Det kommunale selvstyre er efterhånden blevet en teoretisk størrelse – et paradoks.
I virkelighedens verden består det kommunale selvstyre af en række nøje afmålte cigarkasser, hvis indhold af tildelte statslige ressourcer, langt fra kan omsættes til at kommunerne kan leve op til de krav, mål og forventninger som selvsamme stat har udstukket for dem.

Det må da siges at være et paradoks.

“Jamen, så må kommunerne jo bare prioritere, planlægge og effektivisere mere og bedre “

- siger visse stemmer på højrefløjen i dansk politik med en komatøs bemærkning om at der ikke er noget at komme efter der.

Sandheden er, at kommunerne ikke må og kan effektivisere, planlægge og prioritere bedre, samtidigt med at krav og mål overholdes, indenfor de rammer som de knapt udstukne ressourcer giver mulighed for.

Man kan ikke plukke hår af en skallet – og når cigarkassen er tom, er der helt reelt ikke mere at komme efter der! Kommunerne må ikke omfordele mellem kasserne, tjene penge på at drive virksomhed, sætte skatter op eller på anden vis selv udbedre forholdene. Kommunerne er underlagt 1 årige kommuneaftaler der gør det umuligt at planlægge og prioritere langsigtet. 

Overskrides de urealistiske og meget stramme budgetter sanktioneres der med tabt bloktilskud og kommunerne skal betale hver krone der er blevet brugt for meget, tilbage dobbelt til staten. Der er endvidere indført skattestop, anlægsloft, serviceloft og en uforholdsmæssig stor administrations – og kontrolbyrde samtidigt med at man har lovfæstet inhumane regler som starthjælp, 300 timers regel og kontanthjælpsloft, der tvinger kommunerne til at sende deres borgere lige lukt ud i tiltagende armod, fattigdom og social deroute.

Det er der ikke meget selvstyre over. Det vil det nærmest vel være et paradoks, at kalde det.