring.
Da jeg selv er uddannet i faget ved jeg jo godt, at den smuldrende retssikkerhed drejer sig om alt for knappe ressourcer og alt for få hænder til alt for store opgaver under inadækvate rammer.
Men – det at jeg – eller for den sags skyld hele verden – ved det, retfærdiggør på ingen måde, at kommunerne øjensynligt vælger at lempe meget kraftigt på borgernes i forvejen udsatte retssikkerhed, for at finde steder hvor man kan skære ned, spare og forringe den i forvejen stærkt kritisable rådgivning, hjælp og service, der udbydes til samfundets momentært eller kronisk udsatte borgere.
Det er simpelhen ikke i orden, der må og skal råbes op og råbes højt nok til at de ansvarlige ”Der er ikke noget at komme efter der marionetter” vågner op og ser den virkelighed de har skabt i øjnene. Selv det mest forhærdede og koldhjertede menneske vil vel kunne se, hvordan resultatet af statens gabestok over kommunernes selvstyre, kun kan blive, at de borgere som virkelig har rigtigt meget brug for hjælp, de druknes i et mareridsagtigt bureaukrati, hvor den aktuelt mest centrale mangel er borgerens retssikkerhed.
Jeg har indenfor de sidste 4 uger bisiddet i hele 3 sager hvor de alle havde det tilfælles at retssikkerheden var brudt systematisk gennem flere år, der var tale om inadækvat journalføring, manglende rådgivning og borgerinddragelse, manglende partshøring, manglende eller inadækvate og stærkt forældede planer samt ikke mindst sagsakter der i alle tre tilfælde mangler centrale dokumenter og der mangler adskillige undersøgelser i sagen. Oveni alt dette er der også i alle tre tilfælde tale om borgere som er kørt fast i en negativ, for ikke at sige næsten fjendtlig kommunikation og konsensus med de mange skiftende socialrådgivere og en lovgivning som de hverken kan finde hoved eller hale i.
Og jeg er desværre langt fra den eneste med disse erfaringer. Bisidderforeningen af 1984 og andre organisationer og private, DS mv. fortæller også om store problemer med det omfattende bureaukrati.. Det er tilmed næsten dagligt i medier osv. Nogle sager kommer dog ikke så langt.
Et eksempel herpå er en handicapafdeling i en midtjysk kommune som af deres kommunaldirektion i april måned i år, blev pålagt, at holde inde med at lave de såkaldte funktionsevnebeskrivelser, for at spare ressourcer i afdelingen. Da den pågældende afdeling dels både har en utrolig dygtig ledelse og en veluddannet frontmedarbejderstab, blev kommunaldirektionen dog hurtigt lagt på is, da afdelingens jurist øjeblikkeligt standsede ordren og sendte klagen over den højere op i systemet. Afdelingen følger fortsat ikke ordren, som dog ikke er trukket tilbage.
Der må og skal altså gøres noget ved dette vanvittige bureaukrati – systemet æder jo sig selv op i kontrol af sig selv og sine borgere i stedet for at gøre det, der oprindeligt var hensigten, nemlig at fungere som et fintmasket sikkerhedsnet for de borgere som i kortere eller længere tid måtte have brug for hjælp og støtte. Det er ikke det system, de borgere jeg bisidder i øjeblikket, møder. De møder tværtimod et system der er så skræmmende, abstrakt, mistænksomt og straffende at de, sørgeligt som det er, har erfaret at de får og har fået større og større problemer, som tiden er gået med blind aktivering og fravær af helhedssyn i sagsbehandlingen.
