Posted by: Mette Valentin | 30. april 2008

Socialrådgiverne & Ytringsfriheden

Socialrådgivere har naturligvis deres grundlovssikrede ytringsfrihed som alle andre borgere har det, men vel at mærke kun hvad deres egne forhold angår, ikke myndighedens eller borgernes…det er såmænd klart nok.

Og hvorfor så det ? Jo, det handler både om en loyalitetsforpligtigelse og om en grundlæggende og helt ufravigelig sikring af en beskyttelse af borgernes personfølsomme oplysninger. Loyalitetsforpligtigelsens formelle og ikke mindst uformelle konsekvenser indskrænker i praksis socialrådgivernes ytringsfrihed markant, men det er ikke helt så sort/ hvidt som det ser ud.

Socialrådgivere er ansat af kommunen til at varetage opgaverne som frontmedarbejdere – disse opgaver er (meget detaljeret) beskrevet i den gældende lovgivning, og er grundlæggende ikke til diskussion. Herudover findes der en del interne skrivelser, projekter, lokale beslutninger og ikke mindst en kultur som socialrådgiverne er underlagt i forvaltningen. Socialrådgivere er på den anden side også primært uddannet til at hjælpe samfundets udsatte og hjælpsøgende borgere på en helhedsorienteret, ligeværdig, rummelig og anerkendende måde, med den gældende lov som redskab.

Men hvad gør man hvis det er loven der er snæver, mangler helhedssyn ligeværdighed og anerkendelse af borgeren ? Eller hvad gør man hvis man selv går med til, på et møde, at beslutte f.eks ikke at udbetale flere §§ 80 -  81 (Engangsydelser i serviceloven) i indeværende kalenderår, for at der i stedet kan budgetteres flere akutte ressourcer til familiearbejdet i byens familiehus da det ellers vil bryde sammen ? Hvad gør man når man ved at der i det daglige arbejde må prioriteres mellem at prøve at slukke de omsiggribende mest røgfyldte brande med et glas vand eller to glas vand ? I virkelighedens offentlige sektor drejer meget af arbejdet sig nemlig desværre om brandslukning, løbende nedskæringer, opprioriteringer og nedprioteringer, for det er ganske enkelt ikke muligt at gøre alt det, som loven i virkeligheden siger den offentlige sektor skal.

Årsagen hertil er paradoksalt nok bl.a. at loven påbyder socialrådgivere at bruge langt størstedelen af deres arbejdstid på administration og kontrol, i stedet for at bruge tiden på borgerne. Dog er og bliver det helt ufattelige paradoks den manglende konsensus mellem et stigende opgavekrav og en decideret mangel på ressourcer, det helt centrale og udslagsgivende problem i den offentlige sektor.

Den manglende ytringsfrihed handler altså også, og ikke mindst, om organisationskultur, fagkultur, og ”comme il faut”. Det er nogle måske lettere abstrakte, men dog absolut mærkbare dimensioner som i høj grad kendetegner den offentlige forvaltnings virke. Disse dimensioner er for mig at se nogle størrelser som skal tages i betragtning og evalueres med meget kritiske øjne, i arbejdet med at få sikret reel ytringsfrihed for offentligt ansatte, uden man samtidigt herved opnår den bivirkning at man udleverer eller offentliggør borgernes personfølsomme oplysninger. Det må nemlig aldrig ske.

At sikre offentligt ansatte deres ytringsfrihed, i det mindste som eksperter, på deres fagområde, må og skal være et minimumskrav hvis det skal lykkes at tegne et realistisk og helhedsorienteret blik over de massive og tilsyneladende uoverkommelige problemer og byrder den offentlige sektor/ samfundet står med, Det bliver sikkert ikke en nem øvelse at nå dertil, tværtimod. En reel ytringsfrihed til offentligt ansatte skal belyses, gennembearbejdes og sættes i relief i forhold til såvel den enkelte borgers rettigheder som forvaltningen og ikke mindst selve sociallovgivningen. Her er det særligt vigtigt også at indtænke den offentlige sektors indlejrede og påtvungne udfordringer og barrierer i sine overvejelser. Kampen for reel ytringsfrihed til socialrådgivere og andre offentligt ansatte, den kamp tager jeg gerne del i, for sålænge dette feedback system mangler for ansatte i den offentlige sektor, sålænge vil problemerne med stor sandsynligvis bestå som utilnærmelige, uhåndterbare og forvitrede størrelser som det er meget svært realpolitisk set, at gribe ind i, og gøre noget effektivt og langsigtet ved.


Leave a response

Your response:

Kategorier