…. “Den vildeste fantasi er at tro, at ting ikke kan være anderledes end de er” … Piet Hein
Hurra for velfærdssamfundet. Danmarkshistoriens og måske socialdemokratiets største bedrift. Faktisk har vi danskerne skabt noget så unikt som et universelt velfærdssamfund, som kun vore nordiske naboer kan sammenligne sig med. Det er faktisk imponerende, at mennesker over mange generationer i Danmark er enedes om at ville bidrage til et fælles samfund byggende på universelle rettigheder og pligter. Man bliver næsten lidt ærbødig ved tanken.
Når jeg, bl.a. her på bloggen, giver udtryk for en bekymring, ja til tider angst, for nedbrydelsen af et system som jeg er stolt af, så handler det ikke om, at velfærdssamfundet ikke kan se anderledes ud end det fx gjorde i ‘70′erne, hvor – ja lad mig bare ærligt sige det – bistandsloven muliggjorde, at pengene ind imellem fossede ud af kommunernes og statens kasser. Dette er på ingen måde ønskværdigt, men desværre noget venstrefløjen i dansk politik ofte beskyldes for at ønske sig tilbage til.
Der skal faktisk ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan det overvældende bureaukrati kan se anderledes ud. Et eksempel fra min hverdag er, at alle de økonomiske sagsbehandlere i kommunerne, stat og regioner drukner i beregninger, der dybest set ofte kan dreje sig om decimalregning!! Der findes så uendeligt mange satser i vores system ifbm. forskellige ydelser der skal beregnes og reguleres ud fra alle tænkelige faktorer, at det kan overskygge enhver fantasi. Mit forslag hertil er, at nogle ydelser simpelthen ensrettes, således at de får en fælles sats. Det kan fx dreje sig om su, ledighedsydelse (til folk der venter på fleksjob), kontanthjælp, førtidspension (grundbeløb), starthjælp, integrationsydelse mv. Jo flere ens satser jo nemmere vil det formodes at blive at beregne andre tillægsydelser som boligsikring, enkeltydelser osv.
Der synes at herske en diskurs om, at alle skal måles og vejes således at INGEN får udbetalt en øre mere end de er berettiget til. Dette er muligvis også en nødvendighed for at sikre velfærdsstatens legitimitet – men, i praksis, i virkeligheden, i dagligdagen, så betyder det som nævnt ofte beregninger på små decimaltal, der skaber så meget papirnusseri, så mange frustrationer blandt borgere og så mange unødigt tunge sagsgange på forvaltningerne, at det i et ironisk lys næsten er til at skrige af grin over!
Vi har fået skabt et bureaukratisk system, der i dag er så uigennemskueligt, at det næsten kan være svært at se udveje. Men, den vildeste fantasi er dog at forestille sig, at det ikke kan være anderledes – for det kan det!
At afbureukratisering er en tvingende nødvendighed, er noget jeg og mange andre praktikere, socialrådgivere og andre frontmedarbejdere i kommunerne kan nikke genkendende til.
Men jeg saner ærligt talt et mere fagligt og empirisk funderet debatindhold,jeg kunne tænke mig at der var mod til at inddrage den udemærkede og meget omfattende faglige viden der er på området, blandt andet fra diverse fagbøger, sociologisk og samfundreleateret viden, NC2, SFI og de sociale højskoler. for de forslag og lappeløsninger jeg hidtil har set vedrørende afbureukratisering, har det uheldige fællesstræk, at det er borgernes retssikkerhed der bliver lempet på. Samtidigt med dette indeholder forslagene nye administrative arbejdsgange som samlet set altså ikke forbedrer situationen.
Jeg mener at der skal meget mere modige og mere helhedsorienterede løsninger på banen, for at det skal kunne lykkes på sigt både at effektivisere og yde den kerneservice, som erlovfæstet i hhv danske og internationale love, konventioner og aftaler.
Bureukratiet består jo i høj grad af at der er sat utroligt mange usmidige strukturer op omkring og ind i hinanden, i de respektive kommunale forvaltninger – disse strukturer repræsenterer en del forvaltningsretlige og administrative arbejdsbyrder.
Selve den administrative byrde der ligger indlejret i den nuværende model for hvordan kommunernes respektive forvaltningsenheder er bygget op og er for en stor del centreret omkring borgernes retssikkerhed, og den brydes f.eks i det forslag om afbureukratisering som DS har sendt til velfærdsministeren kort før sommerferien
Jeg vil gerne foreslå at man i stedet ser et helt andet sted hen. Ud af systemet og op. Hvis man ser lidt på systemet oppefra og som du og jeg kender det indefra, så er det evident at det største bureukrati ligger i at borgerne selvstændigt skal kunne finde rundt i de kommunale forvaltningslabyrinter, med adskillige samtidige og skiftende socialrådgivere, der hver varetager deres lille udsnit af borgerens liv (hvis borgeren ellers har bedt om hjælp og ved det er muligt). Herudover står borgerne overfor kommunikationsbarrierer, krav, regler og pligter som selv vi professionelle skal holde tungen temmeligt lige i munden, for at følge med i.
Her er mit forslag :
En afbureukratisering i form af en systemreform, der indeholder flg :
1) Alle borgere der visiteres i matchgruppe 4 – 5, eller er i systemet i mere end 3 mrd. tildeles en fast tovholder i sagen, som herefter forvalter oog følger borgerens sag til den er slut (Enstrengssystem)
- Dette fordrer dygtige generalister (Flere penge til professionshøjskolerne)og videnscentre som VISO der vil kunne rådgive og vejlede i særligt svære tilfælde.
2) Kommunens socialrådgiver opdeles i teams der skifter hver 3/6 mrd.
Det ene team sidder i forvaltningen og forvalter, samt modtager nye/ ukomplicerede borgere.
Det andet team fungerer fleksibelt og er støtte, kontaktperson samt bisidder for særligt udsatte borgere, familier etc.
Fordelene ved mit forslag er :
Meget mindre bureukrati, færre arbejdsgange, minre administration, mere borgertid, helhedssyn i sagerne skaber mulighed for reel tidlig og effektiv indsats dvs forslaget har i sig selv et forebyggende sigte.
Ydermere vil forslagets pkt 2 være et glimrende redskab til at bygge den nødvendige bro mellem “Offentlige Danmark” og “Frivillige Danmark” – der er brug for, hvis det sociale sikkerhedsnet skal udbygges og blive bedre end det er.
By: Mette Valentin on 16. juli 2008
at 12:03
I udgangspunktet er jeg meget inspireret af de konkrete forslag til afbureaukratiseringen.
Jeg kan sagtens se pointen med en tovholder indenfor kommunen i sager, hvor borgeren har en meget kompleks sammensat situation. Disse borgere er sjældent i stand til at tage vare på egen retssikkerhed – noget der naturligvis også burde sikres af forvaltningerne.
Jeg mener dog også der kan være en fare for at klientgøre nogle borgere ved automatisk at tildele dem en tovholder, når de på den ene eller anden måde har været tilknyttet systemet nogle måneder. Jeg tænker at det for mange mennesker kan være enormt vigtigt at føle sin egen autonomi i sin egen sag. Derfor tænker jeg, at forslaget om en tovholder vil være mest hensigtsmæssigt som en frivillig ordning – hvilket jeg så til gengæld så også helt og holdent kan tilslutte mig.
Jeg er ligeledes meget inspireret af tankerne omkring et mere enstrenget system, hvor den enkelte socialrådgiver har juridisk kompetence til at tage sig af flere forskellige områder af borgerens problematikker. Det er min erfaring at der opstår mange frustrationer for borgere, der har en meget kompleks social situation, og dermed er tilknytte mange forskellige afdelinger og mange forskellige, skiftende, socialrådgivere.
I dag er virkeligheden dog, at vi har nogle meget meget komplekse lovgivninger med tilhørende efterfølgende mange forskellige fortolkninger på baggrund af afgørelser fra Nævnene og Ankestyrelsen. For socialrådgivere indenfor beskæftigelsesområdet ses det, at “bare dét” at skulle navigere mellem 3 beskæftigelsesrettede lovgivninger kan være en stor udfordring, med mange forskellige praksisser.
Derfor kan jeg være nervøs for, at brogerens retssikkerhed bliver endnu dårligere stillet, hvis vi forestiller os, at socialrådgiverne skal have myndighedskompetence til at handle bredt i sagerne på tværs de ministerielle områder.
Jeg er vild med tanken, men stiller mig spørgende overfor om det er muligt og hensigtsmæssigt.
Men, noget må gøres for at imødekomme svagt stillede borgere, der ofte kan være tilknyttet mange forskellige afdelinger og socialrådgivere.
By: ninaolsen on 18. juli 2008
at 23:58
Kære Nina
Tusind tak for dit svar – du inspirerer mig endnu engang.
Først og fremmest så mener jeg naturligvis ikke at borgere skal påtvinges kontakter/ støtter de ikke vil have, det skal i udgangspunktet være et tilbud, men i meget tunge sager hvor borgerne ikke længere er i stand til at tage vare på sig selv, der mener jeg at man bør gøre det til et krav.
Du har selvfølgelig ret i, at den meget komplicerede lovgivning i sig selv gør det svært at skulle kunne navigere i hele borgerens problemkompleks, men det er netop her jeg mener at videnscentre som VISO skal inddrages og bruges med den specifikke eksperviden og “know-how” der konkret er brug for.
Jeg må dog stadigvæk give dig ret i, at det kræver meget dygtige socialrådgivere, hvis den sociale lovgivning fortsat skal være så kompleks som den er.
Den sociale lovgivning er nemlig siden socialreformen i 1998, blevet et myr af uoverskuelige lovgivninger der indeholder ufatteligt mange paragraffer, der peger hen mod regler, rettigheder, pligter og så videre, hvis udtryk i praksis bedst findes i aktuelle afgørelser og udtalelser fra ombudsmanden (det vi kalder SM’er) – samtidigt er forvaltningsenhederne blevet så specialiserede at socialrådgivere får et yderst smalt ekspertomåde at forvalte og specialisere sig i. Denne specialisering synes jeg er en stor svaghed i sig selv, da såvel lovgivning som problemer er dynamiske og foranderlige størrelser.
Jo bredere og bedre viden vi har, jo bedre socialrådgivere mener jeg vi er.
Dette fører mig frem til at jeg mener at uddannelsen burde forlænges og ikke mindst tilføres holdbare broer mellem professionshøjskolerne og praksis i forvaltningerne.
Et enstrengssystem kræver som du også bemærker, at lovgivningen, satser og strukturer gøres enklere, og så kræver det sandsynligvis også en revision af uddannelsen samtidigt med.
Der er lang vej til målet, men jeg tror på det – og har svært ved at se en afbureaukratisering der virker, hvis ikke den som minimum indeholder mærkbart færre strukturer og langt mere overblik.
Endeligt synes jeg det er fatalt hvis vi lader os gribe af afbureaukratiseringsdebatten i en sådan grad at vi glemmer, at hovedparten af kommunernes problemer, de er skabt og konserveres kontinuerligt af VKO regeringens inhumane socialpolitik og uhørt skrappe økonomiske og administrative diskurs overfor kommunerne. Selv uddannelsen har de forringet og sådan bliver det jo øjensynligt ved med dem.
Bedste solskinshilsner fra Mette
By: Mette Valentin on 19. juli 2008
at 01:26
Kære Mette
Jeg er helt enig.
Hvis man beskuer hele feltet lidt fra oven – som du selv efterlyser – så er problemet vel i virkeligheden, at man fra lvgiveres side anskuer sociale problemer som “tamme”, altså problemstillinger som man kan løse ved at se entydigt på en enkelt årsagsforklaring.
Fx: En borgere der har været langvarigt syg af kræft, har mistet sit arbejde og nu ikke kan finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Løsningen er i sin værste konsekvens, at borgeren nu ikke længere er berettiget til sygedagpenge idet vedkommende er rask. Problemet er blot at vedkommende ikke har en arbejdsgiver, og det må borgeren så søge hjælp til at finde i Jobcentrets jobbutik. Der er ingen forståelse for, hvad et alvorligt sygdomsforløb kan gøre ved et menneske, og hvordan arbejdsidentitet langsomt mistet – og ikke mindst, at det kan kræve en noget kompleks og sammensat indsats, for at hjælpe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet (fx i form af psykologisk behandling), hvilket lovgivningen ikke giver mulighed for.
Jeg tror på at sociale problemer stort set altid “er vilde” – altså sammensatte problematikker, der ikke blot kan puttes ned i en enkelt lovgivningskasser og løses derudfra.
Når vores lovgivende magt indser det, så kan forhåbningen være, at det bliver nemmere at handle på forskellige niveauer i sagerne – både på et økonomisk-, netværksmæssigt- og bredt socialt niveau.
By: ninaolsen on 19. juli 2008
at 09:40
Lige præcis Nina – det er nemlig nærmest umuligt at hjælpe borgerne helhedsorienteret, tidligt og effektivt – dertil er regler, strukturer og arbejdsgangene alt for detailorienterede og specificerede – tænk hvis det kunne lykkes at indføre et enstrenget system, hvor man med tillid til socialrådgiverne, lader dem løse borgernes problemkomplekser i samarbejde med borgeren ? Tænk hvis vi kunne skabe et levende – varmt og værdigt system ?
Det må være enhver socialrådgivers drøm.
Hav en rigtig skøn ferie – vi ses i Århus på torsdag !!
Solskin fra Mette
By: Mette Valentin on 19. juli 2008
at 10:23