Debatindlæg i Lokalavisen Nyborg, onsdag 11. november 2009

Ullerslev – En glemt by?

Jeg flyttede for 2½ år til Ullerslev og som den store naturelsker jeg er tilbragte jeg særligt i det første år vi boede her en del fritid med at vandre ud i Bondemosen og omkring Ullerslev by, Her er unægtelig utroligt smukt.
Men Ullerslev bærer desværre også præg af at være en glemt by, i udkanten af den nye storkommune Nyborg kommune. Det gælder både hvad angår dagligdags politisk interesse for Ullerslev og os ”Ullerslevére” – og det gælder også helt konkret renoverings og anlægsopgaver på offentlige bygninger og veje, belysning, cykelstier, trafiksikkerhed samt udbedring af huller i veje og fortov (f.eks på Vibvej).
Det er på høje tid at få Ullerslev og os ”Ullerslevére” på landkortet. Ullerslev har potentiale til at være en driftig by i vækst og udvikling, med fokus på miljøet, og på det smukke, mangfoldige dyre og planteliv.  Jeg vil kæmpe for at vores unikke by og natur bevares, for at sikre at der via de lokale sundhedsaftaler skabes tryghed og plads til varme hænder og omsorg, for at den kollektive bustrafik bliver både velfungerende og billig, og for at Ullerslev ikke længere skal være en glemt by, men en by i udvikling og vækst.

Der var buldermørkt og meget blæsende da jeg stod op lidt i fem tidligt onsdag morgen, for at tage til Ærø sammen med Karsten Hønge. Bussen til Odense skulle i flg. køreplanen køre kl. 05:34 og jeg stod klar ved Odensevej kl. 05:28 og ventede tålmodigt … og ventede… og ventede… da klokken blev 05:45 ringede jeg til fynbus men fik deres svarer med besked om at ringe igen i åbningstiden, så der var ikke andet for end at afvente næste bus kl. 06:04… typisk!

Buschaufførens kommentar til at den sidste bus enten ikke var kommet, eller var kørt alt for tidligt, var at sådan er det jo nogle gange. Det var ikke noget han ville blande sig i eller gøre noget ved.

Jeg ankom således ½ time forsinket til Odense banegård, hvorfra jeg skulle køre med SF´s erhvervsordfører Karsten Hønge til Svendborg og færgen til Ærø.

Vi nåede lige akkurat færgen kl. 07:30 og blev 1 time senere budt hjerteligt velkommen i Ærøskøbing af Bjørn Kay fra SF Ærø som havde arrangeret hele dagen. Den lokale presse var også mødt op for at tage et par billeder af os og af den elbil som blev stillet til vores rådighed under dagens rundtur på Ærø.

Selvom det blæste kraftigt og det regnede, var det en utrolig smuk tur langs Ærøs kyst med skumsprøjt ind over de store klippesten og en betagende udsigt over det sydfynske øhav.

Første stop var Navigationsskolen i Marstal, hvor vi blev vist rundt og havde en rigtig god snak med skolens rektor om de udfordringer som skolen og søfartserhvervet generelt i Danmark står overfor.

Herefter gik turen videre til Ø- sygehuset i Ærøskøbing. Vi blev vist rundt og fik demonstreret hvor essentielt ø- sygehuset er for ærøboerne og Ærøs fremtid. Der kunne godt trænge til at der bliver investeret i noget nyere udstyr og isenkram på nogle områder. På det telemedicinske felt, er Ø-sygehuset en fantastisk pionér på området, med mange nye muligheder og veje i behandling og diagnosticering af patienterne. Det var meget spændende at se ved selvsyn. Ø- sygehuset er uden tvivl noget vi skal værne og skatte om.

Efter besøget på Ø-sygehuset gik turen til Ærøfærgernes kontor, hvor direktøren fortalte os om de udfordringer og barrierer som færgerne står overfor, både pga. EU retlige forhold, nationale forhold og lokale forhold. Der lader til først og fremmest at være et stort behov for at sikre koordinationen og samarbejdet mellem færger, busser og tog, ligesom der er behov for at se på hvordan billetpriser evt. kan reduceres og hvordan kapaciteten kan øges.

Efter et langt møde gik turen herefter videre til Søby Skibsværft hvor direktøren viste os rundt og fortalte om hvordan værftet var opstået og til stadighed fungerer som samlingspunkt og en meget socialt ansvarlig virksomhed, hvor man bl.a. har fastholdt lærlinge og ansatte trods ordrenedgang og krise.

Direktøren fortalte herefter videre om værftet og vi havde en meget interessant snak om, hvad der kan gøres landspolitisk for at støtte de små værfter som Søby værftet.

Mørket var faldet på da vi kørte fra Søby tilbage mod Marstal for at se på verdens største solfangeranlæg, men indenfor var man klar med powerpoints og så videre, og vi blev vist rundt i teknikken. Det var meget spændende og virkeligt stort det de har gjort – og inden for de næste par år ser det endda ud til at blive større endnu. Utroligt spændende, og den helt rigtige vej at gå!

Efter besøget ved solfangeranlægget gik turen til 3F´s lokaler i Marstal, hvor vi efter en bid mad gik videre til det sidste punkt på dagens program, nemlig vælgermøde!

Der var mødt en god håndfuld engagerede vælgere op, som var meget interesserede i at høre, hvordan vi forholdt os til de udfordringer Ærø og ærøboerne står overfor. Det var rigtigt godt!

Mødet sluttede ca. 20:15, og herefter gik turen tilbage til Ærøskøbing hvorfra Karsten Hønge og jeg skulle med en færge tilbage til Svendborg, Kl. 20:50. Vi fik stillet elbilen ved en oplader og sagde farvel og tak for en lang men meget inspirerende og lærerig dag på Ærø, til Bjørn Kay, inden vi gik ombord på færgen og sank trætte ned i hver sin bløde soldækstol med udsigt til lyset fra Ærø der forsvandt i horisonten, mens Svendborgs smukke kystlinie i al sin pragtfulde aftenbelysning , dukkede op på den anden side af sundet.

Karsten Hønge tilbød mig et lift hjem, det var jeg rigtigt glad for. Jeg var hjemme i Bondemosen ved 22:30 tiden, træt men godt tilfreds og fyldt op af nye indtryk. 

Det var en rigtigt god dag

Kommunerne drukner i B&U sager, der er så tunge at det vurderes at barnet/ børnene må anbringes udenfor hjemmet. Familierne det drejer sig om, har omfattende problemkomplekser som forvaltningerne har svært ved at håndtere. Mange gange har familien været kendt i årevis men har aldrig været set og mødt med helhedsorienterede hjælp og støtte. Det er dog kendt at et eller flere børn i familien står på venteliste til psykiatrisk udredning/ behandling eller som minimum bør komme det.

Der har været underretninger fra institutioner og skoler – at der var noget galt har længe været vidst – man har bare ikke grebet tidligt og effektivt ind. Forældre og skoler/ institutioner går galt af hinanden, skolerne/ institutionerne kan ikke løfte byrden – meget ofte får de frustrerede og efterhånden desperate forældre skylden.

Familierne har rendt systemet på dørene, er blevet set på som dårlige forældre og er mildest talt blevet slidt i alle ender og kanter i processen.

Problemerne er vokset til ukendelighed – arbejdsløshed, depressioner, stress og samlivsproblemer er kommet til – familiens øvrige børn er begyndt at lide under presset – og det barn der har psykologiske/ psykiatriske problemer udvikler sig i en fatal retning.

Det er en ubekvem sandhed for systemet men det er så sandeligt på tide at få øjnene op !!

Der er stor sammenhæng mellem det øgede antal familier med massive problemkomplekser og de ekstreme ventelister indenfor børnepsykiatrien. En sammenhæng der må og skal fokus på !!

Der er i øjeblikket omkring 1/2 års ventetid (på landsplan) på behandling – og det er altså 1/2 år efter det er blevet evident at det er i den retning problemernes årsag skal findes – på dette tidspunkt er mange familier allerede under et stort pres, fordi de ikke har kunne få familielivet til at fungere med et psykologisk/ psykiatrisk behandlingskrævende barn, og samtidigt har de meget ofte været mødt med mistro, skepsis og en holdning om at det nok var deres forældreevner der manglede noget.

Barnet selv vantrives og er ofte udsat for mobning og andre ekskluderende mekanismer både i skole/ institution og andre steder, disse børn får massive og varige skader på deres sjæl.

Denne sammenhæng er ubekvem men meget central at bringe i fokus, for hvis vi som samfund virkeligt ønsker at se og forstå de udsatte børn og familiers vilkår og behov er det altså nødvendigt også at se de årsagssammenhænge der ligger til grund, og denne årsagssammenhæng er desværre en af de centrale – og samtidigt en der ikke er tilstrækkligt fokus på !

Det er nemlig en ubekvem sandhed som vil tvinge vores højrefløjspolitikere til at handle på andet og mere end foragt og fordomme. En ubekvem sandhed som må og skal frem !!!

Synspunkt af Mette Valentin

Det er et tilsyneladende enigt felt af regionsrådskandidater, der på tværs af partier siger, at de vil kæmpe for, at Svendborg Sygehus bevares som akutsygehus, også efter 2018. Men det er ikke alle der har deres bagland på Christiansborg, hvorfra finansieringen og tilladelsen skal komme, med sig. Tværtimod. Regeringspartierne har jo netop valgt at vende tommelen nedad for, at Svendborg Sygehus bevares som akutsygehus, efter det nye supersygehus i Odense forventes at stå færdigt i 2018!

Derfor synes jeg det er dybt utroværdigt når kandidaterne fra regeringspartierne i deres politiske udmeldinger og særligt her i deres valgkamp, siger til vælgerne at de kæmper for at bevare Svendborg Sygehus, som akutsygehus, efter 2018. Det kan nemlig kun komme til at ske, ved at et rødt flertal får regeringsmagten efter næste folketingsvalg.  Og det kan jeg næppe forstille mig at regeringspartiernes kandidater, ligefrem bevidst, vil kæmpe for.

Men stemmer et flertal af vælgerne ved det næstkommende folketingsvalg atter på et VKO flertal, så er det givet, at Svendborg Sygehus ikke vil blive bevaret som akutsygehus, uanset hvor meget regionsrådspolitikerne så hopper og danser. Det er den virkelighed, som vælgerne skal forholde sig til. Regionsrådet har pt. ikke mere at skulle have sagt i den her sag, efter regeringen har sagt definitivt nej, som den har gjort det med Region Syddanmarks planer om at bevare Svendborg Sygehus som akutsygehus.

VKO regeringen fremturer vedvarende hårdnakket med yderligere besparelser på og afvisninger af dele af regionernes plan, og nægter at finansiere de, i sidste folketingsvalgkamp højtideligt lovede, yderligere 40 mia. kr. (Ud af i alt 80 mia.) der mangler, for at akutplanen kan implementeres fuldt. Samtidigt har VKO regeringen gennem nu 8 år, favoriseret det private sundhedsvæsen i helt uhørt høj grad, og tilført en eksplosivt voksende strøm af penge fra de offentlige kasser, til det private. Penge som så mangler i det offentlige, til varetagelse af den fri og lige behandling af alle, til velfærd, uddannelse, omsorg og sundhed.

Men det er sådan regeringen vil det; Privatisering af velfærd og sundhed. Det er nemlig højrefløjens ideologi! 

Så jeg tænker bare…hmmmmm… lur mig, om ikke VKO-kandidaterne, i virkeligheden også mener og vil, det samme som deres folketingspolitikere mener og vil, med vores velfærdssamfund og sundhedsvæsen på sigt? Ellers er de da medlem af et forkert parti! Så mon ikke de bare spiller et langstrakt mimespil overfor vælgerne, for at bevare styringen, når de siger ét, mens deres partitop gør det stik modsatte på Christiansborg, hvorfra privatiseringen af vores velfærdssamfund og sundhedsvæsen implementeres med stigende styrke, på 8. år?

Det er da temmelig utroværdigt!

SF har for nyligt sammen med Socialdemokraterne, i skatteaftalen ”Fair forandring” konkretiseret hvordan vi bl.a. vil finansiere, en gennemførelse af HELE akutsygehusplanen (inkl. akutsygehusfunktion i Svendborg). Vi kæmper både i regionsrådet og på Christiansborg, for at bevare Svendborg Sygehus som akutsygehus. For forebyggelse, omsorg, nærhed, samarbejde, tryghed og kvalitet i fremtidens danske sundhedsvæsen, med fri og lige adgang for alle!

VI KAN – hvis vælgerne vil!

En trist historie fra virkeligheden, om ventelisternes konsekvenser …

Jeg sad fornylig i venteværelset på OUH, og faldt over kaffen i snak med en ældre dame på 76 år, Asta og hendes datter Anne, om ventelister og om hvor mange problemer, som det offentlige sundhedsvæsen efterhånden har. Vi var enige om, at det er dybt bekymrende, og om at privatiseringen af vores sundhedsvæsen er en meget fatal udvikling! Asta og hendes datter spurgte hvorfor jeg var der, og det fortalte jeg dem gerne nu, hvor vi ligesom havde opnået en vis sammenhørighed og kontakt mens vi sad der i venteværelset sammen.

Jeg så pludseligt, at der faldt tårer ned af Astas kinder og mærkede at hun knugede min hånd på armlænet imellem os. Jeg skulle lige til at sige til hende, at det skam ikke er alvorligt på den måde for mig, da jeg kunne se på hende, at hun ville sige noget, så jeg tav … Hendes stemme var spag og bævrende, mens hun hulkende fortalte, at hun selv havde ventet i 3 år, og netop nu, havde fået at vide, at lægerne ikke kunne gøre noget for hende. Hun havde få uger tilbage at leve i … det var kræft! Hun lænede sit hoved mod min skulder og græd.

Anne fortalte videre, mens jeg trøstede Asta, og tørrede hendes tårer bort, at hendes mor havde stået på venteliste i 3 år for at blive undersøgt for smerter og blødninger fra underlivet. Men andre alderdomssygdomme havde sammen med ventelister og aflyste tider, betydet at hun først nu her, for 1 måned siden, var blevet undersøgt på OUH. Her havde man sendt hende videre til Rigshospitalet til MR skanning, og i dag 1 uge efter skanningen, var hun så indkaldt til den samtale, hvor hun fik sin dødsdom. Hun havde fået at vide, at hele hendes underliv var ædt op af kræft og at de ikke kunne operere, da hun så ville dø under operationen. Lige nu ventede de, fordi lægen havde bedt hende overveje at lade dem ligge hende i fuld narkose med det samme, for at udtage noget af det aggressive kræftvæv og knuder, fra hendes underliv, mens det var levende. De vil kunne bruge det i den videre forskning og behandling ifht denne type kræft. Der skulle komme en narkoselæge og tale med hende om, at der øjensynligt var høj risiko for at hun ville dø under indgrebet, men hun havde besluttet at lade dem gøre det, sagde hendes datter.

Asta selv var meget ked af det, og sagde flere gange at hun ville væk, hjem … men også at det var i orden … hun ville gerne indlægges for hun havde mange smerter. Hun var tydeligvis i chok og slet ikke så afklaret med situationen som datteren så ud til at være … Men de var begge dybt frustrerede over, hvor lang tid hun havde måttet vente, og de var overbeviste om, at ventetiden var skyld i, at kræften nu var terminal. Jeg tror personligt de havde ret, men jeg kender naturligvis ikke hele historien, de lægefaglige begrundelser bagved osv. Men berørt, det blev jeg!

Asta gik ud på toilettet og hendes datter Anne fortalte mig, med tårerne silende stille ned af kinderne, men tonløs stemme, at hun var blevet ringet op for 6 dage siden, dagen efter skanningen, og fået beskeden af overlægen. Hun var også blevet bedt om ikke at sige noget til sin mor, og om at tage med, til den samtale, de netop var kommet ud fra. Anne havde grædt og været ked af det og vred i de følgende 3 – 4 dage, fortalte hun, men hun havde så hanket op i sig selv og besluttet sig for at støtte sin mor og være stærk i hendes sidste uger. Det var altså derfor hun ikke virkede så berørt og ked af det, som moderen.

Kort efter kom narkoselægen og kaldte Asta og Anne ind. Asta gav mig spontant et stort kram, som jeg gengældte, og vores blikke mødtes for en sidste gang, inden hun tårevædet men fattet, bøjede hovedet – tog fat i rollatoren og trissede efter Anne og narkoselægen, som stod og ventede på hende.  Anne vinkede og sendte mig et smil, inden de forsvandt sammen ned af gangen.

Asta og Anne blev i mine tanker, for deres historie havde grebet mig dybt. En historie om hvor grufuldt galt det kan gå når vores sundhedsvæsen sønderrives af en ideologisk snæversynet privatisering, som koster samfundsmæssigt, økonomisk og menneskeligt dyrt – både her og nu, og ikke mindst på sigt! Det kan Asta, Anne, ja vi alle, hele den danske befolkning og vores samfund ganske enkelt ikke være tjent med!

Synspunkt af Mette Valentin

(Spidskandidat til Regionsrådet i Syddanmark for SF)

At der er sket en stigende forråelse i vores samfund, er åbenlyst for de fleste.

 Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre ved det, og hvorfor forråelsen overhovedet vokser som den gør.  

Det er en forråelse, som særligt viser sig ved den stigende og stadigt mere brutale kriminalitet, den voksende fattigdom og ulighed, et eksplosivt stigende antal af ensomme, ulykkelige, psykisk syge og støtte/ hjælp/ behandlingskrævende borgere. Der er samtidigt opstået et voksende medmenneskeligt knaphedstyranni imellem os, som breder sig som gift i vores åbne & næstekærlige folkesjæl.

Det er en meget bekymrende udvikling. En udvikling jeg kæmper for at ændre på.

Forråelsen skyldes, set på det strukturelle plan, ikke mindst at vi i dag står med en knæsat og blødende offentlig forvaltning efter, indtil videre, 8 års stadigt strammere jerngreb om kommunerne og deres borgere. Et jerngreb med lovgivningsmæssige stramninger og sanktioner overfor udsatte, syge og arbejdsløse borgere, store besparelser og nedskæringer, samt ikke mindst katastrofale følger for kvaliteten og omfanget af vores velfærdsydelser og sundhedstilbud, til borgerne generelt, til følge.

Det, at forråelsen stiger, er også rent psykologisk og sociologisk set, såmænd forståeligt nok!

Når man fjerner fundamentet under en befolkningsgruppe, eller vil man ikke tilføre den de ressourcer den har brug for, men derimod langsomt, men sikkert skubber den ud på kanten, så er det ikke underligt, at denne befolkningsgruppe reagerer og kæmper imod. Så godt den nu kan. På den måde den nu kan. Også selvom det ikke altid er lovligt, kærligt, demokratisk eller på nogen måde frugtbart. Det samme gør sig gældende for alle de enkeltindivider, og grupperinger, som i stedet for at modtage helhedsorienteret hjælp, tværtimod ekskluderes og stigmatiseres gennem deres kontakt med det offentlige velfærdssystem.

Men det gør det på ingen måde OK med en ulovlig, brutal, antidemokratisk og destruktiv reaktion. Selvfølgeligt skal det retlige demokratiske samfund gøre noget effektivt ved det. Det handler nemlig ikke om enten/ eller, tværtimod.

Indsatsen skal stå på 2 ben, og indeholde både den direkte, målrettede indsats og rehabilitering og den tidlige, helhedsorienterede forebyggelse. Ellers falder den fra hinanden, og ender enten i misforstået og meget dyr pladderhumanisme, eller i modsat fald, i meget dyre og skadevirkende straf – og sanktionstiltag. Begge tilgange ville utvivlsomt desværre, kun øger forråelsen.

 Jeg vil kæmpe for at der tages hånd om alle borgere i vores samfund, fra vugge til grav. For at sikre et trygt og velfungerende velfærdssamfund og sundhedssystem, med fri og lige adgang for alle. Hvor der er plads til alle, der gerne vil, også dem der ikke kan. Et trygt og næstekærligt samfund med rummelighed, demokrati, mangfoldighed, bæredygtighed og vækst.

Jeg er overbevist om, at en kombination af effektive, tidlige og helhedsorienterede forebyggende og direkte indsatser, ikke alene ville sætte en effektiv bremse for forråelsen, det ville utvivlsomt samtidigt spare vores samfund for utroligt mange medmenneskelige og økonomiske omkostninger. Det koster nemlig ufatteligt dyrt at spare på befolkningens velfærd, uddannelse og sundhed. Det viser den aktuelt stigende forråelse med al tydelighed.

Vi skal en helt anden vej!

Debatindlæg i Fyens Stiftstidende, onsdag 15. oktober 2009

Det er selvfølgeligt både glædeligt og noget der giver fornyet energi og gejst, at meningsmålingerne peger på stor fremgang for SF. Men det ER kun meningsmålinger og der kan, viser erfaringerne, sandeligt være langt fra meningsmålinger til selve valgresultatet. 

Jeg tager meningsmålingerne som et skulderklap og en anerkendelse til SF og til vores visioner, vores kamp for fællesskabet, tryghed og sundhed – et skulderklap der giver energien endnu et boost, til at kæmpe videre, i den meget lange og seje kamp, som knap er begyndt endnu. Det er nemlig slet ikke gjort med det kommende regionsråds – og kommunalbestyrelsesvalg, de store forandringer som for alvor vil kunne bringe vores samfund på rette kurs, de kommer først når der med vælgernes opbakning ved næstkommende folketingsvalg, indsættes en centrum-venstre ledet regering med SF – S og R ved roret. Først da kan de store forandringer skabes, hvis det vel at mærke, er det, et flertal i befolkningen ønsker.

Men der ER vigtigt at vælgerne også ved det forestående regionsråds – og kommunalbestyrelsesvalg, sikrer centrum – venstre fløjen et godt valg, så vi allerede nu kan begynde det meget tunge arbejde det er, dels at modvirke og standse VKO regeringens politik, dels at vise vælgerne overalt i landet, de visioner og mål vi har for samfundets udvikling, hvor godt det ku´ være, ikke kun for de få, men for os alle!

Regeringen kom fredag 9. oktober med et sundhedsudspil, et sundhedsudspil som jeg synes er sygt!

For det første, De 5 nye supersygehuse er jo dels ikke noget nyt, dels er hele akutsygehusplanen som disse supersygehuse er en del af, voldsomt underfinansieret. Punkt 2: At belønne sygehusene for at behandle ekstra patienter uden at tilføre de ressourcer det kræver at øge effektiviteten, er blot at stramme skruen endnu en tand overfor det allerede hårdt belastede personale, hvilken uden tvivl næppe vil øge kvaliteten i behandlingen, snarere tværtimod! Det fremgår tydeligt at regeringen i den grad mangler føling med virkeligheden og de udfordringer sundhedsvæsenet og patienterne står overfor. Det fremgår også videre igen af 3. Punkt i regeringens plan, som via økonomiske sanktioner, pålægger kommunerne at undgå genindlæggelser. Det er nemlig som med kravet om øget effektivitet på hospitalerne, direkte usandsynligt at kommunerne vil magte at løse denne udfordring tilfredsstillende, hvilket kun vil øge patienternes usikkerhed og kommunernes udgifter!

Både regioner og kommuner lægges under et kolossalt pres med regeringens sundhedsudspil. Der mangler nemlig bl.a. et mellemled mellem sygehusene og kommunernes genoptræning og hjemmepleje. SF foreslår at der oprettes en slags udvidede sundhedscentre/ plejehjem med adgang til genoptræning, personale osv., hvor patienterne kan opholde sig/ komme ambulant i tiden efter udskrivelsen. Tidligere udskrivning betyder nemlig også længere og mere genoptræning og hjemmepleje og mere inddragelse af egentligt sundhedspersonale i opgaveløsningen, det gælder ikke mindst i forhold til kronikere og de ældre medicinske patienter. Men det ser regeringen øjensynligt ikke.

Og så skrues der i sundhedsudspillet lige en ekstra tand op for privatiseringsstrategien, med et krav til regionerne om at sende flere behandlinger i udbud til de private sygehuse. Eftersom det er givet at kommunerne lige nu ikke er rustede til opgaven, og regionerne samtidigt står med århundredes største reform af vores sundhedsvæsen, men langt fra de økonomiske rammer til at føre den ud i livet, er det indlysende at de private sygehuse i stadigt stigende grad vil overtage stadigt flere opgaver i vores sundhedsvæsen. Endnu et skridt på vejen i, at opdele den danske befolkning sundhedsmæssigt i et A – og B hold, og herunder på sigt få gennemtrumfet et forsikringsbaseret sundhedssystem i Danmark. Der er allerede 1.7 mio. danskere med en fradragsberettiget privat sundhedsforsikring – og tallet stiger! Det er sundhedsforsikring på 1. Klasse som vi alle betaler for, men kun de med forsikringen får gavn af.  Et forsikringssystem som definitivt fjerner den fælles tryghed og kvalitet i sundhed for alle!

I SF & S’s sundhedsudspil ”Fair forandring kommer vi derimod med konkrete forebyggende og sundhedsfremmende tiltag som udover at forebygge, også vil tilføre hele sundhedsvæsenet tilstrækkelige ressourcer til at skabe og forankre verdens bedste sundhedsvæsen, med lige og tryg adgang for alle borgere i Danmark! I SF kæmper vi for at forankre nærheden, kvaliteten og trygheden i sundhed, omsorg og pleje. For at der oprettes lokale sundhedshuse og et tæt samarbejde mellem sygehuse og den kommunale indsats.  For en tidlig forebyggende indsats, sundhedsfremme og kvalitet – et fremtidssikret og bæredygtigt sundhedsvæsen i verdensklasse med lige adgang for alle.

Jeg hører ofte folk spørge mig om det nu nytter noget at være politisk aktiv på den danske venstrefløj – om jeg virkelig tror på at det vil lykkes at få væltet regeringen, og om venstrefløjen så i virkeligheden vil gøre det anderledes og bedre end det er i dag.

Det er ikke fordi de ikke ønsker at det bliver bedre siger disse folk, og indskyder ofte her at de skam synes jeg gør et stort og godt stykke arbejde. De er bare virkeligt bange for at det hele kun er et spil for galleriet – det med Venstre og Højrefløj i dansk politik – de er overbeviste om at det ikke nytter noget at stemme anderledes, fordi den realpolitiske dagsorden skabes og konserveres på et helt andet globalt plan, hvor lille Danmark blot er en brik i et meget stort og uigennemskueligt spil !

Og når jeg så spørger dem hvorfor de tror at det ikke nytter noget, så hører jeg f.eks flg :

• “Jamen de bliver jo bare ved med at spørge os og true os med bål og brand hvis vi ikke vil sige Ja til Euroen”
• “Se nu bare krigen i Irak – og Afghanistan der er ikke nogen der er blevet spurgt og har sagt ja til at vores Jens’er skal i krig men det er de alligevel”
• “De snakker jo allesammen om at de vil det samme men der sker bare ikke ret meget så hvem kan man stole på  ?”
• ” Regeringen og selv de radikale og alle mulige andre siger jo at SF vil føre Danmark ud i økonomisk ruin det går jo heller ikke selvom de har nogle meget gode tanker som jeg i virkeligheden er enig i”
• “Det bliver flere og flere ekstremister og kriminelle og det er på grund af alle de fremmede så vi har brug for at holde dem for døren og passe bedre på os selv – se bare hvad der skete med muhammedtegninger og 11 september “

Der lader altså til at være en temmelig stor opgivenhed der breder sig i den danske befolkning, opgivenhed fordi der i 8 år har siddet en manipulerende og inhuman regering ved magten som stykke for stykke har pillet tandhjulene ud af samfundshjulet, så velfærdssamfundet nu trues af kollaps på flere fronter. Sammenhængskraften er væk og den førte politik bliver mere og mere egoistisk og i tråd med den oprindelige Venstre ideologi om at “Enhver er sin egen lykkes smed” – Fællesskabet spiller fallit fordi der ikke bruges ressourcer nok på det, og egoismen tager derfor til med en uhyggelig styrke og et hidtil uset omfang – ikke fordi vi har mistet vores hjerte og vores næstekærlighed, men fordi trygheden og solidariteten er smuldrende og det ser ud til at blive ved og ved og ved og….knaphedstyranniet hersker og det sætter igen fællesskabet og solidariteten ud af spil…

Senest har vi set en finanskrise der tvang regeringen til at gribe ind med socialistiske metoder for at redde finansmatadorerne og de mange småsparere og boligejere, men nu hvor de så lige blev reddet tør de sandsynligvis ikke at sætte noget på spil, de vil hellere satse på regeringens løfter om skattelettelser og fremgang gennem den liberale kapitalideologi end at turde tro på det socialistiske projekt, det projekt som regeringen og dens støtter meget dygtigt får manipuleret befolkningen til at tro, vil føre os ud i økonomisk sammenbrud og ruin.

Men den socialistiske vision er ikke vejen til afgrunden, tværtimod. Hvis VKO får lov til at fortsætte ret meget længere bliver fundamentet for det universelle velfærdssystem for alvor ødelagt og så har vi et samfund med stadigt stigende ulighed, sociale problemer, kriminalitet og manglende sammenhængskraft. Hvad den økonomiske ruin angår er det også en løgn som VKO og andre med helt får spredt om SF – for som det netop viste sig med finanskrisen, er den eneste vej til at sikre økonomisk stabilitet at der er en vis kontrol og overordnet styring af markedet.

Et solidarisk og varmt samfund vil utvivlsomt producere langt mere overskud både på det materielle og det immaterielle plan, idet borgerne i dette samfund får mulighed for at udvikle sig, vokse og lære, elske og være både i fællesskabe og hver for sig. Sammen ER vi stærkere end sammenlagt hver for sig. Gennem inklusion, gensidig respekt og tolerance i et demokratisk fællesskab får vi et samfund som er trygt og som har styrke til at bestå.

Hvis vi vil en bæredygtig, solidarisk og varm fremtid med plads til alle er SF den eneste rigtige vej at gå – det eneste rigtige parti at stemme på !!! Det må vi gøre alt hvad vi kan for at stadigt flere skal få øjnene op for og forstå. Det er på tide at afsløre VKO løgnene og modarbejde deres manipulation af befolkningen med konkrete eksempler på at det er lige præcis det de gør. Ikke kun i Folketinget, og andre politiske institutioner og sammenhænge, hvor denne argumentation fremføres dagligt for døve VKO ører, men ude i befolkningen, der hvor tvivlen og mistilliden trives – der skal der til stadighed argumenteres for at JA – det nytter at kæmpe denne kamp – det nytter noget at kæmpe og tro på et bedre Danmark og en bedre verden – det nytter noget at kæmpe for visionen og det nytter at sætte kryds ved liste F !!!

Debatindlæg af Mette Valentin (Spidskandidat til Regionsrådet for SF)

Tallene taler for sig selv. 8000 flere børn end i 2001 modtager i dag støtte i en specialklasse eller går i en specialskole. Den samlede udgift til specialundervisning er på to år steget med en milliard kroner

Der visiteres altså uden tvivl, stadigt flere børn og unge til specialundervisning og specialtilbud, og naturligvis har det medført at der er startet en debat om, hvorfor og hvad vi kan gøre ved det! 

Skyldes det de mange nedskæringer og besparelser på vores offentlige skoler eller skyldes det mon at normalbegrebet er blevet så snævert at stadigt flere ikke passer ind? Kan det være lærernes faglighed den er gal med, forældrene, biologi, miljøet eller det vi indtager via maden og luften vi indånder, der skader os? 

Er det godt eller skidt for de stadigt flere børn og unge, som får en diagnose og visiteres til specialområdet – hvilken effekt og hvilke følger har det i et helhedsorienteret perspektiv for barnet/ den unge at det sker, og hvad sker der efterfølgende for disse børn og unge?

Det er i hovedtræk de spørgsmål debatten drejer sig om. Svaret er efter min opfattelse lige så mangfoldigt og nuanceret som spørgsmålene er det.

Det er ikke enten eller, for det handler ikke om én ting, men om mange ting. Det drejer sig med stor sandsynlighed om både nedskæringer, lav faglighed, problemer i hjemmet/ hos forældrene/ i barnet, snævrere normalbegreb, mere rundhåndet brug af diagnoser, miljøet, kemi, og meget mere endnu.

Så i stedet for at lave skyttegravskrig med de berørte børn og unge som tabere, burde vi gå ind i kompleksiteten i problemstillingen og forholde os til det ud fra et flerspekteret og nuanceret perspektiv, med børnene og de unges tarv, trivsel og udvikling som pejlemærker for hvordan vi får vendt den meget uheldige udvikling, og til hvad.

Lad os få undersøgt til bunds hvad det er der sker og hvor det sker henne i og omkring det enkelte barn/ den enkelte unge, samtidigt med at vi opprioriterer de indsatser, erfaringer og den viden der findes om, hvad der virker i et helhedsorienteret perspektiv, med ufravigeligt fokus på det enkelte barns/ den enkelte unges trivsel og udvikling både her og nu og ikke mindst på sigt!

Det ku´ være så godt!

Debatindlæg i Jyske Vestkysten, tirsdag 29. september 2009

Af Mette Valentin

Debatten om nedskæringer, besparelser, indsatser der af og til fejler og en generel nedsat kvalitet i vores velfærds – og sundhedssystem raserer. Hvem og hvad har skylden, og hvad skal der (om noget) gøres ved det. Det kan være svært at forholde sig til de mange meninger om alt muligt mellem himmel og jord i disse valgkamptider, men det er i virkelighed slet ikke så svært…

Groft sagt kan debattørerne nemlig deles i 2 lejre – De der mener at der skal bruges flere ressourcer og sættes større fokus ind, på tryghed, kvalitet, udvikling og praksis på velfærds – og sundhedsområdet til alles bedste, og de der mener at det er et spørgsmål om at effektivisere og privatisere vores velfærd- og sundhedssystem, og via skattelettelser osv. lade det være op til den enkelte at søge og betale for velfærds – og sundhedsydelser.

Der er selvfølgeligt nuancer og forskelle i debatten, gud ske lov for det, men groft sagt er det i virkeligheden et ret enkelt valg vi danskere står overfor, ved de kommende regions – og kommunevalg i november.

Vi skal tage stilling til, hvilken fremtid, hvilket samfund og hvilken udvikling vi ønsker og så sætte kryds ved dem, der kæmper for netop det! Velfærd eller skattelettelser? Fælles fremtid eller Enhver sin egen lykkes smed? Jeg ved godt hvad jeg kæmper for – Jeg kæmper for et samfund med lige og tryg adgang til sundhed og velfærd for alle – Mobilitet, sammenhængskraft og bæredygtige, fremtidssikrede, ansvarlige løsninger til fællesskabets bedste.

Debatindlæg i Fyens Stifttidende, mandag 21. september 2009

Af Mette Valentin

Vores samfund har ændret sig radikalt de seneste år, på utroligt mange områder. Forandringer som de færreste kan undgå at bemærke, og som de fleste af os, i højere eller mindre grad bliver dybt bekymrede over.

Vi står overfor nogle temmeligt seriøse og meget tunge udfordringer som vi må og skal finde realpolitiske løsninger på – herunder bl.a. stigende arbejdsløshed, fattigdom, ulighed og uroligheder, en dyb international økonomisk krise samt ikke mindst klimaproblemer som truer med at forandre vores klode radikalt allerede indenfor de næste 20 år.

Der er mere rigeligt at tage fat på, mere end rigeligt vi bør forholde os til, tage stilling til, og gøre noget konstruktivt ved. Men det er ikke det vores regering bruger tid og kræfter på. De mener øjensynligt det er vigtigere at debattere hvorvidt et meget lille antal af muslimske kvinder må gå i Burka og hvorvidt ikke eksisterende bederum skal nedlægges. De har travlt med at demonstrere magtfuldkommenhed overfor f.eks dybt traumatiserede flygtninge som har siddet standby i vores asylcentre i op til 11 år, overfor foreninger og grupper af humanistisk indstillede mennesker som udtrykker uenighed og protesterer over regeringens politik osv.

Listen er efterhånden temmelig lang over regeringens synder overfor vores samfund, befolkning og fremtid – men at lytte – det tror jeg ikke på vi får dem til.

 Til gengæld tror jeg på at vælgerne er bevidste og lytter til deres samvittighed, deres erfaringer og deres håb for fremtiden, når de 17. november skal sætte kryds ved de politikere, den politik som ønsker at vi får en helt anden udvikling – et helt andet Danmark – VORES Danmark igen – Politikere som reelt har tænkt sig at tage fat om de virkelige problemerne og gøre noget ved dem – det ku´ være så godt!

Synspunkt af Mette Valentin (Spidskandidat til Regionsvalget for SF)

De konservative rejste på deres landsråd igen forslaget om, at regionerne skal nedlægges, så der tilbage kun er stat og kommuner til at udføre samfundets velfærds og sundhedsopgaver. De konservative mener det er en god idé, som vil styrke velfærden og sundheden i vores samfund. Lene Espersen udtalte således bl.a. på landsrådet, at regionerne ikke havde levet op til deres opgave, og derfor nu måtte nedlægges.

Det kan jeg slet ikke give hende ret i!

Jeg synes tværtimod det er en hån mod vores dygtige regionsrådspolitikere, som stik mod alle odds har knoklet en stor kamp for at få akutsygehusrebussen til at gå op, så borgernes tryghed og kvalitet i sundhed kan sikres, både her og nu, men også fremover. Det er derimod regeringsflertallet – hvilket bl.a. vil sige De konservative og Lene Espersen selv, der har besluttet at den samlede nationale akutsygehusplan skal kunne finansieres for bare 40 mia. kr. og heraf skal regionerne oven i købet selv finde 15 mia. kr. De danske regioner anslår selv at prisen på den færdige akutsygehusplan ligger på et sted mellem 80 – 100 mia. kr. Det er altså mere end 40 mia. der mangler, for at planen, ifølge Danske Regioner, kan føres ud i livet.

Det er også regeringen der via dens Erik Juul udvalg, vender tomlen op og ned for regionernes grundigt bearbejdede og velbelyste, veldokumenterede akutsygehusplaner. Regeringens Erik Juul udvalg rationaliserer, beskærer og slanker de enkelte, vedtagede projekter, så selv de der bliver godkendt, ikke er det, som regionerne har vedtaget.

Samtidigt er kommunerne ude i uhørt voldsomme sparerunder, nedskæringer og forringelser som gør det mere end svært at få enderne til at nå sammen, og på den måde ender det i sidste ende med, at det bliver borgerne der betaler regningen!

Vores sammenhængskraft, mobilitet, miljø og ikke mindst borgernes og personalets tryghed falder fra hinanden – alle frygter hvad fremtiden vil bringe – hvad der vil ske! Det er utroligt vigtigt at vi politikere går ind i en dialog og et samarbejde med borgerne og at vi i stedet for som de konservative at true med at ville nedlægge regionerne, kommer med frugtbare og realpolitiske løsninger på de barrierer og udfordringer som regionerne qua strukturreformen og regeringens jerngreb om regioner og kommuner,  står overfor.

Regionerne skal f.eks naturligvis fortsat varetage driften af vores sygehuse, men der må og skal tilføres de penge, der reelt er behov for, hvilket kun kan ske via de årlige økonomiforhandlinger mellem regionerne og regeringen. Regionerne har nemlig ikke skatteudskrivningsret og regionerne er samtidigt meget detailstyrede med meget begrænset mulighed for at flytte rundt på ressourcerne, øge deres indtjening osv.

Regionerne har ikke kunnet gøre alt optimalt! Det har de nemlig slet ikke fået mulighed for! Men de har gjort det rigtigt godt – og de fortjener applaus langt mere end de fortjener nedsabling! Regionerne og regionsrådspolitikerne kæmper nemlig mod hårde odds, og forhindringer som regeringen ser ud til helt bevidst, at have lagt ud for dem, allerede i selve opbyggelsen af regionerne, som led i strukturreformen, der blev gennemført i 2005.

Jeg  knokler for at regionerne skal styrkes markant, og dermed gives reel mulighed for at blive en forankrende administrative, faglige og politiske instans der fungerer som tovholder og koordinator i den fælles indsats der finder sted mellem kommunerne og regionerne.  For at det kan blive RIGTIGT muligt er det nødvendigt at folketinget vedtager at regionerne får kommunalfuldmagt, hvilket i praksis omsat til almindeligt dansk betyder ret til at starte tiltag, tilbud, projekter osv. som regeringen ikke på forhånd har tilkendt dem ret til at varetage. Handlefrihed.

Med kommunalfuldmagten vil regionerne kunne være tovholder i at sikre at vi får bygget de nødvendige broer mellem vores kommuner og regioner, de broer der mangler i dag og medfører at borgerne bliver stadigt mere utrygge, oplever stadigt ringere kvalitet, lange ventelister, opdeling i et A – og et B hold, manglende koordination i indsatsen osv. osv. Der vil samtidigt kunne sikres et sikkerhedsnet, hvor regionen vil kunne starte indsatser, tiltag osv. som den ser et udækket behov for. Der kunne f.eks være tale om tværsektorielle, mellemregionale tiltag og tilbud.

Så hvis de konservative virkeligt er enige med vi andre, og ønsker et samfund og et sygehusvæsen med tryghed og kvalitet for alle borgere, burde de i stedet for at ville nedlægge regionerne, bruge deres politiske indflydelse i regeringen til at styrke både kommuner og regioner, og give regionerne mulighed for reelt at blive den sammenhængskraft og den administrative, fagligt velfunderede og politiske instans, som de rettelig bør være!

Det ku´ være så godt!

Synspunkt i Jyske Vestkysten, fredag 11. September 2009

Af Mette Valentin

(Spidskandidat til regionsrådet for SF)

Når man følger debatten i medierne tæt, kan man ikke undgå at bemærke at mange borgere er dybt bekymrede over det faktum, at akutsygehusplanen er underfinansieret.

Det kan jeg sagtens forstå, og jeg må som udgangspunkt også sige, at jeg i dén grad deler bekymringen for hvad der skal ske med vores sundhedsvæsen fremover – det er en af grundene til at jeg er gået aktivt ind i regionspolitik. Jeg vil nemlig knokle for en tryg og lige adgang til et stærkt offentligt sundhedsvæsen, med patienten og ikke profit som omdrejningspunkt.

Sundhed MÅ og skal være en fælles sag – et fælles ansvar. En privatisering er både menneskeligt og økonomisk ufatteligt dyr,  Det skaber ulighed, utryghed og en inddeling af befolkningen i et A – og et B hold. Et enkelt blik på USA fortæller med al tydelighed, hvorfor det IKKE er en god idé!

Jeg mener personligt at befolkningen har krav på et svar på, hvad man vil gøre ved at planen er underfinansieret, altså bortset fra blot at håbe og bede til flere penge fra staten. Det er ikke godt nok.

Der er ingen tvivl i mit sind om, at regionsrådet og embedsværket i Region Syddanmark har gjort en kæmpe stor indsats for at få puslespillet ”Akutsygehusplanen” til at gå op, så både regeringens stramme krav og en fortsat kvalitet og udvikling af vores sundhedsvæsen kunne sikres.Planen er finmasket og hænger sammen som den er, men skæres der ned og ændres der radikalt ved akutsygehusplanen, så mister vi ganske enkelt den tryghed og kvalitet, som bør være det bærende fundament i vores sundhedsvæsen.

Så på den led mener jeg ikke vi har et valg.

Regeringen har sat os og landets øvrige regioner i en decideret umulig situation, hvor der kræves yderlige besparelser og nedskæringer på et område hvor der allerede er skåret helt ind til marven. Det er en udfordring vi må og skal forholde os til. En udfordring som til syvende og sidst kræver et regeringsskifte ved næstkommende folketingsvalg i 2011.

Men indtil da kan vi gøre vores bedste for i så grad som det overhovedet er muligt, at sikre regionens borgere den tryghed og kvalitet de som udgangspunkt bør kunne forvente!

Jeg mener det er absolut afgørende og af allerstørste prioritet, at sikre regionens borgere kvalitet og tryghed i forhold til vores sundhedsvæsen.

Både borgere og personale skal kunne følge med, og opleve at de er i trygge hænder. Det kræver at man også fører en dialog og kommunikerer om de svære ting, som f.eks akutsygehusplanen underfinansiering.

Det skylder vi regionens borgere – og det skaber tryghed- så lad os se at komme i gang!

Kronik i Fyens Stiftidende, torsdag 10. september 2009

Af Veronica Hansen & Mette Valentin

D. 10. september er det Verdensdag for Selvmordsforebyggelse, og i Danmark markeres dette med en række arrangementer i landets regioner og kommuner. Der er desværre stadig god grund til at sætte fokus på dette tabu-belagte problem. Siden 1980’erne er det igennem grundig forskning og forebyggelsesindsatser lykkedes at knække selvmordskurven for en række aldersgrupper. Men for en enkelt gruppe er selvmordstallet stadig stigende, nemlig hos de ældre. Især blandt de ældre mænd, hvor selvmordsraten er næsten fem gange højere end blandt yngre mænd. Antallet af selvmord blandt ældre mænd er i følge Sundhedsstyrelsens dødsårsagsregister steget fra 176 i 2000 til at 200 ældre mænd over 65 år, tog deres eget liv i 2006. Det er dybt bekymrende, og noget vi i SF kæmper for at få lavet grundigt om på!! Der findes ikke meget forskning omkring ældres selvmord, men overalt i landet er der nu spiret projekter op, netop med henblik på at opnå og indsamle viden, der kan være med til at forebygge selvmord blandt ældre mænd, og dermed knække kurven!

Men hvem er disse ældre, der vælger livet fra? Lad os tage Hr. Nielsen som et fiktivt eksempel. Han er 74, og er lige blevet udskrevet fra sygehuset efter endnu en indlæggelse pga fejlmedicinering. Han husker nemlig ikke så godt længere, men vil nu stadigvæk helst klare sig selv.  Det betyder desværre, at han ofte glemmer at tage sin medicin, og nogen gange kommer han til at tage dobbelt. Han har under den seneste indlæggelse samtidig fået konstateret, at han lider af en alderdomsdepression, og er blevet tilbudt at få besøg af hjemmeplejen to gange om ugen, i stedet for som før kun en gang om ugen. Hr. Nielsen synes det er meget flovt, så han lukker ikke op længere, når hjemmeplejen kommer. Han har nemlig ikke lyst til at snakke med fremmede folk om, hvordan han har det. Ensomheden er gennem de sidste 10 år begyndt at snige sig ind på ham, efter at først konen og senere flere af vennerne er døde. (Da hans eneste søn døde i en tragisk ulykke for et par år siden, mistede han gnisten helt, og livslysten er efterhånden svær at få øje på. Han har ikke længere kontakt til den tidligere svigerdatter og børnebørnene, vennerne er væk, og det samme er den nærmeste familie.) Tanken om at gøre en ende på livet melder sig stadigt oftere. Han føler ikke han har mere at leve for, og han vil jo heller ikke være til besvær. Men det taler han som sagt ikke med nogen om.

Hr Nielsen tilhører den stadigt stigende gruppe af selvmordstruede ældre, som vi som samfund desværre har meget svært ved at hjælpe, ikke fordi vi ikke vil (det vil vi meget gerne) men derimod fordi der mangler et tæt samarbejde mellem den praktiserende læge, den kommunale hjemmepleje, distriktspsykiatrien, sygehusvæsenet og det øvrige lokale og civile netværk, som kommer i kontakt med de ensomme ældre mænd.

Der er som nævnt, skudt diverse pilotprojekter op rundt omkring i landets regioner og kommuner, men i Region Syddanmark mangler vi endnu et lokalt projekt, som kan afdække de særlige vilkår og omstændigheder der gør sig gældende, når ældre vælger at begå selvmord.

For det er faktisk muligt at forebygge ældres selvmord. Og her spiller hjemmehjælperen og hjemmesygeplejersken en stor rolle. Op til 75 % af de ældre, der begår selvmord, er kommet med hentydninger op til selvmordet. Hentydninger som måske drukner i hjemmeplejens alt for hastigt overståede sjældne besøg eller som ikke bliver taget op, fordi man som plejepersonale ganske enkelt ikke kender signalerne eller ved, hvordan man skal reagere på dem.

I SF foreslår vi, at der i Region Syddanmark etableres et vidensformidlings/ undervisningsprojekt mellem hjemmehjælpere, de relevante sygeplejersker og læger samt fagpersoner med særlig viden om selvmordsforebyggelse. Projektet skal klæde hjemmehjælpere, sygeplejersker og læger bedre på til at opfange signaler på selvmordstanker og turde tage en snak med den ældre om disse tanker. Netop øget viden om, hvordan man tager fat på et så alvorligt emne som selvmord, efterspørges ofte i hjemmeplejen, og føler man sig ikke ordentlig rustet til at tale om selvmord kan det i værste tilfælde føre til at man gør det værste – nemlig ikke at gøre noget. Ved at opkvalificere og styrke hjemmehjælpernes kompetencer og viden om selvmord, kan vi forhåbentlig være med til at forebygge flere ældres selvmord.

Vi mener det vil være optimalt også at knytte sygehus – og distriktspsykiatrien på dette projekt, med henblik på en tidlig og effektiv opsporing af de selvmordstruede ældre mænd i forbindelse med indlæggelse, så de kan tilbydes den nødvendige hjælp og støtte – også i et tæt samarbejde med kommunen, når den ældre udskrives igen.

Hr. Nielsen vil, hvis dette projekt gennemføres, blive set og mødt i et helhedsorienteret perspektiv – Uanset om det er hjemmehjælperen eller sygehuspersonalet, der først ser signalerne på Hr. Nielsens depression og selvmordstanker, vil der blive udarbejdet en individuel handleplan på baggrund af viden om og samtaler med Hr. Nielsen og Hr. Nielsens familie og netværk, praktiserende læge osv.

Man vil samtidigt sikre, at de hjemmehjælpere som er ansat i Hr. Nielsens hjemkommune, opkvalificeres og undervises i at se og turde tale om psykologiske/ psykiatriske problemer hos ældre. Hr. Nielsen vil opleve, at han ikke bare bliver ladt alene uden hjælp, han vil få både medicinsk og personlig psykologisk/ psykiatrisk hjælp i det omfang han har brug for, samtidigt med at der vil blive startet et socialt miljøarbejde, med henblik på at skabe et netværk, og et livsindhold for Hr. Nielsen. Kort sagt give ham livsglæden igen.

For at indsatsen kan lykkes, er det vigtigt, at der er et velfungerende samarbejde mellem regioner og kommuner, i forbindelse med at en ældre borger udskrives efter sygehusindlæggelse. Her skal sikres en systematik, så kommunerne tager over og arbejder på at sikre, at den ældre har et netværk, så ensomheden ikke fører til selvmordstanker. Ligeledes skal signaler på depression eller selvmordstanker opfanges både ved indlæggelser og i hjemmeplejen, og der skal handles aktivt på opståede bekymringer. Der er således stadig en vigtig opgave ifht at forebygge ældre selvmord. En opgave vi bedst løser ved et velfungerende og tæt samarbejde mellem regioner og kommuner. Det vil vi knokle for at sikre!

Veronica Hansen

(Byrådskandidat i Odense for SF)

&

Mette Valentin

(Spidskandidat til regionsrådet for SF)

Læserbrev i Fyens Stifttidende, tirsdag 8. september 2009

Af Mette Valentin

OUH

I debatten om det interne vikarbureau som OUH er i færd med at oprette,

deles vandene forståeligt nok i to. Men sådan behøver det ikke være.

Vi både KAN og SKAL både varetage de nødvendige økonomiske hensyn, OG sikre

personalets tryghed og medindflydelse i deres ansættelsesvilkår!

I region hovedstaden har man næsten smertefrit indført en lignende model,

blandt andet mhp at kunne leve op til de sparekrav der ligger i det

lovmæssige krav om at kommuner og regioner hvert år realiserer en 2%

besparelse på det samlede budget via omlægninger, effektivisering osv.

Det interne vikarbureau er en oplagt og meget optimal løsning, også på OUH,

Men vi MÅ og SKAL altså gøre det i åbenhed og samarbejde, vi må og skal

finde ordenlige og anstændige løsninger, vi må og skal ikke mindst inddrage

personalet i beslutningsprocesserne, ikke handle hen over hovedet på dem,

som de føler det er sket, i denne sag.

Det skaber nemlig utryghed og frygt for ikke at blive inddraget/ hørt som

medarbejder/ ansat. Det kan vi ikke være bekendt!

Dialog, kommunikation og et tæt samarbejde er og bliver det, vi kommer længst med – det der skaber de langsigtede og frugtbare løsninger!

17. November er der, som mange ved, valg til landets 98 kommunalbestyrelser. Både interesseorganisationer, lokalpolitikere og politikere på Christiansborg har fået travlt med læserbreve, debatmøder osv., for valgkampen er startet – der er kun 3 måneder til valget!

Kommunerne varetager som bekendt, langt størstedelen af de nære velfærds – og sundhedsopgaver, og i store træk det meste af den offentlige service og drift, i danmark. Valget til kommunalbestyrelserne har derfor helt berettiget naturligvis en vis bevågenhed fra lokalbefolkningens side af – den lokalbefolkning der ser og mærker den politik og den udvikling finder sted, der hvor de bor, lever og arbejder. Det er naturligvis også helt på sin plads at partierne og politikerne på Christiansborg bakker op om kommunalvalget og deres kandidater.

Men der er faktisk 2 VALG 17. November.

Der er nemlig også valg til landet 5 regionsråd, men det tales der af uransaglige årsager, næsten slet ikke om, hverken i medier eller andre steder. Man kunne næsten fristes til at tro det var et ligegyldigt eller et hemmeligt valg, eftersom det får så lidt opmærksomhed men regionsvalget er hverken hemmeligt eller ligegyldigt.

Det er tværtimod utroligt vigtigt, for ud over at varetage nogle af samfundets aller tungeste kerneopgaver, er regionerne også det, der binder kommunerne og hele den offentlige service, forvaltning og drift sammen, til en større helhed.

Det er regionerne der er varetager sygehusene (herunder behandlingspsykiatrien) den regionale kollektive busdrift, en del af det sociale område indenfor handicap, specialundervisning og døgninstitutioner, miljøoprensning og udvikling/ vækst.

Derfor er det vigtigt at også regionsvalget bliver synligt i medierne og i den politiske debat – så vælgerne kvalificeret kan tage stilling til hvordan de ønsker regionens ansvarsområder, herunder ikke mindst sygehusene, udvikler sig og hvem der skal betros en stemme til valget 17. November.

Så lad os nu få regionsvalget på dagsorden i medierne og i debatten også – det er på høje tid!

De bedste hilsner
fra
Mette Valentin
(Spidskandidat til regionsrådet for SF i Region Syddanmark)

FynBus har udarbejdet et oplæg til Region Syddanmark, som indebærer at de varslede rutenedlæggelser på Fyn, kan undgås, samtidig med at den udmeldte økonomiske ramme overholdes.

FynBus’ oplæg behandles i Region Syddanmarks særlige udvalg for Miljø og kollektiv trafik i morgen onsdag den 19. august. Udvalget kommer herefter med en indstilling til Regionsrådet.

”FynBus har lavet et seriøst og gennemarbejdet oplæg, som sikrer det eksisterende bussystem på Fyn. Dermed kan de unge fortsat komme frem til uddannelsesstederne også i 2010.”

”Det bakker vi 100% op om i SF” udtaler SF’s spidskandidat til regionsrådsvalget i Syddanmark, Mette Valentin.

”Oplægget tager højde for den økonomiske ramme på 85 mill. kr., så nu er det blot op til regionsrådets flertal at bakke op om FynBus’ indstilling og hermed sikre sammenhængen i den kollektive trafik på Fyn”.

”Regionen står i en vanskelig situation p.g.a. regeringens økonomiske jerngreb og manglende vilje til at støtte den kollektive trafik, men med FynBus’ oplæg har vi nu mulighed for foreløbigt at holde skindet på næsen i f.t. busserne”, slutter Mette Valentin, spidskandidat for SF.

Naser Khader ((K )- for tiden)) er i dag ude med et forslag på vegne at Det Konservative Folkeparti, om at forbyde Burka i det offentlige rum……..hmmmmmm…….man skal høre meget før ørerne falder af!

Jeg er lodret uenig med Khader!

Jeg mener at det er en dyb krænkelse af den enkeltes rettigheder som menneske, at forbyde en beklædningsgenstand, uanfægtet hvilke værdier, fordomme eller kulturelle artefakter og tilhørselsforhold man selv eller den der bærer beklædningsgenstanden, tillægger den!

Mange mennesker vælger at klæde sig på en måde så deres personlighed, værdier og budskab til verden tydeligt afspejles i deres påklædning samtidigt med at både retorik og kropssprog afstemmes nøje i forhold til situationen/ selskabet de er i. Det er helt normalt! Det kaldes social intelligens og rummer mange flere nuancer end påklædning, retorik og kropssprog, som jeg ikke vil komme ind på her.

Kort sagt: Det er jo ekstremt krænkende overfor de muslismske kvinders personlige demokratiske frihedsrettigheder at fratage dem retten til at bære Burka i det offentlige rum, og det er da ud over at være temmeligt beskæmmende også paradoksalt, eftersom vi netop ofte påberåber os at det er DERES rettigheder vi kæmper for!

HVIS de muslimske kvinder VIRKELIGT er undertrykte, så har de mulighed for at frigøre sig, og det gør de også, mange af dem, de der reelt er undertrykte, stille og roligt sker det, alene fordi de nu lever i et rummeligt, tolerant og demokratisk samfund, hvor mænd og kvinder er lige for loven, og hvor der er et oprigtigt ønske om at ville hjælpe dem.

At bære Burka eller ikke at bære Burka, bør være et valg, og mangler nogle muslimske kvinder mulighed for at vælge det fra, selvom de ønsker det, så er der stadigvæk steder i Danmark hvor de vil kun få den støtte og hjælp de har behov for!

Vi kan så diskuttere hvorvidt Danmark i det hele taget i virkeligheden er tolerant og rummeligt længere…..og om danmark som samfund udviser et oprigtigt, humanistisk og kristent ønske om at hjælpe…..selv demokratiet bøjes, drejes og vendes i disse år,  så VKO regeringen kan slippe afsted med at føre en ultraliberal snæver politik der forandrer vores samfund radikalt med øget ulighed, kriminalitet, uroligheder og fattigdom til følge!

Men vi er en del der kæmper for at få VORES DANMARK tilbage, det tolerante, rummelige samfund vi var engang – det ku´være så godt!

Det er nemlig med tolerance, rummelighed og medmenneskelighed vi skaber integration og udvikling – ikke med forbud der krænker de muslimske kvinders personlige rettigheder.

En sand katastrofe er under opsejling, hvis planerne om at beskære 1/3 af de regionale busruter på fyn, bliver ført ud i livet. Alene på Fyn har der i det seneste år allerede været massive nedskæringer i antallet af busruter og nu er turen også kommet til den regionale rute 825 mellem Assens, Middelfart og Bogense samt rute 131,133 og 134 mellem Odense, Vissenbjerg, Brenderup, Middelfart og Fredericia. Hvis disse ruter nedlægges, så vil det især være de studerende som vil blive afskåret fra, at komme til deres uddannelsessteder.

SF kæmper for at alle unge opnår mulighed for at tage en uddannelse.

Vi vil ikke acceptere at unge afskæres fra at tage en uddannelse, og stiller derfor hermed forslag om, at der etableres uddannelsesruter som kører fra kommunernes opland til uddannelsesstederne om morgenen og om eftermiddagen så det fortsat er sikret at studerende kan komme til og fra uddannelsesstederne.

Unge skal kunne komme fra yderområderne og ind til byerne, men også tage uddannelse på tværs af fyn og jylland, hvor både gymnasier, handelsskole og EUC-Lillebælt bruges af såvel fynboer som jyder. Derfor er Middelfart i særlig høj grad en vigtig brik, for ruterne skaber nemlig sammenhængskraften i regionen.

I Middelfart kommune har man tidligere på året skåret antallet af lokale ruter ned til 2 ruter, da der ikke var penge til at følge med de stigende omkostninger. Når Middelfart kommune nu også står til at miste den regionale rute, så er den kollektive bustransport nærmest ikke-eksisterende i et område som skal binde by og land sammen samt binde Fyn og Jylland sammen. Samtidig viser dette, at kommunen ikke har råd til at videreføre den regionale rute, hvis den nedlægges! Det samme billede tegner sig i flere fynske kommuner, og i Syd og Sønderjylland ser det desværre ikke meget bedre ud!

I SF er vi meget utilfredse med udviklingen! Vi kæmper for at den kollektive trafik koordineres og udvikles i et tæt samarbejde mellem kommuner og regionen, og ikke mindst for, at der tilføres de ressourcer der skal til, fra regeringens side af. Vi kæmper for at vores samfunds sammenhængskraft bevares trods de massive udfordringer regeringen stiller det i – Vi kæmper for at velfærdssamfundet skal fornyes og styrkes – det er vores allesammens og fremtidens samfund –sammenhængskraft, mobilitet, tryghed, sundhed og velfærd – der er på spil, !

Det er hverken kommunernes eller regionernes skyld at nedskæringerne er uundgåelige, men derimod regeringens skyld, da man ikke vil afsætte tilstrækkeligt med midler til den kollektive bustrafik. Det værste er dog, at man her i vores videnssamfund, nu ender med at begrænse unges muligheder for at tage uddannelse, da mange i yderområderne ganske enkelt ikke vil have mulighed for, at komme frem og tilbage til deres uddannelsessted.

Det vil resultere i at færre unge får en uddannelse, og hvis der er noget de unge har brug for, og vores samfund skriger efter, så er det uddannelse/ viden og veluddannet arbejdskraft – ikke køer af uuddannede arbejdsløse unge!

Udviklingen er ganske enkelt katastrofal, og den må standses! Det kæmper vi for!

Mikkel Dragmose-Hansen                                      &        Mette Valentin

Spidskandidat til byrådet for SF, Middelfart           Spidskandidat til Regionsrådet for SF Syddanmark

Synspunkt i Fyens Stifttidende Onsdag  15. juli 2009

Af Mette Valentin

Vi står i en situation, hvor vi som samfund og som befolkning må træffe et valg!
Skal vi gå liberalismens eller humanismens vej ? Vil vil velfærd eller skattelettelser ? Lighed eller ulighed?

VKO regeringen har nu i snart 8 år haft held til, at indføre stadigt mere liberalisme med stadigt voksende ulighed og fattigdom. Uroligheder, internationale kriser, krige og meget mere til følge. De har demonteret og forandret det danske velfærdssystem og sundhedsvæsen, så drastisk og gennemgribende, at vi nu står ved en skillevej, hvor den endelige værdikamp må slåes!

Vi må være skarpe og meget retorisk tydelige i vores kamp – en kamp der netop kommer til at udspille sig på ord, og som sandsynligvis ikke bliver særlig køn.

Fronterne er trukket op, og det er på tide at begge fløje tager det politiske ansvar på sig, overfor befolkningen, og melder ud, hvad det er for nogle værdier og hvilket velfærds – og sundhedsvæsen man kæmper for – og imod.
Vi må intensivere vores kamp, for at overbevise befolkningen om at de helhedsorienterede, langsigtede, forankrede og medmenneskelige, fællesskabsorienterede værdier er centrale for et trygt og rigt samfund som det danske samfund burde og kan være.

Det kæmper vi i SF for at det bliver.

Vi kan, hvis vælgerne vil.

Men i sidste ende er og bliver det en demokratisk afgørelse, og hvis flertallet af vælgerne igen lader sig forblænde af regeringens tågesnak og skrækscenarioer, så er jeg bange for at Danmark bliver et land med massiv fattigdom, ulighed, tiltagende uroligheder, en deling af befolkningen i et A – B – & C hold osv.

Jeg vil personligt kæmpe til kampen er vundet, for at ændre kursen på vores samfund og vores børns fremtid, ændre den så meget jeg overhovedet kan,  i en varm, fællesskabsorienteret, medmenneskelig & bæredygtig retning.

Det er faktisk muligt. Vi kan, hvis vi vil – det vil jeg og det vil SF!

Synspunkt i Fyens Stiftidende, onsdag 1. juli 2009

Af Mette Valentin

Regionerne lider igen under økonomiaftalen, som resulterede i meget knappe ressourcer og deciderede urealistiske besparelser, på de ramme og detailstyrede ansvarsområder, som er uddelegeret til regionerne.

Den kollektive trafik fik ikke en krone – ikke et ord!

Men den kollektive trafik har mere end nogensinde brug for ressourcer og en national indsats, der kan hæve den kollektive trafik til et andet, billigere, miljørigtigt, og fuldt tilgængeligt niveau.

Der må nytænkning til, både hvad angår regionernes indhold og rammer, kollektiv trafik, sundhedsvæsenets kæmpemæssige udfordringer, ventelisterne i psykiatrien og hele det store miljøområde.

Vi må “Back to basic” og se på hhv behov og ressourcer. Og så må vi være parate til at svare på spørgsmålet: ” Hvordan dækker man det konkrete behov med de forhåndenværende tilgængelige eller realiserbare ressourcer?”

Vi må også tænke ud af vores vaner og rammer, og turde slippe vores forestillinger om, hvad f.eks kollektiv bustrafik er.

Bare ordet kollektiv er i sig selv en ramme, som vi må tænke ud af.

Der findes jo mennesker, også i de alleryderste og mest fjerne (men meget smukke) yderområder, de skal da også have mulighed for, at kunne blive transporteret billigt og sikkert til og fra dagsinstitutioner, skoler, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser, læge, sygehus, indkøbsmuligheder,venner, familie osv. Selvom der kun er 1 passager der skal med, så skal tilbuddet/ muligheden da være der. Det skal jo ikke handle om, hvor mange der skal med, mere end det skal handle om at alle skal kunne komme afsted, og komme frem, på en rimelig tid og for en rimeligt billig pris.

SF mener, at det skal være markant billigere at benytte kollektiv trafik,end det skal være, at køre bil osv. Det har nemlig store konsekvenser, for mange liv og skæbner, når mobiliteten

forsvinder.

Hvorfor skal f.eks nogle ældre, der bor og har levet hele deres liv, i et yderområde, tvinges til at flytte, fordi der ikke er mulighed for,at blive boende, da de har mistet deres mobilitet fordi de enten ikke kan køre bil,eller ikke har kørekort/ råd til en bil.Det er da ikke rimeligt. De skal da tilbydes en billig, sikker og tilgængelig måde, at blive transporteret på.

Det, at man konsekvent kalder det for busdrift, er en anden af de rammer,som vi må ud af – der er ikke nogen der siger, at det skal være en bus der transporterer passagerne omkring. Der er andre køretøjer og transportmidler end busser. Der er f.eks miljørigtige biler, med plads til 4 passagere – de kunne passende sættes ind, på afgange, som man ved, er meget tyndt besatte.

Det vigtigeste er nemlig ikke, at der kører en BUS kl 23:30 om aftenen, når man er kommet ind med toget, og gerne vil hjem – Nej det vigtigeste er, at man KAN komme hjem, billigt og sikkert på en rimelig tid.

Vi må tænke og handle ud af rammerne på alle områder – tænke nyt – og gøre det med hjerte – også hvad angår at få standset det intense angreb på vores offentlige sundhedsvæsen – en fjernelse af ventelister i B&U psykiatrien -miljøudfordringer, og ikke mindst selve udfordringen i at styrke regionernes råde og handlerum ifht de givne opgaver, og ifht de tunge føramtslige velplacerede og velfungerende indsatsområder, som efter min opfattelse, igen, bør forankres i regionen.

Vi må ud af rammerne og ind i fremtiden, en fremtid, hvor vi genopbygger, fornyer og styrker det danske velfærds – og sundhedssystem!

Det kan blive så godt!

Debatindlæg i Fyens Amtsavis 15. juni 2009

Af Mette Valentin

Danske regioner har udarbejdet en ny specialeuddannelse på 4 år, for psykologer i psykiatrien. Med denne uddannelse kan psykologer fremover indgå i psykiatrien på mange planer og både være med til at aflaste personalet og ikke mindst ventelisterne. Visse steder er ventelisterne stadigvæk lange. På OUH er der pt 29 ugers ventetid på udredning i Børnepsykiatrien – det er ALT for længe !

Men udover at hjælpe på personalemanglen og nedbringe ventelisterne, kan psykologer på denne måde være med til at skabe og fremme en kultur og en tilgang til behandlingen, patienterne og de pårørende, som er både mere helhedsorienteret, mere værdig og mere effektiv.

For mig at se er psykologer først og fremmest dynamoer for udviklingen af fremtidens psykiatri  – psykologer er derfor en faggruppe som må og skal integreres i feltet hvis den frugtbare og fremtidsrettede indsats skal lykkes. Det, at der er psykologer i psykiatrien er slet ikke noget nyt. Faktisk har psykologer og psykiatere arbejdet tæt sammen i og omkring psykiatrien i rigtigt mange år. Der er bare ikke rigtigt nogle faste retningslinier, procedurer og formkrav ifht anvendelsen, opkvalificeringen og erfaringsudvekslingen med det psykologiske felt. Men det får vi med denne specialeuddannelse.

Denne nye specialeuddannelse er nemlig en pionéruddannelse der baner vejen for en større integration af psykologer og psykologien i det psykiatriske felt. Det psykiatriske felt alene, har mange kulturelle, ressourcemæssige og fagspecifikke barrierer, som står i vejen for udviklingen af fremtidens psykiatri. Der skal tilføres en ny vinkel og en anderledes tilgang til psykiatrien, de psykiatriske patienter og de pårørende. Det gør psykologien !

En integration af psykologien og psykologer vil uden tvivl være med til at sætte den udvikling og den forandring i gang, som over tid skal ændre på hvordan vi ser på, bruger, forstår og anvender psykiatrien.

Vi skal udvikle en psykiatri, hvor der er rum, ressourcer og tid til den tværfaglige, behandlende, intensive, udviklende, personlige og sociale indsats på en varm og værdig måde. En indsats hvor der drages omsorg for den enkelte og for de pårørende på en ordenlig måde. En behandling hvor der arbejdes ud fra en tro på at man kan få det bedre, man kan, i nogle tilfælde, blive rask – at det er muligt at skabe og leve et godt liv som psykiatripatient .

Jeg har en vision om en psykiatri, hvor der skabes og udvikles individuelle indsatser, metoder, rammer og boformer, som sikrer at det er  muligt at leve et godt liv og tage del i fællesskabet, selv om man har en psykisk sygdom eller lidelse !

Jeg vil ligefrem tillade mig at postulere at psykiatrien har brug  for at psykologerne træder mere centralt og målrettet ind på scenen, hvis visionen om en værdig, helhedsorienteret og effektiv psykiatri skal kunne føres ud i livet.

Derfor hilser jeg personligt denne nye uddannelse hjerteligt velkommen, og jeg håber oprigtigt at sundhedsstyrelsen og regionerne endeligt godkender uddannelsen, så de første 45 psykologer kan påbegynde denne uddannelse, allerede i 2010.

1. juli 2009 genindføres det udvidede frie sygehusvalg, hvilket i praksis betyder, at kan de offentlige sygehuse ikke leve op til behandlingsgarantien (1. mrd) så har patienten ret til at få behandling på et privathospital, på det offentliges (= regionens) regning.

I Region syddanmark kan vi ikke leve op til behandlingsgarantien. Der er derfor store udgifter i vente til de private hospitaler, som tager 25 – 30% mere for behandlingen, end det offentlige. For at modvirke at udgifterne til de private hospitaler bliver skyhøje, har man i regionsrådet besluttet at indføre en forundersøgelsesgaranti (på en mrd) – På denne måde håber man at nogle af patienterne vil vælge at vente på tid til egentlig behandling, i det offentlige frem for at benytte sig af det udvidede frie sygehusvalg, og altså vælge at blive behandlet på et privathospital.

Men sygdom og lidelse er ikke noget man skal tage let på. Det er der heller ikke mange der gør. Der er ikke ret mange af os, der vælger en hurtig og effektiv behandling fra, når det handler om vores egen eller vores nærmestes sundhed. Ud over helbred, liv og død, handler det også om forsørgelse, tilknytning til arbejdsmarkedet, trivsel og livskvalitet.

Når det drejer sig om en selv, børn, familie, venner og andre nærtstående, så træder idealerne om at gøre sit for at styrke det offentlige, i baggrunden for den frygt og ængstelse som sygdom medfører, og for ønsket om at få den rette og effektive hjælp så hurtigt som muligt! Det er jo helt meneskeligt at have det sådan, meget forståeligt og noget langt de fleste vil nikke genkendende til.

Derfor tror jeg desværre ikke at forundersøgelsesgarantien modvirker de skyhøje udgifter vi kan forvente, til de private hospitaler i de kommende år. Der må HELT andre løsninger til!

Man kunne med rette bruge ordsproget fra Holbergs klassiker “Jeppe på bjerget” : Alle snakker om at Jeppe drikker men ingen snakker om HVORFOR Jeppe drikker” på den situation vi har i det danske samfund, med tiltagende uroligheder og bandekriminalitet.

Alle har travlt med at komme med bud på hvordan vi som samfund skal reagere på disse uroligheder og bandekriminalitet, Men det skorter lidt med bud på HVORFOR vores samfund oplever tiltagende uroligheder og bandekriminalitet.

Det er jo ikke nok at slukke branden – det er jo nødvendigt at se på hvorfor den opstår og sætte en indsats ind for at fjerne denne årsags – virkning sammenhæng, og dermed reelt begynde at få hold på problemerne på sigt!
Dette skal naturligvis ske sideløbende med den forebyggende og akutte indsats.

Vi ved alle godt, at der er en grund til at et samfund udvikler sig i en bestemt retning. Det skyldes jo den politik der bliver ført.

De sidste 8 år har vi som bekendt haft en liberal regering med et ønske om redefinere og omforme velfærdsstaten efter deres idealer om et forsikringsbaseret velfærdssystem, hvor man skal gøre sig fortjent til velfærd!
Et samfund, hvor der bliver stadigt flere fattige, hjemløse, udsatte, marginaliserede, stemplede mennesker, og hvor sundhedsvæsenet er blevet sønderrevet i en intensiv indsats for at privatisere store dele af det danske sundhedsvæsen.
Der er skabt kæmpestore kommuner og samtidigt givet kommunerne nye og meget krævende opgaver.Men regeringen har samtidigt standset tilførslen af tilstrækkelige ressourcer og indført et rammestyret bureaukrati, med en detailgrad i sanktioner, krav, overvågning og kontrol, der nærmer sig det hysteriske!
Der er udbetalt skattelettelser i enorme summer, man har favoriseret det private område, forsømt og udpint det offentlige, og skabt en voksende underklasse i samfund – en underklasse der griber til kriminalitet og modstand mod det etablerede system/ samfundet, i de hastigt voksende subkulturelle samfundslag.

Og så er boblen i finansverden bristet og hele den vestlige økonomiske balance står og vakler faretruende – det betyder også at der er flere der falder igennem, mange har mistet deres opsparing, investeringer osv – og det har som vi alle ved, medført, at der er fyringer og lukninger af virksomheder med massearbejdsløshed til følge.

Alt i alt skyldes de stigende uroligheder og den tiltagende bandekriminalitet, VKO regeringens hårdhændede deformering af vores velfærdssamfund.

Hvis problemerne virkeligt skal løses, skal de løses med et regeringsskifte hvor S & SF sammen med R danner et flertal i regionsråd, kommunalbestyrelser og folketinget, og dermed kan arbejde støt og helhjertet på at få genoprettet, fornyet og styrket vores velfærdssamfund og sundhedsvæsen. Og på at få inddæmmet og standset uroligheder og bandekriminalitet, i så vid omfang det er muligt.

Det kan blive SÅ godt!!!