Visionsløst udspil om tilbagerulning af refusionsordning

Vores nye socialminister Karen Hækkerup har taget fat på finansieringsproblemerne på B&U området i kommunerne. Desværre tager hun som sine forgængere alene afsæt i anbringelserne og inddrager ikke det forebyggende arbejde, familiearbejdet og hele den flerspektrede og mindre indgribende forvaltningstrappes muligheder og mangel på samme – på grund af ressourcemangel, i kommunerne.

Fra DKNyt – 11/1/12:

“Jeg lægger op til, at vi skal have ændret på finansieringen for at sikre, at der ikke er nogen børn, som ikke får den rigtige hjælp, fordi kommunen skal spare, siger Karen Hækkerup.

Helt konkret vil jeg rulle den centrale refusionsordning et par år tilbage, så en kommune altså fremover, vil kunne få en større del af sine omkostninger refunderet,  for de dyre anbringelser.”

Jeg er mildest talt skuffet over den visionsløshed der præger udspillet. For det første tilbagerulles der kun – besparelserne fortsætter altså under alle omstændigheder på refusionsområdet – det tegner ikke godt for B&U indsatserne ude i kommunerne. Antallet af forkerte anbringelser vil vokse – og dermed antallet af familieskæbner som både kunne og skulle have været undgået!

Det er da ikke det vi vil! Venstrefløjen vil da meget andet – og mere end det! Og vi vil da gøre det meget bedre! Vi vil da sikre at ALLE børn får en god og tryg opvækst – og sætte så tidligt og forebyggende ind vi kan – for alle parters skyld!

Vi ved, at anbringelser i netværket er det langt bedste – at institutionsanbringelser bør forbeholdes handicappede/ skadede/ kriminelle børn/ unge – og at det helt afgørende for at den negative sociale arv ikke skal fortsætte – er et positivt forhold til de biologiske forældre – og at man prioriterer det sociale miljøarbejde med både børn og forældre, som i bedste fald har det som mål, at barnet atter kan hjemtages – evt med fortsat støtte i skole/ hjem.

Ved udelukkende at fokusere på anbringelser i et udspil som skal modgå den utilstrækkelige ressourcetildeling til området, skaber man et økonomisk incitament til flere anbringelser – og mindre forebyggende arbejde, familiearbejde og forebyggende arbejde! Altsammen noget der desværre generelt ER for lidt af i kommunerne, efter flere års blodbade på de kommunale budgetter under VKO. Her er brandslukning blevet hverdag  i kommunerne, hvor man de fleste steder må se langt efter de forebyggende, mindre indgribende foranstaltninger, og hvor de få ressourcer bruges på de allerværste – eller mest synlige sager – mens stadigt flere kommer til, netop i fraværet af de tidlige, forebyggende indsatser.

Det der skal til er jo en generel opprioritering af området, både ressourcemæssigt – og hvad implementering af viden og erfaringer angår. Der skal sættes anderledes – mere helt og langt tidligere ind – og så skal vi ikke mindst sikre at DE børn som vi af GODE saglige og faglige grunde, vælger at anbringe udenfor hjemmet – at de har og FÅR et godt liv – At de IKKE mister deres forældre, søskende og andet familie, og at der er en håndfast plan for hvad der skal ske med såvel barn som forældre EFTER selve anbringelsen – En plan hvis sigte i bedste fald er hjemgivelse, hvor den røde tråd – målene er kendte og noget der arbejdes aktivt henimod, af alle parter.

Det véd vi godt alt det her – Det er det som viden, erfaringer og forskning fortæller os –  og noget som vi naturligvis skal sikre bliver gjort til vores virkelighed med en rød regering ved magten, hvor anbringelser ALDRIG bliver gjort til en økonomisk gulerod for kommunerne, fordi vi ved bedre!

Nu må dæmoniseringen høre op!

Danmark har en af den vestlige verdens højeste erhvervsfrekvenser – nemlig 53% – og af dem i den arbejdsdygtige alder er det 75% som er erhvervsaktive – det er flot – Det viser at danskerne arbejder meget!

Men – der ER ikke arbejde til alle – det har der aldrig været – nogen steder – og det er der heller ikke nu! Men, det er faktisk lykkes at få den danske beskæftigelsesfrekvens op på 53 % – 2 procentpoint over USA – samtidigt med at også vi står i krisen – og ikke mindst den teknologiske udvikling som betyder, at langt færre hænder kan udføre langt mere arbejde end hidtil !

En vis mængde af arbejdsløse skal der være i samfundet. Det er et faktum vi ikke kan løbe fra. Alligevel – på trods af at fakta viser at vi arbejder mere end de fleste af de lande som vi sammenligner os med,  så ser vi en stadigt tiltagende dæmonisering af dem som står i den ligeledes voksende arbejdsløshedskø, i krisens blåkolde skær.

Det er dybt beskæmmende!

Vi må bede vores regering forklare os, hvad de mener vi skal stille op med det. Vil vi dæmonisere, straffe og ekskludere de arbejdsløse, med de personlige, sociale og samfundsmæssige følger det får – eller vil vi indrette vore arbejdsmarked og vores samfund efter de faktiske forhold og den faktiske udvikling – De faktiske borgere som vi har – og skabe incitamenter til udfoldelse af den udvikling som vi ønsker at fremme – i fællesskab og hver sig?

Kort sagt argumentere for, at der bliver sadlet om og sat en anden kurs i beskæftigelsesindsatspolitikken. En kurs hvor vi i stedet for at straffe, opkvalificerer, videreuddanner og omskoler – Hvor vi indretter arbejdsmarkedet fleksibelt med mulighed for orlov i perioder, nedsat tid – etc – for alle – Hvor vi deler og skaber de job som vi kan  – i fællesskab!

Jeg tror altså, med andre ord, vi er nødt til at vende det hele lidt på hovedet – og se på om ikke vi har indrettet vores samfund forkert – og om ikke en anderledes indretning vil være mere frugtbar, både for den enkelte, og for samfundet som sådan, det handler kort sagt om menneskesyn og om solidaritet! Og så handler det om erkendelser.

En erkendelse af at de frie markedskræfter spillede fallit, af at få pengemænd bragte hele finansverden i grus – godt hjulpet af deres mange rygklappere og diciple på de bonede internationale gulve – hvor der ikke var plads til den lille mand!  Krige blev startet og medmennesker blev slået ihjel, totureret og ødelagt under bl.a. det danske flag – og uligheden i verden – og i Danmark voksede støt i takt med stadigt flere økonomiers fald under krisens hærgen – 10 fede år blev soldet op af VKO og den nye regering står med regningen. Men den kan man ikke bare give videre til dem der allerede ligger ned – Det er ikke OK – Det var noget af det som regeringspartierne tidligere kritiserede VKO regeringen kraftigt for – for det ER ikke OK!

I denne sammenhæng refererer jeg naturligvis til hele dæmoniseringen af de arbejdsløse, den værdidebat som har rejst sig i kølvandet på fattigdomsfadæsen, hvor særligt Socialdemokratiet søger at vinde arbejderen tilbage – ved at lange ud efter dem, som ikke har et arbejde. Det er ikke fair – det er at gå efter laveste fællesnævner – en fællesnævner hvis præmisser end ikke holder stik! For uanset hvor meget vi straffer og dæmoniserer ER og bliver der HELT SIKKERT ikke arbejde til alle – Det er et vilkår og et faktum som vi er nødt til at forholde os seriøst og aktivt til! Men vi  VED at individuelle sanktioner og straf på vilkår som er strukturelle – som f.eks arbejdsløshed – skaber ulighed, fattigdom, voksende sociale og økonomiske udfordringer og større kriminalitet  – Det ved vi er resultatet, ved at vælge at straffe og ekskludere. Men det ser ud til at vi – venstrefløjen – nu vælger at gøre det alligevel.

Det forstår jeg helt enkelt ikke!!!

Vi er jo for pokker nødt til som samfund og som befolkning, at tage stilling til : Skal de 25 % i den erhvervsaktive alder – som står udenfor arbejdsmarkedet – inkluderes og bruges aktivt i fællesskabet eller skal de dæmoniseres, straffes økonomisk og menneskeligt og ekskluderes? Vi har faktisk et valg.

Et andet og langt mere frugtbart valg end dæmonisering og hetz – nemlig inklusion, uddannelse, opkvalificering, fleksible arbejdsmarkedsregler med mulighed for nedsat tid, orlov etc – og dermed en bedre fordeling af det arbejde der er – og stadigt fokus på sikring af job og arbejdspladser, som matcher de kompetencer og ressourcer som arbejdsstyrken har!

Et valg som jeg håber at vores regeringspartier efter fornyede overvejelser og aktiv lytning til den kritik og de argumenter som der er fremkommet om sagen, vælger at tilslutte sig og som følge heraf – Fremsætte endelige førtidspensions-, dagpenge- – og beskæftigelsesindsats-REFORM lovforslag som peger direkte imod, en realisering af et samfund hvor ord som SOLIDARITET og FÆLLESSKAB er mere end paroler i en gammel slidt partibog!

Hvor tidligt redder vi – og skal vi redde liv?

Debatten om hvorvidt vi skal have fastsat en grænse for hvor tidligt vi skal gribe ind og forsøge at redde et for tidligt født barns liv, er atter blusset op. Redder vi liv for tidligt?

Der reddes i dag børn ned til GA 22 -Dvs 5½ mrd henne i graviditeten – mens der også foretages sene aborter omkring samme tidspunkt i graviditeten – et åbenlyst etisk dilemma i praksis – Mange for tidligt fødte har livslange handicap med sig – særligt ifht indlæring og sociale – psykologiske udfordringer – der tegner sig et tydeligt mønster hvor handicappets omfang oftest er direkte omvendt proportionalt med hvor kort tid, den lille nåede at blive inde i sin mor… nogen ønsker en fast grænse – andre mener at vurderingen må være faglig og individuel.

Jeg er principielt enig i sidstnævne – Der ER stor forskel på hvor livsduelige de ekstremt for tidligt fødte er – og der ER stor forskel på de enkelte situationer – og det store problem er , for mig at se mere, at lægerne ikke påtager sig ansvaret fuldt ud og ALENE træffer de (svære) valg som forældrene selvsagt ikke altid formår at overskue konsekvenserne af!

Og så er vi nødt til at gøre os nogle etiske overvejelser:

Er det f.eks. ikke etisk betændt at vi både tillader dispensationer til abort i uge 22 og redder børn i samme alder på samme tid? Hvad med det aborterede barns ret til hjælp til at bevare livet – og hvad med moderens ret til at standse det? Og så er der alle de handicap og sygdomme som særligt de ekstremt for tidligt fødte ofte får med sig, såfremt de overlever den første svære og kritiske tid - og som ikke alene koster samfundet utroligt store ressourcer – det koster også en del menneskelige ressourcer, hvilket er det jeg personligt hæfter mig allermest ved.

Som mor til 2 præmature tvillinger som blev født 8 uger for tidligt, er jeg måske ikke helt objektiv i alles øjne. Men, jeg ved til gengæld lidt om den virkelighed der tages afsæt i, når vi snakker om for tidligt fødte, omend mine tvillinger er født “så sent” at de ikke tilhører målgruppen for debatten. Tvillingerne og jeg var nemlig indlagt med en del af disse børn – og deres forældre i den første måned efter fødslen.

I tiden op til fødslen var jeg indlagt i 4 uger på OUH i Odense, efter vandet var gået – og jeg havde åbnet mig… her var ordren TOTAL RO så der var rig lejlighed til at studere præmaturitet og følger af præmaturitet, til at stille spørgsmål og få svar – for ikke at tale om besøg på afdelingen hvor mine tvillinger ville blive indlagt – intensiv afdeling for nyfødte – H5 på OUH. Her fik jeg en del helt konkrete erfaringer – særligt i de 5 uger efter fødslen, hvor vi lå på hhv H5 og H6 (Mor – Barn afsnit) hvor de skulle vokse sig store og stærke nok, til at kunne komme med hjem.

De blev straks efter fødslen indlagt på Neonatalafdelingen – intensiv afdeling for nyfødte – Her lå de på deres eget 2 mands rum i hver sin kuvøse med slanger og sonder – ilt og kunstigt lys – og selvom de var små og skrøbelige, var det helt tydeligt at se, hvor meget mindre og langt mere ustabile flere af de andre børn – de ekstremt tidligt fødte var. For mange af deres forældre var det et lyslevende mareridt – og mange mistede desværre også deres barn indenfor de første par måneder – uger eller dage, efter fødslen, ovenpå svære komplikationer og forfærdelige dage, uger eller måneder med svingende håb og desperation hos både forældre og sundhedspersonale. Andre igen kommer hjem med børn som er mere eller mindre handicappede, syge eller svækkede – og nogle få er som vi, heldige at ende med at få sine børn raske med hjem.

Det var et meget intenst og meget følelsesladet sted – neonatalafdelingen og Mor – Barn afdelingen – med mange skæbner – gode som mindre gode – og desværre også en del af de grumme…. alle de skæbner som man altid vil huske og standse op ved, af og til – når man har været der og prøvet det selv – det med præmature børn…

Før forløbet med tvillingerne var min indstilling at alle liv altid burde forsøges reddet – hvis overhovedet det er muligt – men mine oplevelser – og den viden jeg også fik undervejs og efter – har givet mig et andet, og noget mere nuanceret syn på det. Det er ikke altid godt at redde liv – det er ikke altid godt at kæmpe for et lille barns liv og dermed blot sætte barnet og dets forældre i et mareridt fyldt af smerter og fortvivlelse i dage eller uger, før det lille liv alligevel ånder ud….det er utroligt smertefuldt at være vidne til og at opleve for de forældre som oplever det – ligesom der er forældre hvis børn svinger så meget mellem liv og død i så lang tid at de opgiver – holder op med at komme hver dag – bliver tomme i blikket… stikker af – fra smerten og det voldsomme limbo de står i – mellem liv og død – handicap og førlighed – fremtidsudsigter  – håb og frygt – som de har brug for hjælp til at rumme.. En hjælp som ikke er der….men det er et andet problem som jeg vil rejse i en anden debat, en anden dag.

Jeg tror de fleste er enige om, at det er vigtigt at se på, hvilke følger det får – både menneskeligt og økonomisk – at redde ekstremt for tidligt fødte børn helt ned i GA 22 – Hvis bare man kunne vide hvilke børn det er, der bliver svært skadede af en ekstrem tidlig fødsel – og hvilke der kommer til at klare sig godt – uden de store mén, i voksenlivet. Men det ved man ikke altid – men det er klart at jo mere tidligt de kommer ud – jo mere sårbare er de generelt – og dermed også i større risiko for at få svære skader. Men det er det ikke sikkert de får.

Det er utroligt mange faktorer som spiller ind og som kan få tingene til at bevæge sig enten i den gode eller i den dårlige retning og der vil uværgerligt – med en fast grænse – være børn som KUNNE have overlevet og KUNNE have fået et godt liv. Det er der også sene aborter som vil kunne – Hvis de fik samme indsats og behandling – men det gør de ikke og heri ligger der jo i sig selv et slemt etisk dilemma for det sundhedsvæsen og det samfund, som den ene dag ligger en sen abort i skyllerummet – med et klæde over – til fosteret holder op med at bevæge sig, hvorefter det destrueres og den næste dag redder et lille barn i samme graviditetsuge med respirator, højt specialiseret lægehjælp og intensiv pleje.

Det er altså mere forældrenes holdning til om barnet/ fosteret skal reddes, end det er lægerne, der beslutter hvem der kan & skal have en chance for at leve eller ej – samt hvor længe og hvor meget der skal sættes ind eller ej, hvis der er livstegn. Det er med andre ord hvorvidt disse børn er ØNSKET eller ej der afgør om vi sætter ind med hele det store og dyre præmature apperat – eller blot ligger barnet/ fosteret til at ånde ud under et klæde. Her bør vi jo stoppe op og spørge os selv:

Er det virkeligt OK?

Som tingene er i dag, hvor vi øjensynligt KAN og BØR redde mange af de ekstremt tidligt fødte – helt ned til GA 22 – bør vi også se på hvornår vi opfatter fosteret som et juridisk selvstændigt væsen – Det gør vi i dag ved 22 uger - så denne grænse er jo flyttet – sammen med grænsen for hvornår fosteret er levedygtigt – så det er allerede sådan, at det er barnets liv, lidelser, chancer og helbred der er lægernes fokus – ikke forældrenes håb, ønsker eller frygt! En individuel, faglig vurdering i den helt konkrete situation bør ALTID være det der er gældende, i den behandling der sættes ind, når et barn fødes ekstremt for tidligt. Det må ikke gøres til forældrenes ansvar! Men de skal orienteres, ses og høres – det er klart. Men af og til ER der ofte svære beslutninger som BØR træffes – men ikke træffes – Fordi forældrene stemmer i og protesterer – her må ansvars – og beslutningskompetencen til enhver tid stå helt klart – Det er lægens – sygehuset ansvar – ikke forældrenes – og naturligvis gør lægerne altid deres bedste for at redde så mange – så godt – som de overhovedet kan. Det skal forældrene vide – og stole på. Men ansvaret må og skal ligge hos lægen og sygehuset – og der skal vurderes og handles dybt professionelt og helt  individuelt i hver konkrete tilfælde. Det må der ikke herske tvivl om!

Så er regionernes eksistensberettigelse igen sat op til debat!

Berlingske Tidende bragte i går (5. januar 2012) en kronik om en overlæges personlige erfaringer som patient på flere danske sygehuse, en kronik som straks – næsten inden tryksværten ramte papiret, rejste en fornyet debat om regionernes eksistensberettigelse og grad af succes/ fiasko ifht at løse de opgaver, som regionerne har.

At denne kronik bliver anstødssten til en genåbning af debatten er helt forudsigeligt, ovenpå de seneste dages kritik af kræftbehandlingen, og den uværdige slutning på farcen om akutfunktion på Svendborg Sygehus! Patientforeningsformand lægger for. Han anbefaler en analyse af hvorvidt man ikke burde nedlægge regionerne og indføre et andet system i stedet.

Den nye regering har barslet en evaluering og styrkelse af regionerne, men den genåbnede debat kan desværre, tror jeg, dreje evalueringen i en mere kritisk og mere reformsøgende retning – eller sagt på godt Dansk: En genåbning svækker regionerne som – særligt i venstrefløjens øjne – er produkt af en fejlslagen liberal strukturreform, skabt til at være skraldespand og prügelknappe, for folketing og kommuner.

Hetzen mod regionerne fortsætter og jeg må tilstå at det bekymrer mig lidt, i lyset af den generelle åbenlyse manglende indsigt i og forståelse for vores konkrete opgaver, udfordringer og muligheder som demokratisk politisk platform – Jeg frygter at der kommer vaklen – at evalueringen drejes derhen at regionerne udsættes for skarp kritik – taget ud af sammenhængen naturligvis – og at vi alligevel kommer til at se at der tages egentlige skridt til en nedlæggelse af regioner – og i kølvandet herpå – oprettelse af andre strukturer – til varetagelse af regionernes kerneopgaver!

En så omfattende reformation af regionernes kompetenceområder at regionerne reelt afløses af noget andet, er altså ikke et utænkeligt scenario. Og flertallet FOR det, er der allerede. VKO varslede nemlig under valgkampen en nedlæggelse af regionerne, hvilket hele tiden har været de konservatives politik.

Det er ikke sådan at jeg mener at regionerne skal bevares, for bevaringens skyld. Men jeg synes at kritikken er unuanceret og taget ud af en sammenhæng. Regionerne løfter fakisk opgaven ret flot – til trods for de utallige gordiske knuder man har indlejret i systemet og i den lovgivning som er fulgt med, i kølvandet på strukturreformen. Der ER afgjort nogle udfordringer og barrierer som vi må slås med i regionerne – der er afgjort brug for et grundigt eftersyn som fører til en styrkelse af regionerne og herunder en meget skarpt fomuleret formålserklæring for regionernes virke, en formålserklæring som naturligvis følges op med de rette redskaber og strukturer til, at løse opgaven optimalt.

Sidst men ikke mindst burde vi tage selve strukturreformen og dens konsekvenser op til samlet debat og få rettet op på nogle af de mange skævheder som er bygget ind i systemet – Det ville – tror jeg - være noget mere konstruktivt!

Link til omtalte kronik i Berlingske 5. januar 20.12:

http://www.b.dk/kronikker/naar-laegen-selv-bliver-syg

Kronisk og uopretteligt tab af arbejdsevne er altså IKKE aldersbetinget

Førtidspension – En gratis P. Billet på Velfærdssamfundets 3. klasse eller en nødvendig tilkendelse som følge af kronisk, uoprettelig tab af arbejdsevne?

Førtidspensionsdebatten raser igen. Nu vil den nye regering det stigende antal førtidspensioner til livs, der er blevet råbt til værdikamp: Ikke mere passiv PARKERING af borgere, som har bare den mindste teoretiske mulighed for at oparbejde/ opnå få timers ugentlig beskæftigelse, på særlige vilkår, hos en behjertet arbejdsgiver. Slut med førtidspension, hvis man er under 40 år!

Op af stolene og ud i samfundet med dem – alle de her nassere på systemet – sådan lyder det næsten – når man hører de meget tynde og decideret usaglige argumenter for at sætte en aldersgrænse for tildeling af førtidspension.

Kronisk og uopretteligt tab af arbejdsevne er altså IKKE aldersbetinget – Det kommer i særdeleshed som følge af sygdom og ulykke – hvilket i sig selv bestemt er traumatiserende nok for et menneske – Det er ofte forbundet med et stigende antal tilstødende såvel sociale som økonomiske og familiemæssige problemer, at miste arbejdsevnen. Det er ofte mennesker i DYB krise, som tilkendes førtidspension – og står tilbage med sygdom, handicap, et stigende komplekst problemfelt omkring sig og alt det andet – og en yderst spinkel økonomi – resten af livet! Og her ER der netop noget der glipper – at vi så slipper dem – for det er ofte her de for alvor har brug for os – for at komme igennem krisen og for at hjælpe med at der et indhold, nogle strukturer og nogle varme hænder, til at hjælpe dem videre, trods tabet af arbejdsevne.

Men i stedet straffer vi dem nu – og nægter dem – såfremt de er under 40 år, adgang til at kunne opnå førtidspension. Virkeligt flot!!!

Det ER i virkeligheden, ude på landets jobcentre, temmelig trist når nogen – ung som ældre, tilkendes en førtidspension og det dermed slåes fast at denne borger har mistet sin arbejdsevne for bestandigt. Det er ikke noget der tilkendes for sjov og det er så langt fra sjovt at være uden arbejdsevne. Faktisk er man temmelig syg eller handicappet, såfremt man tilkendes en førtidspension. Sådan er reglerne. De er ret skrappe, reglerne – og forløbet frem til en tilkendelse kan af og til vare flere – opslidende – år. Men reglerne er der for at sikre at ingen uretmæssigt tildeles førtidspension. Og dem følger socialrådgiverne naturligvis, under skarp bevogtning fra ledelse og politikere i kommunen.

Så jeg ved ikke rigtigt hvor det er regeringen vil hen, med en aldersgrænse for førtidspension. At drive de her borgere endnu mere rundt i manegen, helt indtil de bliver 40 år – Det er jo både absurd og hjerteløst. Det kan jeg ikke tro, at regeringen vil.

Regeringen må tro at førtidspensionister er nogle andre, end dem som jeg beskriver ud fra mine erfaringer som socialrådgiver. Men det er det ikke. Man parkerer nemlig ikke nogen på permanent førtidspension af bekvemmelighedsgrunde. Det er en dybt alvorlig og meget tragisk sag, når en borgers sag viser at en permanent førtidspension er berettiget, da vedkommende har mistet arbejdsevnen – totalt!

Måske regeringen tror at der er en masse socialrådgivere som tilkender uberettigede førtidspensioner til borgere under 40 år? Det kunne tænkes. Det kunne f.eks. være fordi der reelt mangler muligheder for at tillade borgere at være syge i længere tid – skadede eller bare midlertidigt uarbejdsdygtige – Det er nemlig – under VKO´s 10 årige regime, blevet gjort til et ”enten eller”: Enten KAN man arbejde (og så SKAL man – NU) eller også KAN man IKKE arbejde (Men det må man jo kunne – og så skal man det alligevel, i de fleste tilfælde)

Men det gør socialrådgiverne ikke – Det må og KAN de nemlig ikke! De tilkender for det første slet ikke førtidspensioner, men indstiller førtidspensionssager til det kommunale Pensionsnævn. Der tilkendes kun – KUN de førtidspensioner i Pensionsnævnet som opfylder alle krav og retningslinjer. Herunder det dokumenterede kroniske tab af HELE arbejdsevnen, for bestandigt!

Sagt med andre ord – Jeg har meget svært ved at se formålet med at stramme reglerne endnu mere op – bl.a. ved at sætte en kunstig grænse op for, hvornår man er gammel nok til at miste sin arbejdsevne, for bestandigt!

Men jeg ser en god grund til at vi ser på førtidspensionister med nye øjne, som mulige varme hænder, frivillige eller blot medborgere – som også skal inviteres med og inddrages i de lokale fællesskaber, som de medmennesker og de ressourcer som de – trods alt – stadigvæk er. Nogle førtidspensionister har kortere eller længere ”gode perioder” hvor de f.eks. formår at lave frivilligt arbejde, sælge kunst eller lignende – men gør de det – så risikerer de at miste deres førtidspension. Det er jo ikke særligt smart! På den måde holdes de også nede – i stedet for at blive støttet i at arbejde når de kan og modtage førtidspension når de ikke kan – uden yderligere bureaukrati og kratluskeri.

Så er det jeg tænker: Måske vi bare skal indrette systemet mere fleksibelt, mere menneskeligt! Og i stedet for at forbyde og sætte absurde aldersgrænser op – tilbyde muligheder, støtte og hjælp til førtidspensionisterne – Helt fra tilkendelsen af – og SAMMEN finde ud af, at komme videre, uden arbejdsevne, syg, eller handicappet for livet og på førtidspension.
Og så lige til det om førtidspensionister som er aktive og tilsyneladende raske medborgere:
Hvis en førtidspensionist opnår bedring er vedkommende forpligtet til at fortælle det, og sagen vil blive genoptaget. Samtidigt kan man vælge at tilkende førtidspensionen tidsbegrænset, og således – såfremt der er endog spinkle håb om langsigtet bedring – Efter f.eks. 5 år revurdere sagen og borgerens helbred/ arbejdsevner. Hertil kommer, at mange sygdomme ikke er synlige – herunder ikke mindst de psykiatriske lidelser. Det bliver sygdommen ikke mindre invaliderende ifht arbejdsmarkedet af – det skal omgivelserne også vide – og huske!

Det er nemlig ikke tilkendelserne den er gal med – Det er det faktum at vores samfund producerer stadigt flere uproduktive borgere, som tærer kraftigt på samfundets pengepung på flere planer. Det skal vi gøre noget ved! Ved at skabe mindre ulighed, bedre muligheder, mere sundhed, flere varme hænder – fra starten af! Og så skal vi sidst men ikke mindst, lade være med at sparke nedad og lade den stramme samfundsøkonomi gå ud over dem som allerede ligger ned. Det duer altså ikke!
”De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs” – det var min forventning til hvilket menneskesyn jeg ville se fremmet fra en S-R-SF ledet regering. Men det er det desværre så langt fra… på det her punkt!

Et punkt hvor venstrefløjen tidligere har haft frugtbare ideer -visioner og målsætninger som nu fortoner sig til lyden af beskæftigelsesministerens udmeldinger, om strammere regler, 40 års grænse og ”Stop for passiv Parkering” – stik mod saglig og faglig viden på området, til stor skade, for dem som det går ud over.

Det synes jeg mildest talt er bekymrende!

Gode grunde til at udnævne en politisk uafhængig Børneombudsmand!

Danmark er flere gange blevet kritiseret af internationale råd og Kommisioner, for ikke at opfylde børn og unges rettigheder i Danmark. På venstrefløjen har vi altid været meget opmærksomme på børn og unges vilkår og rettigheder.

I de sidste par år har venstrefløjen konkret kæmpet for at, børn og unge får deres egen, politisk uafhængige ombudsmand – og hermed tage et frugtbart syvmileskridt i kampen for at sikre ALLE  børn og unge i Danmarks internationale og nationale rettigheder.

Men, da De Radikale ikke er enige, har man øjensynligt nu skiftet mening, og vil som De Radikale nu blot skabe en særligt Børn og Unge portal, under den eksisterende ombudsmandsinstitution. Men det er langt fra godt nok.

Det er der flere gode grunde til!

For det første er der brug for en selvstændig, uafhængig børneombudsmand, fordi børn og unge HAR særligt skærpede rettigheder, både ifølge dansk og international lovgivning – rettigheder som langt fra altid er kendt eller bliver fulgt i det danske system.

Der er behov for, en selvstændig uafhængig børneombudsmand som bliver kendt og tilgængelig for alle – ikke mindst alle forældre, fagfolk, børn og unge, via information, kampagner, events, reklamer, pressedækning, undervisning i skolerne, medier etc.

Dét vil rykke noget!

Både i fht efterlevelsen af de rettigheder som børn og unge har og ifht befolkningens, fagfolks og politikeres forståelse for og viden om børn og unges rettigheder! Det er der brug for, også ifht til vores lovgivning og praksis på flere områder – herunder f.eks. Orlovs – og Barselsregler, Folkeskoleloven, Familieretten, Familiesammenføringsreglerne og hele Den sociale lovgivning!

Jeg håber VIRKELIGT at vores mange gode og dygtige hjertekrigere på venstrefløjen vil være med til, at tage kampen op med de Radikale og FORKLARE dem, fornuften i at skabe en Børneombudsmandsinstitution! Den vision må ikke forsvinde – Det skylder vi børnene og de unge, at vi ikke tillader den gør!

Det er ikke Let med den bane i Odense!

Nytårets store politiske tema i det syddanske er Letbanen i Odense

Man har som det har været tilfældet med letbaneprojekterne i Århus og København, fra Odense kommunes side, haft en positiv forventning om min 40% statsfinansiering af projektet, til ialt 1,8 Mia kroner, men statskassen til den type trafikudvikling, er tom, og Odense kommune står tilmed også uden deres egne penge til projektet, som er en vital del af NytOUH, studiebyens og hele Odenses vækst og udvikling!

2 pensionsselskaber melder sig nu på banen som interesserede i at indgå et Offentligt Privat Partnerskab (OPP) omkring letbanen, men Odense kommune fastholder naturligvis at staten skal finansiere de mindst 40% og ønsker så lidt rentebinding som muligt – i RSyd undersøger vi i øvrigt også pt. (som en del af budgetforlig 2012) hvorvidt og hvordan VI ville kunne bidrage til Letbaneprojektet.

Fremtrædende politikere slår til lyd for at OPP overvejes kraftigt og ret snart, da man frygter at der ellers “Går Odense i den” – dvs. at det ikke bliver til noget hvis ikke der gøres noget ved problemet omkring finansiering af Letbanen. Andre fremtrædende politikere er enige i at der er brug for privat medfinansiering, men fremhæver at staten SKAL medfinansiere som i Århus og København – Og andre igen er så skeptiske overfor OPP tanken, at de hellere ser projektet udsat end finansieret via OPP.

Debatten fortsætter og meningerne er mange – Én ting står dog helt fast: En letbane ikke bare KAN men SKAL Odense have, hvis udviklingen og væksten skal gå fremad!

Et endeligt farvel til håbet om en akutfunktion på Svendborg efter 2018

Med det seneste brev fra sundhedsministeren om akutfunktion i Svendborg, står det nu klart, at farcen må stoppe her! Der er åbenlyst ikke vilje – heller ikke hos vores nye regering - til at sikre akutfunktionen i Svendborg!

Jeg har ærligt talt noget svært ved at forstå hvorfor regeringen ikke bare melder ærligt ud omkring akutfunktionen i Svendborg – Man lovede jo – før og under valgkampen – ja man afgav ligefrem et løfte om at ville sikre akutfunktion i Svendborg – trods afslag herpå fra den tidligere regering og dens såkaldte ekspertudvalg! Et håb blev tændt for mange – vi var mange som troede på det og kæmpede for det – men efter valget ser vi så et PINLIGT og UVÆRDIGT abekasteri gå i gang, hvor den nye regering slår sig voldsomt i tøjret og forsøger at komme udenom et egentligt afslag uden dog at give tilsagn – men derimod nogle løftede krav og pegefingre som det er helt åbenlyst retter sig direkte mod at der i sidste ende kan forventes et afslag!

Man vil og kan ikke acceptere tvunget visitation til Svendborg for ca. 100.000 fynboer - og man betinger samtigt et evt tilsagn med at NytOUH justeres i sin tilsagnsramme og skal ændres! Efter endnu en omgang tålmodig pædagogisk kommunikation fra vores side inddrager regeringen så i sit seneste brev til os om sagen, den gl. regerings såkaldte ekspertpanel som overdommer og fortæller os utvetydigt, at bevæggrundene for tidligere afslag stadigvæk vil gælde! Men at tage beslutningen og erkende at man alligevel ikke kan holde valgløftet om akutfunktion i Svendborg det VIL eller TØR regeringen altså ikke!!! Så vil de altså hellere stille i udsigt at forsinke Region Syddanmarks planer i flere år, før et afslag så kommer, i sidste ende og efterlader regionen – og regionens borgere – som taber i sagen og sat bag af dansen ifht de andre regioner.

Det tjener intet formål for os i Region Syddanmark – Vi må erkende at et flertal af politikerne på Christiansborg – på tværs af partier – IKKE ønsker at der forbliver en akutfunktion i Svendborg – Det er realiteterne – og det som vi må navigere efter og fortsat knokle videre for at sikre en tryg sundhedsdækning for alle regionens borgere – også dem der bor på det sydlige fyn!

Regionsrådet gruppeformænd (inkl. undertegnede) har lige før jul (21. December 2011) udsendt en pressemeddelse om at vi stopper legen her – Det er uværdigt og vi må naturligvis handle ansvarligt – Vi er enige om, at vi nu fortsætter med planerne som de ligger nu, hvor sygehuset i Svendborg bliver specialesygehus efter 2018 (20) og NytOUH bliver Fyns eneste Akutsygehus.

Den trygge sundhedsdækning på det sydlige Fyn vil vi naturligvis sikre lige så godt og kvalificeret som i resten af regionen!

Det er vi allerede RIGTIGT GODT i gang med!

LINK TIL PRESSEMEDDELELSE: http://www.regionsyddanmark.dk/wm375922

Når et vindue åbnes………

Først og fremmest – Velkommen tilbage til hjerterummet til gamle læsere og Hjerteligt velkommen til nye – efter en lang pause, genåbner hjerterummet nu med daglige indlæg, kommentarer, links - debat og meget mere )

Mange af jer, har bedt mig fortælle hvad det var der skete – Hvorfor jeg forlod SF. Jeg har lovet at komme med et svar, når jeg var klar og jeg synes at genåbningen af hjerterummet her er en oplagt mulighed for,  endeligt at svare jer. Temaet for mit første nye indlæg er derfor bruddet med SF.

Året der netop er gået gik viste sig i det hele taget, at blive et skelsættende skæbneår, både for mig helt personligt og politisk – for Danmark og for Verden.

Et for mig – turbulent, hektisk, skelsættende og også mærkværdigt, overraskende, rædselsfuldt og minderigt år. Året som bla endte med at jeg så mig nødsaget til at forlade mit parti, SF og i kølvandet herpå, sammen med min tidligere partifælle, John Hyrup Jensen danne den politiske gruppe “Socialistiske Balance”

Således endte altså længere tids tiltagende betændte tilstande i SF gruppen – det skete i slutningen af oktober måned.

Efter mit brud med SF har jeg haft brug for tid til at sunde mig og til at tænke det hele igennem, for at forlade SF havde ikke strejftet mine tanker en eneste gang, før under årsmødet, fredag 28. oktober – Hvor jeg nåede til et punkt hvorfra jeg ikke længere kunne se mig selv forblive i gruppen, og dermed i SF. Jeg har i tiden efter haft lukket for denne blog – indtil nu!

Der blev skrevet en del i aviserne om det, lige da bruddet skete – Der vil kunne ligges mange links op, men avisoverskriften og artiklen under kunne sammenfattet have lydt sådan cirka sådan her:

En aktiv, meget synlig SF gruppeformand i Region Syddanmarks regionsrådsgruppe, Mette Valentin, forlader overraskende, efter måneders turbulens, partiet, sammen med partifællen John Hyrup Jensen.
De forbliver begge i regionsrådet og danner i fællesskab den politiske gruppe ”Socialistisk Balance”. Årsagen til bruddet er efter forlydende langvarige samarbejdsvanskeligheder, i SF gruppen, som har betændt det politiske arbejde, forholdet til baglandet og ikke mindst forholdet internt i regionsrådsgruppen. Et årsmøde som skulle have løst det hele, fik i stedet gruppeformanden og John Hyrup Jensen, til at gå og smække med døren. De begrunder deres brud med 3 af de 4 tilbageværende SF gruppemedlemmers adfærd og handlinger, samt ikke mindst et uopretteligt tillidsbrud, fra det organisatoriske bagland!

Pressemeddelelsen  John Hyrup Jensen og jeg sammen udsendte sent lørdag aften (29. oktober 2011) er gengivet her (tryk på linket)

Et  sammenkogt spørgsmåls ”Interview” om bruddet og tiden efter:

• Refleksioner efter bruddet:

Efterfølgende har jeg gjort mig mange tanker og refleksioner om bruddet og om min videre færd – som politiker. Jeg har set tingene i nogle nye og forskellige lys og har også mærket at beslutningen var ikke alene nødvendig, men også rigtig. Det krævede simpelthen MERE end det var menneskeligt muligt at yde, at blive ved, på de vilkår og betingelser som blev sat og med den dybe betændelse som helt åbenlyst var forplantet vidt og bredt i regionen og ind i partitoppen, var det åbenlyst ikke muligt at få sat en stopper for den uholdbare og opslidende situation!

Var det er nederlag?
Nej, jeg ser det som en sejr – Hvor jeg sagde fra – trods store omkostninger – da min tillid, integritet og min selvrespekt som menneske – og politiker ikke kunne strækkes længere og bægeret var mere end fuldt! Jeg vandt min selvrespekt og min integritet – og ville have tabt begge dele, såfremt jeg var blevet. Det ville have været et nederlag! Hvad de sociale relationer angår, forventer jeg at de mennesker som fortsat ønsker et samarbejde med mig, de samarbejder med mig og de der ønsker at bevare sociale bånd der er knyttet, de gør det. Mine standpunkter og holdninger har jo ikke ændret sig men i forholdet til SF er vi af og til MINDRE enige om udlægningen af teksten, når det kommer til de landspolitiske udfordringer, som SF står overfor – og midt i!

• Er de landspolitiske udfordringer medvirkende årsag til bruddet?
  Nej – min indstilling var før bruddet, at jeg ville kæmpe med – internt i partiet – sammen med andre utilfredse partikammerater – for at afhjælpe de udfordringer som SF står overfor – og midt i – og ville bestemt have udtryk de samme holdninger og standpunkter som nu, om end i en mere moderat form, udadtil!
  Jeg er oprigtigt ked af at se SF stå med de udfordringer som partiet står med for det helt grundlæggende som partiet byggede på – Socialisme – Demokrati og Decentralisme – er tre parametre som hænger rigtigt meget sammen i mit politiske udsyn på verden – og det ER ikke at finde i andre partier på samme fundamentale måde som det VAR i SF – før det paradoksale skred mod midten, som – helt rigtigt – skete for at redde samfundet fra højrebanditterne, men som rev nogle meget vigtige røde tråde over i processen og ikke mindst fremmede en kultur og nogle uheldige tendenser internt, som medførte at bl.a. jeg var tvunget til at gå i stedet for at blive og kæmpe for at partiet kunne finde sine rødder på ny !!!

Hvilket parti nu?
Min personlige og ikke mindst politiske videre færd i SF blev standset ret effektivt med hele den eklatante farce som udspillede sig på disse kanter i året op til valget – Det er jeg både meget bevidst om – og samtidigt naturligvis ked af. Jeg ved endnu ikke hvilket parti jeg evt. ender i senere eller hvordan vejen i øvrigt former sig! Men jeg forbliver en fuldblods hjertekriger på venstrefløjen det er jeg sikker på – Hvordan og ikke mindst hvor ser jeg frem til at finde afklaring omkring, i året der kommer ♥ For at kampen fortsætter så længe vælgerne vil give mig mandat til det – det skal der ikke herske tvivl om:o)

• Hvordan med Socialistisk Balance?
  Jeg er rigtigt glad for at stå sammen med John i Socialistisk Balance – Vi er enige både om måden vi samarbejder på og det politiske indhold i vores virke og så er vi ikke mindst frie til at mene det vi vil og selv sætte dagsorden for en politik hvor mennesket og den sociale balance er i centrum, hvor vi passer ordentligt på hinanden, på os selv, vores fællesskaber og på vores verden!  Det er ikke til at sige hvor længe vi vil stå som gruppe – om vi stiller op som liste eller som medlemmer af et etableret parti eller … ??? Men vi ved at vi står sammen og har det godt med at stå hvor vi står lige nu. Pressedækningen og synligheden vi får er god og vi genvinder samtidigt begge både styrke og gejst til vores videre politiske arbejde – hvilket i sandhed var tiltrængt ovenpå alle strabadserne det seneste 1½ år.

Jeg kan godt li´det gamle mundheld om at “Når et vindue lukkes, åbnes der et nyt” og jeg ser lyst på fremtiden, som jeg oprigtigt tror vil bringe nye og spændende muligheder Når et vindue åbnes…..og det ser det heldigvis ud til, at der mange der gør.

Jeg vil naturligvis fremover skrive her på bloggen om, hvad der videre sker og i øvrigt holde jer godt informeret ! Du/ I er naturligvis velkommen til at spørge ind – Kommentere osv – Jeg ser frem til at høre fra jer

De bedste hilsner fra
Mette Valentin

Svært psykisk syge svigtes

Vi hører med jævne mellemrum om det. Svært psykisk syge patienter udskrives fra psykiatriske afdelinger og overgives til distriktspsykiatriens og den praktiserende læges varetægt – og til det lokale jobcenters krav og sanktioner, længe før de reelt er raske nok til det. Og det går selvfølgeligt helt galt!

Efter yderligere social deroute og en komplikation af situationen, ender de tilbage på afdelingen, som igen udskriver dem for tidligt, og sådan kører den onde spiral, helt til tragedien indtræffer og de ender med at gøre ubodelig skade på sig selv og/ eller andre mennesker – og såfremt de overlever, ender enten fastspændte og stærkt medicinerede på en lukket afdeling, eller i retspsykiatrien med en dom for vold og det der er værre.

Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt!

Men for at få ændret på det, må vi først og fremmest se på hvorfor der er, det går så galt.

Vi ved, at der langt fra er penge nok i og til behandlingspsykiatrien, og at der til stadighed nedlægges sengepladser og indsatser på sygehusenes psykiatriske afdelinger. Vi ved også at opgaven med at få afstigmatiseret og revitaliseret, gentænkt og moderniseret psykiatrien har trange kår, og ofte drukner i mere “sexede” overskrifter om kræftpatienter, hjertepatienter, børn og ældre og alle de andre som også mærker – og lider under hvordan de sidste mange års kontinuerlige besparelser, reformer og effektiviseringer har taget luften ud af det der engang var verdens mest beundrede og trygge velfærds – og sundhedssystem.

Men hvad gør vi ved det? Der skal jo så uendeligt meget mere og andet end bygninger til, for at få løst de her problemer. Det er jo ikke selve bygningerne det handler om, men det der en inde i bygningerne – den behandling vi tilbyder patienterne, de vilkår og betingelser der er for at kunne give den rette behandling og ikke mindst, når det angår psykiatrien, hvad den rette behandling er, og ikke er!

I modsætning til somatikken, hvor de fleste er enige om det meste, i hvert fald i hovedtræk – så er der indenfor psykiatrien en række forskellige tilgange og teorier som trækker i hver sin retning, og som kan gøre det vanskeligt f.eks. at argumentere for at det er forkert at udskrive tidligere, eller senere – det handler nemlig meget om hvilken trosretning, den enkelte psykiater og psykiatriledelse bekender sig til.

Men det er ikke kun de forskellige discipliner indenfor psykiatrien som gør det svært. Psykiatri er nemlig samtidigt en vifte af lidelser, som i endnu højere grad end somatiske lidelser, udspiller sig meget individuelt og i høj grad er defineret af miljømæssige og sociale faktorer i den enkelte patients liv. Sagt med andre ord er der ikke 2 patienters sygdomsbillede som er ens, og derfor kan de psykiatriske patienter heller ikke bare uden videre passes ind i på forhånd fastlagte kasser og skemaer. Sådan fungerer det ikke. Ikke hvis målet er bedring og om muligt helbredelse. Så skal man dybere og mere individuelt ind i hele årsagssammenhængen og patientens samlede problemkompleks. Det kræver selvsagt faglig og ledelsesmæssig handlerum og frihed til at tilrettelægge og realisere den behandling som den enkelte har behov for. Men sådanne frie arbejdsvilkår har de oftest ikke, i behandlingspsykiatrien. Det er desværre oftest meget langt fra!

De forskellige trosretninger indenfor psykiatrien bruges desværre af politikere og ledelser til at legimitere de tidlige udskrivelser og større krav om mere selvhjulpenhed, krav som i virkeligheden udspringer af spareøvelser og en national årelang forsømmelse af behandlingspsykiatrien. Mens udgifterne pr patient, i somatikken er øget med 47 % de sidste 10 år er de tilsvarende kun øget med 17% i psykiatrien. Et område som får en stor del af sin finansiering fra SATSPULJERNE, modsat somatikken, som er et fast punkt på finansloven. Det skal psykiatrien NATURLIGVIS også være! Det er i den grad, på høje tid, med et gennemgribende og seriøst opgør med forsømmelsen af psykiatrien og af de psykisk syge patienter.

Selvfølgeligt skal plejefamilier kunne tåle uanmeldte tilsyn!

Der har på baggrund af nogle ret så bekymrende sager, rejst sig en debat om hvorvidt der skal indføres uanmeldt tilsyn i plejefamilierne. Der argumenteres for og imod dette, af mange forskellige mennesker og organisationer, men det burde vel egentlig ikke være så svært, at sikre de anbragte børns trivsel og udvikling – det er for pokker kommunernes forb…. pligt at sikre de forhold som man anbringer vanrøgtede eller plejekrævende børn under!

Det er først og fremmest et meget tyndt argument, af lektor Karin Kildedal fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet, at anføre at der er mere behov for den mere dybtgående kontrol ved de anmeldte tilsyn i plejefamilier, og at de uanmeldte tilsyn derfor er en dårlig idé!

Det ene udelukker jo ikke det andet, og de her familier skal altså kunne tåle uanmeldte tilsynsbesøg hvis de er deres opgave værdig – De burde jo ikke have noget at skjule vel? Argumentet fra Plejefamiliernes Landsorganisation, om ressourceforbrug ifht socialrådgivernes tid, er efter min opfattelse, også en tynd kop te. Det er et spørgsmål om dels politisk prioritering af denne tid, til at udføre uanmeldte tilsynsbesøg og dels et spørgsmål om at oprette uvildige regionale korps som varetager dette tilsyn, og i tilfælde af bekymringer, straks inddrager barnets hjemkommune og plejefamiliens kommune.

Det er simpelthen under lavmålet og helt uacceptabelt at spare på, at sikre de anbragte børns trivsel og udvikling i plejefamilier og på institutioner – det er faktisk kommunernes PLIGT at sikre at forholdene er i orden, der hvor man anbringer de børn, hvis trivsel, tarv og udvikling forældrene ikke er i stand til at varetage! Hvis det offentlige fjerner børn fra deres hjem, fordi forældrene ikke magter at klare børnenes tarv, så har det offentlige faktisk påtaget sig et enormt ansvar, som forpligter. Det burde socialministeren tage meget seriøst, og i stedet for blot at afvise de uanmeldte tilsynsbesøg, derimod tage imod opfordringen herom med kyshånd, og se at få styr på de anbragte børns forhold så hurtigt som muligt. Det skorter jo hverken på viden eller empiri på området – udelukkende på politisk vilje til reelt at gøre noget ved de problemer som vi jo helt faktuelt ved, er derude!

Nej til Grænsekontrol!

Undertegnede politiske grupper i Regionsrådet i Region Syddanmark (Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre) mener, at fri bevægelighed over EU’s indre grænser og mangfoldigheden af regioner og kulturer er afgørende styrke i det europæiske samarbejde.

Muligheden for at rejse frit over grænserne er en af de vigtigste frihedsrettigheder, som er opnået til stor gavn for alle borgere i Europa.

Samarbejdende grænseregioner er en forudsætning for en vellykket udvikling.

Der er store perspektiver for Danmark i samarbejdet over grænsen.

Ikke mindst for Region Syddanmark er et åbent og tillidsfuldt samarbejde hen over grænsen centralt.

Derfor beklager vi meget den danske regerings beslutning om at indføre permanent grænsekontrol med toldmyndigheder på grænseovergange og i danske havne.

Vi er som regionsrådsmedlemmer bekymret for, at en permanent grænsekontrol mod Tyskland vil føre til nye hindringer for et godt og positivt samarbejde mellem Danmark og Tyskland, herunder særligt i region Sønderjylland-Slesvig og i regionen omkring Femern Bælt.

Vi er desuden også meget kede af den meget negative presseomtale, som Danmark i den senere tid i har været genstand for i de udenlandske medier.

Vi vil opfordre den danske regering til at genoverveje sin beslutning om at genindføre permanent grænsekontrol på landegrænsen og i de danske havne.

Vi støtter en styrket indsats imod grænseoverskridende kriminalitet.

Dette gøres imidlertid mest effektivt ved at styrke toldvæsen og politi efter principperne om mobil, fleksibel og effektiv toldarbejde og om told og politimyndigheders samarbejde med andre landes myndigheder, uden at skulle ty til oprettelsen af permanent grænsekontrol på landegrænsen og i havnene.

S, SF og RV i Region Syddanmarks Regionsråd

(Bragt i Jyske Vestkysten 5. juli 2011)

Undtagelsestilstand i de danske kommuner

 

Den kommunale kernevelfærd er under et kolosalt pres. – samtidigt med at kommunerne pålægges stadigt flere SKALopgaver afkræves der nulvækst og effektiviseringer. Hertil kommer at, detailstyring og skattestop gør den enkelte kommunes muligheder for at handle sig ud af situationen nærmest ikke eksisterende og dermed næsten udelukkende teoretisk i praksis.

 

De danske kommuner er med andre ord, i undtagelsestilstand og vores byrødder må med blødende hjerter og sammenbidte tænder gøre alt de bedste de kan, for at holde sammen på resterne af det, der engang var verdensberømt dansk velfærd.

 

De tvinges til at prioritere benhårdt mellem f.eks skoler, institutioner, hjælp til syge og handicappede og sociale indsatser, ikke bare sådan at der skal skæres ned- der har allerede været skåret helt ind til marven i årevis. Nu er det de grundlæggende mellemmenneskelge principper og værdier som kommer i spil  - De tvinges ud i brugerbetaling på kernevelfærd, salg af borgernes kommunale værdier, tragikomisk overfyldte klasser med dårligt uddannede og udbrændte lærere, ældre som må vente i ensomhed, i ugevis, på et bad og handicappede som man visse steder må kalkulere med vil være så venlige at dø lidt hurtigere….hvis budgettet skal gå op…. det er i sandhed uanstændighedens årti!

 

 

Samtidigt vokser den private velfærds og sundhedssektor eksplosivt – søgningen til private skoler og institutioner vokser støt, i takt med de private sundhedsforsikringer, skattelettelser og bankpakker til dem, som kørte velfærdsdanmark ned, med deres støtte til regeringens minimalstatspolitik. Det er på det nærmeste grotesk! En undtagelsestilstand som regeringen har sat ind – og samtidigt bildt befolkningen ind, at det ikke er det de gør og vil!

De offentlige udgifter er eksploderet på grund af øget kontrol, sanktioner, administration og krav om private udbud – samtidigt er mængden af ældre vokset markant! Hertil kommer at der langt fra fødes danske verdensborgere nok.

 

Regeringen  undskylder sig med at det nok handler om at borgerne er blevet mageligere og forlanger meget mere end der skal til. Men det passer jo slet ikke med den faktiske virkelighed!

 

 

Den historiske arbejdsløshed og landets generelle ressicion er ikke noget folket har bildt sig ind. Det er det heller ikke når lille Peter f.eks skal have 31 klassekammerater i en udslidt skoleklasse med en 8 klasseselev som lærer stand-in, fordi de faglærte voksne er brændt ud og gået ned. Det er ikke indbildning når en 78 årige Oda eller Ejnar findes grædende og sammenbrudt eller døde efter selvmord i deres seng, i deres eget skidt, efter 2- 3 uger uden nogen form for hjælp. Det er desværre blevet eksempler på dansk virkelighed.

 

En virkelighed som hverken kan eller må vare ved.

 

Undtagelsestilstand – det er hvad det er  - en tilstand som ikke kun vil vare ved, men som bliver forstærket dag for dag, helt indtil borgerne vælger en ny regering – vælger minimalstaten fra og velfærdsdanmark til. Indtil det sker er kommunerne de fakto i undtagelsestilstand!

Starthjælp til arbejdsløse er en hetz

Regeringen har netop vedtaget at kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 1 ( dem som er vurderet fuldt arbejdsmarkedsparate) som fremover ikke møder op til aktivering 1 dag, skal gives en “kærlig hånd” for at lære det, i form af 6 måneders starthjælp, som erstatning for kontanthjælpen (Dvs. Halvering af indtægten) Det vil bringe flere i arbejde sagde Vesselbo (V) i Deadline 28. Maj i en debat med Cekic(SF) – helt uden at blinke eller slå blikket ned. Og han fortsatte med at forklare at det ville lære dem at komme op om morgenen, blive arbejdsmarkedsparate og få et job. Det er altså iflg Vesselbo slet ikke en sanktion, men derimod en hjælp til kontanthjælpsmodtagerne, det her… ……….Aha!!

Det skal man vist være borgerlig for at kunne forstå logikken i. Der er nemlig adskillige fejlslutninger i hele tankesættet bag sådan et tiltag, for ikke at tale om at det i den grad er en demonstration af, præcist hvor fattigt et menneskesyn, hele den borgerlige velfærdstanke, bygger på.

Den første fejlslutning han drager, er, at kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 1, som ikke møder op 1 dag – vælger ikke at møde op, og dermed partout ikke VIL efterleve kravene. Han mener med andre ord, at de bevidst prøver at snyde sig udenom, at tage ansvar og tage del, men at de bare vil nasse på systemet. Dem er der i realiteten med meget stor sandsynlighed forsvindende få af, i kontanthjælpskøen. Det er nemlig på ingen måde lykken at være på kontanthjælp og arbejdsløs, faktisk tværtimod. De få som bevidst vælger det, vil ikke deres eget bedste, og set i det lys kan man jo med rette stille spørgsmålstegn ved, hvor arbejdsmarkedsparate, de i virkeligheden er. Men alle kan da for pokker komme til, en enkelt gang, at sove over sig eller risikere at posten ikke er nået frem – det skal man da ikke straffes for i hverken hele eller halve år, det er ikke OK. Der findes tilmed allerede en del sanktioner og regler som træder i kraft når nogen ikke vil eller gentagent ikke gør som de skal, i kontanthjælpssystemet. Når vel at mærke det er klart, at det er fordi de ikke vil. Selvfølgeligt skal reglerne følges og alle der kan, skal selvfølgeligt bidrage og hjælpe til, i det omfang og med de ressourcer, som er mulige, det er alle på tværs af alle partier jo i forvejen enige i..men det er ifølge regeringen og Vesselbo ikke nok!

Og nu vi er ved det, så er det er jo en kæmpe stor selvimodsigelse at sige at dise matchgruppe 1 kontanthjælpsmodtagere, skal gøres arbejdsmarkedsparate – det burde de jo pr definition være, hvis de retteligt hører til i matchgruppe 1. De mangler jo bare et job, ikke andet end det. Det vil de faktisk også meget gerne have, hvis bare der var et job at få. Langt de fleste vil faktisk meget gerne kunne forsørge sig selv, tage ansvar og være en del af det pulserende liv med kollegaer, udfordringer og meningsfuldt indhold i hverdagen. Det så vi f.eks sidst, under højkonjunkturen i starten af dette årtusinde, hvor arbejdsløsheden faldt til et historisk lavpunkt, fordi der var arbejde nok at få. Men da boligboblen brast, styrtdykkede konjunkturerne og verden gik ind i en global krise, med høj arbejdsløshed til følge fordi virksomhederne i deres snævre økonomiske fokus, som altid valgte at skære ind til benet, og starte forfra. Det er på ingen måde noget den enkelte arbejdsløse selv har valgt! Heller ikke dem på kontanthjælp, dem som i forvejen er stækkede, fordi de endnu ikke har optjent – eller måske har mistet, deres dagpengeret, som følge af, at dagpengeperioden er blevet halveret.

Man bliver på ingen måde rig eller forkælet af at være på kontanthjælp, det er faktisk et temmeligt nøjsomt og på ingen måde sjovt liv. Der er masser af krav og regler som skal følges. Meningsløs aktivering og endeløst bureaukrati, som ofte kun fører til opgivenhed og nederlag på et personligt plan. Hertil kommer den sociale deroute som følger af kravene om ikke at måtte eje noget og at skulle æde alt hvad man evt måtte have erhvervet sig, før man overhovedet er berettiget til kontanthjælp – såfremt altså ens partner ikke også er på kontanthjælp, så er der ingen hjælp at få.  Det er nok de færreste som opfatter det, som en hjælpende hånd, men det ser Vesselbo altså tilsyneladende anderledes på.

Han mener ligefrem at en halvering af denne meget lave sats, er en kærlig hånd til de arbejdsmarkedsparate arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere… Jeg synes nu mere det lyder til at være en kortsigtet hjælp til Regeringens 2020 plan, hvor alle skattelettelserne til de rige nu skal kradses ind. Men jeg mangler endnu at høre, hvordan det skal føre til at de arbejdsløse får et job, som ikke er der. Mon regeringen forestiller sig at arbejdsgiverne får ondt af de fattigt udseende arbejdsløse med knurrende maver og nedslåede blikke, eller at de finder en skat for enden af regnbuen og selv starter en virksomhed op? Nogen mener at det i virkeligheden handler om, at man vil skabe et B hold på arbejdsmarkedet, med lavere lønninger og ringere vilkår, specifikt især  indenfor servicefag og rengøring – og primært med sigte på dem med indvandrerbaggrund, men det kan jo ikke være rigtigt….så lavt tror jeg alligevel ikke regeringen vil synke. Men noget må det jo handle om.

Hjælp til kontanthjælpsmodtagere er det dog med sikkerhed ikke. Det ligner i den grad mere en hetz mod dem som allerede står på kanten og prøver på ikke at falde i. Som Cekic ganske rigtigt sagde, så er det ikke en hånd IND på arbejdsmarkedet de får, med dette tiltag, men derimod et skub – UD over kanten!

Det kan vi som samfund på ingen måde være bekendt!

Voksenmobning er et stort men betændt problem – Hvad gør vi ved det?

Mobning har været sat på dagsorden, i de sidste mange år og der ligger store mængder af empirisk og forskningsbaseret viden foran os, om hvor skadeligt og invaliderende det er, at blive udsat for mobning. Både for den enkelte, arbejdsmarkedet, for familierne, for fællesskaberne og for samfundet overordnet set.

 Men det er utroligt svært at bekæmpe, og der bliver derfor ofte ikke gjort ret meget ved det, mens det står på.

Det er dog lykkes at få sat en dagsorden i vores skoler, omend der stadigvæk er langt til målet. Kravet om en mobbepolitik er et godt skridt, men vi er knapt på vej – der er meget langt til målet endnu! Hvad voksne angår, er det endnu omgærdet af stor berøringsangst og store barrierer, at konfrontere aspektet mobning, på arbejdspladser, i sociale fællesskaber, foreninger osv. Her florerer den slags ofte åbenlyst og vedvarende indtil offeret enten søger væk eller knækker under. Fagforeningerne er blevet bedre til at gå ind i sagerne og sikre at de mobberamte får oprejsning, om ikke andet så det ikke også ruinerer deres økonomi og videre muligheer på arbejdsmarkedet. Nogle invalideres dog så meget, efter flere års stadig aggressiv og vedvarende mobning, at det ender med at de må førtidspensioneres med en totalt nedbrudt og desillusioneret psyke, som det tager år at genopbygge til et stade, hvor vedkommende igen kan siges at have det bare nogenlunde godt.  

Jeg har personligt svært ved at forstille mig at kunne at behandle andre mennesker på den måde. Det er - synes jeg – gennemgribende gement og direkte ukærligt på et helt fundamentalt plan! Det er klart at der er mennesker som man har mere og mindre kemi med, mere og mindre til fælles med og mere eller mindre sympati for, på et personligt plan. Men det betyder ikke at man skal indlade sig på mobning og psykisk terror overfor et andet menneske. Det er under al kritik!!! 

Men måske min indstilling bl.a. skyldes, at jeg har prøvet at blive mobbet selv, i 1½ år af min tidlige skolegang. 1½ år som i den grad farvede mine første års skoletids tro på mig selv og min tillid til andre mennesker. Men en varm og kærlig familie, en ny skole,  rigtige venner, viden og erfaringer gjorde at jeg kunne ligge det bag mig, og nøjes med, at tage en dyrebar læring om hvad mobning er, med mig. Så heldige er det ikke alle mobbeofre som er.

Jeg har siden set, lært og erfaret at mobning ikke kun er et fænomen på barneben. Det er i høj grad noget der starter hos – og trives blandt – voksne. Sørgeligt, men sandt!

I stedet for blot at frustreres og føle med disse ofre, fandt jeg i mine 20ére, frem til, at jeg måtte kæmpe for, at vi får et samfund hvor vi gør en seriøs indsats for at helst INGEN, uanset hvem eller hvad de er, skal udsættes for netop det! Jeg har siden kæmpet for at få mobning sat seriøst på den politiske dagsorden, og bl.a startet initiativgrupen mod mobning som endeligt i 2008 (med stor hjælp fra Pernille Vigsø Bagge (SF)) – lykkedes med at få sat mobning på folketingets dagsorden, hvilket i sidste ende resulterede i, at der i folkeskoleloven blev fastsat et krav om at der skal udformes en mobbepolitik på alle skoler, i folkeskoleloven! Et vigtigt skridt på vejen!

Se mere om initiativgruppens arbejde etc. under “Initiativgruppen” på  http://valentinshjerterum.wordpress.com/

Men for at komme vokenmobningen til livs, må vi ind til hvad det er mobningen skyldes. Og her bliver det svært, for de fleste styres desværre af en tillært modtagelighed overfor socialt pres og forventninger – uudtalte som udtalte – fra det fællesskab, hvor man er - eller gerne vil være i. Sagt med andre ord, frygter mange at miste deres plads i hakkeordenen, nogle beskytter hinanden, andre håber at komme højere op og andre igen gør hvad de kan for at slå de andre ned. Særligt dem, som udgør en trussel. Fordi de ikke er og tænker som én selv. Resultatet bliver vedvarende massiv mobning – hvilket vil sige, at et menneske brydes systematisk ned, for sjov, af vane, fordi det er muligt, og fordi der ikke er pladser nok til alle dem, som gerne vil til fadet. Det er darwinisme i sin uskønne renhed. Ikke medmenneskelighed! Det er derimod i tæt familie med stigmatisering, psykisk terror,intolerance, snævertsynethed, egoisme og dyrisk had…..En adfærd som gør mobberne stadigt mere indifferent overfor de menneskelige konsekvenser af deres handlinger og adfærd. Men vi har desværre en verden – et samfund, som mest af alt understøtter netop dét!

At det er sådan tingene – sådan lidt sat på spidsen – ofte er, er de fleste ved nærmere eftertanke – i store træk enige om. Men hvad gør vi så ved det? Det er dét jeg gerne vil ind til, og have sat på dagsorden.

Her er derfor et par forslag:

1) Vi kunne vedtage, at indføre livskundskabsundervisning i folkeskolen, så alle børn fra børnehaveklassestart blandt andet, lærer om tolerance, rummelighed, integritet, anerkendelse og sociale redskaber som kan skabe en kultur, hvor mobning ikke er acceptabelt, men hvor vi derimod kan finde ud af at behandle hinanden ordenligt, selvom vi ikke ligefrem føler en gensidig kemi eller kærlighed! 

2) Vi kunne skabe mobbekonsulentordninger, hvor mobbeofre og kollegaer som identificerer mobning, kan opnå støtte, råd, vejledning og konkret håndfast hjælp til at gøre noget konstruktivt ved problemet.

3) Vi kunne finde det politiske mod til at gøre mobning og psykisk terror strafbart og dermed sikre adgang til sanktioner og indsatser som konkret gør noget ved problemet!

Der er ingen enkle svar og ingen lette løsninger, det betyder ikke at vi ikke skal se at komme i gang. Vi må have alle gode forslag, ideer og erfaringer på bordet, og finde løsningerne i fællesskab! Så lad mig spørge DIG: Hvad mener du at der kan og/ eller skal gøres ved det? 

Er de private sundhedsudbydere kommet for at blive?

De private sundhedsudbydere overtager stadigt flere behandlinger her i landet. Det gør sig f.eks. gældende indenfor fedmekirugi og plastikkirugiske specialer, en del af øjenområdet, men også resten af fertilitetsbehandlingsområdet, som de private allerede varetager en del af, vil inden længe følge efter, eftersom der både er indført brugerbetaling OG en markant højere pris i det offentlige end hos de private udbydere. Men mange mener, at det private har sin berettigelse og er kommet for at blive!

”De private sundhedsudbydere er specialister, som afhjælper ventelister i det offentlige og de er ofte billigere end den behandling, som det offentlige vil kunne tilbyde”.

Paradigmerne er ikke kompatible!

- Det er argumenterne man hører fra VKO, om de private sundhedsudbyderes eksistensberettigelse og nødvendighed. Men der er nogle helt grundlæggende forskelle på de 2 paradigmer som det hhv. private og offentlige repræsenterer – Der er mange mellemregninger og nogle fatale følger som ikke tages med, i de mange skåltaler for de private. Men det SKAL tages med og være en del af det oplyste grundlag som vi – befolkningen får, at træffe vores valg på baggrund af. Ellers er det jo ikke et reelt demokratisk valg, som befolkningen vi træffer. Indbygget i demokratiet er jo også retten til muligheden for at træffe valg på baggrund af oplysning og fakta. Derfor vil jeg lige tilføre nogle flere til debatten!

Særligt gunstige vilkår for de private udbydere, rammer os alle!

Fakta er f.eks. at de private udbydere opererer under særligt gunstige vilkår som det offentlige hverken KAN eller MÅ operere på. Her sigter jeg særligt på de særligt gunstige – kunstigt facilliterede vilkår og rammer som VKO har skabt for at de private udbydere kunne få fodfæste på det danske sundhedsmarked, de manglende støttefunktioner ifht de udbudte behandlinger og de manglende forpligtelser på flere niveauer, f.eks. at de private udbydere ikke SKAL varetage forskningsforpligtelser. Det offentlige er derimod (naturligvis) pålagt at skulle forske, indenfor de budgetmæssige rammer, men de private udbydere vælger selv hvad de vil forske i, og om de vil forske overhovedet. Enten opsamles essentiel viden altså slet ikke eller også støder vi ind i det næste problem – vidensdeling! De private udbydere er nemlig ikke forpligtet til at dele deres viden – men det offentlige mister jo ny viden og forskning, når hele specialeområder efterhånden udlægges til private udbydere…og de sidder så på den viden som de evt. har og som evt. er valid og videnskabeligt brugbar… en viden som vil kunne sælges til højstbydende og sikkert også bliver det. Det er selvsagt ikke særligt holdbart! Samtidigt ved vi, at de ikke altid ved nok, til at fuldføre den opgave, som de har tilbudt at løse, til en bestemt pris….

En kunstigt skabt niche i det danske sundhedsvæsen, som er blevet gjort nødvendig – på kort sigt!

Vi ved og ser jo, at de private udbydere reelt ikke er i stand til at udbyde HELE den behandling (inkl. muligheder for fejl etc.) som de udbyder til en bestemt pris. De vil slet ikke kunne gøre det, med mindre de vokser sig meget store, hvilket slet ikke er rentabelt for dem, i et lille land som Danmark. De kan med andre ord, ikke vinde, men vi kan derimod alle tabe noget meget essentielt, men dog utroligt skrøbeligt på gulvet – Nemlig det unikke danske sundhedssystem og dermed et trygt, solidarisk og fællesskabsbaseret fundament for hele folkets sundhed! Det er en alt for høj pris at betale, for at et usolidarisk og malplaceret privat marked kan få kortvarig profit og for at de velhavende kan få wellware, behandling og luksus til tiden! Det er i bund og grund et usundt og dybt usolidarisk marked!
Vi ved også at de private udbydere ikke selv skal betale for fejl, og at de private læger ofte er de samme læger som ikke har tid til at afkorte ventelisten på deres arbejde i det offentlige, fordi de skal tjene (flere) penge i det private system.

Det offentlige står med ansvar for at rette op og afslutte efter de private, alt imens de private frit kan fortsætte den ulige konkurrence….

Vi ved samtidigt, at de private udbydere sender deres fejl videre til det offentlige som så står med udgiften og behandlingen, selvom det er den private udbyder som har begået en fejl, men…Det er svært at spotte evt. mindre dygtige private udbydere, før det går ud over for mange patienter, det er det, fordi at de private udbydere kun er under tilsyn når der er et konkret problem, hvilket i praksis betyder at der ikke er en løbende kvalitetskontrol og sikring af helt basale ting. Der skal opdages en fejl før der kommer et tilsyn ind. Men hvem skal opdage den?

Det er også bemærkelsesværdigt, at de private udbydere ikke varetager tunge og ressourcetunge opgaver, som f.eks. komplicerede ældre medicinske patienter, og langvarige udredninger/ behandlingsforløb etc. Men det skyldes nok, at det er der ingen penge at hente i, men de kan hente penge ved at operere på afgrænsede områder, hvilket igen skyldes, at de private udbydere kan sætte præcis den pris de vil, uanset om det er under den faktuelle kostpris. Det kan de,  selvom der ikke er risikovurderet og sikret indsats ifht evt. fejl, og de kan således konkurrere på ulige vilkår med det offentlige som ikke må byde ind på udbuddet af behandlingen, med en pris der er under den faktuelle kostpris. Det er præcis sådan, discountbutikkerne har vundet markedsandele og indpas – ved at konkurrere med urealistiske priser. Så snart der er vundet tilpas store markedsandele stiger prisen – det er buissness – ellers ville de jo ikke kunne overleve i det lange løb! Det er utvivlsomt også sådan, tingene fortsat vil udvikle sig her, såfremt det private marked bibeholder det fodfæste som allerede er opnået, med massiv støtte fra VKO. Spørgsmålet er, om befolkningens sygdom og sundhed virkeligt skal gøres til genstand for dette buissness paradigme, eller om sundhed skal være noget som samfundet facilliterer i udgangspunktet, på flere niveauer og planer.

De private udbydere har fået og får fortsat så mange markedsandele. Der er tal som viser, at de i alt snart 2 mio. privatforsikrede kunder primært er den bedre middelklasse og folk som har været så velsignede, heldige eller dygtige at opnå en nogenlunde sikker plads i livet – Hertil kommer en mindre del som visiteres direkte fra det offentlige jf. samarbejdsaftaler mellem hhv. kommuner & regioner og private udbydere på specifikke behandlingsområder.

Det er velkendt, at det offentlige suges for penge som kanaliseres direkte over i det private, samtidigt med, at den øgede konkurrence på pris, service og omsorg, bliver stadigt mere umulig at stå op imod for det offentlige, som tvinges til stadigt mere blodige og dybe besparelser, bl.a. pga. denne kanalisering af det offentliges midler, over i de private kasser, hvor de genererer overskud til deres ejere! Der er nemlig kun én pose penge og når der kanaliseres stadigt flere ressourcer over i det private, er det indlysende at der er færre tilbage, til det offentlige. 

Samfundets sundhedsressourcer skal ikke kanaliseres over i private lommer!!

Det er ikke særligt smart sådan at kanalisere vores samfunds sundhedsressourcer – vores fælles betale forsikring kaldet SKAT – over i private lommer. I det offentlige kanaliseres evt. overskud ind i systemet igen, til gavn for dem – og os alle som betaler for det – Det er os alle sammen, der gør det. Igen, over vores skattebillet. Og derfor burde vi kunne forvente at få den bedst mulige sundhed og behandling i og af det offentlige – en cementering af det private sundhedsmarked er ikke alene ressourcespild – det er også at risikere at sætte noget meget værdifuldt som vi ikke har råd til at miste, over styr – nemlig det unikke danske sundhedssystem!

Der skal satses på velfærd, uddannelse og sundhed, helt fra starten af!

Både velfærd, uddannelse og sundhed er dimensioner som det både samfundsøkonomisk, menneskeligt og langsigtet set, KUN kan betale sig at investere i og satse på – En tryg, sund, veluddannet befolkning er naturligvis en produktiv og dynamisk befolkning som i sig selv vil bære et kim til vækst og succes, uanset hvilken vej vinden ellers blæser. Det kan ikke betale sig at lade være med denne investering og prioritering! Men denne investering skal jo være fælles og langsigtet som en grundlæggende præmis for samfundet – noget der ikke stilles spørgsmålstegn ved, om der er råd til. Vi har nemlig ikke råd til, at lade de private aktører gøre sundhed og sygeliggørelse til et marked, som de side om side med bl.a. medicinalindustrien, kan tjene penge på! Det vil kun skabe yderligere ulighed i sundhed, forringelse af offentlige indsatser og et uigennemsigtigt kapitalstyret privat sundheds/ sygdomsmarked, som vi kender det fra USA – Verdens dyreste – og mest ineffektive – sundhedssystem!

De private udbydere er et kunstigt skabt – aktuelt nødvendigt onde!

Så mit svar er Nej – de private udbydere er IKKE kommet for at blive – tværtimod – De er blot et aktuelt nødvendigt – kunstigt skabt – onde, som jeg ser frem til at det lykkes at få overflødiggjort og slippe af med, så vi kan få genindført et trygt og højt kvalificeret sundhedsvæsen, med reel fri og lige adgang, for alle!

1. Maj eller Mig først?

Når man ser på hele verden, som reelt er i dyb krise, både finansielt og klimatisk, så står det ret klart, at der mangler én fælles dagsorden, én fælles strategi ind i fremtiden. Hvis altså det skal være muligt, at nå dertil. Men det er ikke det, som vi gør. Vi bekriger, udkonkurrerer og bedrager hinanden, for at sikre OS SELV mest muligt. Og vi bruger de fleste af klodens ressourcer på netop lige det. Og på, at undersøge, om astrofysikeres abstrakte tankespind, eventuelt har hold i virkeligheden.  

Men, de selvsamme ressourcer kunne jo f.eks. afværge de værste følger af de klimatiske forandringer, og tilmed i et vist omfang, bremse dem, vi kunne også sikre de fleste et værdigt liv, en reel levevej og et fællesskab – sammen og hver for sig. Men, vi bevæger os den stik modsatte vej!  

Vi er altså nødt til at standse op, og at gøre noget konkret og effektivt ved disse udfordringer! Det er ikke bare en film, som man kan slukke for – det sker faktisk – Også for os, her i lille Danmark. Det er ingen uenige om!

Men, det er som om, at de fleste er gået væk fra at holde 1. maj og i stedet holde ”Mig først” hver dag – fællesskabet er blevet gjort til noget tungt, kontrollerende, sovjetagtigt noget – efter ultrakapitalisternes ”kærlige” tilsmudsning igennem de sidste mange år! Men det så langt fra, hvad fællesskabet ER. Det er frihed og ansvar hånd i hånd!

Det er også hvad arbejdernes kampdag handler om - 1. Maj holdes ofte i skovbrynet, med taler om den fælles kamp, med hygge og musik – til bøgens nyudsprungne lysegrønne blade – En festdag for de universelle medmenneskelige værdier! Men at holde ”Mig først” hver dag, det er bare langt ude skoven, på ethvert tænkeligt plan!

Som humanist og forkæmper for samfundets mest udsatte grupper, er det ligefrem blevet sådan, at man næsten bliver skældt ud – men oftest grinet af – for at sige at man tror på værdier som fællesskab, tolerance, rummelighed og en fredelig verden. Jeg hører f.eks. mange udtrykke, at det er sødt, men naivt og blåøjet at tro på disse medmenneskelige værdier, og at man må beskytte sig selv og sørge for at angribe ”de andre” før de angriber én – At livet er en kamp, og at Danmark og hele verden for altid, vil være et brændpunkt, opdelt i grupperinger af mennesker, som vil bekrige hinanden, på en eller anden måde – at der slet ingen grund er, til at tro eller kæmpe for at verden og Danmark KAN blive et bedre sted. Og at det er spild af skønne kræfter at prøve på det!

Men jeg synes nu, at det er dybt beskæmmende, at så mange ikke tror og kæmper for en fælles fremtid, særligt set i lyset af, at det er den eneste farbare vej!

De konservative straffes for at have solgt ud af familiepolitikken

Selvom de konservative nu skifter formanden ud med en noget mere neutral en af slagsen, ændrer det jo ikke på, at de bl.a. har stået og står bag den familiepolitik som i dag sætter både børn, unge og forældre under et helt urimeligt stress og pres i hverdagen!

En politik som bl.a. giver udslag i en folkeskole som er blevet reformeret sønder og sammen med misligholdelse, besparelser, bureaukrati og test i stedet for varme hænder og tid til nærvær. Det giver også udslag i, at i rigtigt mange daginstitutioner oplever man, at resultatet af driftsbudgetterne i praksis betyder at ”tilbuddet” er på et lavpunkt af, hvad man kan kalde pasning, det nærmer sig helt reelt mere ”Børneparkering”.

Vi ser også at stadigt færre unge får en uddannelse, og samtidigt forringer de konservative sammen med Venstre og DF uden at blinke SUén. Det bliver samtidigt stadigt sværere at få job. Det er et problem, og de Konservative og Venstre har derfor i al deres visdom, sammen med DF, besluttet at halvere dagpengeperioden, og at gøre det sværere at opnå opkvalificering og efteruddannelse som arbejdsløs. Efterløn er som alle ved, også på vej væk, hvis det står til de Konservative og Venstre, men det kommer der jo hverken job eller forsørgelse til efterlønnerne af.

Summa summarum er desværre at resultatet bliver endnu et hul i vores sikkerhedsnet og øgede offentlige udgifter til forsørgelse, aktivering osv. Det er efterhånden helt åbenlyst for de fleste, at der er brug for andre, anderledes og nye, bæredygtige målrettede delvist privat-delvist offentlige initiativer, for at skabe den nødvendige udvikling og vækst – f.eks. kunne det være indenfor grøn energiudvikling og velfærdsteknologi! De penge som det kræver, dem havde vi faktisk, for få år siden, da vi var på vej til at kunne købe hele verden!

Men de penge vi havde til vækst og udvikling, dem gav de konservative og resten af regeringen jo rask væk i skattelettelser til de rigeste, og bankerne skulle jo også have. Regningen er nu sendt til kommuner og regioner som skal føre den blodige kniv med mindre de vil have regeringens effektive hakkemaskine på besøg og gøre jobbet – med dobbelt kraft!  Det er kendsgerninger som en ny formand eller andre persongalleri udskiftninger aldrig vil kunne ændre på! De konservative lover tilmed allerede flere skattelettelser til de rigeste, selvom velfærden bløder og vores sundhedsvæsen vakler under voldsomme besparelser og omstruktureringer hvis finansiering synes både usikker og politisk funderet, mere end fagligt funderet.

Jeg synes faktisk ikke det går ret godt for de konservative på dette deres kerneområde: Familiepolitikken, men selv synes de jo det går bedre end nogensinde før, siger de. Det er heller ikke fordi jeg ligefrem synes de gør det godt ud i økonomisk ansvarlighed. Deres realitetssans virker altså mildest talt svækket, synes jeg. Dette understøttes bl.a. også af adskillige meningsmålinger som klart viser, et konservativt historisk lavpunkt i vælgeropbakning. Der er nemlig ikke mange som ikke har set, at de konservative har solgt ud på værdihylden for at kunne beholde magten for enhver pris! Det straffes de naturligvis for, af deres vælgere, og det er helt fortjent! De har klart mistet fodfæstet i et alt for tæt parløb med DF og Venstre.

Ingen af de 3 partier kan anstændigvis opnå vælgernes tillid længere. Det kan jeg ganske enkelt ikke tro. Uanset HVEM de stiller i spidsen! Dertil er der sket for meget skade på vores dyrebare fællesskab, i de Konservatives og Venstres snart 10 år lange kamp for at demontere velfærdssamfundet og aflive værdierne samtidigt med, i det klodsede forsøg på at samarbejde med DF!! Efter 10 års borgerlig regime er vores velfærds-samfund så deformeret, at det næsten ikke er til at kende igen, men det er stadigvæk muligt at rette op. Hvor der er vilje, er der vej!

De fleste ved godt efterhånden, at hvis vi skal have VORES Danmark tilbage på ret køl, så skal vi have regeringen skiftet ud med et rødt flertal som Helle, Villy og Margrethe sammen med EL står i spidsen for.

Vi VIL nemlig velfærd og tryghed – Vi VIL at vi løfter i fælles flok og sammen sætter i gear og vi TROR på, at vi ved fælles hjælp og vilje, KAN sætte den velfærdsteknologiske og grønne energiudvikling i gang, som både kan bringe os ind i vækst og udvikling igen, og som med meget stor sandsynlighed, vil kunne blive en meget væsentlig del af det, som vi skal leve af i fremtiden!

If You cant beat them – Join them

”If You cant beat them – Join them”

- Det synes at være statsministerens seneste nye strategi. Det fremgik ved søndagens topduel på Hotel Nyborg Strand, hvor Thorning, Vestager og Løkke deltog.  At han hurtigt griber efter en ny strategi til at beholde magten, efter det rekordhurtige flop for hans påstand om at samfundet kan reddes hvis bare vi afskaffer efterlønnen, er der jo ikke noget at sige til.

Han finder på topmødet iflg.http:// www.dr.dk , ideen om en gylden bro mellem blå og rød blok ”spændende”. Han anerkender på topmødet, at det ikke hjælper noget alene at afskaffe efterlønnen. Og han siger direkte at han anerkender, at der skal mere af den røde politik til.

Men han og resten af regeringen vil stå i spidsen og være garant for at gøre det, der skal til ”Ansvarligt og trygt” – sådan i modsætning til oppositionen, som ikke er klar nok i mælet, siger han også på topmødet. Nu vil de altså vinde valget på at føre VORES politik – som de anerkender er den rigtige politik for vores samfund men som de ikke helt forstår alligevel. Det viser deres hidtidige politik med al tydelighed, er helt rigtigt. De forstår ikke projekt velfærdsdanmark – for de tror ikke på det!

Men nu vil de altså have danskerne til at tro på, at netop DE de vil føre VORES – oppositionens politik bedst, en politik de hverken forstår eller er enige i – OG dermed altså være ANSVARLIGE…. (i modsætning til tidligere forstås)… hmmmm

Den må vi hellere lige lade stå et øjeblik!

 

OK tænker jeg så. Det var jo på tide at de vil være ansvarlige og skabe tryghed! Der er da i høj grad brug for at vi har – eller måske rettere snart får, en ansvarlig regering som vil skabe tryghed og værne om vores fælles velfærdssamfund, efter snart 10 års borgerligt regime.

Men der er ligesom en erfaring der siger mig, at Venstre, ikke liige er de rette til dén opgave.

Det er jo ligesom Venstre, der har bragt butikken Danmark på randen af konkurs med deres såkaldte købmandsevner (Læs: Politik). Det er helt åbenlyst, at der må friske kræfter til, at få butikken op at stå. Fællesskabets kræfter, hvor vi løfter i flok og sikrer at der er plads til alle der gerne vil, og også dem, som ikke kan!

Så selvom Løkkes idé kan fortolkes som sympatisk hvis man absolut VIL, må jeg alligevel fastholde at vi selvfølgeligt stadigvæk skal ”Beat them” og bestemt undlade at lade dem ”Join us” – sådan tror jeg faktisk, at langt de fleste i oppositionen har det.

Samarbejde, forlig, kompromiser – Ja, men ikke regeringssamarbejde, og da slet ikke med Løkke eller andre borgerlige i spidsen!

Vores samfund er efterhånden, efter 10 års borgerlig regime blevet så skævvredet og forsømt, at der må sættes massivt, varmt og helhjertet ind, for at få rettet op, på alle det borgerlige regimes fadæser.

Det gør vi selvfølgeligt bedst, uden deres alt for store indblanding, det er klart! Og derfor skal vi – i oppositionen, vinde valgkampen og valget – så vi kan få VORES Danmark tilbage

Et Danmark hvor de borgerlige, akkurat som alle vi andre, naturligvis er hjertens velkommen i fællesskabet og til at tage del i den fælles fremtids kamp, men på en anstændig, medmenneskelig og langsigtet måde, med samfundets, miljøets og befolkningens bedste for øje.

Det er Sund Fornuft

En slanket offentlig sektor er sund fornuft!

De offentlige udgifter er eksploderet og krisen i statskassen, ser desværre ud til fortsat at vokse og – efter VKO regeringens dekret – kræve stadige forringelser med salamimetoden, på både service, velfærds – og sundhedsområdet.

At spare ved at skære væk i mere eller mindre blinde år for år, er sagt med pæne ord, bestemt ikke godt for den service og velfærd borgerne møder. Det ser vi med al tydelighed gentaget igen i budgetforligene i kommunerne i disse år. Den faktiske – oplevede – velfærd og service forringes helt reelt for den enkelte, men det bliver de samlede offentlige udgifter ikke mindre af!

Men, en slankning af de offentlige udgifter, er klart en forudsætning, for at vi som samfund kan følge med, internationalt. Det er det, både fordi vi ganske enkelt ikke har råd til så dyr og ineffektiv en offentlig sektor, men også fordi den offentlige sektor i den grad har brug for morgenluft og en væsentligt mindre bureaukratisk, tung og rigid forvaltning. Der er f.eks. i den offentlige arbejdsmarkedsforvaltning, alt for mange skrankepaver, alt for mange konger og dronninger, alt for meget administration, alt for mange sanktioner, alt for meget kontrol og magt OG ikke mindst ALT FOR LIDT socialt arbejde, som rent faktisk hjælper borgeren videre! Det er dumt, det er spild af ressourcer på SÅ mange planer, og det er klart, at det også er dyrt.

Samtidigt er væksten i det private langt fra optimal, og der er desværre lange udsigter før det kan ske, at det for alvor vender for dansk erhvervsliv igen. Vi sakker tilmed også bagud på uddannelse og viden internationalt, og nationalt. Noget må gøres. Det er indlysende!

Der skal skrues ned for de offentlige udgifter, og op for indtægterne i stedet. Der skal også skrues op for væksten i det private erhvervsliv, og sikres uddannelse og viden til vores befolkning! Det kan jo alt sammen f.eks. ske, ved at sikre et velfungerende, tæt privat – offentligt samarbejde, hvor man profiterer af hinandens styrker og forskelligheder med henblik på at skabe den synergi, som kan få os op i gear og ind i fremtiden! Helt fra vugge til grav, burde vi jo arbejde sammen – ikke imod hinanden, i det private og det offentlige – Sammen er vi langt stærkere end sammenlagt hver for sig!

Så når vi i oppositionen siger, at vi vil slanke den offentlige sektor, så skal man ikke – som enhedslisten ellers skarpt antyder – frygte at det betyder forringelser, som vi kender dem fra VKO´s salamimetoder. Vi vil forandre den offentlige sektor så den bliver effektiv og sætter borgeren i centrum, ikke alt muligt andet – Det betyder ikke at vi vil passivere borgerne – tværtimod – vi vil hjælpe borgerne til EMPOWERMENT (egen kraft/ styrke) til at rejse sig med og – om muligt – blive stående helt eller delvist, af sig selv!

En befrielse af velfærden – sundheden – servicen – af personalet – og af fagligheden – forudsætter en væsentlig reduktion af administration, kontrol og sanktioner, og det vil klart mindske de offentlige udgifter markant! Samtidigt vil den faktisk oplevede service, omsorg og pleje blive en del  bedre. Alt i alt vil man vel med rette kunne tale om en win – win situation.

Det er vi desværre meget langt fra, med VKO´s menneskesyn og metoder, men det ER muligt at nå dertil, hvis der virkeligt er det man vil. Det vil vi i oppositionen – vi vil styrke den offentlige sektor ved at slanke den – ikke som VKO via en årelang afmagringskur som svækker knogler, organer og muskelmasse med kronisk patologisk virkning – men som en FAIR LØSNING hvor en tidlig, helhedsorienteret indsats, sætter mennesket og fagligheden i centrum.

En tidlig tværsektoriel og helhedsorienteret tilgang til den enkeltes personlige ansvar – fællesskaberne og det at yde velfærd, service og sundhed/ behandling, ud fra en præmis om at der er fri og lige adgang for alle, uanset hvem, hvor eller hvad man er – eller har været. Det er nemlig sund fornuft!

Læs mere om hvad det er jeg mener vi bør gøre her:

http://valentinshjerterum.wordpress.com/2008/07/27/i-have-a-dream/

Et Juleeventyr

Når vi fejrer jul med vores familie og kære, rundt omkring i de små hjem, så gør vi det selvfølgeligt rigtigt:

Vi fejrer højtiden med julemad, julesange og højtlæsning fra Peters jul – og masser af gaver ikke mindst! Der er pyntet op og gjort fint til gæstebud, og ud fra alle døre strømmer en frydefuld duft af julens bedste mad, drikke og bagværk, frembragt af én moders kærlighed og en faders rundhåndethed. Træet stråler om kap med lyset i børnenes øjne som aftenen falder på, og børnene leger ubekymrede i sneen og løber ellers grinende rundt og forstyrrer de voksne, som tager det med et smil, det er jo trods alt børnenes fest. Stadigt flere gavebelæssede men storsmilende familiemedlemmer ankommer i løbet af dagen, og bliver til efter den traditionelle julefrokost 1. juledag.

Sådan ser glansbilledet i diverse variationer – af en dansk jul ud, et glansbillede mange her i disse krisetider, har fået stadigt sværere ved at leve op til, men heller ikke kan ignorere. Meget social accept og inklusion for både børn og voksne afhænger nemlig desværre af overfladiske parametre såsom at kunne matche de glansbilleder, vores kollektive forestillingsverden er bygget op omkring – og paradoksalt nok genskabes ukritisk af.

Det betyder at mange har stået i et valg op til jul: Enten at lyve om sin jul, eller låne sig til penge (og flere problemer) for at leve op til glansbilledet. En hel del har slet ikke noget valg – De KAN ikke leve op til glansbilledet, men de fleste har dog prøvet – og prøver ganske givet alligevel.

Så når vi efter hellig – og feriedagene kommer tilbage på jobbet og hører om alle de andres glansbilledejul, så kan vi nok være ret sikre på at der gemmer sig lidt fra et juleeventyr eller to imellem, men det er nok også godt det samme. Det flossede glansbillede ønsker ingen jo at få frem. Så skal man jo forholde sig og mene noget – på et økonomisk plan tilmed; Det er besværligt og grænseoverskridende for mange, og særligt på deres arbejdsplads.

Sådan er kulturen nemlig efterhånden blevet, mange steder i vores samfund – både privat og på jobbet : Penge – og ikke mindst pengeknaphed taler man IKKE om! Det er flovt, og uværdigt synes de fleste at mene….Penge og faktiske værdier er i det hele taget mere privat end f.eks seksualitet og personlige familieforhold – Penge er noget man viser man har – ikke noget man taler om! Men ud over at være en del af et kulturelt fænomen, er det efter min opfattelse, jo også et symptom på en voksende passiv aggressiv intolerance i vores kultur, blot at vende det døve øre og det blinde øje til.

Ikke at bede om hjælp, af frygt for eksklusion og værditab i fællesskabet er omvendt en frygt og forsvarsreaktion som er både naturlig og sund for et såret dyr i flokken. Men det er knapt så sundt for en borger i et velfærdssamfund som det danske, ikke at bede om hjælp. Den kommer sjældent af sig selv! Dog er prisen desværre alt for ofte stigmatisering og eksklusion, hvilket helt forståeligt afholder mange fra overhovedet at søge om hjælp, selv når den er akut nødvendig!

Alt i alt er det jo helt forståeligt at tingene er som de er, men det bliver det ikke rigtigt af.

Vi skal da være der for hinanden – os mennesker – og gøre hvad vi kan, for at sikre at ingen hægtes af fællesskabet, og at vores børn og unge får værdier som næstekærlighed, respekt, tolerance, frihed, mangfoldighed og ansvarlighed med sig, helt fra starten af! At vi lærer dem at inkludere og rumme i stedet for at ekskludere og (for)dømme!

Akkurat som ham vi fejrer her i julen, tømrersønnen Jesus fra Nazareth, ville have os til at gøre det – elske hin anden (dem der er fremmede eller anderledes) – som vi elsker os selv(dem der er, som os selv)!

Så ville langt flere have det – og få det godt i vores samfund – ikke bare i julen men hele året rundt!

P.S:

Helt enig med Nobel-formand: Kina må tåle kritik

Årets nobelprisceremoni finder sted i dag 10. december, i Oslo, en ceremoni som denne gang, har fået mere opmærksomhed end sædvanligt, af flere grunde.

Udnævnelsen af den kinesiske demokratifortaler Liu Xiaobo, som sidder i fængsel for at kæmpe for demokrati, i Kina, har fået de kinesiske magtgryder i kog, og der er blevet lagt pres på andre lande for at blive væk fra overrækkelsen, på nobelpriskomiteen for at trække udnævnelsen tilbage og på civile kinesere i Norge som man ville have til at demonstrere over udnævnelsen..

Xiaobo selv er blevet nægtet udrejse fra Kina hvor han sidder i fængsel, og hans hustru, advokater og støtter er blevet nægtet udrejse af Kina til ceremonien.  19 lande udover Kina bliver helt væk, fra ceremonien i morgen, efter Kinas pres. Det er 19 for mange!.

Det er jo mildest talt pinligt for hele verdenssamfundet, at så mange lande på denne måde direkte støtter Kina i, at knægte de universelle, helt basale friheds – og menneskerettigheder, og i at bruge temmeligt udemokratiske metoder til at få deres vilje igennem. Se bare her:

Jeg er rigtigt glad for at se at nobelpriskomiteen står fast og kan kun være enig med formanden i, at Kina er nødt til at kunne tåle kritik!

Men det tåler Kina som bekendt ikke, hvilket vi her ser demonstreret endnu engang!

Det er desværre ikke første gang det er sket, og desværre nok heller ikke den sidste. Sålænge man finder sig i det, vil det fortsætte og intensiveres. Sådan er det nemlig med den slags diktaturer, også dem vi i den vestlige verden føler økonomisk ærefrygt for.

Af mange mere eller mindre dystre årsager tør man nemlig, i de fleste lande, ganske enkelt ikke at tale Kina midt imod, men det paradoksalle er jo, at det netop er den eneste kur mod den frygt som lammer og demonterer vores fælles håndhævelse af de universelle friheds – og menneskerettigheder, netop ER at tale dem midt imod.

Akkurat som nobelprisformanden gør:!

“Fredsprisen er ikke en pris mod Kina, siger Nobel-formand Thorbjørn Jagland, og understeger videre i sin tale ved årets nobelprisoverrækkelsesceremoni i Oslo, at det ikke er en pris imod Kina men ( i dette tilfælde.red) en pris som hædrer folk som arbejder for menneskerettigheder i Kina. Blandt disse er Liu Xiaobo (En af årets Nobelpristagere) en af de fremmeste eksponenter,….”

Læs mere her

Unge fra fattige familier får ikke uddannelse

Stadigt flere unge fra ressourcesvage, fattige familier, får ikke en uddannelse men ender derimod ofte på langvarig offentlig forsørgelse med et stigende problemkompleks og stadigt længere afstand til det etablerede arbejdsmarked, fællesskaberne i samfundet og det man med et fint ord kalder for et inkluderet liv – Det vil sige et liv hvor man føler at man hører til, har indflydelse, medejerskab, rettigheder, ansvar og pligter – og samtidigt blive modtaget og accepteret socialt.

Direktøren for Arbejdernes erhvervsråd udtaler til DR at disse arbejdsløse unge fra ressourcesvage, fattige familier, skal have betalt deres adgang til internet, bredbånd og pc – men det er jo langt fra gjort med det. Det er et både sølle og iøvrigt i praksis, fuldstændigt overflødigt forslag, som kommunerne vil kunne afvise under henvisning til at der stilles pc ére med internet til rådighed i jobcenterets åbningstider. Bortset fra det, vil selv det at udstyre de unge arbejdsløse som der er tale om her, med en pc og et internet næppe flytte noget som helst! Ikke når de først står i arbejdsløshedskøen med en knapt bestået folkeskoleeksamen, en rygsæk fuld af sociale problemer og et meget ressourcesvagt netværk, og uden hverken uddannelse eller kompetence til at tage en uddannelse, i i hvert fald ikke en boglig en af slagsen!

Men selvom vi har skabt, skaber og understøtter masser af praktiske uddannelser så taber vi katastrofalt mange undervejs i forløbet fordi der ganske enkelt ikke er praktikpladser nok! Det burde regeringen som vi i oppositionen ønske at gøre noget ved omgående, men regeringen lytter som sædvanligt ikke….

Disse unge arbejdsløse er komplekse og skal forstås ud fra den kontekst de er vokset ud af, hvor ressourcerne er blevet fordelt rundt om dem – ikke til dem. Det gør meget ved et menneske. Disse børn mobbes ofte i folkeskolen. Nogle er tyranner selv.  Andre igen stille. Men fælles for dem er, at de er mærket og bliver præget af deres forældres ressourcesvaghed og fattigdom. De har ofte meget langt til arbejdsmarkedet, og det skal vi selvfølgeligt hjælpe dem med!

Og nej, det er klart, så kommer vi altså ikke langt med at give dem en pcér og en internetforbindelse. Der skal jo sættes helt anderledes, mere grundlæggende ind overfor deres ressourcesvaghed og de problemforvitringer de har med sig i forskellige dimensioner af livet, og der skal arbejdes på at finde, udvikle og styrke de unges iboende autentiske ressourcer – en gnist – som jeg personligt tror på alle har et sted.

Men der var til gengæld en god idé i, at betale børn af ressourcesvage/ fattige forældre´s PC og internetadgang, og det ville ligeledes være en god ide at betale for SFO (med lektiehjælp til ALLE) fritidsinteresser, kollektiv transport og basalt alderssvarende udstyr tilsvarende et gennemsnit af jævnaldrende i kommunens udstyr. På den måde kommer man nemlig rigtigt mange af de mekanismer til livs som skubber disse børn ud i arbejdsløshedskøen og ud på kanten af samfundet, når de bliver voksne. Den sociale arv. Den skal stadigvæk brydes. Men ikke først når børnene er 16 – 20 – 25 år – det er en indsats der skal foregå helt fra barnet kommer i folkeskole, til det er klar til at gå videre i uddannelsessystemet. Det er at tage fat om nældens rod, og det er hvad der skal til, hvis der skal rykkes noget! Som det gamle drilleord så rammende udtrykker det: ” om nældens rod skal man tage fat, hvis  ikke man agter at luge sig træt”

- Slut -

Læs mere om de unge her:

En tredjedel af de unge fra landets fattigste familier får ingen uddannelse. Det samme gælder syv procent fra de rigeste familier.

via Unge fra fattige familier får ikke uddannelse.

Skoledebatten raser igen….

Skoledebatten raser igen, her kort tid før politikerne igen skal behandle den meget varme politiske kartoffel det er, at der skal spares på folkeskoleområdet. Uanset hvordan man vender og drejer det, må det dog være et udgangspunkt alle burde være enige i, at politikerne IKKE kan komme udenom at der SKAL spares.

Så er det bare det store spørgsmål om HVOR der konkret skal spares – På Drift (Indhold i skolen) eller på anlæg (Bygninger) – Samtidigt ser man mange steder et faldende elevtal som medfører at man konkret har mere skole end man har elever til. Det kan der være mange gode grunde til (små klasser – 2 – lærer ordninger osv), men kommunen får altså kun refusion for udgifter til undervisning af de faktiske elever de har, og der er ikke andre steder at hente pengene, for alle kasserne er tomme og mange steder skærer man helt ind til marven nu, i regeringens iver efter nedskæringer og besparelser. Skatten kan de heller ikke forhøje og der er sat loft over servicen.

Den præmis kommer vi ikke udenom.

Men så er der spørgsmålet om hvorvidt der skal spares på drift eller på anlæg af skoler.

Her prioriterer jeg personligt drift langt over anlæg, for er indholdet i skolen ”det rigtige” så er geografien for rammerne for så vidt mindre væsentlig. Sålænge man altså samtidigt sikrer børnene tryg og sikker skolevej og helst i forlængelse heraf sikrer mulighed for fritidsaktiviteter i tilknytning til SFO (mhp at styrke det sociale miljø og sikre at alle børn og unge får en vis mængde motion).

At spare på drift er at spare på undervisningstimer og på selve underviserne – mens det at spare på anlæg er at spare på bygninger, mursten. Her kan jeg på ingen måde være uenig i den politiske prioritering om at sætte indhold over bygningsantal og om at indrette folkeskolen bedst muligt, efter de faktiske strukturelle og økonomiske forudsætninger som regeringen sætter op. Også selvom vi kunne ønske os så meget mere, og ville gøre det meget anderledes, hvis vi kunne. Summa summarum er bare, at det kan vi ikke, og i hvertfald slet ikke på denne side af næste folketingsvalg!

Der er dog noget vi kan og skal i mange kommuner og regioner. Det er at føre kniven, i dette års blodige besparelser og nedskæringer, som bl.a. rammer skole – og dagsinstitutionsområdet hårdt. Og der skal lukkes skoler mange steder pga faldende børnetal og/ eller for store skoler til for få børn.

Indholdet ønsker ingen ansvarlige politikere at skære yderligere ned på – her er bunden nemlig for længst nået for, hvad vi kan tillade os at tilbyde eleverne. Så det må og skal være bygninger – altså skoler – der ses på – det er varige besparelser at nedlægge dem, og det betyder samtidigt at man kan omorganisere og rekonstruere folkeskolen i samme tag, og dermed få fjernet nogle af de uhensigtsmæssigheder de seneste mange års forandringer, har medført!

Det er ikke alt sammen skidt, og der vil faktisk med stor sandsynlighed komme noget godt ud af denne manøvre de fleste steder, ikke fordi der skal spares og omprioriteres, men fordi der mange steder sidder SFére ved bordenden, som både formår at holde hovedet koldt og hjertet varmt i denne yderst vanskelige manøvre de er tvunget ud i, som direkte konsekvens af regerings spareiver. Det betyder nemlig at man kan vide sig sikker på at det der sker, det sker med størst mulig nænsomhed, lydhørhed og visionær omtanke for de børn og forældre som skal benytte fremtidens skole.

De mange besparelser på skoleområdet IKKE er en rose, som er vokset i SF´s have – Vi ønsker derimod en folkeskole som er både mangfoldig, tryg, inkluderende, udviklende og fagligt rigtig god ♥ Men mange steder er SFére sat til at føre den blodige kniv – og det gør selvfølgeligt ondt, men de gør deres bedste, og de gør det godt – det skal de have ros for, midt i al larmen fra den helt legitime frustration og utryghed mange føler i denne tid.!

 

Mellem idealet og det mulige

For lidt over en uge siden blev landet delt i 2 lejre, da VKO som en del af deres finanslovsaftale bebudede et pointsystem som vil sortere familiesammenføringsansøgere efter hvilken nytteværdi de – ud fra nogle liberale principper- har for det danske samfund.

Personligt var jeg ikke i tvivl om hvor jeg stod – og står!

Jeg er helt grundlæggende imod at sortere mennesker efter pointsystemer, og særligt efter den type nytteværdi, som VKO lægger op til, nemlig penge, uddannelse, erfaring osv. Det er simpelthen uanstændigt!

Men selvom mine idealer siger mig at der jo slet ikke burde være disse systemer som sorterer folk i bedst – god og duer ikke, så er jeg også realist og kan godt se, at det er nødvendig med nogle krav om f.eks vilje til integration, demokratisk medborgerskab og lovlydighed, overfor mennesker som ønsker at bosætte sig her i landet, fordi deres partner bor her. Ikke bare for vores skyld, men også for deres skyld. Faktum er jo at langt de fleste familiesammenføres hertil, fordi de sammen med deres partner aktivt har valgt Danmark TIL som det samfund de vil leve i. Det bør naturligvis følges op med en forpligtelse til at VILLE integration, medborgerskab og lovlydighed, det har jeg ærligt talt svært ved at se noget forkert i.

Men at stille krav om at de allerede er integrerede og f.eks taler dansk, når de kommer hertil, synes jeg ikke er rimeligt. Kravene skal stilles når de kommer hertil og indgår aktivt i samfundet. Her er det vigtigt at vi får fat og følger op fra starten af. Ingen må overlades til sig selv og til tilfældighederne. Her har vi som samfund også et meget stort ansvar for hvordan det er vi integrerer nytilkomne, som ikke kommer hertil af nød, men på grund af kærlighed! Der er stor forskel på om det er flygtninge vi taler om, eller “bare” mennesker med et andet statsborgerskab. Her mener jeg at vi i udgangspunktet bør kunne stille højere krav til familiesammenførte end til flygtninge, fordi det i højere grad beror på et reelt valg at bosætte sig her, ikke flugt fra nød, krig og elendighed.

Jeg har en idé om at vi som samfund kunne starte ud med at lave en individuelt tilrettelagt integrationskontrakt for alle familiesammenførte. Hvis der så ikke leves op til de aftaler der er indgået i den individuelle integrationskontrakt, skal der være mulighed for sanktioner, indtil målet er nået, ligesom der kunne være et skærpet krav om at kontraktens mål skal følges, hvis man f.eks gentagne gange har brudt kontrakten.

I en ideel verden hvor alle vil det gode og ingen kun søger sit eget bedste her og nu, ville det ikke være nødvendigt med regler og krav og systemer som sorterer mennesker – det er og bliver jeg grundlæggende imod.

Men det er et ideal som er meget langt fra den faktiske virkelige verden vi lever i her og nu, og det er nu en gang dén verden vi skal agere i og tage stilling til. I spændet mellem idealet og det mulige, hvor vi løser de aktuelle problemer og samtidigt husker og markerer de værdier og det menneskesyn som vi grundlæggende har med. Det må være dét der er kunsten, vil jeg mene.