Jeg har altid, eller rettere så længe jeg kan huske det, været SF støtte og jeg har i mange år fulgt politikken, den politiske debat, og det politiske liv, med stort engagement.
At jeg en dag skulle ende med personligt at blive aktiv i politik, troede jeg efter at have læst statskundskab, ikke selv. Statskundskabsstudiet udsprang af en faglig interesse for politik og samfundsudvikling, og jeg skænkede ikke muligheden for at blive aktiv i politik en tanke, jeg var der for at lære, og jeg lærte bestemt rigtigt meget, som sidenhen har været utrolig frugtbar, relevant og indsigtsgivende viden, om politik, økonomi og samfund, at have med.

Jeg startede med min indsigt i bagagen, på socialrådgiveruddannelsen i Århus i 1999, mit mål var på det tidspunkt at blive praktiker i et frontmedarbejderjob i den offentlige forvaltning.
Jeg er nu 9 år senere i færd med at afslutte en professions bachelor i socialt arbejde i Odense.
I den mellemliggende tid har jeg arbejdet med børn, familier, borgere i matchgruppe 4 & 5 samt integration, jegg har også studeret kommunikation og voksenpædagogik, og er ikke mindst blevet mor til 4 pragtfulde børn.
Udenfor mine egne rammer er den offentlige sektor forandret til ukendelighed i den 9 årige periode der er gået, den offentlige sektor har været udsat for massive, præcise og meget destruktive angreb på de bagvedliggende og fundamentale værdisæt, og minimalstaten er samtidigt ved at vinde fodfæste – godt hjulpet på vej af en særdeles lempelig skatte og erhvervspolitik. Angrebene har samtidigt haft form af øgede udgifter hvor den offentlige sektor er tvunget økonomisk og ressourcemæssigt i knæ, senest vha strukturreformen. Samtidigt får det private erhvervsliv tiltagende større og større indflydelse og magt i forhold til fremtidens bud på et velfærdssamfund.
Det er mere end almindeligt svært rent faktisk at løse de virkelige problemer hos de borgere som henvender sig på deres modtagelseskontor i kommunen. Og det bliver ofte sværere endnu hvis man tror at problemerne kan løses ved hjælp af instrumenter som arbejdsevnemetode, ressourceprofil, aktivering, jobtræning og arbejdsprøvning.
Det løser kun et beskæftigelsesmæssigt problem, et problem som jo i virkelighed ikke er særligt stort, eftersom der er rekordhøj beskæftigelse og rekordlav ledighed i disse år. De borgere som hænger fast i systemerne i årevis ønsker jo ikke at have et liv på kanten af samfundet hvor de er mere ekskluderede end de er inkluderede. De ønsker ikke at stå udenfor de sociale, kulturelle og værdimæssige fællesskaber som arbejdsmarkedet repræsenterer, de ønsker ikke at deres familie og børn stigmatiseres og mobbes fordi de ikke har råd til ferier og modetøj, den rigtige adresse, de rigtige statusartefakter osv. Det er svært at stå udenfor og det bliver kun sværere over tid – disse borgeres problemkompleks vokser og forvitrer sig til ukendelighed efter flere års kontakt med et system, som reelt ikke kan afhjælpe borgeren problemer, men derimod kun symptombehandle de mest iøjnefaldende sociale og fysiske kendetegn på at den her borger ikke er inkluderet, men står udenfor “gruppen” og vores fællesskab omkring de indiskutabelt rigtige holdninger, meninger, værdier, måder at leve på, gøre og tænke på – ja alt.
Der er desværre ikke ressourcer i kommunerne til andet og mere end en beskæftigelsesrettet foranstaltning af kort varighed, medmindre man som hjælpesøgende borger i kommunen, kan påvise, på den rigtige måde, i den rigtige rækkefølge og med forvaltningsretlig indsigt, at man skal kategoriseres i matchgruppe 4 eller 5 og således vurderes til at have enten meget stærkt begrænset eller ingen erhvervsevne/ mulighed tilbage. Den hjælp man i disse tilfælde kan få er omend udvidet, så stadigvæk med et centralt og ensidigt sigte på at den pågældende borger skal blive selvforsørgende, hvis det overhovedet er muligt. Man skal med andre ord have nærmest uoverstigelige problemer for måske, hvis man er heldig, at få hjælp til de mest åbenlyse problematikker man har.
Der implementeres et stadigt stigende sæt detailregler og lovgivninger som i praksis betyder at frontmedarbejderne bruger 80% af deres arbejdstid på diverse meldesystemer og administrativt arbejde. Det er altså højst i 20 % af tiden de gør det, som de primært er uddannet til. Antallet af sager på hvert bord er latterligt højt, og da der samtidigt er indført skattestop som har deformeret det kommunale selvstyre til en multihandicappet og plejekrævende størrelse, og udgifterne samtidigt er eksploderet ved gennemførelsen af strukturreformen 1. januar 2007, er det i praksis som nævnt, mere end almindeligt svært at få lov til at gøre det, som man er ansat og uddannet til.
Tillad mig at pointere : Man bliver IKKE rig af at være borger på overførselsindkomst, på længere sigt kan man faktisk og helt reelt tale om at man bliver såvel økonomisk som menneskeligt ruineret, hvis man hænger fast i systemet fordi man af den ene eller anden grund ikke evner at indgå på de præmisser og under de krav, regler og rettigheder, som på forhånd er opstillet og vedtaget af de i forvejen inkluderede. Selv sygdom skal man være påpasselig med at rende i, man skal helst have den rigtige hudfarve, komme fra de rigtige kår og kort fortalt i virkeligheden selv være en inkluderet som blot har været udsat for fuldstændigt ikke – selvforskyldte omstændigheder som har gjort at de nu har brug for en lille hånd.
De inkluderede, det er dem hvis identitet og habitus passer perfekt til samfundets præmisser og vilkår. Det er jo ikke så underligt, eftersom det er dem der har (gen)skabt de selvsamme præmisser og vilkår, og der er heller ikke noget mærkeligt i, at de ønsker at fastholde denne udlægning af virkeligheden, som værende den eneste rigtige (og sagliggørende) sandhed.
Overalt ses en forvaltning hvor frontmedarbejdere, ledere og politikere løber spidsrod mod de til stadighed mere og mere uvirksomme og øjensynligt abstrakt opståede tiltag og lovændringer. Lovændringer, tiltag osv. som regeringen kommer med, i en tro på, at alle ligesom de selv har haft optimale opvækst- og udviklingsvilkår, muligheder, og chancer helt fra starten af. At alle er blevet tilført symbolsk viden (og dermed magt) gennem uddannelsessystemet og ikke mindst at alle er sundt forankrede, meget jegstærke mennesker hvis etik og moral er direkte sammenlignelig med de seneste meningsmålingers skiftende krav til samme.
Sådan er virkeligheden ikke – langt fra. Der er rigtigt mange udsatte og svage borgere i vores samfund hvis leve og livsvilkår forringes markant og vedvarende med foruroligende vækst. Uligheden i samfundet vokser støt og den offentlige forvaltning er samtidigt med i de seneste 8 års massive bombardementer, blevet forvandlet til en multihandicappet og plejekrævende størrelse som befinder sig i en kronisk komatøs tilstand af chok, hvilket desværre foranlediger at protesterne langt fra er høje nok.
Det er en af årsagerne til at jeg er gået mere aktivt og direkte ind i kampen for at sikre velfærdsstaten danmark, de etiske og solidariske principper og ikke mindst en fremtid hvor livet er andet og mere end en kamp om overlevelse.

P.S : Læs mere under bloggens øvrige sider.