Synspunkt af: Mette Valentin, medlem af Regionsrådet for SF – Lervadvej 20, 5540 Ullerslev &

Karsten Hønge, medlem af folketinget valgt for SF – Villestoftehegnet 230, 5210 Odense NV 

 Bestyrelsen for UC Lillebælt har besluttet, at det 206 år gamle Skårup Seminarium på Sydfyn skal lukkes i 2011. Med det samme var gravtalerne klar i medierne, og fra Odense var der tilmed glæde over udsigten til at få de 400 studerende fra Skårup til Odense.

De studerende protesterede naturligvis, men fik at vide, at der ikke var noget at gøre, for der var røde tal på bundlinien. Punktum. Undervisningsministeren udtalte, at bestyrelsen på UC Lillebælt havde helt og aldeles ret til at træffe denne beslutning. Der var intet han kunne gøre, sagde han, med et skuldertræk.

I oppositionen gik vi straks i kamp for at bevare Skårup Seminarium. I stedet for lukning skal der findes løsninger, der sikrer at man kan uddanne sig, også i yderområder. Det er der nemlig rigtigt mange gode grunde til. Udvikling af yderområder sker ved at fastholde institutioner, uddannelsesmuligheder og arbejdspladser. Vi skal forhindre affolkning, og styrke de mindre og mellemstore byer. Det er i sådanne sammenhænge man skal se hver enkelt institutions regnskab, for i det store samfundsmæssige regnskab kan det give god mening, at fastholde en spredning af uddannelsesmuligheder.

Udover disse gode grunde, er der faktisk også en Professionshøjskolelov, som fastlægger, at regionsrådet skal høres forud for sådan en beslutning, at der skal samarbejdes med regionsrådet og andre uddannelsesinstitutioner m.m.. Der står også at ministeren kan forhindre en lukning hvis han vil.

Der er altså meget der kan og skal gøres endnu, før beslutningen om lukningen reelt kan være endelig. Men bestyrelsen på UC Lillebælt har alligevel meddelt, at de træffer den endelige beslutning om lukning i nærmeste fremtid. Det er til trods for, at regionsrådet først høres i starten af det nye år om sagen. Vi tror ikke på at alle muligheder for et samarbejde om udbud af linier og studerende, med andre skoler er udtømt. Et sådant samarbejde kunne både sikre kvaliteten i uddannelsen og forbedre økonomien.

Det virker faktisk som urent spil, at man med hastværk forsøger at få lukningen igennem uden alt for meget opmærksomhed. Men kan det være rigtigt at man bare opgiver, at have et varieret uddannelsesudbud udenfor de store byer? Skal Odense virkeligt være det eneste sted på Fyn hvor man skal kunne uddanne sig? Hvad med mangfoldighed, udvikling og opretholdelse af lokalsamfund? Hvad med liv, vækst og udvikling også i yderområderne? SF ønsker at fastholde uddannelsestilbud og arbejdspladser i yderområderne. Vi ønsker at bevare Skårup Seminarium– og Nej – det er ikke for sent, endnu!

Når vi taler om ligestillingskamp taler vi om kamp for ligeværd. Ligeværd mellem kønnenes forskellige kompetencer.  Ikke kun i ord men i handling og tanke – adfærd.

Men ligeværd kommer ikke af selv. Det manglende ligeværd er et kulturelt og historisk forankret fænomen i vores samfund. Et fænomen som, såfremt der ikke sættes politisk ind for at ændre på tingene, med stor sandsynlighed vil vedblive at spøge i kulisserne, i mange, mange år endnu. Det kan vi som samfund og som befolkning, ganske enkelt ikke være tjent med. Det må og skal vi gøre noget ved!

Det er efterhånden 95 år siden kvinder fik stemmeret her i landet. Og siden er der kæmpet og vundet mange kampe for ligestilling mellem kønnene rent samfundsmæssigt og retligt. Selv familieformer, parforhold og forældreroller har ændret sig drastisk, undervejs. Kvinderne er gradvist blevet stærkere, og man kan på mange fronter sige, at kvindekampen efterhånden ER vundet… og dog..

For LIGEVÆRDET, det er desværre endnu ikke rigtigt kommet med. Ligeværd mellem kønnenes kompetencer og styrker. Det er et problem vi som samfund må tage meget seriøst.  Vi har som samfund og som befolkning brug for et bevidst opgør med dette kultuhistorisk, sociologisk forankrede spøgelse som vi burde have manet i jorden, for længst! Det manglende ligeværd mellem kønnene og kønnenes kompetencer.

Det viste sig desværre igen, spøgelset, ved kommunal- og regionsrådsvalget 17. november 2009, hvor kun 25 % af de indvalgte i regionsrådet i Region Syddanmark var kvinder. Det samme billede tegner sig næsten overalt i samfundet hvor der er tale om politiske poster/ topposter i samfundet. Det er til trods for at vi skriver 2009 – snart 2010.

Kvinder, og dermed kvindelige kompetencer/ styrker er traditionelt blevet værdisat immaterielt, og i høj grad opfattet som værende mindre værdifulde for samfundet, end mændenes kompetencer/ styrker. Først i 50érne og 60érne kom kvinderne for alvor ud på arbejdsmarkedet, ikke fordi man ønskede ligestilling af kønnene, men ganske enkelt fordi, samfundet manglede arbejdskraft. Kvinderne fik arbejde, indenfor omsorgs – og pleje og de traditionelle kvindefag fandt således fodfæste. Lønnen indenfor kvindefagene er dog desværre stadigvæk forholdsvis lav ifht mandefag, den dag i dag. Der er således stadigvæk ikke skabt reelt ligeværd på arbejdsmarkedet.

Traditionelle mandlige spidskompetencer og styrker værdisættes nemlig stadigvæk højere i samfundet og i erhvervslivet, end traditionelle kvindelige spidskompetencer og styrker gør. Men, vi kan godt opnå reel LIGESTILLING. Vi kan skubbe på i processen med at skabe LIGEVÆRD mellem kønnene og kønnenes  kompetencer. Det kræver f.eks at vi som samfund lytter til kvindefagenes råb om højere løn og bedre arbejdsvilkår, at vi sikrer en lige repræsentation af mænd og kvinder på samfundsmæssige og politiske topposter. At vi anerkender, anvender og udvikler kønnenes kompetencer og styrker, i et samarbejde og samspil overalt i samfundet. Det er ligeværd – og har vi det, så har vi også ligestilling!

Det kan være svært ikke at blive meget bekymret over den udvikling vores samfund undergår i disse år. Den stigende fattigdom og de tiltagende uroligheder. Værdiskredet i vores velfærdssamfund og sundhedssystem.  Vi og vores land forandrer sig – meget hurtigt og i den helt forkerte retning!

Man kunne med ret, ligefrem sige at vi har mistet vores uskyldighed, igen og igen, under de sidste 8 års VKO politik, både indenfor og udenfor landets grænser. Vi har ikke bare nået ét, men mange smertepunkter.

Meget der før var utænkeligt er nu hverdag og en selvfølge. Vores samfund og vores værdier ligner ikke længere sig selv. Nu er vi kommet til et punkt, hvor de fleste godt kan se, at det slet ikke duer. At der skal noget radikalt anderledes til!

Men hvad det er der skal til, og hvad samfundsudviklingen skyldes, det deler os stadigvæk i 2, hvilket ses tydeligt afspejlet i en uhyggeligt lige fordeling af vælgere på højre og venstre side af dansk politik. Dog stemmer flere vælgere nu, endnu længere til hhv. højre og venstre, hvilket afspejler sig direkte i den store fremgang til både SF og DF, ved det netop overståede kommune – og regionsvalg.

Det der deler os, handler for mig at se, dybest set om 2 meget forskellige menneskesyn. 2 meget forskellige opfattelser af, hvad der er skyld i den samfundsudvikling vi ser, og som direkte følge heraf, hvad vi kan/  skal gøre ved det.

Det menneskesyn som vi her i danmark,  jf. Grundloven som samfund står for, er et menneskesyn hvor vi anerkender det enkelte menneskes ret til at leve sit liv som det vil, men med ansvar for sig selv, fællesskabet og samfundet overordnet set. Dette er struktureret i love og regler indenfor det vi kalder for samfundets retlige rammer.

Hertil kommer Grundlovens krav om at den kristne tro danner fundament for samfundet, hvilket vi har struktureret ind i den danske velfærdsstatsmodel, via love og regler, som håndhæver nogle værdimæssige kernepunkter i den kristne tro. Medmenneskelighed – Næstekærlighed – Hjælp og Tryghed.

Det er disse grundsøjler i det danske velfærdssamfund og sundhedssystem, som VKO regeringen er godt og grundigt i gang med at nedbryde. Ikke fordi de ikke vil det bedste, for vores samfund, men fordi de ser på det enkelte menneske og på samfundet på en grundlæggende anderledes måde, end SF f.eks gør.

De tror på, at alle kan, hvis de vil. På at man skal vinde den materielle verdenskrig, koste hvad det vil. Enhver er sin egen lykkes smed.

Vi tror på, at der skal være plads og rum i fællesskabet og i samfundet til alle der gerne vil, og også dem der ikke kan! At fremgang er lig med solidaritet, fællesskab og tryghed. Åbenhed, mangfoldighed og tolerance. At vi skal have vores fødder solidt plantet i mulden men blikket rettet mod stjernerne – Kæmpe for en fælles bæredygtig fremtid i et trygt samfund, som er rigt, både på ressourcer, på fremgang, på sundhed og på velfærd. Det ku´ være så godt!

I foråret stillede jeg op for SF Odense, til urafstemningen om kandidater til regionsrådsvalget 2009. Det var allerførste gang jeg stillede op til noget ikke organisatorisk i SF, og jeg forventede slet ikke at komme til at ligge i toppen af den endelige kandidatliste, men håbede meget at komme med på listen over de 6 øverste kandidater. Jeg brænder nemlig for velfærd, sundhed og tryghed for alle – også samfundets allermest udsatte borgere!

Den 1. april forelå urafstemningsresultatet som helt uventet viste, at jeg af SF Syddanmarks medlemmer, var blevet valgt som spidskandidat med 85 % af stemmerne. Det var helt vildt! Dét havde jeg ikke regnet med!

Ved SF Fyns grundlovsarrangement i Vissenbjerg holdt jeg min allerførste officelle tale som politiker. Det var en stor oplevelse, og det var ikke mindst meget lærerigt. Jeg fandt ud af at jeg godt kan lide at fortælle om hvad det er SF kæmper for, vil og kan, vores visioner og mærkesager konkretiseret til den hverdag og de liv vælgerne lever både her og nu og på sigt.

Jeg var klar til valgkamp efter grundlovsmødet, men måtte pænt holde lidt igen til sommeren faldt på og valgkampen for alvor gik i gang i september/ oktober måned. Jeg brugte bl.a ventetiden på fordybelse i den regionspolitiske situation og de regionspolitiske udfordringer og opgaver fremover.

Valgkampen blev skudt i gang ved SF´s årlige Sommertræf på Ryslinge Højskole, hvor Villy og Danmarksholdet som punktum for årets sommertræf, søndag eftermiddag satte afsted i en minibus, for at brede SF´s budskab ud i hele landet.

Under valgkampen tog mediernes fokus efterhånden til, og trods det at vi som regionsrådskandidater måtte kæmpe en hård kamp for at få synlighed, lykkedes det dog at komme med i et par paneldebatter, og jeg brugte meget de sociale medier som f.eks bloggen her, Facebook og Twitter på nettet.

Vores foldere og plakater var klar i starten af oktober, og herefter tog tingene fart for os alle. SF´s valggruppe lavede en regionalt dækkende biografreklame som blev vist bredt over hele regionen en måned op til valget. En reklame som vi både efterfølgende og undervejs har fået meget ros for. Den er bestemt blevet bemærket!

Du kan se den på dette link: http://www.youtube.com/watch?v=288daed8R1Q

Jeg deltog bl.a i panelet ved Laplandskonference i Vejle, ved paneldebat i ældrerådet i Odense, ved paneldebat om regionsrådet i Middelfart og startede regionsvalget op ved et åbent møde i Odense på Den Sociale Højskole, hvor bl.a Anne Baastrup og Villy Søvndal deltog.

I slutningen af oktober kom TV2 Fyn og optog et portræt af mig, det kan du se på dette link: http://www.tv2fyn.dk/video/25544

Det var meget grænseoverskridende at skulle portrætteres på TV, og jeg valgte helt bevidst ikke at inddrage min børn direkte i portrættet. Det var iøvrigt rigtigt hyggeligt den dag de kom og optog portrættet, det var en rigtig positiv oplevelse!

I starten af november var jeg sammen med Karsten Hønge på heldagsbesøg på Ærø, hvor vi fik vist hvilke udfordringer og muligheder Ærø står med her og nu. Det var en meget lærerig og også smuk tur til ærø, en tur som blev sluttet af med et vælgermøde i 3F i Marstal.

Lørdag 7 november deltog Karina Lorentzen Dehnhardt, Karsten Hønge, Niels Erik Ramhøj, Henrik Møller, Line Mørk og Anne Marie Dahler sammen med mig i uddeling i Odense og efterfølgende kvinderådsarrangement på Odense musikbibliotek.

Min mere udadfarende valgkamp sluttede med et utradionelt vælgermøde på Kolding Pædagogseminarium, hvor også SF Koldings Hans Winther deltog. Det var en rigtig hyggelig dag hvor vi fik snakket med mange engagerede pædagogstuderende og undervisere mens vi serverede øl og andre drikkevarer i baren som gæstebartendere.

Valgkampen bød bl.a også på besøg og uddeling i Esbjerg, Søndersø, Kerteminde og Nyborg. På valgkampens allersidste dag, mandag 16. november deltog jeg i en direkte politikerdebat på TV2 Fyn og TV2 Syd.

På selve valgdagen slappede jeg af for første gang i et par uger, inden jeg om aftenen tog til Vejle hvor jeg sammen med 5 andre SFére skulle deltage i valgaften og konstituering i regionshuset i Vejle.

SF vandt +4 mandater ved valget, og jeg kom ind sammen med 5 dygtige medkandidater. Mit personlige stemmetal var på 9294 stemmer, det blev jeg utroligt rørt og glad over. Det er helt vildt!

Nu venter det store faktiske arbejde i regionsrådet forude. Det glæder jeg mig rigtigt meget til.

Det nye regionsråd konstitueres 7. december, og i januar går vi for alvor i gang! Det bli´r så godt!!!

Tusind tak for al jeres hjælp, støtte og opbakning undervejs, uden jer havde det ikke kunne lade sig gøre!

Resultatet af regionsrådsvalget ligger nu klar.

SF fik 6 mandater i REgion Syddanmark – det er en tredobling!!

Jeg fik personligt 9294 stemmer – er bare så glad og taknemmelig – Tusind tusind tak allesammen, jeg vil gøre mit bedste for at leve op til den tillid jeg her er blevet vist, det er klart!

Mange glade hilsner fra Mette

P.S: Læs mere på www.regionsyddanmark.dk

Jydske Vestkysten, Lørdag 14. november 2009: ANSIGT TIL ANSIGT

PORTRÆT

Tekst: Lisa Kuang

Regionen skal være mere synlig

MÆRKESAGEN: Regionerne skal styrkes, og SF ønsker en lige og tryg adgang til sygehusene for alle borgere i Syddanmark, siger spidskandidat.

Det er ikke svært for Mette Valentin, SF’s spidskandidat til regionsrådet, at pege på sin mærkesag. – Det vigtigste bliver at sikre, at alle borgere får en lige og en tryg adgang til sygehusene, siger Mette Valentin.

Hun understreger, at SF har stemt for at samle ekspertisen på få akutsygehuse, men hun understreger samtidig, at det er meget vigtigt at sikre de borgere, som bor i udkantsområderne. – Vi skal sikre, at vi har et akutberedskab ude lokalt, så borgerne kan være trygge. Vi skal have akutbiler, lægebiler og helikoptere, så alle kan få hurtigt hjælp. Og der, hvor der er huller, skal vi sikre, at hullerne bliver lukket med lokale løsninger, siger Mette Valentin og henviser til både Svendborg og Sønderborg, der ikke længere skal være akutsygehuse.

– Borgerne er bekymrede, og derfor skal der være en døgndækket skadestue med lægelig opbakning, mener hun. Mette Valentin ser også gerne, at regionerne bliver styrket, så de bliver mere synlige.

– Der er så mange opgaver, som regionerne skal løfte, og hvis de fortsat skal spille en rolle, så er det vigtigt at arbejdet bliver synligt, siger hun.

Mette Valentin vil også gerne have gjort noget ved den kollektive trafik på tværs af kommunegrænserne. Hun bruger selv den kollektive trafik og er ikke imponeret. – Det tager nemt et par timer at komme fra mit hjem i Nyborg Kommune til Svendborg by, selv om Svendborg kun er 25 kilometer væk, siger hun.

FAKTA

BLÅ BOG

Mette Valentin, 36 år, bor nær Ullerslev i Nyborg Kommune, socialrådgiver

Født i Århus og er vokset op der.

Gift med Allan, der er laborant ved Kommunekemi i Nyborg, sammen har de fire børn, tvillinger på to år, en på seks og en på ni år.

MIG SOM VINDER

– Jeg er en stille og rolig vinder. Jeg er ikke den, der springer rundt med armene op over hovedet. Men jeg bliver glad, når jeg vinder, for det er dejligt at få rykket tingene i det, som jeg synes, er den rigtige retning.

Men der er altid en vinder og en taber i ethvert spil, og det gælder altid om at komme videre, både som vinder og som taber.

MIG SOM TABER

Jeg spiller for at vinde, men jeg er ikke en dårlig taber. Jeg accepterer et nederlag, for der kan altid være nogle omstændigheder, der gør, at man taber. Når jeg har tabt, forsøger jeg at gøre mit bedste for at påvirke tingene i den retning, jeg ønsker mig. Jeg prøver altid at komme igen, når jeg har tabt.

HYGGEHJØRNET

Min yndlingsbog: »Under en strålende sol« af Khaled Hosseini. Det er en meget inspirerende bog, som åbner øjnene mod verden. Sådan nogle bøger kan jeg godt lide.

Mit yndlingssted i Syddanmark:

Svendborgsund er dejligt sted, hvor jeg holder meget af at komme. Det fynske øhav er noget helt særligt.

Min yndlingsret: Roastbeef med stegte kartofler, og så laver jeg  en bearnaisesovs til.

Mit forbillede: Socialrådgiveren Hanne Reintoft. Hun har været drivkraften i at udvikle vores sociale system og har været med til at skabe meget af den tilgang, vi har til familier og børn.

Min næste ferie går til: Samsø.

Der bor min storebror og hans familie, og det er så dejligt at komme derover og slappe af sammen med dem.

Min bil: Jeg har af princip hverken bil eller kørekort. Jeg bruger den kollektive trafik, og det er noget af en udfordring somme tider.

Juleaften skal jeg være sammen

med: Min nærmeste familie, min svigermor og min svigerindes familie.

SVAR PÅ TILTALE

I støttede for fire år siden en borgerlig regionsrådsformand, Carl Holst (V), (mod at få en plads i forretningsudvalget). Gør I det igen?

– Vi vil da hellere være med i en bred konstituering og få indflydelse og sætte en dagsorden ved at støtte en borgerlig regionsrådsformand, end vi vil stå uden for indflydelse. Så hvis vi står i samme situation,som vi gjorde efter valget i 2005, så vil vi hellere have indflydelse mod at støtte en borgerlig formand. Det er bedre at kunne påvirke tingene end helt at stå udenfor.

Men det er absolut ikke det, vi ønsker. Vi håber, at rød stue får flertal, og så vil vi selvfølgelig pege på Poul-Erik Svendsen (S) som ny regionsformand.

BLADET FRA MUNDEN

Hvornår hader du politik?

– Jeg hader, når politik bliver beskidt og kommer til at handle om personfnidder, hvor politikerne kaster mudder efter hinanden. Jeg bryder mig heller ikke om, når politik kommer til at handle om at tilrane sig magt. Vi er valgt til at sikre borgerne tryghed og velfærd, og så kan vi ikke være bekendt at lade det handle om personspørgsmål.

Jeg kan ikke lide, når politik går op i interne og eksterne magtkampe. Det kan vælgerne ikke være tjent med, og jeg bryder mig absolut ikke om det. Men virkeligheden er desværre ofte en anden, og nogle gange er det vilkårene for at drive politik. Men jeg synes altså stadig ikke om det.

MIG OG STOLEN:

Alle spidskandidater er fotograferet i regionsrådssalen i regionshuset i Vejle i en af de 41 stole, som regionsrådsvalget den 17. november gælder.

Mette Valentin, spidskandidat for SF, har valgt at løfte stolen. – Jeg løfter stolen, fordi vi skal have løftet regionerne og have dem styrket. Der er mange opgaver, der skal løftes i regionen, og så skal vi sørge for at gøre dem så synlige som muligt.

Stort set alle partier (på nær SF) ønsker øjensynligt i højere eller mindre grad, helt at nedlægge regionerne og overføre regionernes opgaver til henholdsvis staten og kommunerne.
Argumenterne for at nedlægge regionerne spænder vidt fra påstanden om at regionerne ikke lever op til deres ansvar, til den trods alt mere retvisende påstand om, at regionerne er skabt med så mange begrænsninger og så lidt mulighed for at føre realpolitik, at de lige så godt kunne afskaffes. Men begge påstande er unuancerede og tager mere afsæt i ideologi end i hvad det er vi som samfund og som borgere har behov for. Det er jo at springe over hvor gærdet er lavest, blot at konkludere at de bør nedlægges.

Hverken stat eller kommuner vil jo kunne løfte opgaven med både tryghed, nærhed og kvalitet i de regionspolitiske indsatser.

Kommunerne er nemlig (trods deres store størrelser efter kommunalreformen) for små og mangler ekspertise, og staten er alt for langt væk fra den enkelte borger og patients hverdag. Det er f.eks før påvist hvor skidt en idé det er med statshospitaler.

De erfaringer og den viden vi har om det, taler for sig selv.

Vi burde i stedet som politikere sætte fokus på hvad der skal til for at regionerne får et format og en styrke som medfører at de kan udføre deres opgaver langt mere effektivt og dynamisk end tilfældet er i dag, med såvel tryg som fri og lige adgang til velfærd og sundhed.

Der er nemlig brug for at regionerne styrkes, ikke afskaffes! Ikke kun for regionernes skyld, men også for kommunernes skyld, idet de er pålagt utroligt store opgaver, samtidigt med at regeringen har knæsat dem i krav om stadige “effektiviseringer”, manglende ressourcer, en uanstændig socialpolitik osv.

Lidt historie:

Kommunalreformen nedlagde amterne og sammenlagde landets kommuner til 98 – man oprettede 5 regioner med hovedansvar for sygehusene og sundhedsområdet, og i større og mindre omfang dele af de føramtslige opgaver, som i stor udstrækning blev overdraget til kommunerne.

Regionerne fik ikke skatteudskrivningsret og der fulgte heller ikke en kommunalfuldmagt med, hvilket betyder at regionerne ikke selv har handlefrihed til at gøre andet end det de specifikt har fået lov til, og de har kun nøje udmålte ressourcer, som de har fået tildelt i de årlige økonomiforhandlinger mellem Danske regioner og regeringen.

Der er desværre mange opgaver og indsatser i vores sundhedsvæsen og velfærdssamfund som kuldsejler under den nuværende struktur, fordi der dels ikke tilføres ressourcer nok, og dels er indsatsen/ opgaven blevet spilttet op og besværliggjort af yderst detaljerede krav og sanktioner for ikke at kunne udføre en bevist umuligt tilrettelagt indsats i kommuner og regioner. Der er samtidigt et decideret umuligt pres på kommuner og regioner for at pivatisere samtidigt med at der stilles direkte og inddirekte krav om at vi  skal forringe den offentlige velfærd og sundhed. Effektivisering kalder de det!

Det er trænge tider for folkestyret og for demokratiet i Danmark. Men det agter vi i SF at lave effektivt og grundigt om på! Vi vil have tryghed, fællesskab, dialog og samarbejde om det der tjener os som borgere, og hele vores samfund bedst.

Regionerne bør styrkes med en tildeling af kommunalfuldmagt og mere fleksible, dynamiske økonomiske og strukturelle rammer. Opgaver som miljø og det tunge sociale område bør forankres regionalt, ligesom det er vigtigt at hele indsatsen på sundhedsområdet er koordineret og forankret regionalt, også hvad angår forebyggelse, behandling og genoptræning.

Dette skal naturligvis ske i tæt samarbejde med kommunerne og borgerne i regionen.

At nedlægge regionerne ville være en yderst dårligt strategi. Lad os nu give regionerne den styrke og det format som der skal til, så vi i fællesskab kan opbygge verdens bedste sundhedsvæsen, med fri og lige adgang for alle.

Det ku´være så godt!

Debatindlæg i Lokalavisen Nyborg, onsdag 11. november 2009

Ullerslev – En glemt by?

Jeg flyttede for 2½ år til Ullerslev og som den store naturelsker jeg er tilbragte jeg særligt i det første år vi boede her en del fritid med at vandre ud i Bondemosen og omkring Ullerslev by, Her er unægtelig utroligt smukt.
Men Ullerslev bærer desværre også præg af at være en glemt by, i udkanten af den nye storkommune Nyborg kommune. Det gælder både hvad angår dagligdags politisk interesse for Ullerslev og os ”Ullerslevére” – og det gælder også helt konkret renoverings og anlægsopgaver på offentlige bygninger og veje, belysning, cykelstier, trafiksikkerhed samt udbedring af huller i veje og fortov (f.eks på Vibvej).
Det er på høje tid at få Ullerslev og os ”Ullerslevére” på landkortet. Ullerslev har potentiale til at være en driftig by i vækst og udvikling, med fokus på miljøet, og på det smukke, mangfoldige dyre og planteliv.  Jeg vil kæmpe for at vores unikke by og natur bevares, for at sikre at der via de lokale sundhedsaftaler skabes tryghed og plads til varme hænder og omsorg, for at den kollektive bustrafik bliver både velfungerende og billig, og for at Ullerslev ikke længere skal være en glemt by, men en by i udvikling og vækst.

Der var buldermørkt og meget blæsende da jeg stod op lidt i fem tidligt onsdag morgen, for at tage til Ærø sammen med Karsten Hønge. Bussen til Odense skulle i flg. køreplanen køre kl. 05:34 og jeg stod klar ved Odensevej kl. 05:28 og ventede tålmodigt … og ventede… og ventede… da klokken blev 05:45 ringede jeg til fynbus men fik deres svarer med besked om at ringe igen i åbningstiden, så der var ikke andet for end at afvente næste bus kl. 06:04… typisk!

Buschaufførens kommentar til at den sidste bus enten ikke var kommet, eller var kørt alt for tidligt, var at sådan er det jo nogle gange. Det var ikke noget han ville blande sig i eller gøre noget ved.

Jeg ankom således ½ time forsinket til Odense banegård, hvorfra jeg skulle køre med SF´s erhvervsordfører Karsten Hønge til Svendborg og færgen til Ærø.

Vi nåede lige akkurat færgen kl. 07:30 og blev 1 time senere budt hjerteligt velkommen i Ærøskøbing af Bjørn Kay fra SF Ærø som havde arrangeret hele dagen. Den lokale presse var også mødt op for at tage et par billeder af os og af den elbil som blev stillet til vores rådighed under dagens rundtur på Ærø.

Selvom det blæste kraftigt og det regnede, var det en utrolig smuk tur langs Ærøs kyst med skumsprøjt ind over de store klippesten og en betagende udsigt over det sydfynske øhav.

Første stop var Navigationsskolen i Marstal, hvor vi blev vist rundt og havde en rigtig god snak med skolens rektor om de udfordringer som skolen og søfartserhvervet generelt i Danmark står overfor.

Herefter gik turen videre til Ø- sygehuset i Ærøskøbing. Vi blev vist rundt og fik demonstreret hvor essentielt ø- sygehuset er for ærøboerne og Ærøs fremtid. Der kunne godt trænge til at der bliver investeret i noget nyere udstyr og isenkram på nogle områder. På det telemedicinske felt, er Ø-sygehuset en fantastisk pionér på området, med mange nye muligheder og veje i behandling og diagnosticering af patienterne. Det var meget spændende at se ved selvsyn. Ø- sygehuset er uden tvivl noget vi skal værne og skatte om.

Efter besøget på Ø-sygehuset gik turen til Ærøfærgernes kontor, hvor direktøren fortalte os om de udfordringer og barrierer som færgerne står overfor, både pga. EU retlige forhold, nationale forhold og lokale forhold. Der lader til først og fremmest at være et stort behov for at sikre koordinationen og samarbejdet mellem færger, busser og tog, ligesom der er behov for at se på hvordan billetpriser evt. kan reduceres og hvordan kapaciteten kan øges.

Efter et langt møde gik turen herefter videre til Søby Skibsværft hvor direktøren viste os rundt og fortalte om hvordan værftet var opstået og til stadighed fungerer som samlingspunkt og en meget socialt ansvarlig virksomhed, hvor man bl.a. har fastholdt lærlinge og ansatte trods ordrenedgang og krise.

Direktøren fortalte herefter videre om værftet og vi havde en meget interessant snak om, hvad der kan gøres landspolitisk for at støtte de små værfter som Søby værftet.

Mørket var faldet på da vi kørte fra Søby tilbage mod Marstal for at se på verdens største solfangeranlæg, men indenfor var man klar med powerpoints og så videre, og vi blev vist rundt i teknikken. Det var meget spændende og virkeligt stort det de har gjort – og inden for de næste par år ser det endda ud til at blive større endnu. Utroligt spændende, og den helt rigtige vej at gå!

Efter besøget ved solfangeranlægget gik turen til 3F´s lokaler i Marstal, hvor vi efter en bid mad gik videre til det sidste punkt på dagens program, nemlig vælgermøde!

Der var mødt en god håndfuld engagerede vælgere op, som var meget interesserede i at høre, hvordan vi forholdt os til de udfordringer Ærø og ærøboerne står overfor. Det var rigtigt godt!

Mødet sluttede ca. 20:15, og herefter gik turen tilbage til Ærøskøbing hvorfra Karsten Hønge og jeg skulle med en færge tilbage til Svendborg, Kl. 20:50. Vi fik stillet elbilen ved en oplader og sagde farvel og tak for en lang men meget inspirerende og lærerig dag på Ærø, til Bjørn Kay, inden vi gik ombord på færgen og sank trætte ned i hver sin bløde soldækstol med udsigt til lyset fra Ærø der forsvandt i horisonten, mens Svendborgs smukke kystlinie i al sin pragtfulde aftenbelysning , dukkede op på den anden side af sundet.

Karsten Hønge tilbød mig et lift hjem, det var jeg rigtigt glad for. Jeg var hjemme i Bondemosen ved 22:30 tiden, træt men godt tilfreds og fyldt op af nye indtryk. 

Det var en rigtigt god dag

Kommunerne drukner i B&U sager, der er så tunge at det vurderes at barnet/ børnene må anbringes udenfor hjemmet. Familierne det drejer sig om, har omfattende problemkomplekser som forvaltningerne har svært ved at håndtere. Mange gange har familien været kendt i årevis men har aldrig været set og mødt med helhedsorienterede hjælp og støtte. Det er dog kendt at et eller flere børn i familien står på venteliste til psykiatrisk udredning/ behandling eller som minimum bør komme det.

Der har været underretninger fra institutioner og skoler – at der var noget galt har længe været vidst – man har bare ikke grebet tidligt og effektivt ind. Forældre og skoler/ institutioner går galt af hinanden, skolerne/ institutionerne kan ikke løfte byrden – meget ofte får de frustrerede og efterhånden desperate forældre skylden.

Familierne har rendt systemet på dørene, er blevet set på som dårlige forældre og er mildest talt blevet slidt i alle ender og kanter i processen.

Problemerne er vokset til ukendelighed – arbejdsløshed, depressioner, stress og samlivsproblemer er kommet til – familiens øvrige børn er begyndt at lide under presset – og det barn der har psykologiske/ psykiatriske problemer udvikler sig i en fatal retning.

Det er en ubekvem sandhed for systemet men det er så sandeligt på tide at få øjnene op !!

Der er stor sammenhæng mellem det øgede antal familier med massive problemkomplekser og de ekstreme ventelister indenfor børnepsykiatrien. En sammenhæng der må og skal fokus på !!

Der er i øjeblikket omkring 1/2 års ventetid (på landsplan) på behandling – og det er altså 1/2 år efter det er blevet evident at det er i den retning problemernes årsag skal findes – på dette tidspunkt er mange familier allerede under et stort pres, fordi de ikke har kunne få familielivet til at fungere med et psykologisk/ psykiatrisk behandlingskrævende barn, og samtidigt har de meget ofte været mødt med mistro, skepsis og en holdning om at det nok var deres forældreevner der manglede noget.

Barnet selv vantrives og er ofte udsat for mobning og andre ekskluderende mekanismer både i skole/ institution og andre steder, disse børn får massive og varige skader på deres sjæl.

Denne sammenhæng er ubekvem men meget central at bringe i fokus, for hvis vi som samfund virkeligt ønsker at se og forstå de udsatte børn og familiers vilkår og behov er det altså nødvendigt også at se de årsagssammenhænge der ligger til grund, og denne årsagssammenhæng er desværre en af de centrale – og samtidigt en der ikke er tilstrækkligt fokus på !

Det er nemlig en ubekvem sandhed som vil tvinge vores højrefløjspolitikere til at handle på andet og mere end foragt og fordomme. En ubekvem sandhed som må og skal frem !!!

Synspunkt af Mette Valentin

Det er et tilsyneladende enigt felt af regionsrådskandidater, der på tværs af partier siger, at de vil kæmpe for, at Svendborg Sygehus bevares som akutsygehus, også efter 2018. Men det er ikke alle der har deres bagland på Christiansborg, hvorfra finansieringen og tilladelsen skal komme, med sig. Tværtimod. Regeringspartierne har jo netop valgt at vende tommelen nedad for, at Svendborg Sygehus bevares som akutsygehus, efter det nye supersygehus i Odense forventes at stå færdigt i 2018!

Derfor synes jeg det er dybt utroværdigt når kandidaterne fra regeringspartierne i deres politiske udmeldinger og særligt her i deres valgkamp, siger til vælgerne at de kæmper for at bevare Svendborg Sygehus, som akutsygehus, efter 2018. Det kan nemlig kun komme til at ske, ved at et rødt flertal får regeringsmagten efter næste folketingsvalg.  Og det kan jeg næppe forstille mig at regeringspartiernes kandidater, ligefrem bevidst, vil kæmpe for.

Men stemmer et flertal af vælgerne ved det næstkommende folketingsvalg atter på et VKO flertal, så er det givet, at Svendborg Sygehus ikke vil blive bevaret som akutsygehus, uanset hvor meget regionsrådspolitikerne så hopper og danser. Det er den virkelighed, som vælgerne skal forholde sig til. Regionsrådet har pt. ikke mere at skulle have sagt i den her sag, efter regeringen har sagt definitivt nej, som den har gjort det med Region Syddanmarks planer om at bevare Svendborg Sygehus som akutsygehus.

VKO regeringen fremturer vedvarende hårdnakket med yderligere besparelser på og afvisninger af dele af regionernes plan, og nægter at finansiere de, i sidste folketingsvalgkamp højtideligt lovede, yderligere 40 mia. kr. (Ud af i alt 80 mia.) der mangler, for at akutplanen kan implementeres fuldt. Samtidigt har VKO regeringen gennem nu 8 år, favoriseret det private sundhedsvæsen i helt uhørt høj grad, og tilført en eksplosivt voksende strøm af penge fra de offentlige kasser, til det private. Penge som så mangler i det offentlige, til varetagelse af den fri og lige behandling af alle, til velfærd, uddannelse, omsorg og sundhed.

Men det er sådan regeringen vil det; Privatisering af velfærd og sundhed. Det er nemlig højrefløjens ideologi! 

Så jeg tænker bare…hmmmmm… lur mig, om ikke VKO-kandidaterne, i virkeligheden også mener og vil, det samme som deres folketingspolitikere mener og vil, med vores velfærdssamfund og sundhedsvæsen på sigt? Ellers er de da medlem af et forkert parti! Så mon ikke de bare spiller et langstrakt mimespil overfor vælgerne, for at bevare styringen, når de siger ét, mens deres partitop gør det stik modsatte på Christiansborg, hvorfra privatiseringen af vores velfærdssamfund og sundhedsvæsen implementeres med stigende styrke, på 8. år?

Det er da temmelig utroværdigt!

SF har for nyligt sammen med Socialdemokraterne, i skatteaftalen ”Fair forandring” konkretiseret hvordan vi bl.a. vil finansiere, en gennemførelse af HELE akutsygehusplanen (inkl. akutsygehusfunktion i Svendborg). Vi kæmper både i regionsrådet og på Christiansborg, for at bevare Svendborg Sygehus som akutsygehus. For forebyggelse, omsorg, nærhed, samarbejde, tryghed og kvalitet i fremtidens danske sundhedsvæsen, med fri og lige adgang for alle!

VI KAN – hvis vælgerne vil!

En trist historie fra virkeligheden, om ventelisternes konsekvenser …

Jeg sad fornylig i venteværelset på OUH, og faldt over kaffen i snak med en ældre dame på 76 år, Asta og hendes datter Anne, om ventelister og om hvor mange problemer, som det offentlige sundhedsvæsen efterhånden har. Vi var enige om, at det er dybt bekymrende, og om at privatiseringen af vores sundhedsvæsen er en meget fatal udvikling! Asta og hendes datter spurgte hvorfor jeg var der, og det fortalte jeg dem gerne nu, hvor vi ligesom havde opnået en vis sammenhørighed og kontakt mens vi sad der i venteværelset sammen.

Jeg så pludseligt, at der faldt tårer ned af Astas kinder og mærkede at hun knugede min hånd på armlænet imellem os. Jeg skulle lige til at sige til hende, at det skam ikke er alvorligt på den måde for mig, da jeg kunne se på hende, at hun ville sige noget, så jeg tav … Hendes stemme var spag og bævrende, mens hun hulkende fortalte, at hun selv havde ventet i 3 år, og netop nu, havde fået at vide, at lægerne ikke kunne gøre noget for hende. Hun havde få uger tilbage at leve i … det var kræft! Hun lænede sit hoved mod min skulder og græd.

Anne fortalte videre, mens jeg trøstede Asta, og tørrede hendes tårer bort, at hendes mor havde stået på venteliste i 3 år for at blive undersøgt for smerter og blødninger fra underlivet. Men andre alderdomssygdomme havde sammen med ventelister og aflyste tider, betydet at hun først nu her, for 1 måned siden, var blevet undersøgt på OUH. Her havde man sendt hende videre til Rigshospitalet til MR skanning, og i dag 1 uge efter skanningen, var hun så indkaldt til den samtale, hvor hun fik sin dødsdom. Hun havde fået at vide, at hele hendes underliv var ædt op af kræft og at de ikke kunne operere, da hun så ville dø under operationen. Lige nu ventede de, fordi lægen havde bedt hende overveje at lade dem ligge hende i fuld narkose med det samme, for at udtage noget af det aggressive kræftvæv og knuder, fra hendes underliv, mens det var levende. De vil kunne bruge det i den videre forskning og behandling ifht denne type kræft. Der skulle komme en narkoselæge og tale med hende om, at der øjensynligt var høj risiko for at hun ville dø under indgrebet, men hun havde besluttet at lade dem gøre det, sagde hendes datter.

Asta selv var meget ked af det, og sagde flere gange at hun ville væk, hjem … men også at det var i orden … hun ville gerne indlægges for hun havde mange smerter. Hun var tydeligvis i chok og slet ikke så afklaret med situationen som datteren så ud til at være … Men de var begge dybt frustrerede over, hvor lang tid hun havde måttet vente, og de var overbeviste om, at ventetiden var skyld i, at kræften nu var terminal. Jeg tror personligt de havde ret, men jeg kender naturligvis ikke hele historien, de lægefaglige begrundelser bagved osv. Men berørt, det blev jeg!

Asta gik ud på toilettet og hendes datter Anne fortalte mig, med tårerne silende stille ned af kinderne, men tonløs stemme, at hun var blevet ringet op for 6 dage siden, dagen efter skanningen, og fået beskeden af overlægen. Hun var også blevet bedt om ikke at sige noget til sin mor, og om at tage med, til den samtale, de netop var kommet ud fra. Anne havde grædt og været ked af det og vred i de følgende 3 – 4 dage, fortalte hun, men hun havde så hanket op i sig selv og besluttet sig for at støtte sin mor og være stærk i hendes sidste uger. Det var altså derfor hun ikke virkede så berørt og ked af det, som moderen.

Kort efter kom narkoselægen og kaldte Asta og Anne ind. Asta gav mig spontant et stort kram, som jeg gengældte, og vores blikke mødtes for en sidste gang, inden hun tårevædet men fattet, bøjede hovedet – tog fat i rollatoren og trissede efter Anne og narkoselægen, som stod og ventede på hende.  Anne vinkede og sendte mig et smil, inden de forsvandt sammen ned af gangen.

Asta og Anne blev i mine tanker, for deres historie havde grebet mig dybt. En historie om hvor grufuldt galt det kan gå når vores sundhedsvæsen sønderrives af en ideologisk snæversynet privatisering, som koster samfundsmæssigt, økonomisk og menneskeligt dyrt – både her og nu, og ikke mindst på sigt! Det kan Asta, Anne, ja vi alle, hele den danske befolkning og vores samfund ganske enkelt ikke være tjent med!

Synspunkt af Mette Valentin

(Spidskandidat til Regionsrådet i Syddanmark for SF)

At der er sket en stigende forråelse i vores samfund, er åbenlyst for de fleste.

 Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre ved det, og hvorfor forråelsen overhovedet vokser som den gør.  

Det er en forråelse, som særligt viser sig ved den stigende og stadigt mere brutale kriminalitet, den voksende fattigdom og ulighed, et eksplosivt stigende antal af ensomme, ulykkelige, psykisk syge og støtte/ hjælp/ behandlingskrævende borgere. Der er samtidigt opstået et voksende medmenneskeligt knaphedstyranni imellem os, som breder sig som gift i vores åbne & næstekærlige folkesjæl.

Det er en meget bekymrende udvikling. En udvikling jeg kæmper for at ændre på.

Forråelsen skyldes, set på det strukturelle plan, ikke mindst at vi i dag står med en knæsat og blødende offentlig forvaltning efter, indtil videre, 8 års stadigt strammere jerngreb om kommunerne og deres borgere. Et jerngreb med lovgivningsmæssige stramninger og sanktioner overfor udsatte, syge og arbejdsløse borgere, store besparelser og nedskæringer, samt ikke mindst katastrofale følger for kvaliteten og omfanget af vores velfærdsydelser og sundhedstilbud, til borgerne generelt, til følge.

Det, at forråelsen stiger, er også rent psykologisk og sociologisk set, såmænd forståeligt nok!

Når man fjerner fundamentet under en befolkningsgruppe, eller vil man ikke tilføre den de ressourcer den har brug for, men derimod langsomt, men sikkert skubber den ud på kanten, så er det ikke underligt, at denne befolkningsgruppe reagerer og kæmper imod. Så godt den nu kan. På den måde den nu kan. Også selvom det ikke altid er lovligt, kærligt, demokratisk eller på nogen måde frugtbart. Det samme gør sig gældende for alle de enkeltindivider, og grupperinger, som i stedet for at modtage helhedsorienteret hjælp, tværtimod ekskluderes og stigmatiseres gennem deres kontakt med det offentlige velfærdssystem.

Men det gør det på ingen måde OK med en ulovlig, brutal, antidemokratisk og destruktiv reaktion. Selvfølgeligt skal det retlige demokratiske samfund gøre noget effektivt ved det. Det handler nemlig ikke om enten/ eller, tværtimod.

Indsatsen skal stå på 2 ben, og indeholde både den direkte, målrettede indsats og rehabilitering og den tidlige, helhedsorienterede forebyggelse. Ellers falder den fra hinanden, og ender enten i misforstået og meget dyr pladderhumanisme, eller i modsat fald, i meget dyre og skadevirkende straf – og sanktionstiltag. Begge tilgange ville utvivlsomt desværre, kun øger forråelsen.

 Jeg vil kæmpe for at der tages hånd om alle borgere i vores samfund, fra vugge til grav. For at sikre et trygt og velfungerende velfærdssamfund og sundhedssystem, med fri og lige adgang for alle. Hvor der er plads til alle, der gerne vil, også dem der ikke kan. Et trygt og næstekærligt samfund med rummelighed, demokrati, mangfoldighed, bæredygtighed og vækst.

Jeg er overbevist om, at en kombination af effektive, tidlige og helhedsorienterede forebyggende og direkte indsatser, ikke alene ville sætte en effektiv bremse for forråelsen, det ville utvivlsomt samtidigt spare vores samfund for utroligt mange medmenneskelige og økonomiske omkostninger. Det koster nemlig ufatteligt dyrt at spare på befolkningens velfærd, uddannelse og sundhed. Det viser den aktuelt stigende forråelse med al tydelighed.

Vi skal en helt anden vej!

Debatindlæg i Fyens Stiftstidende, onsdag 15. oktober 2009

Det er selvfølgeligt både glædeligt og noget der giver fornyet energi og gejst, at meningsmålingerne peger på stor fremgang for SF. Men det ER kun meningsmålinger og der kan, viser erfaringerne, sandeligt være langt fra meningsmålinger til selve valgresultatet. 

Jeg tager meningsmålingerne som et skulderklap og en anerkendelse til SF og til vores visioner, vores kamp for fællesskabet, tryghed og sundhed – et skulderklap der giver energien endnu et boost, til at kæmpe videre, i den meget lange og seje kamp, som knap er begyndt endnu. Det er nemlig slet ikke gjort med det kommende regionsråds – og kommunalbestyrelsesvalg, de store forandringer som for alvor vil kunne bringe vores samfund på rette kurs, de kommer først når der med vælgernes opbakning ved næstkommende folketingsvalg, indsættes en centrum-venstre ledet regering med SF – S og R ved roret. Først da kan de store forandringer skabes, hvis det vel at mærke, er det, et flertal i befolkningen ønsker.

Men der ER vigtigt at vælgerne også ved det forestående regionsråds – og kommunalbestyrelsesvalg, sikrer centrum – venstre fløjen et godt valg, så vi allerede nu kan begynde det meget tunge arbejde det er, dels at modvirke og standse VKO regeringens politik, dels at vise vælgerne overalt i landet, de visioner og mål vi har for samfundets udvikling, hvor godt det ku´ være, ikke kun for de få, men for os alle!

Regeringen kom fredag 9. oktober med et sundhedsudspil, et sundhedsudspil som jeg synes er sygt!

For det første, De 5 nye supersygehuse er jo dels ikke noget nyt, dels er hele akutsygehusplanen som disse supersygehuse er en del af, voldsomt underfinansieret. Punkt 2: At belønne sygehusene for at behandle ekstra patienter uden at tilføre de ressourcer det kræver at øge effektiviteten, er blot at stramme skruen endnu en tand overfor det allerede hårdt belastede personale, hvilken uden tvivl næppe vil øge kvaliteten i behandlingen, snarere tværtimod! Det fremgår tydeligt at regeringen i den grad mangler føling med virkeligheden og de udfordringer sundhedsvæsenet og patienterne står overfor. Det fremgår også videre igen af 3. Punkt i regeringens plan, som via økonomiske sanktioner, pålægger kommunerne at undgå genindlæggelser. Det er nemlig som med kravet om øget effektivitet på hospitalerne, direkte usandsynligt at kommunerne vil magte at løse denne udfordring tilfredsstillende, hvilket kun vil øge patienternes usikkerhed og kommunernes udgifter!

Både regioner og kommuner lægges under et kolossalt pres med regeringens sundhedsudspil. Der mangler nemlig bl.a. et mellemled mellem sygehusene og kommunernes genoptræning og hjemmepleje. SF foreslår at der oprettes en slags udvidede sundhedscentre/ plejehjem med adgang til genoptræning, personale osv., hvor patienterne kan opholde sig/ komme ambulant i tiden efter udskrivelsen. Tidligere udskrivning betyder nemlig også længere og mere genoptræning og hjemmepleje og mere inddragelse af egentligt sundhedspersonale i opgaveløsningen, det gælder ikke mindst i forhold til kronikere og de ældre medicinske patienter. Men det ser regeringen øjensynligt ikke.

Og så skrues der i sundhedsudspillet lige en ekstra tand op for privatiseringsstrategien, med et krav til regionerne om at sende flere behandlinger i udbud til de private sygehuse. Eftersom det er givet at kommunerne lige nu ikke er rustede til opgaven, og regionerne samtidigt står med århundredes største reform af vores sundhedsvæsen, men langt fra de økonomiske rammer til at føre den ud i livet, er det indlysende at de private sygehuse i stadigt stigende grad vil overtage stadigt flere opgaver i vores sundhedsvæsen. Endnu et skridt på vejen i, at opdele den danske befolkning sundhedsmæssigt i et A – og B hold, og herunder på sigt få gennemtrumfet et forsikringsbaseret sundhedssystem i Danmark. Der er allerede 1.7 mio. danskere med en fradragsberettiget privat sundhedsforsikring – og tallet stiger! Det er sundhedsforsikring på 1. Klasse som vi alle betaler for, men kun de med forsikringen får gavn af.  Et forsikringssystem som definitivt fjerner den fælles tryghed og kvalitet i sundhed for alle!

I SF & S’s sundhedsudspil ”Fair forandring kommer vi derimod med konkrete forebyggende og sundhedsfremmende tiltag som udover at forebygge, også vil tilføre hele sundhedsvæsenet tilstrækkelige ressourcer til at skabe og forankre verdens bedste sundhedsvæsen, med lige og tryg adgang for alle borgere i Danmark! I SF kæmper vi for at forankre nærheden, kvaliteten og trygheden i sundhed, omsorg og pleje. For at der oprettes lokale sundhedshuse og et tæt samarbejde mellem sygehuse og den kommunale indsats.  For en tidlig forebyggende indsats, sundhedsfremme og kvalitet – et fremtidssikret og bæredygtigt sundhedsvæsen i verdensklasse med lige adgang for alle.

Jeg hører ofte folk spørge mig om det nu nytter noget at være politisk aktiv på den danske venstrefløj – om jeg virkelig tror på at det vil lykkes at få væltet regeringen, og om venstrefløjen så i virkeligheden vil gøre det anderledes og bedre end det er i dag.

Det er ikke fordi de ikke ønsker at det bliver bedre siger disse folk, og indskyder ofte her at de skam synes jeg gør et stort og godt stykke arbejde. De er bare virkeligt bange for at det hele kun er et spil for galleriet – det med Venstre og Højrefløj i dansk politik – de er overbeviste om at det ikke nytter noget at stemme anderledes, fordi den realpolitiske dagsorden skabes og konserveres på et helt andet globalt plan, hvor lille Danmark blot er en brik i et meget stort og uigennemskueligt spil !

Og når jeg så spørger dem hvorfor de tror at det ikke nytter noget, så hører jeg f.eks flg :

• “Jamen de bliver jo bare ved med at spørge os og true os med bål og brand hvis vi ikke vil sige Ja til Euroen”
• “Se nu bare krigen i Irak – og Afghanistan der er ikke nogen der er blevet spurgt og har sagt ja til at vores Jens’er skal i krig men det er de alligevel”
• “De snakker jo allesammen om at de vil det samme men der sker bare ikke ret meget så hvem kan man stole på  ?”
• ” Regeringen og selv de radikale og alle mulige andre siger jo at SF vil føre Danmark ud i økonomisk ruin det går jo heller ikke selvom de har nogle meget gode tanker som jeg i virkeligheden er enig i”
• “Det bliver flere og flere ekstremister og kriminelle og det er på grund af alle de fremmede så vi har brug for at holde dem for døren og passe bedre på os selv – se bare hvad der skete med muhammedtegninger og 11 september “

Der lader altså til at være en temmelig stor opgivenhed der breder sig i den danske befolkning, opgivenhed fordi der i 8 år har siddet en manipulerende og inhuman regering ved magten som stykke for stykke har pillet tandhjulene ud af samfundshjulet, så velfærdssamfundet nu trues af kollaps på flere fronter. Sammenhængskraften er væk og den førte politik bliver mere og mere egoistisk og i tråd med den oprindelige Venstre ideologi om at “Enhver er sin egen lykkes smed” – Fællesskabet spiller fallit fordi der ikke bruges ressourcer nok på det, og egoismen tager derfor til med en uhyggelig styrke og et hidtil uset omfang – ikke fordi vi har mistet vores hjerte og vores næstekærlighed, men fordi trygheden og solidariteten er smuldrende og det ser ud til at blive ved og ved og ved og….knaphedstyranniet hersker og det sætter igen fællesskabet og solidariteten ud af spil…

Senest har vi set en finanskrise der tvang regeringen til at gribe ind med socialistiske metoder for at redde finansmatadorerne og de mange småsparere og boligejere, men nu hvor de så lige blev reddet tør de sandsynligvis ikke at sætte noget på spil, de vil hellere satse på regeringens løfter om skattelettelser og fremgang gennem den liberale kapitalideologi end at turde tro på det socialistiske projekt, det projekt som regeringen og dens støtter meget dygtigt får manipuleret befolkningen til at tro, vil føre os ud i økonomisk sammenbrud og ruin.

Men den socialistiske vision er ikke vejen til afgrunden, tværtimod. Hvis VKO får lov til at fortsætte ret meget længere bliver fundamentet for det universelle velfærdssystem for alvor ødelagt og så har vi et samfund med stadigt stigende ulighed, sociale problemer, kriminalitet og manglende sammenhængskraft. Hvad den økonomiske ruin angår er det også en løgn som VKO og andre med helt får spredt om SF – for som det netop viste sig med finanskrisen, er den eneste vej til at sikre økonomisk stabilitet at der er en vis kontrol og overordnet styring af markedet.

Et solidarisk og varmt samfund vil utvivlsomt producere langt mere overskud både på det materielle og det immaterielle plan, idet borgerne i dette samfund får mulighed for at udvikle sig, vokse og lære, elske og være både i fællesskabe og hver for sig. Sammen ER vi stærkere end sammenlagt hver for sig. Gennem inklusion, gensidig respekt og tolerance i et demokratisk fællesskab får vi et samfund som er trygt og som har styrke til at bestå.

Hvis vi vil en bæredygtig, solidarisk og varm fremtid med plads til alle er SF den eneste rigtige vej at gå – det eneste rigtige parti at stemme på !!! Det må vi gøre alt hvad vi kan for at stadigt flere skal få øjnene op for og forstå. Det er på tide at afsløre VKO løgnene og modarbejde deres manipulation af befolkningen med konkrete eksempler på at det er lige præcis det de gør. Ikke kun i Folketinget, og andre politiske institutioner og sammenhænge, hvor denne argumentation fremføres dagligt for døve VKO ører, men ude i befolkningen, der hvor tvivlen og mistilliden trives – der skal der til stadighed argumenteres for at JA – det nytter at kæmpe denne kamp – det nytter noget at kæmpe og tro på et bedre Danmark og en bedre verden – det nytter noget at kæmpe for visionen og det nytter at sætte kryds ved liste F !!!

Debatindlæg af Mette Valentin (Spidskandidat til Regionsrådet for SF)

Tallene taler for sig selv. 8000 flere børn end i 2001 modtager i dag støtte i en specialklasse eller går i en specialskole. Den samlede udgift til specialundervisning er på to år steget med en milliard kroner

Der visiteres altså uden tvivl, stadigt flere børn og unge til specialundervisning og specialtilbud, og naturligvis har det medført at der er startet en debat om, hvorfor og hvad vi kan gøre ved det! 

Skyldes det de mange nedskæringer og besparelser på vores offentlige skoler eller skyldes det mon at normalbegrebet er blevet så snævert at stadigt flere ikke passer ind? Kan det være lærernes faglighed den er gal med, forældrene, biologi, miljøet eller det vi indtager via maden og luften vi indånder, der skader os? 

Er det godt eller skidt for de stadigt flere børn og unge, som får en diagnose og visiteres til specialområdet – hvilken effekt og hvilke følger har det i et helhedsorienteret perspektiv for barnet/ den unge at det sker, og hvad sker der efterfølgende for disse børn og unge?

Det er i hovedtræk de spørgsmål debatten drejer sig om. Svaret er efter min opfattelse lige så mangfoldigt og nuanceret som spørgsmålene er det.

Det er ikke enten eller, for det handler ikke om én ting, men om mange ting. Det drejer sig med stor sandsynlighed om både nedskæringer, lav faglighed, problemer i hjemmet/ hos forældrene/ i barnet, snævrere normalbegreb, mere rundhåndet brug af diagnoser, miljøet, kemi, og meget mere endnu.

Så i stedet for at lave skyttegravskrig med de berørte børn og unge som tabere, burde vi gå ind i kompleksiteten i problemstillingen og forholde os til det ud fra et flerspekteret og nuanceret perspektiv, med børnene og de unges tarv, trivsel og udvikling som pejlemærker for hvordan vi får vendt den meget uheldige udvikling, og til hvad.

Lad os få undersøgt til bunds hvad det er der sker og hvor det sker henne i og omkring det enkelte barn/ den enkelte unge, samtidigt med at vi opprioriterer de indsatser, erfaringer og den viden der findes om, hvad der virker i et helhedsorienteret perspektiv, med ufravigeligt fokus på det enkelte barns/ den enkelte unges trivsel og udvikling både her og nu og ikke mindst på sigt!

Det ku´ være så godt!

Debatindlæg i Jyske Vestkysten, tirsdag 29. september 2009

Af Mette Valentin

Debatten om nedskæringer, besparelser, indsatser der af og til fejler og en generel nedsat kvalitet i vores velfærds – og sundhedssystem raserer. Hvem og hvad har skylden, og hvad skal der (om noget) gøres ved det. Det kan være svært at forholde sig til de mange meninger om alt muligt mellem himmel og jord i disse valgkamptider, men det er i virkelighed slet ikke så svært…

Groft sagt kan debattørerne nemlig deles i 2 lejre – De der mener at der skal bruges flere ressourcer og sættes større fokus ind, på tryghed, kvalitet, udvikling og praksis på velfærds – og sundhedsområdet til alles bedste, og de der mener at det er et spørgsmål om at effektivisere og privatisere vores velfærd- og sundhedssystem, og via skattelettelser osv. lade det være op til den enkelte at søge og betale for velfærds – og sundhedsydelser.

Der er selvfølgeligt nuancer og forskelle i debatten, gud ske lov for det, men groft sagt er det i virkeligheden et ret enkelt valg vi danskere står overfor, ved de kommende regions – og kommunevalg i november.

Vi skal tage stilling til, hvilken fremtid, hvilket samfund og hvilken udvikling vi ønsker og så sætte kryds ved dem, der kæmper for netop det! Velfærd eller skattelettelser? Fælles fremtid eller Enhver sin egen lykkes smed? Jeg ved godt hvad jeg kæmper for – Jeg kæmper for et samfund med lige og tryg adgang til sundhed og velfærd for alle – Mobilitet, sammenhængskraft og bæredygtige, fremtidssikrede, ansvarlige løsninger til fællesskabets bedste.

Debatindlæg i Fyens Stifttidende, mandag 21. september 2009

Af Mette Valentin

Vores samfund har ændret sig radikalt de seneste år, på utroligt mange områder. Forandringer som de færreste kan undgå at bemærke, og som de fleste af os, i højere eller mindre grad bliver dybt bekymrede over.

Vi står overfor nogle temmeligt seriøse og meget tunge udfordringer som vi må og skal finde realpolitiske løsninger på – herunder bl.a. stigende arbejdsløshed, fattigdom, ulighed og uroligheder, en dyb international økonomisk krise samt ikke mindst klimaproblemer som truer med at forandre vores klode radikalt allerede indenfor de næste 20 år.

Der er mere rigeligt at tage fat på, mere end rigeligt vi bør forholde os til, tage stilling til, og gøre noget konstruktivt ved. Men det er ikke det vores regering bruger tid og kræfter på. De mener øjensynligt det er vigtigere at debattere hvorvidt et meget lille antal af muslimske kvinder må gå i Burka og hvorvidt ikke eksisterende bederum skal nedlægges. De har travlt med at demonstrere magtfuldkommenhed overfor f.eks dybt traumatiserede flygtninge som har siddet standby i vores asylcentre i op til 11 år, overfor foreninger og grupper af humanistisk indstillede mennesker som udtrykker uenighed og protesterer over regeringens politik osv.

Listen er efterhånden temmelig lang over regeringens synder overfor vores samfund, befolkning og fremtid – men at lytte – det tror jeg ikke på vi får dem til.

 Til gengæld tror jeg på at vælgerne er bevidste og lytter til deres samvittighed, deres erfaringer og deres håb for fremtiden, når de 17. november skal sætte kryds ved de politikere, den politik som ønsker at vi får en helt anden udvikling – et helt andet Danmark – VORES Danmark igen – Politikere som reelt har tænkt sig at tage fat om de virkelige problemerne og gøre noget ved dem – det ku´ være så godt!

Synspunkt af Mette Valentin (Spidskandidat til Regionsvalget for SF)

De konservative rejste på deres landsråd igen forslaget om, at regionerne skal nedlægges, så der tilbage kun er stat og kommuner til at udføre samfundets velfærds og sundhedsopgaver. De konservative mener det er en god idé, som vil styrke velfærden og sundheden i vores samfund. Lene Espersen udtalte således bl.a. på landsrådet, at regionerne ikke havde levet op til deres opgave, og derfor nu måtte nedlægges.

Det kan jeg slet ikke give hende ret i!

Jeg synes tværtimod det er en hån mod vores dygtige regionsrådspolitikere, som stik mod alle odds har knoklet en stor kamp for at få akutsygehusrebussen til at gå op, så borgernes tryghed og kvalitet i sundhed kan sikres, både her og nu, men også fremover. Det er derimod regeringsflertallet – hvilket bl.a. vil sige De konservative og Lene Espersen selv, der har besluttet at den samlede nationale akutsygehusplan skal kunne finansieres for bare 40 mia. kr. og heraf skal regionerne oven i købet selv finde 15 mia. kr. De danske regioner anslår selv at prisen på den færdige akutsygehusplan ligger på et sted mellem 80 – 100 mia. kr. Det er altså mere end 40 mia. der mangler, for at planen, ifølge Danske Regioner, kan føres ud i livet.

Det er også regeringen der via dens Erik Juul udvalg, vender tomlen op og ned for regionernes grundigt bearbejdede og velbelyste, veldokumenterede akutsygehusplaner. Regeringens Erik Juul udvalg rationaliserer, beskærer og slanker de enkelte, vedtagede projekter, så selv de der bliver godkendt, ikke er det, som regionerne har vedtaget.

Samtidigt er kommunerne ude i uhørt voldsomme sparerunder, nedskæringer og forringelser som gør det mere end svært at få enderne til at nå sammen, og på den måde ender det i sidste ende med, at det bliver borgerne der betaler regningen!

Vores sammenhængskraft, mobilitet, miljø og ikke mindst borgernes og personalets tryghed falder fra hinanden – alle frygter hvad fremtiden vil bringe – hvad der vil ske! Det er utroligt vigtigt at vi politikere går ind i en dialog og et samarbejde med borgerne og at vi i stedet for som de konservative at true med at ville nedlægge regionerne, kommer med frugtbare og realpolitiske løsninger på de barrierer og udfordringer som regionerne qua strukturreformen og regeringens jerngreb om regioner og kommuner,  står overfor.

Regionerne skal f.eks naturligvis fortsat varetage driften af vores sygehuse, men der må og skal tilføres de penge, der reelt er behov for, hvilket kun kan ske via de årlige økonomiforhandlinger mellem regionerne og regeringen. Regionerne har nemlig ikke skatteudskrivningsret og regionerne er samtidigt meget detailstyrede med meget begrænset mulighed for at flytte rundt på ressourcerne, øge deres indtjening osv.

Regionerne har ikke kunnet gøre alt optimalt! Det har de nemlig slet ikke fået mulighed for! Men de har gjort det rigtigt godt – og de fortjener applaus langt mere end de fortjener nedsabling! Regionerne og regionsrådspolitikerne kæmper nemlig mod hårde odds, og forhindringer som regeringen ser ud til helt bevidst, at have lagt ud for dem, allerede i selve opbyggelsen af regionerne, som led i strukturreformen, der blev gennemført i 2005.

Jeg  knokler for at regionerne skal styrkes markant, og dermed gives reel mulighed for at blive en forankrende administrative, faglige og politiske instans der fungerer som tovholder og koordinator i den fælles indsats der finder sted mellem kommunerne og regionerne.  For at det kan blive RIGTIGT muligt er det nødvendigt at folketinget vedtager at regionerne får kommunalfuldmagt, hvilket i praksis omsat til almindeligt dansk betyder ret til at starte tiltag, tilbud, projekter osv. som regeringen ikke på forhånd har tilkendt dem ret til at varetage. Handlefrihed.

Med kommunalfuldmagten vil regionerne kunne være tovholder i at sikre at vi får bygget de nødvendige broer mellem vores kommuner og regioner, de broer der mangler i dag og medfører at borgerne bliver stadigt mere utrygge, oplever stadigt ringere kvalitet, lange ventelister, opdeling i et A – og et B hold, manglende koordination i indsatsen osv. osv. Der vil samtidigt kunne sikres et sikkerhedsnet, hvor regionen vil kunne starte indsatser, tiltag osv. som den ser et udækket behov for. Der kunne f.eks være tale om tværsektorielle, mellemregionale tiltag og tilbud.

Så hvis de konservative virkeligt er enige med vi andre, og ønsker et samfund og et sygehusvæsen med tryghed og kvalitet for alle borgere, burde de i stedet for at ville nedlægge regionerne, bruge deres politiske indflydelse i regeringen til at styrke både kommuner og regioner, og give regionerne mulighed for reelt at blive den sammenhængskraft og den administrative, fagligt velfunderede og politiske instans, som de rettelig bør være!

Det ku´ være så godt!

Synspunkt i Jyske Vestkysten, fredag 11. September 2009

Af Mette Valentin

(Spidskandidat til regionsrådet for SF)

Når man følger debatten i medierne tæt, kan man ikke undgå at bemærke at mange borgere er dybt bekymrede over det faktum, at akutsygehusplanen er underfinansieret.

Det kan jeg sagtens forstå, og jeg må som udgangspunkt også sige, at jeg i dén grad deler bekymringen for hvad der skal ske med vores sundhedsvæsen fremover – det er en af grundene til at jeg er gået aktivt ind i regionspolitik. Jeg vil nemlig knokle for en tryg og lige adgang til et stærkt offentligt sundhedsvæsen, med patienten og ikke profit som omdrejningspunkt.

Sundhed MÅ og skal være en fælles sag – et fælles ansvar. En privatisering er både menneskeligt og økonomisk ufatteligt dyr,  Det skaber ulighed, utryghed og en inddeling af befolkningen i et A – og et B hold. Et enkelt blik på USA fortæller med al tydelighed, hvorfor det IKKE er en god idé!

Jeg mener personligt at befolkningen har krav på et svar på, hvad man vil gøre ved at planen er underfinansieret, altså bortset fra blot at håbe og bede til flere penge fra staten. Det er ikke godt nok.

Der er ingen tvivl i mit sind om, at regionsrådet og embedsværket i Region Syddanmark har gjort en kæmpe stor indsats for at få puslespillet ”Akutsygehusplanen” til at gå op, så både regeringens stramme krav og en fortsat kvalitet og udvikling af vores sundhedsvæsen kunne sikres.Planen er finmasket og hænger sammen som den er, men skæres der ned og ændres der radikalt ved akutsygehusplanen, så mister vi ganske enkelt den tryghed og kvalitet, som bør være det bærende fundament i vores sundhedsvæsen.

Så på den led mener jeg ikke vi har et valg.

Regeringen har sat os og landets øvrige regioner i en decideret umulig situation, hvor der kræves yderlige besparelser og nedskæringer på et område hvor der allerede er skåret helt ind til marven. Det er en udfordring vi må og skal forholde os til. En udfordring som til syvende og sidst kræver et regeringsskifte ved næstkommende folketingsvalg i 2011.

Men indtil da kan vi gøre vores bedste for i så grad som det overhovedet er muligt, at sikre regionens borgere den tryghed og kvalitet de som udgangspunkt bør kunne forvente!

Jeg mener det er absolut afgørende og af allerstørste prioritet, at sikre regionens borgere kvalitet og tryghed i forhold til vores sundhedsvæsen.

Både borgere og personale skal kunne følge med, og opleve at de er i trygge hænder. Det kræver at man også fører en dialog og kommunikerer om de svære ting, som f.eks akutsygehusplanen underfinansiering.

Det skylder vi regionens borgere – og det skaber tryghed- så lad os se at komme i gang!

Kronik i Fyens Stiftidende, torsdag 10. september 2009

Af Veronica Hansen & Mette Valentin

D. 10. september er det Verdensdag for Selvmordsforebyggelse, og i Danmark markeres dette med en række arrangementer i landets regioner og kommuner. Der er desværre stadig god grund til at sætte fokus på dette tabu-belagte problem. Siden 1980’erne er det igennem grundig forskning og forebyggelsesindsatser lykkedes at knække selvmordskurven for en række aldersgrupper. Men for en enkelt gruppe er selvmordstallet stadig stigende, nemlig hos de ældre. Især blandt de ældre mænd, hvor selvmordsraten er næsten fem gange højere end blandt yngre mænd. Antallet af selvmord blandt ældre mænd er i følge Sundhedsstyrelsens dødsårsagsregister steget fra 176 i 2000 til at 200 ældre mænd over 65 år, tog deres eget liv i 2006. Det er dybt bekymrende, og noget vi i SF kæmper for at få lavet grundigt om på!! Der findes ikke meget forskning omkring ældres selvmord, men overalt i landet er der nu spiret projekter op, netop med henblik på at opnå og indsamle viden, der kan være med til at forebygge selvmord blandt ældre mænd, og dermed knække kurven!

Men hvem er disse ældre, der vælger livet fra? Lad os tage Hr. Nielsen som et fiktivt eksempel. Han er 74, og er lige blevet udskrevet fra sygehuset efter endnu en indlæggelse pga fejlmedicinering. Han husker nemlig ikke så godt længere, men vil nu stadigvæk helst klare sig selv.  Det betyder desværre, at han ofte glemmer at tage sin medicin, og nogen gange kommer han til at tage dobbelt. Han har under den seneste indlæggelse samtidig fået konstateret, at han lider af en alderdomsdepression, og er blevet tilbudt at få besøg af hjemmeplejen to gange om ugen, i stedet for som før kun en gang om ugen. Hr. Nielsen synes det er meget flovt, så han lukker ikke op længere, når hjemmeplejen kommer. Han har nemlig ikke lyst til at snakke med fremmede folk om, hvordan han har det. Ensomheden er gennem de sidste 10 år begyndt at snige sig ind på ham, efter at først konen og senere flere af vennerne er døde. (Da hans eneste søn døde i en tragisk ulykke for et par år siden, mistede han gnisten helt, og livslysten er efterhånden svær at få øje på. Han har ikke længere kontakt til den tidligere svigerdatter og børnebørnene, vennerne er væk, og det samme er den nærmeste familie.) Tanken om at gøre en ende på livet melder sig stadigt oftere. Han føler ikke han har mere at leve for, og han vil jo heller ikke være til besvær. Men det taler han som sagt ikke med nogen om.

Hr Nielsen tilhører den stadigt stigende gruppe af selvmordstruede ældre, som vi som samfund desværre har meget svært ved at hjælpe, ikke fordi vi ikke vil (det vil vi meget gerne) men derimod fordi der mangler et tæt samarbejde mellem den praktiserende læge, den kommunale hjemmepleje, distriktspsykiatrien, sygehusvæsenet og det øvrige lokale og civile netværk, som kommer i kontakt med de ensomme ældre mænd.

Der er som nævnt, skudt diverse pilotprojekter op rundt omkring i landets regioner og kommuner, men i Region Syddanmark mangler vi endnu et lokalt projekt, som kan afdække de særlige vilkår og omstændigheder der gør sig gældende, når ældre vælger at begå selvmord.

For det er faktisk muligt at forebygge ældres selvmord. Og her spiller hjemmehjælperen og hjemmesygeplejersken en stor rolle. Op til 75 % af de ældre, der begår selvmord, er kommet med hentydninger op til selvmordet. Hentydninger som måske drukner i hjemmeplejens alt for hastigt overståede sjældne besøg eller som ikke bliver taget op, fordi man som plejepersonale ganske enkelt ikke kender signalerne eller ved, hvordan man skal reagere på dem.

I SF foreslår vi, at der i Region Syddanmark etableres et vidensformidlings/ undervisningsprojekt mellem hjemmehjælpere, de relevante sygeplejersker og læger samt fagpersoner med særlig viden om selvmordsforebyggelse. Projektet skal klæde hjemmehjælpere, sygeplejersker og læger bedre på til at opfange signaler på selvmordstanker og turde tage en snak med den ældre om disse tanker. Netop øget viden om, hvordan man tager fat på et så alvorligt emne som selvmord, efterspørges ofte i hjemmeplejen, og føler man sig ikke ordentlig rustet til at tale om selvmord kan det i værste tilfælde føre til at man gør det værste – nemlig ikke at gøre noget. Ved at opkvalificere og styrke hjemmehjælpernes kompetencer og viden om selvmord, kan vi forhåbentlig være med til at forebygge flere ældres selvmord.

Vi mener det vil være optimalt også at knytte sygehus – og distriktspsykiatrien på dette projekt, med henblik på en tidlig og effektiv opsporing af de selvmordstruede ældre mænd i forbindelse med indlæggelse, så de kan tilbydes den nødvendige hjælp og støtte – også i et tæt samarbejde med kommunen, når den ældre udskrives igen.

Hr. Nielsen vil, hvis dette projekt gennemføres, blive set og mødt i et helhedsorienteret perspektiv – Uanset om det er hjemmehjælperen eller sygehuspersonalet, der først ser signalerne på Hr. Nielsens depression og selvmordstanker, vil der blive udarbejdet en individuel handleplan på baggrund af viden om og samtaler med Hr. Nielsen og Hr. Nielsens familie og netværk, praktiserende læge osv.

Man vil samtidigt sikre, at de hjemmehjælpere som er ansat i Hr. Nielsens hjemkommune, opkvalificeres og undervises i at se og turde tale om psykologiske/ psykiatriske problemer hos ældre. Hr. Nielsen vil opleve, at han ikke bare bliver ladt alene uden hjælp, han vil få både medicinsk og personlig psykologisk/ psykiatrisk hjælp i det omfang han har brug for, samtidigt med at der vil blive startet et socialt miljøarbejde, med henblik på at skabe et netværk, og et livsindhold for Hr. Nielsen. Kort sagt give ham livsglæden igen.

For at indsatsen kan lykkes, er det vigtigt, at der er et velfungerende samarbejde mellem regioner og kommuner, i forbindelse med at en ældre borger udskrives efter sygehusindlæggelse. Her skal sikres en systematik, så kommunerne tager over og arbejder på at sikre, at den ældre har et netværk, så ensomheden ikke fører til selvmordstanker. Ligeledes skal signaler på depression eller selvmordstanker opfanges både ved indlæggelser og i hjemmeplejen, og der skal handles aktivt på opståede bekymringer. Der er således stadig en vigtig opgave ifht at forebygge ældre selvmord. En opgave vi bedst løser ved et velfungerende og tæt samarbejde mellem regioner og kommuner. Det vil vi knokle for at sikre!

Veronica Hansen

(Byrådskandidat i Odense for SF)

&

Mette Valentin

(Spidskandidat til regionsrådet for SF)

Læserbrev i Fyens Stifttidende, tirsdag 8. september 2009

Af Mette Valentin

OUH

I debatten om det interne vikarbureau som OUH er i færd med at oprette,

deles vandene forståeligt nok i to. Men sådan behøver det ikke være.

Vi både KAN og SKAL både varetage de nødvendige økonomiske hensyn, OG sikre

personalets tryghed og medindflydelse i deres ansættelsesvilkår!

I region hovedstaden har man næsten smertefrit indført en lignende model,

blandt andet mhp at kunne leve op til de sparekrav der ligger i det

lovmæssige krav om at kommuner og regioner hvert år realiserer en 2%

besparelse på det samlede budget via omlægninger, effektivisering osv.

Det interne vikarbureau er en oplagt og meget optimal løsning, også på OUH,

Men vi MÅ og SKAL altså gøre det i åbenhed og samarbejde, vi må og skal

finde ordenlige og anstændige løsninger, vi må og skal ikke mindst inddrage

personalet i beslutningsprocesserne, ikke handle hen over hovedet på dem,

som de føler det er sket, i denne sag.

Det skaber nemlig utryghed og frygt for ikke at blive inddraget/ hørt som

medarbejder/ ansat. Det kan vi ikke være bekendt!

Dialog, kommunikation og et tæt samarbejde er og bliver det, vi kommer længst med – det der skaber de langsigtede og frugtbare løsninger!

17. November er der, som mange ved, valg til landets 98 kommunalbestyrelser. Både interesseorganisationer, lokalpolitikere og politikere på Christiansborg har fået travlt med læserbreve, debatmøder osv., for valgkampen er startet – der er kun 3 måneder til valget!

Kommunerne varetager som bekendt, langt størstedelen af de nære velfærds – og sundhedsopgaver, og i store træk det meste af den offentlige service og drift, i danmark. Valget til kommunalbestyrelserne har derfor helt berettiget naturligvis en vis bevågenhed fra lokalbefolkningens side af – den lokalbefolkning der ser og mærker den politik og den udvikling finder sted, der hvor de bor, lever og arbejder. Det er naturligvis også helt på sin plads at partierne og politikerne på Christiansborg bakker op om kommunalvalget og deres kandidater.

Men der er faktisk 2 VALG 17. November.

Der er nemlig også valg til landet 5 regionsråd, men det tales der af uransaglige årsager, næsten slet ikke om, hverken i medier eller andre steder. Man kunne næsten fristes til at tro det var et ligegyldigt eller et hemmeligt valg, eftersom det får så lidt opmærksomhed men regionsvalget er hverken hemmeligt eller ligegyldigt.

Det er tværtimod utroligt vigtigt, for ud over at varetage nogle af samfundets aller tungeste kerneopgaver, er regionerne også det, der binder kommunerne og hele den offentlige service, forvaltning og drift sammen, til en større helhed.

Det er regionerne der er varetager sygehusene (herunder behandlingspsykiatrien) den regionale kollektive busdrift, en del af det sociale område indenfor handicap, specialundervisning og døgninstitutioner, miljøoprensning og udvikling/ vækst.

Derfor er det vigtigt at også regionsvalget bliver synligt i medierne og i den politiske debat – så vælgerne kvalificeret kan tage stilling til hvordan de ønsker regionens ansvarsområder, herunder ikke mindst sygehusene, udvikler sig og hvem der skal betros en stemme til valget 17. November.

Så lad os nu få regionsvalget på dagsorden i medierne og i debatten også – det er på høje tid!

De bedste hilsner
fra
Mette Valentin
(Spidskandidat til regionsrådet for SF i Region Syddanmark)

FynBus har udarbejdet et oplæg til Region Syddanmark, som indebærer at de varslede rutenedlæggelser på Fyn, kan undgås, samtidig med at den udmeldte økonomiske ramme overholdes.

FynBus’ oplæg behandles i Region Syddanmarks særlige udvalg for Miljø og kollektiv trafik i morgen onsdag den 19. august. Udvalget kommer herefter med en indstilling til Regionsrådet.

”FynBus har lavet et seriøst og gennemarbejdet oplæg, som sikrer det eksisterende bussystem på Fyn. Dermed kan de unge fortsat komme frem til uddannelsesstederne også i 2010.”

”Det bakker vi 100% op om i SF” udtaler SF’s spidskandidat til regionsrådsvalget i Syddanmark, Mette Valentin.

”Oplægget tager højde for den økonomiske ramme på 85 mill. kr., så nu er det blot op til regionsrådets flertal at bakke op om FynBus’ indstilling og hermed sikre sammenhængen i den kollektive trafik på Fyn”.

”Regionen står i en vanskelig situation p.g.a. regeringens økonomiske jerngreb og manglende vilje til at støtte den kollektive trafik, men med FynBus’ oplæg har vi nu mulighed for foreløbigt at holde skindet på næsen i f.t. busserne”, slutter Mette Valentin, spidskandidat for SF.